Fastelavnssminke

Det er sjovt for børn at sminke sig til fastelavn, Halloween og i udklædningslege. Men når ansigtet dækkes med sminke med et højt indhold af farvestoffer, øges risikoen for allergi.

Fastelavnssminke indeholder flere farvestoffer, end det meste andet kosmetik. Sminken kan også indeholde konserveringsmidler og parfume. Når huden har kontakt med stofferne i længere tid, øges risikoen for allergi. Fastelavns- og teatersminke er som udgangspunkt ikke farligt, så længe du holder dig til nedenstående tips og lader sminken være forbeholdt særlige lejligheder. 

Lim til udklædningsrekvisitter kan indeholde stoffer, som kan være allergifremkaldende, eksempelvis akrylater. De lime, der bruges til at lime kunstige ører og skæg på, skal derfor være specielt beregnet til at bruge på huden.

Tips ved brug af fastelavnssminke og lim

  • Vælg kun CE-mærket sminke til dit barn. CE-mærket er producentens garanti for, at produktet lever op til de krav til sundhed og sikkerhed, der gælder for legetøj.
  • Fastelavnssminke med parfume øger risikoen for allergi. 

  • Hvis dit barn har eksem eller følsom og irriteret hud, så overvej at undgå sminken helt, da barnets hud kan være mere modtagelig for allergi.

  • Brug kun sminken der, hvor den er beregnet til at blive brugt. Kom eksempelvis ikke ansigtssminke på læberne eller den sarte hud omkring øjnene.

  • Brug en fed creme under sminken og vær omhyggelig med at fjerne sminken bagefter. Sminken renses bedst af med vand og sæbe eller en rensecreme. Beskyt herefter huden med en uparfumeret creme.

  • Brug kun den type lim, der er beregnet til at komme på huden.

Få mere viden om fastelavnssminke i vores faktaark