Information om klassificeringstyper mm.
Klassificering af affald er første skridt i at sikre, at affald håndteres korrekt. Når noget klassificeres, betyder det, at vi afgør, om et stof eller en genstand overhovedet er affald og i så fald, hvilken type affald der er tale om. Vi ser bl.a. på, om affaldet er:
farligt affald
egnet til materialenyttiggørelse, herunder om affaldet er egnet til forberedelse med henblik på genbrug, genanvendeligt eller egnet til anden endelig materialenyttiggørelse
forbrændingsegnet
deponeringsegnet
Se den gældende bekendtgørelse om affald.
Energistyrelsen klassificerer i overensstemmelse med affaldshierarkiet. Affald klassificeres derfor kun som forbrændingsegnet eller deponeringsegnet, hvis det ikke er egnet til materialenyttiggørelse.
Typiske årsager til at kontakte Energistyrelsen vedr. klassificering:
Affaldet ønskes eksporteret til behandling i udlandet. Du kan med fordel ansøge om klassificeringsafgørelse forud for ansøgning om en notifikation.
Ønske om afgørelser om klassificering af bi-produkt.
Ønske om afgørelser om klassificering som end-of-waste
Ønske om afgørelse om klassificering af andet affald
Ønske om vejledende klassificering af affald
Ønske om fornyet afgørelse om klassificering, da affald eller behandlingsmuligheder har ændret sig.
En virksomhed er uenig i kommunens vejledning om, hvordan affald kan klassificeres.
Ønske om klassificering ved kommunal behandling af en anmeldelse af bygge- og anlægsaffald, da der er uenighed i den foreslåede klassificering.
Tilfælde, hvor du ikke skal søge om klassificering:
Der allerede foreligger en klassificeringsafgørelse for affaldet, og der ikke er sket ændringer, som kan give anledning til en ændret klassificering.
Når kommunen og virksomheden/borgeren er enige om, hvordan affald håndteres, og det er i overensstemmelse med lovgivningen
Hvis du vurderer, at en fraktion ligger inden for rammen i en af Energistyrelsens guides, kan du undgå at ansøge om klassificering.
Energistyrelsen skal sikre en ensartet praksis for klassificering af affald. Formålet er bl.a. at skabe lige konkurrencevilkår mellem virksomheder på tværs af kommunegrænser, og at affald egnet til materialenyttiggørelse ikke sendes til forbrænding.
Ved klassificering tager vi udgangspunkt i, om affaldet er egnet til forberedelse med henblik på genbrug, genanvendelse eller anden endelig materialenyttiggørelse. Hvis affaldsfraktionen sorteres, oparbejdes eller lignende forud for anvendelsen, inddrager vi det også i vurderingen.
Modtagerens krav kan ligeledes indgå i vurderingen. Hvis affaldet ikke vurderes egnet til materialenyttiggørelse, vil vi se på, om det kan klassificeres som forbrændingsegnet eller deponeringsegnet affald.
Vurderingen af, om affaldet er farligt affald eller ej, sker efter reglerne for klassificering af farligt affald. Vi foretager alene klassificeringen af farligt affald på baggrund af affaldets iboende egenskaber, dvs. dets kemiske sammensætning og fysiske egenskaber. Læs mere her.
Ved klassificering tager Energistyrelsen stilling til konkret affald i konkrete sager på baggrund af konkrete ansøgninger. Som udgangspunkt træffer vi ikke generaliserede afgørelser, da vurderingen altid vil bero på det konkrete affalds egenskaber, indholdsstoffer og potentielt set modtagerens krav mv.
En afgørelse om klassificering vil danne præcedens for vurdering af lignende sager.
Energistyrelsen udarbejder og offentliggør løbende guides om forskellige affaldsfraktioner. Det vil typisk være guides for hyppigt forekommende eller særligt udfordrende affaldsfraktioner. Find dem her.
Du kan også se eksempler på konkrete afgørelser, som udgør grundlaget for håndtering af affald for kommuner, virksomheder og borgere.
Affald, som er opført på og markeret som farligt affald på listen over affald i bilag 2 og som udviser én eller flere af de farlige egenskaber, som er angivet i bilag 3. Som farligt affald anses endvidere affald som udviser egenskaber, som er angivet i bilag 3."
Farligt affald kan f.eks. være sundhedsfarligt eller skadeligt for miljøet. Det kan også være brandfarligt eller eksplosivt.
I listen over affald, som findes i affaldsbekendtgørelsens bilag 2, er farligt affald markeret med fed skrift.
Ved ansøgning om klassificering af et skib skal Energistyrelsen have følgende oplysninger via selvbetjeningen for henvendelser og affald:
Skibets nuværende placering
Ejerforhold
Oprindelse
Tilstand inkl. aktuelle billeder af skibet
Tekniske oplysninger - herunder IHM, såfremt skibet er omfattet af skibsophugningsforordningen (EU Forordning 1257/2013)
Oversigt over skibets materialesammensætning
Påtænkt anvendelse og destination – herunder også hvis det skal eksporteres
Hvis skibet ikke påtænkes eksporteret, så meddelelse om påtænkt modtageranlæg i Danmark.
Samt generelt historik på skibet inkl. hvad der er foregået forinden fremsendelsen af ansøgningen samt hvorfor der ansøges.
Energistyrelsen kan efter behov efterspørge yderlige informationer. Når vi vurderer, at sagen er tilstrækkelig oplyst, er tidsfristen for en afgørelse 8 arbejdsdage (affaldsbekendtgørelsen § 10, stk. 1).
Hvis skibet klassificeres som affald, skal ejeren af skibet oplyse Energistyrelsen om, hvilken godkendt affaldsbehandler der skal stå for behandlingen.
Det er kommunalbestyrelsen, der foretager inspektion af skibet med henblik på vurdering af stand og dokumentation jf. § 8.