Miljøministeren udsendte i februar 2021 et hyrdebrev til alle landets kommuner, hvori ministeren understregede, at der skal være en udledningstilladelse til alle udledninger af spildevand, herunder også til ældre overløbsbygværker.
For at understøtte kommunerne i deres arbejde med udledningstilladelser til overløbsbygværker samt give spildevandsforsyningsselskaber et overblik over ansvar og pligter i den sammenhæng har Miljøstyrelsen udarbejdet svar på en række spørgsmål, som typisk kan dukke op i forbindelse med sikring af, at der er en gældende udledningstilladelse til alle regnbetingede udledninger fra spildevandsforsyningernes spildevandsanlæg.
Det følger af miljøbeskyttelsesloven, at der ikke må udledes forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet uden en tilladelse. Miljøstyrelsen giver her vejledende svar på, hvor udledningstilladelser til regnbetingede udledninger bør kunne findes, hvad der udgør en gældende udledningstilladelse til et ældre overløbsbygværk, hvem der har initiativpligten til at få lavet en ny, hvis en gammel tilladelse ikke forefindes, samt hvad der skal indberettes til den fællesoffentlige spildevandsdatabase PULS m.v.
Spørgsmål/svar (FAQ’er)
Hos tilladelsesmyndigheden og spildevandsforsyningsselskabet.
Tilladelsesmyndigheden (kommunerne) skal, i medfør af spildevandsbekendtgørelsens § 66, stk. 1 [BEK nr. 1446 af 27/11/2025], føre register over givne tilladelser. Tilladelsesmyndigheden (kommunerne) skal for tilladelser efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1 [LBK nr. 1742 af 22/12/2025] meddelt til spildevandsforsyningsselskaber tillige indberette disse til den fællesoffentlige spildevandsdatabase PULS. Endvidere skal et spildevandsforsyningsselskab kunne dokumentere en udlednings lovlighed – dvs. kunne fremvise en tilladelse.
(Se også FAQ nr. 19 om, hvor kan man finde gamle tilladelser)
Nej. Miljøstyrelsen har ikke beføjelser over for kommunerne i den sammenhæng.
Miljøstyrelsen skal som tilsynsmyndighed i forhold til udledninger fra spildevandsforsyningsselskabernes spildevandsanlæg sikre, at ulovlige forhold bringes til ophør. Miljøstyrelsen kan derfor indskærpe forholdet over for spildevandsforsyningsselskabet for at sikre lovliggørelsen.
)Nej. Der kan ikke laves proforma-tilladelser. Der skal meddeles en ny tilladelse til den enkelte udledning, hvis tilladelsen ikke forefindes. Spildevandsforsyningsselskabet skal ansøge kommunalbestyrelsen herom, jf. spildevandsbekendtgørelsens §19, stk. 1 [BEK nr. 1446 af 27/11/2025].
(For nærmere uddybning se FAQ nr. 6 om retsgrundlaget for meddelelse af udledningstilladelser til regnbetingede udledninger)
Ja, hvis det er relevant fx ved udledning til samme vandområde, hvor den enkelte udledning skal ses i en større sammenhæng. Det er dog en forudsætning, at kommunen fortsat skal vurdere og tage stilling til hver enkelt udledning. Dette sker på baggrund af en ansøgning fra spildevandsforsyningsselskabet, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 19, stk. 1 [BEK nr. 1446 af 27/11/2025].
(For nærmere uddybning se FAQ nr. 6 om retsgrundlaget for meddelelse af udledningstilladelser til regnbetingede udledninger)
Tilladelsesmyndigheden har pligt til at føre register over de tilladelser, som tilladelsesmyndigheden har givet i medfør af spildevandsbekendtgørelsen. Registreringen skal foretages efter beliggenhed og efter vandområdet. Dette følger af spildevandsbekendtgørelsens § 66, stk. 1 [BEK nr. 1446 af 27/11/2025].
Udledningstilladelser, der meddeles til regnbetingede udledninger, skal være i overensstemmelse med den nuværende regulering på spildevandsområdet. Det er i tilknytning hertil vigtigt at fastsætte relevante vilkår og sikre, at vilkårene er konkrete, præcist formuleret og kontrollerbare.
