Otte projekter skal lukke huller i viden om PFAS

Otte udvalgte projekter skal i 2024 gøre os klogere på risikoen ved PFAS-forurening. Projekterne er anbefalet af videnstaskforcen for PFAS.

PFAS i landbrugsprodukter, screening af fødevarer for PFAS og overvågning af PFAS i befolkningen.

Det er temaerne for tre af i alt otte projekter, som i den kommende tid skal bidrage til en bedre forståelse af PFAS, og som nu sættes i gang af Miljøstyrelsen.

Læs mere om projekterne og den samlede rapport fra Videnstaskforcen her

De øvrige projekter handler om, hvordan mennesker kommer i kontakt med PFAS, videreudvikling af PFAS-analysemetoder til overvågningsformål, et projekt om udvikling af en model for PFAS-transport ved forurenede grunde og et projekt om diffus forurening og baggrundsniveauer fra gammel PFAS-forurening.

Projekterne er alle foreslået af videnstaskforcen, som den 18. december 2023 afleverede deres rapport til Miljøstyrelsen.

Videnstaskforcen peger i rapporten på videnshuller om PFAS i Danmark og internationalt og giver forslag til 12 projekter, der kan lukke nogle af hullerne i 2024.

Læs mere om PFAS

Aftaleparterne i Folketinget, der står bag nedsættelsen af videnstaskforcen, har besluttet, at Miljøstyrelsen kan igangsætte otte ud af 12 projekter inden for den fastsatte økonomiske ramme.

Dermed kan viden fra projekterne indgå i videnstaskforcens arbejde i 2024. Projekterne er bl.a. udvalgt ud fra, at de er højt prioriteret af videnstaskforcen, at de kan gennemføres i 2024, og at resultaterne fra projekterne kan understøtte en mere hensigtsmæssig forvaltning af PFAS-området ved de berørte myndigheder.

Fødevarestyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen har bidraget til prioriteringen.

Man kan læse mere om de otte projekter på hjemmesiden: Videnstaskforce for PFAS. Information om projekterne vil blive opdateret i takt med, at der bliver skrevet kontrakter, og projektets indhold bliver fastlagt.

Ekspertgruppen arbejder videre

I slutningen af 2024 skal videnstaskforcen på baggrund af eksisterende og ny viden, herunder fra de projekter, der igangsættes i 2024, aflevere en rapport indeholdende konkrete anvisninger af, hvilke særlige områder, handlinger, vidensopbygning og håndtering, som offentlige myndigheder bør have fokus på og prioritere i håndteringen af risikoen fra forurening med PFAS.