Meddelelser fra konsulenterne i rottebekæmpelse

Miljøstyrelsen har i den seneste tid modtaget en række spørgsmål om hvad en nyansat i en kommune eller hos et skadedyrsfirma, må arbejde med i tiden frem til at vedkommende får erhvervet sin autorisation. Spørgsmålene har vist os, at der er behov for en tydeliggørelse af de gældende regler. Derfor denne konsulentmeddelelse.

Den lovmæssige baggrund for rottebekæmpelse

Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen som regulerer brugen af bekæmpelsesmidler (rottegift) fastsætter i § 26 at kemisk bekæmpelse af rotter kun må udføres af en autoriseret person jævnfør rottebekendtgørelsen, og i § 27 at bekæmpelsesmidler mod rotter kun må udleveres til og besiddes af autoriserede personer.

Rottebekendtgørelsen fastslår at erhvervsmæssig forebyggelse og bekæmpelse af rotter, kun må foretages af personer med en gyldig autorisation meddelt af Miljøstyrelsen.

Rottebekendtgørelsen åbner dog i § 18 mulighed for at personer, der har fået ansættelse hos et skadedyrsfirma eller i en kommune, kan arbejde med forebyggelse og bekæmpelse af rotter, under en R1-autoriseret persons instruktion i indtil 1½ år, forudsat at de er tilmeldt Miljøstyrelsens R1-autorisationskursus, senest 3 måneder efter ansættelsen.

Denne mulighed er skabt for at sikre, at nyansatte kan få en vis erfaring med praktisk rottebekæmpelse, inden de møder op på autorisationskurset.

§ 18 sikrer at endnu ikke autoriserede personer, efter instruktion af en R1-autoriseret person, selvstændigt kan arbejde med forebyggelse og bekæmpelse af rotter med ugiftige metoder. Praktisk erfaring omkring giftudlægning kan den nyansatte derimod kun opnå sammen med en R1-autoriseret person, fordi bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsens § 26 fastsætter at kemisk bekæmpelse af rotter kun må udføres af en autoriseret person jævnfør rottebekendtgørelsen, og i § 27 fastslår, at kun autoriserede personer må besidde rottegift.

Venlig hilsen

Miljøstyrelsens rottekonsulenter

Nyt bekæmpelsesmiddel

Miljøstyrelsen har netop godkendt et rotte- og musebekæmpelsesmiddel med aktivstoffet cholecalciferol.

Midler med cholecalciferol godkendes kun til brug, for R1 og R2 autoriserede rottebekæmpere.

Nye midler med cholecalciferol skal ses som supplement til de allerede kendte kemiske bekæmpelsesmidler på markedet.

Kort om midlet og virkemåde

Cholecalciferol (vitamin D3) er en langsomt virkende gift. Den langsomme virkning betyder at de neofobiske rotter ikke er i stand til at forbinde indtag med virkning og derfor ikke afviser giften efter første indtag, fordi forgiftningssymptomerne først opstår senere. Cholecalciferol vurderes derfor effektivt til rottebekæmpelse.

Når dyr eller mennesker indtager et bekæmpelsesmiddel med cholecalciferol, sker der det, at indholdet af calcium (kalk) i kroppen forøges markant. Et meget højt indhold af calcium (hypercalcæmi) er skadeligt og medfører bl.a. nyresvigt og hjertestop. Rotter dør typisk 2-5 dage efter, at de er blevet forgiftet.

Om godkendelsen

Som ved andre rottebekæmpelsesmidler, knytter der sig nogle forskrifter til besiddelse og anvendelse af midlet, for at minimere risikoen for forgiftning af mennesker og dyr uden for målgruppen.

Forskrifterne fremgår af etiketten på produktet og skal altid følges.

Forskrifterne må ikke overtrædes.

Mærkning af foderstationer

De autoriserede skal være særligt opmærksomme på forskrifterne om mærkning af foderstationer:

”Foderstationer skal påføres en tekst, hvoraf det fremgår, at der foregår bekæmpelse af mus og rotter i området, og hvorledes man forholder sig i tilfælde af forgiftning. Foderstationer skal være forsynet med kontaktinformation på dem, som udfører bekæmpelsen.”

Der findes ingen modgift mod cholecalciferol-forgiftning og behandlingen er væsentlig anderledes end for antikoagulant-forgiftning. Det betyder, at den autoriserede ikke kan benytte cholecalciferol i foderstationer, der er mærket til brug med antikoagulanter, fælder eller sporingsmidler.  I stedet skal foderstationen først mærkes om, så dens mærkning følger forskriften for cholecalciferol.