Kommunen skal derfor bl.a. være opmærksom på følgende:
- Udledningen skal være i overensstemmelse med bekendtgørelserne om henholdsvis miljømål [BEK nr. 1668 af 08/12/2025] og indsatsprogrammer [BEK nr. 1669 af 08/12/2025] udstedt i medfør af lov om vandplanlægning
- Udledningen skal være i overensstemmelse med habitatbekendtgørelsen [BEK nr. 1098 af 21/08/2023]
- Om udledningen kan være omfattet af reglerne om miljøvurdering og derfor skal screenes, jf. miljøvurderingsloven [LBK nr. 4 af 03/01/2023]
- Overensstemmende med kommune-, lokal- og spildevandsplan
- Den hydrauliske belastning af det berørte vandområde ved udledningen
- Udledningen ikke medfører overskridelse af gældende miljøkvalitetskrav for det berørte vandområde
- Anvendelse af BAT-princippet
For mere information kan henvises til to rapporter, som eventuelt kan benyttes ifm. udarbejdelse af udledningstilladelser:
Best Practice til kortlægning samt reduktion af overløb fra fælleskloakerede afløbssystemer - link
Operationelle udlederkrav for regnbetingede overløb fra fællessystemer til vandløb - link
Hvis det drejer sig om en efterfølgende retlig lovliggørelse - og dermed en realitetsbehandling - af en udledning, der må betragtes som ulovlig (fx hvis der ikke forefindes en tilladelse), kan udledningen som udgangspunkt vurderes ud fra den regulering, der var gældende, da det ulovlige forhold blev etableret. Der må dog ved fastsættelse af vilkår i en sådan tilladelse tages hensyn til, at der efterfølgende er kommet ny viden og ny lovgivning, herunder ny EU-regulering på området, således at de vilkår, der stilles ifm. retlig lovliggørelse, er i overensstemmelse hermed, jf. bl.a. udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB 1984.131.
En ny udledningstilladelse, skal vurderes i forhold til de relevante bestemmelser i lovgivningen, herunder § 8, stk. 3 i bekendtgørelse om indsatsprogrammer.
Hvis en udledning af NPo-stoffer fra overløbet er registreret i PULS databasen, er denne udledning indgået ved vurdering af næringsstofbelastningen af relevante overfladevandområder. Det betyder, at en tilladelse til udledning af samme mængde NPo-stoffer som registreret ikke vil indebære en ændring af næringsstofbelastningen og dermed ingen merbelastning.
Hvis den ansøgte udledning vurderes at være større end den faktiske udledning hidtil, som oftest vil være afspejlet i PULS databasen, og vandområdet ikke er i god økologisk tilstand, vil meddelelsen af udledningstilladelsen umiddelbart også kræve miljøministerens godkendelse, jf. § 8, stk. 4.
Er der ingen registrering af udledningen i PULS databasen skal en ny tilladelse til udledning meddeles i overensstemmelse med retningslinjerne beskrevet i FAQ nr. 6 om retsgrundlaget for meddelelse af udledningstilladelser til regnbetingede udledninger.
Miljøbeskyttelsesloven [LBK nr. 1742 af 22/12/2025] indeholder et generelt forbud mod at tilføre vandmiljøet forurenende stoffer jf. § 27, stk. 1, og en udledningstilladelse til overløbsbygværker er således en undtagelse til dette forbud. Der er derfor ingen dispensationsadgang i loven eller spildevandsbekendtgørelsen, hvorefter der kan dispenseres fra kravet om en tilladelse eller umiddelbart adgang til at meddele en tilladelse på lempeligere vilkår.
Det vil kun være i særlige tilfælde, at der er mulighed for at en udledningstilladelse kan tidsbegrænses, således at den efter et fastsat tidsrum tages op til fornyet overvejelse, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 66, stk. 2.
En tidsbegrænsning af en udledningstilladelse kan f.eks. anvendes, hvis der på tilladelsestidspunktet ikke er taget endeligt stilling til målsætningen for vandkvaliteten i det pågældende vandområde, eller hvor det af andre grunde er nødvendigt senere at revurdere en meddelt udledningstilladelse. Det kan bl.a. være, hvis rensemetodens effektivitet skal dokumenteres, eller hvis der er trinvise ændringer i oplandet.
