Krav til virksomheder med producentansvar for genbrugsemballager
- Din virksomhed skal være registret i DPAs producentansvarsregister.
- Hvert år inden den 1. juni skal din virksomhed indberette de mængder af genbrugsemballager som din virksomhed, første gang, har tilført et genbrugssystem på det danske marked. Indrapporteringen gælder mængder fra det foregående år. Første gang der skal indberettes genbrugsemballage er det 2025 mængder, som skal indberettes inden den 1 juni 2026.
- Hvert år inden den 1. juni skal din virksomhed indberette mængder af udtjente genbrugsemballager som din virksomhed har indsamlet gennem en tilbagetagningsordning.
Særlige regler om udtjente genbrugsemballager
Hvis du tilgængeliggør genbrugsemballage, er der krav til, hvordan udtjente genbrugsemballager skal indsamles og affaldshåndteres. Det er ikke hensigten, at udtjente genbrugsemballager ender i private eller andre virksomheders skraldespande. Virksomheder, der har producentansvar for genbrugsemballager, skal forestå organisering af tilbagetagning og genanvendelse af de udtjente genbrugsemballager. De ansvarlige virksomheder kan vælge at lade en kollektiv ordning varetage forpligtigelserne vedrørende genbrugsemballage, der er dog intet krav om, at virksomheder med ansvar for genbrugsemballage skal være medlem af en kollektiv ordning.
Det er vigtigt at forstå, at der for genbrugsemballage ikke er en fælles pulje af indsamlede udtjente genbrugsemballager, som DPA administrerer og fordeler. Derfor vil virksomheder med producentansvar for genbrugsemballager ikke blive tildelt ansvar for emballagemængder fra DPA. Virksomheder med producentansvar for genbrugsemballage skal betale administrationsgebyrer til DPA og Miljøstyrelsen. Gebyrerne til DPA og Miljøstyrelsen fastsættes ud fra den mængde genbrugsemballage, som den enkelte virksomhed har tilført et genbrugssystem i DK. Virksomheder, der kun sætter små mængder af genbrugsemballage på markedet, vil få relativt små administrationsgebyrer.
Muligheder og pligter i forbindelse med tilbagetagning
- Virksomheder kan afhente udtjente genbrugsemballager hos slutbrugeren.
- Slutbrugere kan aflevere udtjente genbrugsemballager hos virksomheden eller på et af virksomheden udpeget sted .
- Virksomheder kan tilbagetage både deres egen tilgængeliggjorte genbrugsemballage og lignende genbrugsemballage.
- Oplysningspligt. Virksomheder har pligt til at sikre, at slutbrugere af virksomhedens genbrugsemballage oplyses om, hvor og hvordan slutbrugeren kan skille sig af med udtjente genbrugsemballager. Oplysningen kan også gives i salgs- og informationsmateriale, brugsanvisninger eller på salgsstedet.
- Pligt til at sikre høj reel genanvendelse. Virksomheder der tilbagetager udtjente genbrugsemballager skal sikre og dokumentere, at der sker en høj reel genanvendelse at det tilbagetagne emballageaffald. Graden af genanvendelse skal leve op til minimumsmålende i emballagebekendtgørelsens §77.
Miljøstyrelsens uddybende forklaring om genbrugsemballage
Kompensation for emballage i affaldsproducerende virksomheders erhvervsaffald
Virksomheder kan ansøge om kompensation for håndteringen af den del af deres erhvervsaffald som udgøres af engangsemballage. Det gælder både virksomheder som selv er omfattet af producentansvar for emballage og virksomheder der ikke er.
Bemærk ! Hvis en virksomhed selv har producentansvar for tilgængeliggjort engangsemballage, kan virksomhed kan ikke søge om kompensation for behandling af erhvervsemballageaffald, der stammer fra de engangsemballager virksomheden selv har tilgængeliggjort. Det vil sige der kan kun søges kompensation for mængder der ligger udover hvad virksomheden selv har ansvar for.