Hvor og hvordan bruges midler med cholecalciferol

Producentens brugsanvisning til produktet samt forskrifterne herfor, danner rammen for hvordan den autoriserede skal bekæmpe rotter og mus sikkert og effektivt.

Aktivstoffet cholecalciferol adskiller sig i virkemåde fra antikoagulanterne. Midler med cholecalciferol er derfor lovlige at bruge som 1. valg, hvor ugiftige metoder ikke vurderes tilstrækkeligt effektive. Der er ikke konstateret resistens mod cholecalciferol og midler med cholecalciferol forventes derfor at være effektive i resistensplagede områder.

R2-autoriserede har tilladelse til at bruge det nye bekæmpelsesmiddel med cholecalciferol og kan nu lovligt selv anvende kemisk bekæmpelse mod resistente rotter på egen erhvervsejendom.

Det er vigtigt at understrege, at midlet ikke er godkendt til brug i kloakker og som følge deraf, heller ikke må anvendes i stalde under tremme/spaltegulve. 

Spørgsmål til de nye midler bedes rettet direkte til forhandlere og producenter.

Værd at vide

I forbindelse med godkendelsen af bekæmpelsesmidlet har Miljøstyrelsen orienteret dyrlæger m.fl. om behandling af cholecalciferol-forgiftning.

Der er registreringspligt for brug af cholecalciferol på linje med reglerne for antikoagulanter, som de fremgår af rottebekendtgørelsen.

Du kan altid finde oplysning om bekæmpelsesmidler i Miljøstyrelsens database for bekæmpelsesmidler

Erfaringsopsamling

Der findes kun sparsomt med erfaring i brug af de nye midler med cholecalciferol. Miljøstyrelsen hører derfor gerne om brugernes erfaring på området. Henvendelse rettes til rottekonsulenterne.

Venlig hilsen

Miljøstyrelsens rottekonsulenter

Folketinget har vedtaget en ændring af Miljøbeskyttelsesloven med overskriften – Lov nr. 1553 af 18/12/2018 – om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Obligatorisk digital kommunikation om rottebekæmpelse og autorisation hertil) Du kan se loven her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=205975

Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2019 og betyder, at ministeren har hjemmel til at indføre nye regler om digital kommunikation i rottebekendtgørelsen.

Ministeren har allerede, med baggrund i lovændringen, godkendt ændringer om digital kommunikation på rotteområdet. Ændringerne er udmøntet i en ny bekendtgørelse. Bekendtgørelse nr. 1686 af 18/12/2018 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Du kan se bekendtgørelsen her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/1686

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2019.

De væsentligste ændringer i bekendtgørelsen

Elektronisk indberetning om bekæmpelse af rotter

Registrerings- og indberetningspligtige data om sikringsordninger og privat bekæmpelse af rotter skal efter 1. juli 2019 løbende registreres direkte i den fællesoffentlige rottedatabase. I perioden frem til 1. juli gælder de hidtidige regler.

Overgangsperioden er indført for at give mulighed for at opdatere de digitale systemer til at kunne håndtere de nye krav.

Flere detaljer fremgår af bekendtgørelsens §§ 22, 31 og 61.

Tidsbegrænsning af autorisationer til 5 år

Autorisation til rottebekæmpelse – udstedt før 1. januar 2018 – får påført en tidsbegrænsning.  

Autorisationen kan fornys ved at gennemføre et kort kursus arrangeret af Miljøstyrelsen.

Nærmere detaljer om tidsbegrænsningen fremgår af bekendtgørelsens § 63.

Tidsbegrænsning af anerkendelser af kursus til opnåelse af certifikat til opsætning af rottespærrer

Kursusudbyderne, der har fået anerkendt et kursus til opnåelse af certifikat til opsætning af rottespærrer i kloakken før 1. januar 2018, får også anerkendelsen tidsbegrænset, så den gælder til og med 1. januar 2023.

Flere detaljer fremgår af bekendtgørelsens §§ 33 og 64.

Andre betydende ændringer i bekendtgørelsen

Definitioner

Bekendtgørelsen har fået tilføjet definitioner om Erhvervsmæssig bekæmpelse af rotter og Fødevarevirksomhed.

Definitionerne fremgår af bekendtgørelsens § 2.

Tilstedeværelseskravet

Tilstedeværelseskravet er blevet justeret, så det nu er muligt for kommunalbestyrelsen at iværksætte rottebekæmpelse på ejendomme, hvor det viser sig umuligt at skaffe repræsentation ved første besøg fra ejer, lejer eller dennes repræsentant.

