IPM Innovationsbrug fortsætter i yderligere fire år

Miljøstyrelsen har indgået kontrakt med SEGES Innovation A/S om videreførelse af projektet ”IPM-innovationsbrug” for en 4-årig periode. Formålet er at udbrede brugen af IPM-værktøjskassen og derved begrænse brugen af pesticider. Der er i Sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 afsat i alt 6 mio. kr. til projektet.

IPM-innovationsbrug 2020-2022

I perioden 2020-2022 gennemførte SEGES Innovation A/S et treårigt projekt om IPM-innovationsbrug. Projektet var udbudt af Miljøstyrelsen og finansieret af midler fra Pesticidstrategi 2017-2021.

Formålet med projektet var at etablere tre innovationsbrug og dokumentere og formidle effekten af at inkludere IPM i beslutningerne vedr. planteproduktionen.

Til hvert af de tre innovationsbrug blev der knyttet en co-innovationsgruppe, bestående af planteavlsrådgivere, forskere m.fl., som skulle drøfte og beslutte relevante IPM-tiltag på det enkelte brug.

Projektet blev afsluttet i 2023 og resultater, informationsmateriale mv. kan findes via linket her på Landbrugsinfo.

IPM-innovationsbrug 2023-2026

I Pesticidstrategi 2022-2026 er der afsat samlet 6 mio. kr. til forsættelse af ordningen for IPM-innovationsbrug og Miljøstyrelsen udbød derfor i februar 2023 et projekt om IPM-innovationsbrug for perioden 2023-2026.

Udbuddet er nu afsluttet, og Miljøstyrelsen har indgået kontrakt med SEGES Innovation A/S om projektet. Det nye projekt vil, lige som det tidligere projekt, blive bygget op omkring co-innovationsgrupper. Der skal i den nye projektperiode indgå fire innovationsbrug, som tilsammen skal dække et bredt udsnit af de mest udbredte afgrøder i Danmark. Tre af bedrifterne vil være de samme som deltog i projektet i 2020-2022, og derudover tilknyttes et fjerde jordbrug, som i nær fremtid bliver udpeget af SEGES Innovation A/S. 

Vi ser frem til at følge med i, hvor bredt og varieret man kan implementere IPM på de fire bedrifter. Vi forventer, at erfaringerne herfra kan sprede sig til resten af jordbruget, siger Maria Sommer Holtze, kontorchef i Miljøstyrelsen, som slutter: For vi har en stor opgave med at få alle jordbrugere til helt naturligt at tænke IPM ind i alle beslutninger i planteproduktionen, så vi kan medvirke til at reducere pesticidforbruget.

For yderligere oplysninger kontakt:

Bettina Gylden, Pesticider og Biocider, Miljøstyrelsen via e-mail: begyl@mst.dk