Gebyropkrævning
Administrative affaldstilsyn udføres af Miljøstyrelsen, og det er Miljøstyrelsen, der fastsætter samt opkræver gebyr for disse tilsyn.
For fysiske affaldstilsyn er det tilsynsmyndigheden, der skal opkræve gebyr. Som oftest er det kommunen, der er tilsynsmyndighed. Dog gennemfører Miljøstyrelsen fysiske affaldstilsyn med affaldshåndteringsvirksomheder samt virksomheder, hvor Miljøstyrelsen har ansvaret for miljøtilsynet. I de sager, hvor Miljøstyrelsen foretager fysiske affaldstilsyn, er det Miljøstyrelsen, der opkræver gebyr.
Gebyr fastsat af Miljøstyrelsen for 2025:
Administrative og fysiske affaldstilsyn er 100 % gebyrfinansierede for at leve op til det EU-retlige "forureneren betaler"-princip.
Administrativt affaldstilsyn: 938,00 kr.
Fysisk affaldstilsyn: 3.021,00 kr.
Begge gebyrer er faste gebyrer. Det vil sige, at gebyret er det samme uanset hvor lang tid, Miljøstyrelsen bruger på tilsynet.
Hvornår opkræves gebyret for affaldstilsyn?
Administrative affaldstilsyn
Når Miljøstyrelsen foretager et administrativt affaldstilsyn, bliver virksomheden underrettet om resultatet i e-Boks. Gebyropkrævningen bliver efter underrettelsen sendt som et separat brev til virksomhedens e-Boks.
Fysiske affaldstilsyn
De virksomheder, der ved et administrativt affaldstilsyn udpeges til et fysisk affaldstilsyn, vil også blive opkrævet et gebyr for det fysiske affaldstilsyn. Mens gebyret for det administrative affaldstilsyn, som ovenfor oplyst, opkræves af Miljøstyrelsen, bliver gebyret for det fysiske affaldstilsyn opkrævet af den tilsynsmyndighed, der udfører tilsynet. Enten Miljøstyrelsen eller kommunen.
Hvis det fysiske affaldstilsyn udføres i forbindelse med et regelmæssigt miljøtilsyn, opkræves der ét gebyr for det fysiske affaldstilsyn samt ét gebyr for miljøtilsynet.
Kommunerne står for de fleste fysiske affaldstilsyn. Når kommunen har udført et fysisk affaldstilsyn, opkræver de gebyret. Gebyrets størrelse beregnes af den pågældende kommune. Af den grund kan gebyret for fysiske affaldstilsyn være forskellige, afhængig af de enkelte kommuners omkostninger, der er forbundet med tilsynet. Kommunernes fastsatte gebyr for affaldstilsyn vil fremgå af deres hjemmeside.
Vil du vide mere om affaldstilsyn?
Så kan du finde mere på vores side målrettet virksomheder.