Nærmere detaljer fremgår af bekendtgørelsens §§ 7 og 28.

Dispensation for tilsynsforpligtelsen på tilsynspligtige ejendomme

Med den nye bekendtgørelse er det nu igen muligt for kommunalbestyrelsen at søge om dispensation for tilsynsforpligtelsen. Dispensationen kan gives, hvis der ikke har været rotter i området i flere år, og området i øvrigt er geografisk isoleret, så rotter ikke naturligt kan genindvandre.

Nærmere detaljer fremgår af bekendtgørelsens § 8.

Adgangskrav til optagelse på kurser til rottespærremontør og R2-autorisationen

Bekendtgørelsen præciserer nu, at det er Miljøstyrelsen, der udarbejder og ajourfører lister over uddannelser og kurser, der giver adgang til kurser til rottespærremontør og R2-kursus. Listerne offentliggøres på Miljøstyrelsen hjemmeside. Hvis en uddannelse eller et kursus ikke findes på listen, er det Miljøstyrelsen, der afgør, om det er adgangsgivende.

Nærmere detaljer fremgår af bekendtgørelsens §§ 25 og 33.

Bekendtgørelsen indeholder desuden nogle tekstmæssige præciseringer.

Yderligere information

Miljøstyrelsen er ved at udarbejde en opdateret vejledning til rottebekendtgørelsen. Vejledningen forventes offentliggjort andet kvartal 2019.

I processen frem mod offentliggørelsen af vejledningen vil Miljøstyrelsen afholde informationsmøder om de nye regler i bekendtgørelsen og om indholdet i vejledningen.

Ved spørgsmål til meddelelsen kontakt venligst Miljøstyrelsens rottekonsulenter:

Miljøstyrelsen arbejder med en revision af ”Vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter” i konsekvens af den ændrede rottebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1723 af 17. december 2017).

Frem til en ny vejledning kan offentliggøres har landets kommuner umiddelbart brug for en nærmere forklaring på to af bekendtgørelsens nye begreber vedr. tilsynspligtige ejendomme.

Miljøstyrelsen redegør i denne meddelelse for sin tolkning af begreberne.

Tilsynspligtige ejendomme

Når bekendtgørelsens § 8 fastslår, at der skal ske et opsøgende tilsyn på en række udvalgte erhvervsejendomme hvert år, er det fordi mange års erfaringer har vist, at risikoen for rotteangreb på de omfattede ejendomme er større end for ejendomme generelt. Tilsynet skal ske i perioden oktober-februar, fordi det især er i de kolde måneder, at rotterne trækker ind mod bygningerne i deres søgen efter føde og skjul. Antallet af rotteanmeldelser er, som det ses af nedenstående figur, erfaringsmæssigt også størst i netop denne periode.

Det opsøgende tilsyn skal medvirke til, at kommunerne skaffer sig et overblik over evt. rotteproblemer på den enkelte ejendom, men også set i større geografisk sammenhæng. Det vil styrke muligheden for at gennemføre en koordineret indsats i forhold til både bekæmpelse og forebyggelse. Herved kan mange problemer med rotter tages i opløbet. Besøg hvert år sikrer tillige at kommunerne får fulgt op på, at krav til forebyggelsesindsats faktisk gennemføres. På sigt vil en effektiv forebyggelse kunne reducere kommunernes omkostninger til bekæmpelse.

Hver kommune har pligt til at oprette og vedligeholde en liste over de tilsynspligtige ejendomme i kommunen. Kommunen afgør hvilke ejendomme, der skal med på listen, men listen skal som minimum omfatte alle erhvervsejendomme omfattet af definitionen i bekendtgørelsens § 2 punkt 14.

Ejendomme som Miljøstyrelsen finder er omfattet af definitionen:

• Erhvervsejendomme med dyrehold – her tænkes ikke kun på almindelige landbrugsbedrifter, men også på ejendomme med f.eks. pelsdyravl, rideskoler, hundekenneler o. lign.

• Primærproduktion af fødevarer og foder til dyr - her tænkes ikke kun på landbrugsbedrifter, men også f.eks. dambrug eller gartneri. Opbevaring af foderstoffer eller planteprodukter som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker – betyder at alene opbevaring af dyrefoder som f.eks. korn, roer, ensilage eller lignende vil gøre ejendommen tilsynspligtig også uden at der foregår primærproduktion på ejendommen.

