Invitation til BREF-dagen 2024 den 30. oktober og nyhedsbrev om Miljøstyrelsens arbejde med den styrkede BREF-indsats.

BREF-dagen 2024 bliver afholdt den 30. oktober hos Miljøstyrelsen i Odense. IE-direktivet, der ligger til grund for BAT/BREF dokumenterne, er vedtaget. Kom og hør hvad det har af betydning for jer.

Oversigt over nyhederne

  • Miljøstyrelsen holder BREF-dag den 30. oktober, tilmelding er åben!

  • EU-kommissionens revision af IE direktivet (industrimiljødirektivet) – hvad kommer det til at betyde for danske virksomheder?

  • BREF dokumenter under revision

  • EU’s arbejdsprogram for revisioner af BREF dokumenter 2024-2026

BREF-dagen 2024

BREF-dagen 2024 bliver afholdt 30. oktober hos Miljøstyrelsen i Odense.

IE-direktivet, der ligger til grund for BAT/BREF dokumenterne, er nu revideret. Hvad er nyt, og hvad betyder dette for danske virksomheder og myndigheder?

Glæd dig også til foredrag fra Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, der fortæller om hvordan vi i Europa kan sætte turbo på den grønne transformation af samfundet.

Dagen bliver indledt med en prolog som et tilbud til de deltagere, der har behov for en kort introduktion til begreberne og hovedtrækkene i revisionen af BREF-dokumenter.

Undervejs er der mulighed for at stille spørgsmål, søge gode råd og debattere. Dertil kommer muligheden for at mødes på tværs af myndigheder, interesseorganisationer og virksomheder.

Vi ser frem til at se jer alle!

Du tilmelder dig til BREF-dagen her, og finder det fulde program for BREF-dagen her.

Generelt om BREF

BREF-dokumenterne udarbejdes af det Europæiske ”EU-BRITE” kontor i Sevilla. Udarbejdelsen sker på baggrund af en omfattende informationsudveksling og dialog mellem repræsentanter for især medlemsstaterne og industriens organisationer.

I forbindelse med udarbejdelse/revision af et BREF-dokument nedsættes en teknisk arbejdsgruppe (TWG) bestående af eksperter fra medlemsstaterne, industrien, grønne organisationer og Kommissionen.

Se mere om BREF arbejdet her og en liste over alle BREF'erne her.

Det reviderede IE-Direktiv er vedtaget og offentliggjort!! Hør mere på BREF-dagen

Ja…endelig blev det reviderede IE direktiv offentliggjort i juli 2024. Den oversatte og konsoliderede udgave af IE-direktivet kan læses her.

Direktivet ligger til grund for BREF-dokumenterne og vil således påvirke de fremtidige revisioner af BREF-dokumenter. Udvalgte ændringer i det reviderede IED er:

Virksomheder der er omfattet af direktivet, dvs. omfattet af BREF dokumenter og på bilag 1 i godkendelsesbekendtgørelsen, skal fremover:

  • Udvikle og indføre et miljøledelsessystem, jf. direktivets artikel 14.
  • Der skal fastsættes bindene grænseværdier for miljøpræstationer (BAT-AEPL) for vand, jf. direktivets artikel 15(4).
  • Der skal fastsættes vejledende miljøpræstationsniveauer for affald og andre ressourcer end vand.
  • Ved fastsættelse af BAT-AEL´er skal der tages udgangspunkt i det laveste opnåelige emissionsniveau jf. direktivets artikel 15(3). Myndigheden må således ikke tage udgangspunkt i intervallets høje ende.

Hør meget mere om det opdaterede direktivs betydning for danske virksomheder og myndigheder på Miljøstyrelsens BREF-dag.

BREF dokumenter under revision

Der er i øjeblikket 4 BREF dokumenter under revision.

BREF for smede- og støberivirksomheder

Der blev i februar 2024 offentliggjort det færdige udkast til SF BREF dokumentet.

Medlemslandene skal stemmes endeligt om BAT-konklusionerne i Kommissionens Artikel 75-udvalg den 17. september 2024. Herefter skal BAT-konklusionerne oversættes til de enkelte landes nationalsprog og offentliggøres.   