De vanskeligheder, der kan være forbundet med bedømmelse af en udlednings forureningsforhold, skal dog som udgangspunkt søges afklaret og ikke udsættes gennem en tidsbegrænsning.
Spildevandsforsyningsselskabet kan dog selv ansøge kommunen om en midlertidig tilladelse, fx ved større ombygninger af renseanlæg eller udvidelse af opmagasineringskapacitet i oplandet, der alene skal være gældende i et givent tidsrum, som kommunen kan forholde sig til og træffe en afgørelse om.
Bestemmelsen regulerer i hvilke tilfælde, der er behov for fornyelse af en allerede eksisterende udledningstilladelse, som forefindes. Ifølge bestemmelsen skal fornyelse af en tilladelse ske, hvor der er væsentlige ændringer af forhold, der har indflydelse på et spildevandsanlæg eller ved væsentlige ændringer i mængden eller sammensætningen af spildevandet.
Det er kommunen, der er tilladelsesmyndighed for spildevandsforsyningsselskabernes udledninger og dermed ud fra en konkret vurdering i de enkelte tilfælde træffer afgørelse om, hvorvidt det er nødvendigt med en fornyet tilladelse.
Forhold, som udgør en væsentlig ændring, kan f.eks. være:
kapacitetsændringer eller overskridelse af godkendt kapacitet
forøget hydraulisk belastning
nyt udledningssted
fastsættelse af supplerende bestemmelser af hensyn til gennemførslen af kontrollen med bekendtgørelsens overholdelse
ændringer i oplandet.
Som udgangspunkt er det ejeren af spildevandsanlægget, der skal sørge for at søge om en fornyet tilladelse til den aktuelle udledning. Dette følger af spildevandsbekendtgørelsens §68, stk. 1 [BEK nr. 1446 af 27/11/2025], som angiver at det bl.a. kræver fornyet tilladelse, når der forekommer en væsentlig ændring i mængden eller sammensætningen af spildevandet. Det er kommunen, der afgør om der er tale om en væsentlig ændring. Ny viden om sammensætning af spildevandet sidestilles med ændret sammensætning, da den eksisterende tilladelse ikke længere vil være gældende ift. den nuværende sammensætning af spildevandet.
Hvis kommunen bliver opmærksom på ændrede forhold vedrørende grundlaget for den gældende udledningstilladelse, bør kommunen gøre spildevandsforsyningsselskabet opmærksom på forholdene. Dette kan fx ske ifm. kommunens drøftelse af forsyningsforholdene med spildevandsforsyningsselskabet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32 c.
Bliver tilsynsmyndigheden opmærksom på et konkret forhold, vil tilsynsmyndigheden kunne have grundlag for at give påbud, forudsat at det kan påvises, at spildevandsanlægget ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, jf. § 30 i miljøbeskyttelsesloven. Derudover kan tilsynsmyndigheden ændre vilkår i en udledningstilladelse, hvis de må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.
I tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening skal spildevandsforsyningsselskabet straks underrette Miljøstyrelsen som tilsynsmyndighed om alle relevante aspekter af situationen jf. Miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 1 [LBK nr. 1742 af 22/12/2025] og straks forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge den overhængende fare for forurening jf. Miljøbeskyttelseslovens §71, stk. 2.
Kommunen har som tilladelsesmyndighed pligt til at genoptage behandlingen af en tilladelse efter de forvaltningsretlige ulovbestemte regler om genoptagelse. Således vil kommunen kunne have pligt hertil ved en væsentlig ændring af retsgrundlaget med tilbagevirkende kraft, eller hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl ift. kommunens oprindelige afgørelse.
Hvis spildevandsforsyningsselskabet som ejer af et spildevandsanlæg med udledning af spildevand ikke er i besiddelse af en gældende udledningstilladelse efter § 28 jf. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1 [LBK nr. 1742 af 22/12/2025], har tilsynsmyndigheden, hvis denne bliver opmærksom på det konkrete forhold, pligt til at påtale det som et ulovligt forhold, der skal lovliggøres.
Kommunen har ikke lovhjemmel til at gennemtvinge en lovliggørelse af en regnbetinget udledning. Hvis kommunen bliver opmærksom på udledninger, f.eks. til et ældre overløbsbygværk, uden tilladelse, bør kommunen gøre spildevandsforsyningsselskabet opmærksom på det ulovlige forhold. Det er herefter selskabet, der skal sørge for at forholdet bliver lovliggjort og søge om en tilladelse.