• Tilsvarende vil gælde for erhvervsejendomme uden primærproduktion, hvis der f.eks. opbevares frugt, grøntsager, rodfrugter og lignende produkter, som efter pakning sælges til konsum for mennesker.

Bemærk at registrerede fødevarevirksomheder som udgangspunkt ikke er omfattet af begrebet tilsynspligtige ejendomme. Fødevarestyrelsen foretager undersøgelse for rotter i forbindelse med deres kontrol efter fødevarelovgivningen. En plads på kommunens liste over tilsynspligtige ejendomme kan dog være relevant, hvis ejendommen med fødevarevirksomheden f.eks. omfatter større arealer som ikke er omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol som beskrevet i hygiejnevejledningen.

Tilsynspligtige ejendomme hvor rotters tilstedeværelse udgør en særlig sundhedsmæssig risiko

Bekendtgørelsens § 7 fastlægger hvor hurtigt kommunen skal undersøge en anmeldelse af rotter. Udgangspunkter for bestemmelsen er, at rotter bør bekæmpes så hurtigt som muligt, for at forhindre at de etablerer sig mere permanent på en ejendom og samtidig begrænse de skader, som de forvolder.

Selv om en umiddelbar reaktion altid vil være det bedste og mest effektive, mener Miljøstyrelsen, at det fagligt kan forsvares med en reaktion indenfor 8 dage, så længe rotterne er udendørs og menneskers sundhed ikke umiddelbart er truet.

Rotters tilstedeværelse vurderes af Miljøstyrelsen at udgøre en særlig sundhedsmæssig risiko i følgende tilfælde:

• I tilfælde hvor menneskers sundhed er truet mere direkte pålægges kommunen i § 7 stk. 2 en pligt til at reagere hurtig på en rotteanmeldelse. Undersøgelse af en rotteanmeldelse skal ske hurtig, hvis der er anmeldt rotter indendørs i beboelse – beboelse skal her forstås som andet og mere end vores bolig – beboelse vil også omfatte f.eks. skoler, daginstitutioner, plejecentre, sygehuse og lignende.
• På fødevarevirksomheder – bemærk at der her skal reageres hurtig uanset om rotterne anmeldes inde eller ude.
• Indendørs i bygninger på tilsynspligtige ejendomme, hvor rotters tilstedeværelse udgør en særlig sundhedsmæssig risiko – skal ikke opfattes som en pligt til hurtig udrykning på alle tilsynspligtige ejendomme. Der skal kun reageres ”uden ugrundet ophold”, når der anmeldes rotter indendørs i lokaler, hvor der behandles eller opbevares produkter, som efterfølgende uden væsentlig viderebehandling, tænkes anvendt som fødevarer til mennesker. Som eksempler kunne nævnes lokaler hvori der opbevares mælk, æg eller grøntsager.

I bekendtgørelsen bruges begrebet ”uden ugrundet ophold”, som betyder at kommunen skal have en rigtig god grund til ikke at reagere umiddelbart på en anmeldelse.

Der er ikke i lovgivningen krav om at kommunerne skal have døgnvagt indenfor rottebekæmpelse, men når en anmeldelse er omfattet af bestemmelserne i § 7 stk. 2 skal der reageres hurtigt. ”Uden ugrundet ophold” betyder her, at der skal reageres på anmeldelsen samme dag som den modtages eller senest dagen efter. Bemærk dog at kravet om reaktion uden ugrundet ophold i weekender og på helligdage, samt kravet om hurtig reaktion på tilsynspligtige ejendomme, hvor rotters tilstedeværelse udgør en sundhedsmæssig risiko, først træder i kraft 1. januar 2019. Kommunen kan i forbindelse med første tilsynsrunde, som gennemføres fra 1. oktober 2018, med fordel registrere, hvorvidt der på den enkelte tilsynspligtige ejendom er lokaler som fordrer en reaktion ”uden ugrundet ophold” i forbindelse med en anmeldelse.

Hvordan laves listerne over tilsynspligtige ejendomme?

Her har kommunerne metodefrihed, blot det sikres at alle ejendomme omfattet af definitionen kommer med på listen.

Bruttolister over hvilke ejendomme som kan være omfattet af tilsynspligten, kan findes flere steder.