BREF for keramisk produktion (CER)

EU-BRITE forventer, at der bliver udsendt et 1. udkast til BAT-konklusioner til kommentering i Q3/Q4 2024. Det afsluttende møde i den tekniske arbejdsgruppe, hvor det endelige udkast til CER BREF skal drøftes, forventes at blive afholde i slutningen af 2025. Vedtagelse af BAT-konklusionerne forventes medio 2026.   

Miljøstyrelsen forventer at afholde et møde i Partnerskabet for CER BREF i slutningen af 2024, i forbindelse med kommenteringen af 1. udkast til BAT-konklusionerne. Datoen for mødet fastlægges, når 1. udkast til BAT-konklusioner for den keramiske industri bliver udsendt til kommentering. I forbindelse med udarbejdelsen af BAT-konklusionerne for CER BREF har EU-BRITE fokus på, hvordan det nyligt vedtagne reviderede IE-Direktiv vil komme til udtryk. 

Seneste partnerskabsmøde blev afholdt den 20. september 2023 i forbindelse med kommenteringen af 1. udkast til BREF-dokumentet for den keramiske industri, men her var de vigtige BAT-konklusioner ikke med. Det er dem som nu forventes i 3. og 4 kvartal 2024. 

BREF for overfladebehandling af metaller og plast (STM)

Revision af denne BREF blev igangsat i sommeren 2021. Status er, at EU har indsamlet generel viden om branchen til udarbejdelse af første udkast. Miljøstyrelsen har derfor i sommeren 2023 i samarbejde med partnerskabet/virksomheder, indmeldt miljødata fra danske virksomheder samt miljøteknologier til EU.

Det forventes, at der udsendes første udkast til BREF-dokumentet og BAT-konklusioner ulitmo 2024, hvorefter der er mulighed for kommentering.

BREF for uorganiske kemikalier i storskalaproduktion (LVIC)

LVIC står for "Large Volume Inorganic Chemicals". Denne nye LVIC BREF skal samle de to BREF-dokumenter: 

BREF on Large Volume Inorganic Chemicals – Ammonia, Acids and Fertilisers (LVIC-AAF BREF).

BREF on Large Volume Inorganic Chemicals – Solids and Others industry (LVIC-S BREF).

De virksomheder, der bliver omfattet af BREF'en, er kemiske virksomheder, der producerer en række uorganiske kemikalier/gødningsprodukter i storskalaproduktion. 

I Danmark, er det primært anlæg til produktion af grøn ammoniak, der vil blive omfattet af BREF'en. Arbejdet er tæt knyttet til EU’s Joint Research Centers (JRC) arbejde med identifikation af miljøforholdene for produktion af brint ved elektrolyse. Det har været drøftet, hvorvidt produktionen af brint ved elektrolyse skal være omfattet af LVIC BREF. Dette afventer en endelig afklaring. Kommissionen planlægger i slutningen af 2024 en workshop vedr. miljøforholdene brintproduktion. Miljøstyrelsen følger dette arbejde.

Hvis du har spørgsmål til konkrete BREF-revisioner kan du rette henvendelse til mst@mst.dk Att: Erhverv

EU-BRITEs arbejdsprogram 2024-2026

Kommissionens center, der udarbejder BREF-dokumenterne har i 2024 skiftet navn til European Bureau for Research on Industrial Transformation and Emissions (EU-BRITE).

EU BRITE centret sætter løbende gang i arbejdet med revisioner af BREF-dokumenter. Det forventede arbejdsprogram for EU-BRITE i 2024-2026 er følgende, foruden de allerede igangværende BREF-revisioner:

Der skal udarbejdes tre nye BREF dokumenter. Der er tale om MIN (minedrift) og PBG (batteriproduktion) BREF, der skal udarbejdes som følge af nye listepunkter i IE 2.0, samt LAN (deponier) BREF. Yderligere skal I&S (jern og stålproduktion) BREF revideres.

VI SES TIL BREF-DAGEN DEN 30. OKTOBER!