(Se også FAQ nr. 10 om, hvem der har handlepligt i tilfælde, hvor der kommer ny viden)
Kommunen er tilladelsesmyndighed og er ikke i et over-/underordnelsesforhold ift. tilsynsmyndigheden. Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed for udledninger fra spildevandsforsyningsselskabet og kan fastsætte en frist for fx en retlig lovliggørelse. Hvis denne frist ikke bliver overholdt, vil det alene få konsekvenser for spildevandsforsyningsselskabet og ikke kommunen. Miljøstyrelsen kan derfor ikke stille krav om, at styrelsen skal godkende en prioritering fra kommunens side i forbindelse med eventuel tilrettelæggelse af fremsøgning af ældre tilladelser og/eller meddelelse af nye tilladelser hvis tilladelse ikke forefindes.
(Se også FAQ nr. 20 om, hvad tidsfristen er for at lægge udledningstilladelser til regnbetingede udledninger ind i PULS databasen)
Ja. Udledningstilladelsen skal opdateres, når der forekommer en væsentlig ændring i spildevandsmængden og/eller i sammensætningen af spildevandet. Dette gælder i henhold til § 68 i spildevands-bekendtgørelsen.
(Se også FAQ nr. 9 om, hvornår kommunen kan anvende § 68 og FAQ nr. 10 om, hvem der har handlepligt i tilfælde, hvor der kommer ny viden)
1. Ændring af hvad der kunne tillades:
Før miljøbeskyttelsesloven fra 1974: Vandløbsretten kunne godkende spildevandsudledninger, som gav anledning til væsentlig forurening (se nærmere herom i FAQ om, hvordan udledninger fra spildevandsanlæg fra før den første miljøbeskyttelseslov blev reguleret).
Efter miljøbeskyttelsesloven fra 1974: Danmarks første miljøbeskyttelseslov trådte i kraft den 1. oktober 1974 [Lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse].
Bekendtgørelse om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. trådte ligeledes i kraft i 1974 [Bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v].
Med miljøbeskyttelsesloven i 1974 blev beføjelsen til at meddele tilladelse til udledning af spildevand tæt knyttet sammen med formålsparagraffen i lovens § 1 om, at forurening af luft, vand og jord skal forebygges og bekæmpes, hvormed spildevandsudledninger, som gav anledning til væsentlig forurening, ikke længere kunne tillades.
2. Ændring af hvad der udgør en tilladelse:
1949 (dato) - 1. april 1970: Kendelse fra Vandløbsretten.
1. april 1970 – 1. oktober 1974: Enkeltvis eller samlet kendelse fra Vandløbsretten, evt. i form af godkendt regulativ for spildevandsanlæg.
1. oktober 1974 - : Det fremgik af § 21 i Miljøbeskyttelsesloven fra 1974 og § 6 i den tilhørende bekendtgørelse, at kommunalbestyrelsen inden den 1. oktober 1976 skulle udarbejde en samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen (spildevandsplan), som skulle godkendes af amtsrådet [Lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse samt bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.].
Med § 21 fastslås kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde en samlet plan eller alternativt delplaner for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen. Af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2 fremgik det, at spildevandsplanen skulle indeholde oplysninger om "de allerede eksisterende fælles spildevandsanlæg i kommunen, herunder afgrænsning af de enkelte kloakoplande, samt angivelse af kendelser vedrørende disse anlæg og eventuel ledig kapacitet." Bestemmelsen stillede således krav om, at den aktuelle spildevandsplan skulle indeholde landvæsenskendelser og tidligere godkendelser af spildevandsplaner for de fælles spildevandsanlæg. Det fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen fra 1974, at spildevandsplanerne skulle fungere som et samlet grundlag at administrere tilladelser på [Vejledning nr. 2/1974, "Miljøhensyn ved planlægning (lov om miljøbeskyttelse m.fl.)", Miljøstyrelsen, maj 1974, s. 12].