Udgangspunktet vil være den liste over ejendomme, som skulle have tilsyn i henhold til den tidligere bekendtgørelse. Denne liste kan reduceres væsentligt i kraft af den nye definition af tilsynspligtige ejendomme. Oplysninger om de enkelte ejendomme, til brug for afgørelsen af om ejendommen er tilsynspligtig eller ikke, kan findes mange steder f.eks. i:

• Det Centrale Virksomheds Register (på virk.dk), hvor virksomheder kan fremsøges via branchekoderne
• CHR (det Centrale Husdyrbrugs Register) på Fødevarestyrelsens hjemmeside – hvor alle besætninger skal være registreret
• Fødevarestyrelsens hjemmeside hvor fødevare- og foderstofvirksomheder er registreret
• Endvidere har kommunen landbrugstilsyn og lister med de ejendomme der er omfattet

Ved at sammenholde de forskellige bruttolister vil der via tilvalg og fravalg kunne dannes en nettoliste over tilsynspligtige ejendomme i kommunen. Listen skal fremover løbende holdes opdateret

Du kan kontakte konsulenterne hvis der er spørgsmål til meddelelsen.

I takt med den stigende bekymring i offentligheden over anvendelsen af pesticider (kemiske bekæmpelsesmidler) til bekæmpelse af skadedyr, vokser interessen for at finde alternative, ugiftige bekæmpelsesmetoder. En meget naturlig metode kunne være den biologiske bekæmpelse, der kort kan defineres som: "Bekæmpelse af et skadedyr med et andet dyr".

Rotter er i tidens løb blevet bekæmpet både med utallige typer af fælder og mange forskelligartede gifte - lige fra det legendariske "rottekrudt" til de allermest moderne og sofistikerede gifte som antikoagulanterne. De sidstnævnte medførte efter introduktionen omkring 1950 en revolution for rottebekæmpelsen, men brugen af dem - hvor fremragende de end er – vækker nu stigende bekymring hos mange mennesker. Derfor søges der med lys og lygte efter alternative bekæmpelsesmetoder. - Men først lidt om tamkatten og dens udvikling.

Katten og "de gamle ægyptere"
"Allerede de gamle ægyptere ..." Således begynder mangen en god fortælling. Når det gælder kattens udvikling, må vi imidlertid meget længere tilbage. Da mennesket slog sig ned og blev agerdyrkere og begyndte at anlægge forråd, blev musene hurtigt en plage. Dette bragte katten - den fødte musefænger - ind på scenen. Mange historikere er efter sigende af den opfattelse, at bykulturer havde været så godt som umulige, hvis man ikke havde haft tamkatten. Der er visse tegn på, at katte allerede var sammen med mennesker i det 6. – 7. årtusinde f. Kr. i Jericho. Fra næsten samme tid stammer også statuetter fra det anatoliske Hacilar. De viser kvinder, der leger med katte. Man har desuden på Cypern i samme udgravning fundet knoglerester fra katte, mus og mennesker. Disse rester er blevet dateret til omkring 5.000 f. Kr.

Figur 1: Gudinden Bast blev afbildet med et kattehoved og blev æret af de gamle ægyptere.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår katten er blevet domesticeret. Det menes, at det først er sket i Ægypten, og at tamkatten nedstammer fra den nordafrikanske vildkat (Felis silvestris libyca). Måske domesticerede kattene i virkeligheden sig selv, idet de blev tiltrukket af de store mængder af rotter og mus, der fandtes i og omkring ægypternes kornmagasiner. I det 3. årtusinde f. Kr. var katten i hvert fald forlængst blevet uundværlig i Ægypten. Under det Mellemste Riges 11. – 17. dynasti (2.040-1.785 f. Kr.) nåede den toppunktet af sin berømmelse: Katten blev et helligt dyr og tilbedt p.g.a. dens evner som gnaverbekæmper. Den ægyptiske kattekults højborg var gennem mange århundreder Bast-templet i Bubastis i den østlige Nildal. Måne- og frugtbarhedsgudinden Bast blev ofte afbildet med kattehoved og kaldes også kattegudinden (Fig.1).

Så sent som omkring 450 f. Kr. beretter den græske historieskriver Herodot efter et besøg i Ægypten om kattekirkegårde og makabre sørgehøjtideligheder for afdøde katte. At dræbe en kat medførte dødsstraf. Dette hang sammen med politik og militærstrategi: Den, der havde katte, var selv i krigstider beskyttet mod hungersnød. Derfor var også eksport af katte belagt med dødsstraf. Ikke desto mindre blomstrede kattesmugleriet, og katte blev – om end langsomt – spredt til andre lande, f.eks. til Grækenland omkring 500 f. Kr. og lidt senere med grækerne til det sydlige Italien.

