Brugerbetaling

Den udførende myndighed skal opkræve brugerbetaling fra modtageren for visse ydelser i forbindelse med godkendelse og tilsyn.

Miljøgodkendelser af virksomheder og husdyrbrug, behandling af anmeldelser efter maskinværkstedsbekendtgørelsen eller efter bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg samt miljøtilsyn med visse virksomheder og husdyrbrug er omfattet af brugerbetaling. Brugerbetalingsbekendtgørelsen redegør nærmere for, hvornår en virksomhed eller et husdyrbrug er omfattet af brugerbetaling.

Der skal opkræves brugerbetaling, hvis virksomheden, anlægget, indretningen eller husdyrbruget m.v. er omfattet af brugerbetalingsbekendtgørelsens § 2, og godkendelses- eller tilsynsmyndigheden har udført en af nedenstående opgaver:

  • behandlet en ansøgning om godkendelse eller andre opgaver efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5
  • behandlet en ansøgning om godkendelse efter kapitel 3 og opgaver efter kapitel 4 i husdyrbrugloven
  • behandlet en tilladelsessag efter § 16 b i husdyrbrugloven, hvor der i tilladelsen er fastsat vilkår som sikrer reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af BAT
  • behandlet en anmeldelse efter maskinværkstedsbekendtgørelsen
  • behandlet en anmeldelse efter bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg
  • ført tilsyn efter kapitel 9 i miljøbeskyttelsesloven, eller
  • ført tilsyn efter kapitel 5 i husdyrbrugloven.

Brugerbetaling opgøres efter de nærmere takster og regler fastsat i bekendtgørelsens bilag 2. Timetaksten reguleres årligt.

For godkendelse og tilladelse af husdyrbrug omfattet af husdyrbruglovens § 16 a eller § 16 b eller efter de tidligere regler i § 11, § 12, opkræves der kun 80 % af det samlede beløb. For miljøtilsyn med husdyrbrug opkræves fuld takst.

Godkendelses- og tilsynsmyndigheder opkræver hvert år i november måned brugerbetaling fra de virksomheder m.v., hvor myndigheden har udført brugerbetalingspligtige opgaver i perioden fra 1. november i det foregående år til 1. november i det indeværende år, medmindre brugerbetaling allerede er opkrævet.

brugerbetaling

Timesatser på brugerbetaling for godkendelse og tilsyn

  • 2021: kr. 433,41
  • 2020: kr. 333,22
  • 2019: kr. 328,62
  • 2018: kr. 322,49
  • 2017: kr. 318,04
  • 2016: kr. 311,80
  • 2015: kr. 308,70 
  • 2014: kr. 302,95
  • 2013: kr. 300,25
  • 2012: kr. 295,22
  • 2011: kr. 288,58