Tilladelser kunne således enten være givet med vilkår formuleret i selve spildevandsplanen (sammen med amtets godkendelsesdokument) eller ved en efterfølgende selvstændig og konkret tilladelse i overensstemmelse med spildevandsplanens rammer. Ved lovrevisionen i 1982 ændredes administrationen af spildevandsplanerne, så kommunalbestyrelsen kunne vedtage planerne endeligt inden for rammerne af recipientkvalitetsplanerne, jf. lovens § 21, stk. 3 [LBK nr. 663 af 16. december 1982 om miljøbeskyttelse].
Inden planen blev vedtaget af kommunalbestyrelsen, skulle planen dog forelægges amtsrådet med henblik på at påse, om planen var i overensstemmende med den overordnede planlægning for vandkvaliteten [LBK nr. 663 af 16. december 1982 om miljøbeskyttelse, § 21, stk. 4].
Hvis amtsrådet gjorde indsigelse, kunne spildevandsplanen ikke vedtages af kommunalbestyrelsen, før der var opnået enighed [LBK nr. 663 af 16. december 1982 om miljøbeskyttelse, § 21, stk. 5].
Nye tilladelser til spildevandsanlæg blev således efter lovændringen i 1982 ikke længere givet af amtet i form af amtets godkendelse af en spildevandsplan. Tilladelser udarbejdes herefter udelukkende som selvstændige tilladelser.
Ved ændring af miljøbeskyttelsesloven med ikrafttræden 2007 blev kompetencen til at meddele udledningstilladelser til offentlige (kommunale) spildevandsanlæg overført fra amtsrådet til kommunalbestyrelsen (som følge af kommunalreformen og nedlæggelsen af amterne).
Ved ændring af miljøbeskyttelsesloven i 2010, bl.a. som følge af vandsektorloven, blev ejerforholdene for spildevandsanlæg omfattet af § 2, stk. 1 i vandsektorloven ændret, så disse anlæg fremadrettet var ejet af spildevandsselskaber. Udledningstilladelser til omfattede udledninger blev herefter givet til spildevandsselskaberne i stedet for til kommunerne.
I miljøbeskyttelsesloven fra 1974 var der i § 19 en overgangsbestemmelse vedrørende de allerede bestående spildevandsanlæg, der ved lovens ikrafttræden var lovligt udført med eller uden tilladelse. For sådanne anlæg blev det fastslået i forarbejderne, "at disse fortsat vil kunne anvendes og i hidtidigt omfang også efter lovens ikrafttræden," dog forudsat at udledningen ikke blev ændret på en måde, der kunne medføre skade for recipienten, idet dette ville kræve fornyet tilladelse [Cirkulære om spildevand af den 17. april 1974].
De lovligt etablerede anlæg fra før den 1. oktober 1974 er i medfør af daværende § 19 i miljøbeskyttelsesloven således som udgangspunkt lovlige.
Tilladelser til overløbsbygværker fra før 1974, der er videreført kontinuerligt til en gældende spildevandsplan eller tilladt i kraft af en landvæsenskendelse – og hvor bygværket eller forholdene, der har indflydelse på bygværket samt forholdene i recipienten ikke har ændret sig væsentligt (jf. § 68 i spildevandsbekendtgørelsen) – kan fortsat anses for gældende i dag. Samtidig skal kommune/spildevandsforsyningsselskab imidlertid være i besiddelse af det dokument, som udgør den egentlige tilladelse, enten i form af amtets godkendelse af en spildevandsplan, der omfatter det pågældende overløbsbygværk, eller en selvstændig tilladelse eller landvæsenskendelse. Hvis der ikke foreligger en gældende udledningstilladelse skal tilladelsesmyndigheden udstede en ny.
Vandløbsloven regulerede al afledning gennem vandløb, hvad enten der var tale om naturligt vand, spildevand eller andre væsker. Udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet krævede enkeltvis eller samlet godkendelse fra vandløbsret (Landvæsensretten) i form af landvæsenskommissions- eller landvæsensnævnskendelser, herefter benævnt landvæsenskendelser.
Spildevandsanlæg var i vandløbsloven [L214] fra 1949 defineret som ethvert anlæg og enhver ledning, åben eller lukket, der tjener til bortskaffelse, rensning eller anden behandling af spildevand og omfattede dermed også overløbsbygværker [§ 70, stk. 2].
