Under belægninger af fx fliser, grus og sand, som er etableret efter at det øverste jord eller muldlag er helt eller delvist fjernet, er der en mindre biologisk aktivitet i jorden, end der vil være i en plantedækket muldjord. Når der er mindre biologisk aktivitet, er der mindre nedbrydning af pesticider.
Den 1. januar 2024 blev der indført en ændring af bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen, som har medført, at det på befæstede og stærkt permeable arealer, etableret på arealer hvor det øverste jord eller muldlag er helt eller delvist fjernet, alene er tilladt at bruge pesticider, der er let-nedbrydelige.
Ved brug af glyphosatmidler dannes et nedbrydningsprodukt, AMPA, som ikke er let-nedbrydeligt. Derfor må man ikke bruge pesticider med glyphosat på befæstede eller stærkt permeable arealer (fx grus, ral, fliser, brosten, asfalt, og beton) etableret på arealer, hvor det øverste jord eller muldlag er helt eller delvist fjernet.
Befæstede arealer: Arealer, hvor det øverste lag jord eller muldlag er fjernet uanset lagtykkelse, og erstattet af asfalt, beton eller lignende, som sikrer, at nedbør ledes i en bestemt retning, f.eks. til kloak eller overfladevand.
Stærkt permeable arealer: Arealer, hvor det øverste jord eller muldlag er fjernet uanset lagtykkelsen, og hvor der er anlagt overflader med belægning bestående af brolægning, fliser, perlegrus, grus, sand, stenmel, skærver eller lignende, som sikrer en nedsivning af nedbør gennem arealet eller en overfladeafstrømning til faskiner, overfladevand eller kloaksystemer.
For disse arealer er der tale om en egentlig belægning, altså et lag af fx sand, grus, perlegrus mv., der er udlagt med henblik på at dække jorden til for at etablere et stabilt underlag og evt. for at minimere vækst af ukrudt. Er der kun strøet fx sand på en jordoverflade, hvor der fx er sået frø er der ikke tale om et stærkt permeabelt areal, da der stadig er et muldlag, hvor der vil være aktivitet mht. nedbrydning af pesticidets indholdsstoffer.
Let-nedbrydelige pesticider: Pesticider hvor aktivstofferne, eller deres nedbrydningsprodukter har en halveringstid på maksimalt 10 dage.
Halveringstiden er den tid, det tager, før halvdelen af mængden af et stof er forsvundet (nedbrudt i jorden). Eksempler på aktivstoffer der er let-nedbrydelige er pelargonsyre, eddikesyre og maleinhydrazid.
Der gælder dog visse undtagelser, som betyder, at pesticider med ikke let-nedbrydelige aktivstoffer må anvendes på nedenstående typer af befæstede eller stærkt permeable arealer. Det forudsætter, at midlerne ifølge etiketteksten, eller brugsanvisningen på en godkendelse til mindre anvendelse, er godkendt til den pågældende anvendelse:
• På og omkring offentlige eller private flyvepladser, herunder militære flyvestationer og andre luftfartsanslæg.
• I og omkring spor og skinner på offentlige og private by- og jernbaner.
• På motorvejsstrækninger med New Jersey-betonautoværn. Ved New Jersey-betonautoværn forstås betonautoværn, der bl.a. kan være fremstillet af armeret beton, hvor den afvisende del har en speciel geometrisk udformning i hele konstruktionens højde.
• Beskyttede og fredede fortidsminder og kulturarvsarealer med plejepligt.
Det er Miljøstyrelsen, der i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om godkendelse af pesticider, sørger for, at der kun godkendes midler, der lever op til reglerne.
Man kan ansøge om godkendelse af et middel med aktivstoffer, der ikke er let-nedbrydeligt, til brug på de særlige typer af befæstede og stærkt permeable arealer som jf. ovenstående er undtaget, eller man kan ansøge om en såkaldt godkendelse til mindre anvendelse af et allerede godkendt middel (læs om mindre anvendelse) på disse arealer.
Man kan i Bekæmpelsesmiddeldatabasen fremsøge alle midler, der er godkendt til brug på befæstede og stærkt permeable arealer. Disse er baseret på aktivstofferne pelargonsyre, eddikesyre og maleinhydrazid.
Følgende ukrudtsmidler med let-nedbrydelige aktivstoffer er godkendt til professionel anvendelse på befæstede eller stærkt permeable arealer, idet de er godkendt med følgende tekst på etiketten ”Ukrudtsbekæmpelse på parkeringsarealer, veje, indkørsler, fortove, havegange, terrasser” (listen er opdateret i maj 2025):
Midlets navn | Midlets reg.nr. | Aktivstof |
No Weed Special 1+3 | 715-1 | pelargonsyre |
Ultima ProFF | 364-35 | maleinhydrazid og pelargonsyre |
TopGun Finalsan Koncentrat | 364-12 | pelargonsyre |
Katoun Gold | 631-17 | pelargonsyre |
Aktuelt godkendte midler kan fremsøges i Bekæmpelsesmiddeldatabasen (link til BMD) ved fx at skrive ”fortove” i feltet ” Anvendelse for produkt/familie” eller feltet ”mindre anvendelse”.
Der er i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen en undtagelse for jernbaner, fra forbuddet mod brug af midler med ikke let-medbrydelige aktivstoffer på befæstede og stærkt permeable arealer. Undtagelsen betyder at der kan søges om godkendelse af pesticider baseret på f.eks. glyphosat til brug på arealer med spor og skinner på jernbaner.