Katten, romerne og nordeuropæerne
Med romerne og deres handelsmænd kom katten med over Alperne, og man regner med, at katten omkring år 1000 e. Kr. var udbredt over hele Europa og Asien. Katten er – som rotter og mus - god til at tilpasse sig til livet om bord på skibe, hvilket forklarer, at den geografisk blev udbredt så forholdsvis hurtigt.

Figur 2: Heksen og hendes tro følgesvend: Katten.

Den gamle kult-dyrkelse af katten fortsatte hos europæerne: Gudinden Freja, Od' hustru, færdedes gennem luften i en vogn trukket af to katte. Da kattekulten efterhånden antog lige så groteske former som tidligere i Bubastis, skred Kirken ind: Den fordømte katten som heksenes ledsager (Fig.2). Katten blev gennem hele middelalderen og langt ind i nyere tid lagt for had: Den var i ledtog med djævelen selv, den bragte ulykke. Især de sorte varianter blev efterstræbt på måder, der grænsede til det groteske. Kirken forsynede med andre ord masserne med en "syndebuk", der kunne symbolisere de mørke kræfter i naturen og i én selv, og som man helt legitimt måtte forfølge og pine på det forfærdeligste.

Lige siden katten blev domesticeret, er den blevet berømmet for sine evner til at bekæmpe gnavere, og den har - som det fremgår - både oplevet at blive guddommeliggjort og blive lagt for had. I mange lande er den blevet og bliver stadig betragtet med meget ambivalente følelser. Først i de seneste 100 år har den opnået sin helt enestående popularitet som kæledyr, og først og fremmest i de vestlige lande.

Katte og vietnameserne
Et sted i verden, hvor katten helt sikkert er populær og specielt som rottebekæmper, er Vietnam. I de senere år har landets rottebestand været i kraftig vækst. I 1997 blev der indført et præmieringssystem for rottehaler, og det første år blev der aflivet 55 mill. rotter, mens mere end 179 millioner rotter måtte lade livet i 1998 (G. Singleton, per. com.). Samme år beordrede regeringen restaurationer med slanger og katte på menukortet lukket, og der blev indført strenge straffe for eksport af slanger og katte (mange sendes til Kina, hvor de indgår i produktion af traditionel medicin eller delikatesser på menukortet). Regeringen anbefalede risbønderne at bekæmpe rotterne ved hjælp af fælder og ikke med gift. Samtidig opfordrede regeringen bønderne til at opdrætte et stort antal katte, der skulle fungere som rottebekæmpere. Dette i håb om, at en mindre del af rishøsten til gavn for landets befolkning på 75–80 mill. indbyggere ville ende i rottemaverne.

Antal katte i Danmark
I den hjemlige debat bliver katten som rottebekæmper fra tid til anden trukket frem som et potentielt alternativ. Det danske retssystem bliver i skattesager ligefrem sat til at afgøre, om katten er en effektiv rottebekæmper - med ret til fradrag af driftsomkostninger forstår sig.

Kattene er for nylig blevet skrevet i "mandtal" i Danmark. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse skal antallet af katte hos danske familier være omkring 650.000 (Tabel 1). Den virkelige bestandsstørrelse her i landet må forventes at ligge noget højere, idet gårdkatte/herreløse katte ikke er medregnet. Et godt gæt kunne være på et tal mellem 650.000 - 1 mill.

Tabel 1: Antal katte i DK. * = 2000, ** = 1998.

Katten og rotten
At gnavere har været betragtet som skadedyr lige fra "tidernes morgen", kan man bl.a. se af, at der allerede i Mesopotamiens ældste bebyggelser er blevet fremstillet musefælder af ler. Vi ved, at katte og hunde har været anvendt i gnaverbekæmpelsen siden oldtiden, men der er ikke imponerende mange videnskabelige undersøgelser, der viser effekten af katte på specielt rottebestande. Men her er nogle af de vigtigste resultater fra den faglige litteratur:

• Jackson (1951) undersøgte katteekskrementer fra bykvarterer i Baltimore og beregnede, at den enkelte kat i gennemsnit fjernede 28 rotter om året, svarende til kun 20 % af det antal, der var nødvendigt, for at holde bestanden stabil.
• Den berømte engelske biolog Charles Elton (1953) fandt i undersøgelser fo-retaget i 1940’erne ud af, at såfremt katte fik et tilskud af mælk, kunne de holde bygninger fri for rotter - forudsat at allerede tilstedeværende rotter blev fjernet på anden vis, f.eks. ved hjælp af gift. Virkningen af kattene var dog forsvunden allerede 50 m fra bygningerne, idet halmstakke i denne afstand til stadighed blev voldsomt hjemsøgt af rotter.
• Davis (1957) undersøgte rotte/kat-systemet på en landbrugsejendom i Maryland (USA) og fandt, at en øget bestand af gårdkatte havde en vis indflydelse på rotternes årlige bestandssvingninger.
• Childs (1986) fandt, at katte fortrinsvis dræbte de unge rotter, der vejede under 100 g. De store, voksne rotter (> 200 g) blev meget sjældent slået ihjel (Fig. 3).