I vandløbsloven var der et generelt forbud mod at tilføre vandløbene væsker, der kan skade vandløbet eller forurene dets vand. Ligesom i nugældende miljøbeskyttelseslov var ”spildevand” undtaget fra dette generelle forbud med særlige undtagelsesbestemmelser.
Specifikt for spildevand fra bl.a. samlede bebyggelser samt fra anlæg, der er fælles for flere ejendomme, kunne Vandløbsretten meddele godkendelse [efter lovens kapitel XI om udledning af spildevand] til udledning af spildevand til vandløbene eller havet ”på en sådan måde, at der sker en væsentlig forurening” [§ 5, stk. 2]. I modsætning til de senere regler i miljøbeskyttelsesloven kunne udledninger som gav anledning til væsentlig forurening således tillades efter godkendelse fra Vandløbsretten.
Spildevandsanlæg med afløb til havet skulle dog udføres, vedligeholdes og benyttes således, at afledningen ikke volder almene ulemper. For fjorde og afgrænsede havområder kunne landbrugsministeren efter forhandling med fiskeriministeren og indenrigsministeren forbyde tilledning af urenset eller utilstrækkeligt renset spildevand [§ 71, stk. 2].
Med virkning fra 1. april 1970 [Lov 152 af 27. marts 1969, Lov om ændring af vandløbsloven] blev der i vandløbsloven indføjet et krav om regulativer for spildevandsanlæg, som i hovedpunkter sammenfattede de af henholdsvis kommissionen og administrationen fastsatte bestemmelser. Blandt nærmere specificerede indholdskrav [§ 12 a] skulle der indgå oplysninger om renseanlæg og andre bygværker, og hvilke krav der blev stillet til disse anlægs dimensionering og tekniske udførelse og til den nødvendige rensning, herunder bl.a. bestemmelser om forsinkelsesbassiner, overfaldsbygværker med afløbsledninger til recipienten.
Regulativerne for spildevandsanlæg skulle affattes af kommunalbestyrelsen og godkendes af landvæsenskommissionen.
Nej, definitionen har ikke altid været den samme.
Efter vandløbsloven fra 1949 [§ 5, stk. 4] var almindeligt overfladevand, vand fra drænings-, udgrøftnings- og vandingsanlæg og vand fra kilder og grundvandsboringer ikke spildevand. Regnvand var således ikke defineret som spildevand, selv om fx afløb fra veje kunne være væsentligt forurenet.
Fra 1. april 1970 ændredes dette, så regnvandsledninger i separatkloakerede kloakoplande kom til at høre under definitionen af spildevand og dermed reglerne for spildevandsanlæg [ny tilføjelse til § 70, stk. 2 i Lov 152 af 27. marts 1969, Lov om ændring af vandløbsloven] Med miljøbeskyttelsesloven fra 1974 blev definitionen af spildevand udvidet til også at omfatte vand fra befæstede flader: "Vand der afledes fra beboelse, erhvervsvirksomheder, bebyggelse i øvrigt samt befæstede arealer (veje, pladser m.v.), der tilføres vandløb, søer eller havet" - svarende til den nuværende definition.
Ja - siden vandløbsloven fra 1949.
Oplysninger om udledningerne i en gældende spildevandsplan kan ikke gøre det ud for en tilladelse.
Imidlertid kan indholdet i tidligere spildevandsplaner være at betragte som en udledningstilladelse, idet det frem til 1982 var fastlagt, at amtsrådene skulle godkende kommunernes spildevandsplaner. Det var dengang almindeligt, at amtsrådets godkendelse af en kommunal spildevandsplan samtidig omfattede en udledningstilladelse til de i planen nævnte udløb.
Amtsrådets godkendelse af spildevandsplanen (og oplysningerne om udledningerne i den) kan derfor – i denne situation – udgøre retsgrundlaget for en udledning, ikke spildevandsplanen i sig selv. (Se også FAQ nr. 14 om, hvad der udgør en udledningstilladelse, og hvilke historiske ændringer i regelgrundlag tilladelsesmyndigheden bør være opmærksom på)
Gamle tilladelser kan f.eks. findes i kommunens eget arkiv, E-arkivet i Danmarks Miljøportal, Landsarkivet, søgning efter § 21 spildevandsplaner, Landvæsensnævns eller –kommissionskendelser, regulativer for spildevandsanlæg og selvstændige udledningstilladelser.