Virksomheders ansvar og roller

Fra 12. august 2026 har alle virksomheder der markedsfører emballage eller emballerede produkter et ansvar for, at emballagen lever op til Emballageforordningens miljøkrav.

Virksomheder der fremstiller eller får emballager fremstillet kaldes fabrikanter i emballageforordningen. Fabrikanter har ansvar for at udarbejde overensstemmelseserklæring efter overensstemmelsesproceduren, begge beskrives i emballageforordningens bilag VII og VIII. På myndighedernes anmodning skal erklæring samt bagvedliggende teknisk dokumentation kunne fremsendes af fabrikanten inden for 10 arbejdsdage. Fabrikanten skal også sikre, at emballagen har tilknyttet information om fabrikantens kontaktoplysninger og et identifikationsnummer.

I emballageforordningen er en importør en virksomhed, der importerer en emballage fra et land uden for EU og gør den tilgængelig i et EU-land. Da en importeret vare ikke har en fabrikant i EU, har importøren ansvaret for, at der er udarbejdet en overensstemmelseserklæring, og at fabrikanten har givet emballagen et identifikationsnummer. Importøren skal kunne fremsende teknisk dokumentation for overensstemmelseserklæringen inden for fristen på 10 arbejdsdage. Importøren skal også sikre, at emballagen har importørens kontaktoplysninger.

En distributør gør en emballage tilgængelig på markedet efter en fabrikant eller en importør. En distributør må ikke tilgængeliggøre en emballage, hvis de har grund til at tro, at emballagen ikke lever op til kravene om PFAS og problematiske stoffer eller andre bæredygtighedskrav til emballagen, når disse træder i kraft på et senere tidspunkt. Distributøren skal kontrollere, at emballagen har et identifikationsnummer og at fabrikantens og evt. importørens kontaktoplysninger fremgår. Distributøren skal desuden sikre sig, at emballagens producent er registreret i det nationale producentansvarsregister.

En importør eller distributør kan også blive ansvarlig som fabrikant, hvis virksomheden bringer emballage i omsætning under eget navn eller varemærke, eller hvis virksomheden ændrer emballagen på en måde, der kan påvirke, om emballagen opfylder kravene.