Figur 3: Histogram over vægtfordelingen (i 25 g intervaller) af rotter dræbt af katte i Baltimore. A: Vægtfordelingen (i 100 g intervaller) af rotter fanget i de samme områder af Baltimore (efter Childs (1986)).

• Fitzgerald & Karl (1979) undersøgte vildkattes indflydelse på bl.a. bestanden af husrotter (gennemsnitsvægt 125 g) i skovområde på New Zealand: De fandt, at kattene årligt dræbte rotter i et antal svarende til 1-2 gange af gennemsnitsbestanden. De konkluderede endvidere, at katte havde en væsentlig indflydelse på rottebestandens svingninger.

Det er således yderst begrænset, hvad vi ved om rovdyr/byttedyr-forholdet mellem katte og rotter. I modsætning hertil ved vi til gengæld ret så meget om, hvilke dyr katte nedlægger som bytte (Tabel 2), og hvad de æder. Ved disse undersøgelser (> 75) anvendes som reglen en af følgende metoder: Mave- eller ekskrementundersøgelser eller undersøgelse af det bytte, kattene bringer hjem. Det er ingen tvivl om, at smågnavere udgør en meget vigtig del af kattens føde. I gennemsnit findes der rester af pattedyr i ca. 70 % af analyserne, mens rester af fugle kun findes i ca. 20 % af prøverne, bortset fra prøver fra fugleøer, hvor op til 50 % af prøverne kan indeholde fuglerester.

Generelt viser undersøgelserne, at kattene som rovdyr er generalister, d.v.s. at de ikke holder sig til en enkelt art, hvilket selvfølgelig svækker deres potentiale som "rottebekæmpere". Endvidere viser flere af undersøgelserne, at husholdningsaffald kan være af stor betydning for storbyernes vildkattebestand. Herudover viser det sig, at kattenes bytte bl.a. varierer afhængig af:

Mange har været og er stadig af den opfattelse, at underernærede katte bliver bedre til at fange gnavere end velfodrede. Det er imidlertid en uheldig opfattelse af tre grunde (Fitzgerald &Turner 2000):

Tabel 2. Nogle udvalgte mave-, ekskrement- og bytteundersøgelser hos katte og % af prøverne, der indeholder rester af den brune rotte og muserester (mange forskellige arter). # = bytte, som katte bragte hjem. * = maveundersøgelser. ¤ = Kun ekskrementer fra katte. a = inkl. cotton rats (Sigmodon hispidus)

Jamen, dur de så?
Hvad er så konklusionen på alle disse observationer? Jo, det at katten kan æde et dyr, er på ingen måde ensbetydende med, at den også kan kontrollere bestanden af dyret. Det at kunne dræbe en rotte er ifølge den kinesiske forsker Kuo (1930) en tillært og ikke en medfødt egenskab. En egenskab, katten erhverver sig i sit allertidligste liv. Da de fleste katte "opvokser sammen med mennesker", er det således ikke sikkert, at de får lært at dræbe rotter overhovedet.

Derfor ender vi med følgende:

• Katte kan generelt ikke løse et rotteproblem, d.v.s. fjerne en allerede etableret rottebestand.
• Ikke alle katte er i stand til at dræbe rotter.
• Kun de mindre og unge rotter (under 200 g) bliver sandsynligvis taget af katte. Det hører til undtagelsen, at tungere rotter bliver taget.
• Det har vist sig, at rotter i høj grad er i stand til at tilpasse deres aktivitetsrytme til kattenes tilstedeværelse: De kan svinge over til dagaktivitet, hvis de generes for meget af de nataktive katte.
• I en stor del af døgnet færdes rotter i dele af bygninger, f.eks. gyllekanaler, hvor katte naturligvis ikke kommer. Rottebestanden i byernes kloakker er helt uden for kattenes rækkevidde.
• Katte er bedst til tage (mindre) strejf-rotter.
• Et større antal ikke-overfodrede katte kan sandsynligvis forhindre strejfrotter i at invadere bygningerne på en landbrugsejendom.

