Holdbarhed af naturligt træ

Træ har en naturlig holdbarhed, og forskellige træarter kan med forskellig levetid modstå påvirkninger fra både jord, vand og luft.

Skovfyr og rødgran er de dominerende træarter på det danske marked. Hvis træet ikke skal i kontakt med jord, kan fyr, gran og de mere holdbare træarter som fx lærk, thuja og Western Red cedar (thuja fra Nordamerika) bruges i stedet for trykimprægneret træ.

Skal træet i kontakt med jord er det arter som eg, Western Red cedar og robinie, der i nogle tilfælde kan erstatte brugen af trykimprægneret træ. Det er vigtigt at vælge kernetræ – dvs. den del af træet, som kommer fra den inderste del af træstammen. Det er langt mere holdbart end splintved, som stammer fra den yderste del af træet.

Den forventede holdbarhed for kernetræ fra eg og Western Red cedar i kontakt med jord er 15-25 år. Ved jordkontakt forventes kernetræ fra lærk og thuja ”kun” at holde 10-15 år.

Kernetræ kendes normalt på sin mørkere farve. Da det kan være vanskeligt af få rent kernetræ, er det vigtigt, at man husker at beskytte trækonstruktioner konstruktivt.

Bruger man tilskåret, ubehandlet træ udendørs er det en god tommelfingerregel, at en tynd dimension ofte har en længere holdbarhed end en tyk over jord, mens det forholder sig omvendt i jord.

Tropisk træ som teak er særdeles holdbart, mens træarter som nyatoh og meranti har en moderat holdbarhed, der svarer til holdbarheden for douglas, lærk og thuja.

Hvis håndværket er godt udført kan man helt eller delvist undgå at bruge trykimprægneret træ. Især er det vigtigt at overveje alternativer de steder, hvor børn kommer i kontakt med træet. Det er også en god idé at undlade at bruge imprægneret træ til kompostkassen. Der er heller ingen grund til at anvende imprægneret træ i konstruktioner, som måske blot skal holde i 5-8 år. Sådanne konstruktioner kan med fordel udføres i fx skovfyr, gran og lærk.

En anden tommelfingerregel er, at imprægneret træ kun er nødvendigt at bruge indendørs i beboelseshuse, når der skal udskiftes træ efter et svampeangreb. Fx er der ingen grund til at bruge imprægneret træ til carportens bjælker og spær, da de normalt er godt beskyttet mod vind og vejr.

Læs mere om konstruktiv træbeskyttelse, valg af træ, træ og miljø, vedligeholdelse og holdbarhed af træ samt meget mere på træ.dk