71 procent af kontrollerede e-handels produkter overholder ikke kemikalielovgivning

Et fællesnordisk kontrolprojekt har afsløret, at 71 procent af de 210 produkter, der blev kontrolleret overholder ikke kemikalielovgivningen, og i Danmark er der tale om 88 procent. Det er især dropshipping, der har flest overtrædelser.

Denne høje overtrædelsesgrad afslører, at onlinehandlen i høj grad ikke lever op til kravene i EU’s kemikalielove, herunder fx REACH-forordningen, RoHS-direktivet og CLP-forordningen.

Kontrolkampagnen, der blev gennemført i 2024 af kemikaliekontrolmyndighederne i de nordiske lande (Danmark, Finland, Norge og Sverige), fokuserede især på højrisikoprodukter som billige elektroniske apparater, smykker og bløde plastprodukter. Kontrollen viste, at især stoffer som bly, cadmium, ftalater og SCCP (kortkædede chlorerede paraffiner) ofte blev fundet i koncentrationer over de tilladte grænser.

Det fællesnordiske kontrolprojekt har ført til publiceringen af en rapport under Nordisk Råd.

Dropshipping og små webshops dårligst

En af de mest bekymrende fund var, at dropshipping-forhandlere – baseret såvel inden for som uden for EU, men med en forretningsopsætning, hvor produkter sendes direkte fra Kina – var den største kilde til overtrædelser. Selv når virksomhederne var placeret inden for EU, var mange af disse forhandlere ikke opmærksomme på de gældende kemikalielovgivninger. Ligeledes viste undersøgelsen, at mindre webshops generelt mangler kendskab til kemiske og fysiske produktkrav og lovgivning, hvilket resulterede i den høje overtrædelsesgrad.

Dropshipping er en metode at drive forretning på, hvor du kan sælge varer uden at have et lager. Du kan altså sælge varer fra en webshop, men du står ikke selv for at sende varerne til kunderne. I stedet indgår du en aftale med en leverandør, der står for at sende varerne til kunderne.

Resultaterne afslører store variationer i lovoverholdelsesgraden afhængigt af produkttype. Elektroniske produkter, herunder elektriske legetøjsprodukter, havde de højeste overtrædelsesgrad med 78 % for elektroniske produkter og 87 % for elektriske legetøjsprodukter. Smykker og sportsprodukter fulgte efter med en overtrædelsesgrad på henholdsvis 50 % og 38 %. Derimod var produkter som tøj og andre plastprodukter ikke lige så ofte i strid med lovgivningen.

Mangel på korrekt mærkning og dokumentation

En anden betydelig udfordring, som kontrollen afdækkede, var manglende korrekt mærkning og dokumentation, især når det gælder CE-mærkning, teknisk dokumentation og EU-overensstemmelseserklæring. Det blev bemærket, at mange produkter, der burde have disse mærkninger, manglede dem, hvilket gør det svært at sikre overholdelsen af lovgivningen for så vidt angår indholdet af skadelige stoffer. Rapporten anbefaler, at online platforme pålægges ansvar for at kontrollere korrektheden af den kontaktinformation, der gives for EU-repræsentanter og producenter.

Bekymring for ulovligt salg af pesticider og biocider

Undersøgelsen fandt også alvorlige problemer med biocid- og plantebeskyttelsesprodukter, som ofte blev solgt uden de nødvendige nationale godkendelser. Mange dropshipping-aktører var ikke klar over, at disse produkter kræver nationale godkendelser i de lande, hvor de sælges. Det understreger et stort behov for oplysning og bevidsthed af produktansvar hos de aktører, der sælger sådanne produkter online.

Vigtigheden af øget viden og kontrol

Den publicerede rapport peger på, at for at forbedre overholdelsen af kemikalielovgivningen i e-handel, er det nødvendigt at øge viden og forståelse blandt både små webshops og dropshipping-forhandlere. De nordiske myndigheder opfordrer til, at e-handelsaktører tager ansvar for at sikre, at deres produkter er lovlige, og at online-platforme implementerer bedre kontrolmekanismer.

Den understreger også behovet for skærpede kontrolforanstaltninger og forbedrede forvaltningsmuligheder for at håndtere de høje risici, der er forbundet med visse produktkategorier i onlinehandel.

Læs den fulde rapport 

Kemikalieinspektionen fortsætter indsatsen i 2025 over for ulovlige produkter solgt online i et tværfagligt projekt sammen med resten af EU-medlemslandene – det såkaldte REF-13-projekt.

Læse mere om denne og andre fremtidige tilsynskampagner, samt om de tilsynskampagner, som Kemikalieinspektionen tidligere har gennemført

Baggrund

Projektet blev gennemført af den Nordiske Håndhævelsesgruppe, under den Nordiske Kemikaliegruppe under Nordisk Råd. Det blev gennemført af håndhævelsesmyndighederne fra Sverige, Norge, Finland og Danmark, herunder af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Hvem er Kemikalieinspektionen?

I Danmark er det Miljøstyrelsen, der har ansvaret for at kontrollere, at reglerne på kemikalieområdet overholdes. I praksis er det en særlig enhed i Miljøstyrelsen – Kemikalieinspektionen – som udfører kontrollen med at importører, producenter og forhandlere af kemiske stoffer overholder reglerne.

Læs mere om kemikalieinspektionen 

Kemikalieinspektionen offentliggør løbende de produkter, som overtræder reglerne på Kemikalieinspektionens område.

Hvis du vil følge med og sikre dig, at du ikke har fået fat i et produkt, der overtræder reglerne, så kan du følge med på: mst.dk/UlovligeProdukter

Herfra er det også muligt at se de produkter, som andre myndigheder i EU har fundet, der er ulovlige (ICSMS), ved at følge linket dertil inde på siden.

Spørgsmål angående dette projekt kan rettes til specialkonsulent Kenneth Ebert, keebe@mst.dk, tlf.nr.: +45 29 31 64 19.