Har I tjek på jeres affald?

Fra 2025 kan alle virksomheder få affaldstilsyn – også håndværkere og entreprenører.

Hvilke typer affald har I?

Som håndværker eller entreprenør har I ligesom alle andre virksomheder pligt til at sortere jeres affald. På den måde sikrer I, at affald egnet til det kan blive genanvendt eller på anden måde nyttiggjort frem for brændt. Det kan f.eks. være pap, plast og papir, der kan indgå i nye produkter.

I skal både sortere de ti affaldstyper, I kender hjemme fra husholdningen, og de særlige typer af affald, der opstår hos jer. Det kan være metal, træ, beton, vinduer eller tegl fra byggeprojekter, eller det kan være maskiner og elektronik, der skal sorteres særskilt.

Print en tjekliste til, hvilke typer af affald I typisk skal sortere. 

Hvordan sorterer I?

På tjeklisten er der også et par gode råd til, hvordan I indretter arbejdspladsen, så det er nemt at sortere korrekt. I kan bl.a. markere spande og beholdere inde og ude med de velkendte piktogrammer, så det er nemt at se, hvad der skal i dem. Og I kan placere spande til forskellige affaldstyper dér, hvor affaldet opstår – f.eks. træafskær eller slibestøv ved maskiner – og dér, hvor I tømmer biler, når I har været på opgave. Se mere i filmen herunder.

Piktogrammerne kan downloades her.

Hvem samler jeres affald ind?

Det er den enkelte virksomheds ansvar at sortere og lave aftaler om indsamling og behandling af affald.

Hvis I kun har affald, som i art og mængde svarer til en husholdning, så kan I bruge en kommunal indsamlingsordning – hvis jeres virksomhed ligger i en kommune, der tilbyder den løsning.

Eftersom de fleste håndværkere og entreprenører har større mængder og andre typer affald end en husholdning, så vil I dog typisk skulle indgå en aftale med en privat indsamler eller transportør – eller selv køre jeres sorterede affald på genbrugspladsen.

Få et overblik over, hvilke muligheder I har for at få håndteret jeres affald, her.

Find en privat indsamler eller transportør i Affaldsregistret.

Har I data og dokumentation for jeres affald?

Hvis I får affaldstilsyn, skal I kunne oplyse, hvem der indsamler jeres affald og hvor ofte – og/eller kunne dokumentere, at I har benyttet en privat transportør eller den kommunale genbrugsplads.

Hvis I benytter en privat indsamler, der ikke bruger komprimatorbil, så skal vedkommende indberette data om jeres affald i Affaldsdatasystemet (ADS). Den data indgår som en del af grundlaget for affaldstilsyn, og I kan logge ind og se den her.

Læs mere om affaldstilsyn i vores guide til virksomheder.

Affaldssortering nytter

I forbindelse med kampagnen ”Sortering nytter” udviklede Miljøstyrelsen en række materialer, der kan bidrage til bedre affaldssortering på arbejdspladsen.

Find dem her.