Forurening i badevandet

Stort set alle danske strande har badevand af høj kvalitet. Men forurening med alger og spildevand kan ødelægge strandene, enten permanent eller i korte perioder.

Spildevand i badevandet

Forurenet badevand skyldes oftest overløb fra kloakken efter et voldsomt regnskyl. Kloakkerne løber over, og det kan ske så pludseligt, at kommunen kan have svært ved at nå at advare om badeforbud.

Dette kan du gøre for at undgå at bade i forurenet vand efter et skybrud:

  • Gå aldrig i vandet umiddelbart efter et længerevarende voldsomt regnskyl
  • Se, om kommunen har sat advarsler op – eller om det blå flag er taget ned
  • Bad ikke, hvis vandet lugter kloak-agtigt, eller hvis der flyder affald i vandet
  • Vent et par dage med at bade, hvis man vil være sikker på, at forureningen er væk
  • Søg oplysninger hos kommunen 

Når der er alger i badevandet

Sidst på badesæsonen kan vind- og vejrforhold betyde, at badevandet får et stort indhold af alger, som kan være til gene for mennesker og dyr.

Gode algeråd

Hvis badevandet er varmt og vejret er godt, kan der komme alger i badevandet i juli og august.

Hold derfor øje med skilte, der fraråder badning.

Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.

Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.

Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift – og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand – og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Det kan være døde alger.

Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal også holde sig væk fra algerne.

Kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.

Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner med badevand skal løbende kontrollere deres badevandskvalitet og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.

Værd at vide om alger