Der skal søges om Miljøstyrelsens godkendelse af det enkelte middel til denne konkrete anvendelse, enten i forbindelse med godkendelse af midlet, eller en efterfølgende godkendelse til mindre anvendelse af et allerede godkendt middel. Anvendelsen på jernbaner skal fremgå af etiketten for et godkendt middel, eller af brugsanvisningen for godkendelse til mindre anvendelse, for det godkendte middel.
Nedenfor ses en liste over ukrudtsmidler, som må anvendes på jernbanearealer i henhold til indholdet af etiket og brugsanvisning for hvert middel.
Listen viser både midler med let-nedbrydelige aktivstoffer såsom pelargonsyre og ikke let-nedbrydelige aktivstoffer såsom glyphosat, som er godkendt i henhold til undtagelsen fra forbuddet.
Midlets navn | Midlets reg.nr. | Aktivstof | Godkendt anvendelsesområde på jernbaner. Læs altid etiket, eller brugsanvisning for godkendelse til mindre anvendelse, for nærmere information før brug af midlet |
Credit Xtreme | 347-43 | Glyphosat | Ukrudtsbekæmpelse på og omkring spor og skinner på jernbaner |
Glyphomax 480 HL | 756-9 | Glyphosat | Mod ukrudt på og omkring spor og skinner på jernbaner |
U46 M
| 347-7
| MCPA | Bekæmpelse af agerpadderokke på strækninger med sporarealer i drift og kun i sporets overbygning, dvs. ballast, ballastsskulder, og banket til behandling |
Metaxon | 347-5 | MCPA | Metaxon har to forskellige godkendelser til mindre anvendelse (se bruganvisningerne for krav til anvendelse):
|
Katoun Gold | 631-17 | Pelargonsyre | Jernbaner |
VIGTIGT:
Listen er opdateret d. 25.6. 2026 og der kan være sket ændringer i godkendelsesstatus for midlerne, samt være blevet godkendt nye midler, siden da.
Husk altid at tjekke godkendelsesstatus samt anvendelsesområde og krav for anvendelse på etiketten eller brugsanvisningen for godkendelse til mindre anvendelse, for ethvert middel, før det udbringes.
Pesticidmidler godkendt til brug på jernbaner kan fremsøges i Bekæmpelsesmiddeldatabasen (link til BMD) ved at skrive f.eks. ”skinner”, "jernbaner" eller ”sporarealer” i feltet ” Anvendelse for produkt/familie” eller feltet ”mindre anvendelse”.
På listen, der findes via linket her, ses pesticider godkendt til brug af fx private haveejere til at bekæmpe ukrudt på fliser og andre belægninger. Der er tale om pesticider, der er baseret på let-nedbrydelige stoffer, som fx pelargonsyre.
På denne del af Miljøstyrelsens hjemmeside kan man via linket her læse om tips til forebyggelse af ukrudt på fliser og sten.
Københavns Universitet har en hjemmeside, som man kan tilgå via linket her, hvor de har samlet en række rapporter og videnblade med tips til bekæmpelse af ukrudt på belægninger uden brug af pesticider.
Der kan bl.a. bruges varmt vand, gasbrændere og mekanisk renholdelse af fliser og andre belægninger.
Hvis man har fjernet hele eller dele af det øverste jord- eller muldlag og herefter etableret et lag af grus og sand, og lagt fliser herpå, må man ikke bruge glyphosat på arealet, da arealet da er stærkt permeabelt jf. bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen. Er der slet ikke fjernet noget jord- eller muldlag før fliserne er lagt, betragtes arealet ikke som stærkt permeabelt jf. definitionen i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen, og der er derfor ingen særlige restriktioner for brugen af midler med glyphosat.
Hvis det underliggende jordlag ikke er fjernet før brostene er lagt, er der ingen restriktioner for brugen af glyphosat-midler, da arealet ikke betragtes som stærkt permeabelt eller befæstet jf. bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.
Hvis der er udlagt en egentlig belægning af strandsten, granitskærver eller lign. rundt om bygninger fx for at sikre bygningerne mod rotter og mus, og disse belægninger er etableret efter det øverste jord eller muldlag helt eller delvist er fjernet må der ikke bruges glyphosatmidler til bekæmpelsen af ukrudt på disse arealer. Her må der anvendes fx mekanisk bekæmpelse eller gasbrændere. Arealet bør løbende vedligeholdes med nye granitskærver for at reducere forekomsten af ukrudt. Er der slet ikke fjernet noget jord- eller muldlag før skærverne er lagt, betragtes arealet ikke som stærkt permeabelt jf. definitionen i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen, og der er derfor ingen særlige restriktioner for brugen af midler med glyphosat på sådanne arealer.
Miljøstyrelsen har fået henvendelser fra virksomheder, der har befæstede arealer rundt om fx lagre af olie og gas, og hvor der ønskes mulighed for anvendelse af pesticider baseret på glyphosat til ukrudtsbekæmpelse. Der er tale om arealer, hvor personer skal færdes mindst muligt pga. risiko for blandt andet brand eller eksplosion, og hvor det derfor ikke er tilladt at bruge mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Der er desuden tale om arealer, som skal holdes fri for ukrudt på grund af antændelsesfare.
Som udgangspunkt må man ikke bruge glyphosat på sådanne arealer. Miljøstyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation til brug af glyphosat, såfremt der fremlægges tilstrækkelig dokumentation for, at der er behov for ukrudtsbekæmpelse, og at det meget vanskeligt kan ske på anden måde end ved brug af pesticider baseret på glyphosat. Man skal i sådanne tilfælde ansøge Miljøstyrelsen om dispensation.