Miljøkrav til emballage

Vi bruger en stigende mængde af naturens ressourcer til fremstilling af emballage. Emballage der ender som affald og som ofte ikke genanvendes. EU vil gerne sikre, at der på tværs af EU landene genanvendes mere emballageaffald, og at det genanvendes på en miljøvenlig måde. EU ønsker samtidig at reducere det samlede emballageforbrug og øge brugen af genbrugsemballager.

EUs Emballageforordning stiller en række nye krav til virksomheder, der fremstiller emballage, og til virksomheder, der tilgængeliggør emballerede produkter på markederne i EU. Emballageforordningens forskellige miljøkrav vil træde i kraft i etaper frem mod 2030. De første krav træder i kraft den 12. august 2026.

Fra den 12. august 2026 kan din virksomhed være omfattet af nye miljøkrav til emballage

Her på siden kan du finde information om de miljøkrav som EU’s Emballageforordning stiller til fabrikanter af emballage og til de virksomheder, der markedsfører emballage eller emballerede produkter.

De første sæt af krav træder i kraft den 12. august 2026. Miljøstyrelsen vil løbende udbygge og opdatere denne side efterhånden, som kravene træder i kraft.

Overblik over krav som gælder fra den 12. august

Emballageforordningens første krav træder i kraft den 12. august 2026. Fra denne dato skal virksomheder udarbejde en overensstemmelseserklæring for alle emballager. Overensstemmelseserklæringen skal dokumentere, at emballager efterlever forordningens gældende krav. Emballager skal have påtrykt identifikation, så det er muligt at sammenholde emballager og overensstemmelseserklæringer. Alle emballager der markedsføres fra 12. august skal overholde grænseværdier for tungmetaller, og fødevarekontaktmaterialer skal overholde grænseværdier for PFAS. Dette skal dokumenteres i overensstemmelseserklæringen.

Maximum PFAS grænser for fødevareemballage 

(Gældende fra 12. august 2026)

For fødevarekontaktmaterialer gælder Emballageforordningens grænseværdier for PFAS fra 12. august 2026. Grænseværdierne gælder for emballageenheden som helhed, herunder trykfarver, lak, lim og klæbestoffer. Der skelnes ikke mellem PFAS, der er tilsat bevidst, og PFAS, der er utilsigtet til stede. Kravet skal understøtte, at emballage kan genbruges og genanvendes, og at materialer fra emballageaffald kan indgå i nye kredsløb uden unødig risiko for mennesker og miljø. I de tilfælde hvor emballage består af flere separate dele, vurderer Miljøstyrelsen dog, at det kun er de dele, der er bestemt til kontakt med fødevarer, der er omfattet af forbuddet. Fødevarekontaktmaterialer, der bringes i omsætning efter 12. august 2026, skal overholde grænseværdierne; der er ikke en særlig overgangsperiode for udtømning af lagre.

Virksomheder skal sikre at al emballage overholder grænseværdier for tungmetaller

(Gældende fra 12. august 2026)

Virksomheder skal desuden sikre, at emballage de bringer i omsætning i EU er fremstillet så forekomsten og koncentrationen af problematiske stoffer ikke overskrider grænseværdier på 100 mg/kg samlet af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom. Dette krav har også været gældende før vedtagelsen af emballageforordningen. Der gælder fortsat særlige undtagelser for bl.a. visse glasemballager og plastkasser/-paller i lukkede og kontrollerede produktkredsløb.