Nye regler gældende pr. 1. januar 2025.
Dette har direkte indflydelse på danske virksomheder, der eksporterer affald, da Miljøstyrelsens klassificering af affaldet erstatter kommunebrevet, der hidtil har udgjort dokumentation for affaldets klassificering.
Allerede godkendte og gældende eksporttilladelser er fortsat gyldige på baggrund af kommunens tidligere klassificering af affaldet, men ved alle nye eksportanmeldelser, hvor der ikke foreligger kommunebrev fra før 1. januar 2025, skal affaldet klassificeres af Miljøstyrelsen.
Få affaldet klassificeret, før du indsender en ny eksportanmeldelse
Miljøstyrelsen anbefaler, at du indsender en anmodning om klassificering af affaldet til Miljøstyrelsen, inden du foretager anmeldelse om eksport af affaldet til Miljøstyrelsen gennem virk.dk.
På den måde kan du selv bidrage til, at sikre en strømlinet og hurtig sagsbehandling. Når Miljøstyrelsen har truffet afgørelse om klassificering af affaldet, kan afgørelsen med evt. tilhørende bilag indsendes sammen med din anmeldelse om eksport affald gennem virk.dk.
Denne fremgangsmåde sikrer, at du som anmelder har bedre mulighed for, at fremsende alle relevante oplysninger og dokumenter sammen med anmeldelsen, hvilket vil resultere i en hurtigere sagsbehandling.
Hvor længe er en klassificeringsafgørelse gyldig?
En afgørelse om klassificering udstedt af Miljøstyrelsen er ikke tidsbegrænset eller udstedt i relation til en konkret notifikation. Det betyder, at afgørelsen kan anvendes som dokumentation for affaldets klassifikation ved efterfølgende notifikationer, så længe de oplysninger, som er lagt til grund for klassificeringsafgørelsen fortsat er gældende.
Der skal indhentes ny klassificeringsafgørelse, hvis der sker ændring i eksempelvis affaldets oprindelse, behandling forud for eksport, affaldsproducent, sammensætning, egenskaber og lignende.
Hvis du vil vide mere klassificering
Du kan finde mere information om Miljøstyrelsens klassificering af affald på Miljøstyrelsens hjemmeside.