Så, ja: Katte dur skam, men ikke ret godt. Kun i enkelte, meget begrænsede tilfælde kan de være til nytte ved rottebekæmpelsen. Det er udmærket at holde kat, men gør det ikke udelukkende med henvisning til dens evne som "rottebekæmper".

Litteraturhenvisninger
Barratt, D.G., 1997: Predation by House Cats, Felis catus (L.), in Canberra, Australia. I. Prey Composition and Preference. Wildlife Research 24: 263-277.

Borkenhagen, P., 1978: Von Hauskatzen (Felis sylvestris f. catus L., 1758) eingetragene Beute. Z. Jagdwiss 24: 27-33.

Borkenhagen, P., 1979: Zur Nahrungsökologie streunender Hauskatzen (Felis sylvestris f. catus Linné, 1758) aus dem Stadtbereich Kiel. Zeitschrift für Säugetierkunde 44: 375-383.

Childs, J.E., 1986: Size-Dependent Predation on Rats (Rattus norvegicus) by House Cats (Felis catus) in an Urban Setting. Journal of Mammalogy 67, No.1: 196-199.

Churcher, P.B., Lawton, J.H., 1987: Predation by domestic cats in an English village. Journal of Zoology, London 212: 439-455.

Danmarks Statistik, 2000: "Familiernes kæ-ledyr". Nyt fra Danmarks Statistik Nr. 499.

Davis, D.E., 1957: The Use of Food as a Buffer in a Predator-Prey System. Journal of Mammalogy 38, No. 4: 466-472.

Eberhard, T., 1954: Food Habits of Penn-sylvania House Cats. Journal of Wildlife Management Vol. 18, No. 2, April: 284-286.

Elton, C.S., 1953: The Use of Cats in Farm Rat Control. The British Journal of Animal Behaviour Vol. I., No. 4 October: 151-155.

Errington, P.L., 1936: Notes on Food Ha-bits of Southern Wisconsin House Cats. Journal of Mammalogy Vol. 17: 64-65.

Fitzgerald, B.M., Karl, B.J., 1979: Foods of feral house cats (Felis catus L.) in forest of the Orongorongo Valley, Wellington. New Zealand Journal of Zoology, Vol. 6: 107-126.

Jackson, W.B., 1951: Food Habits of Bal-timore, Maryland, Cats in Relation to Rat Populations. Journal of Mammalogy Vol. 32, No. 4: 458-461.

Fitzgerald, M.B., Turner, D.C., 2000: Hunting behaviour of domestic cats and their impact on prey populations. I Turner, D.C., Bateson, P., (eds.), 2000: The domestic cat: the biology of its behaviour. Cambridge University Press, Cambridge: 151-175.

Kuo, Z.Y., 1930: The genesis of the cat’s responses to the rat. Journal of Comparati-ve Psychology, Vol. XI, No. 1: 1-35.

Liberg, O., 1984: Food habits and prey impact by feral and house-based domestic cats in a rural area in Southern Sweden. Jounal of Mammalogy 65 (3): 424-432.

McMurry, F.B., Sperry, C.C., 1941: Food of Feral House Cats in Oklahoma, a Progress Report. Journal of Mammalogy 22 (2): 185-190.

Turner, D.C., Bateson, P., (eds.), 2000: The domestic cat: the biology of its behaviour. Cambridge University Press, Cambridge: 244 pp.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Foranlediget af et konkret spørgsmål fra en kommune til Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse har Statens Skadedyrlaboratorium rettet henvendelse til Det veterinære Sundhedsråd for at få en udtalelse om anvendelse af limfælder til bekæmpelse af rotter.

Med henvisning til dyreværnslovens § 1, der siger:

"§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe."

Udtaler Rådet, at det er af den opfattelse, at salg og anvendelse af limfælder i Danmark er i strid med dyreværnsloven!

Rottekonsulenterne skal derfor anmode kommuner og rottebekæmpelsesfirmaer om, at en eventuel brug af disse fælder straks ophører, således at fældefangst af rotter for fremtiden sker ved hjælp af de mere traditionelle fældetyper.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

(Opdatering af Meddelelse Nr. 6).
af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium.

Som mange andre vigtige opdagelser blev også antikoagulanternes egenskaber afsløret ved lidt af en tilfældighed. Midt under 2. verdenskrig hærgede en alvorlig sygdom blandt kvæget i USA, og et karakteristisk symptom hos de syge eller døde dyr Var omfattende indre blødninger. Man fandt hurtigt ud af, at årsagen til sygdommen var, at kvæget havde indtaget betydelige mængder af vådt, muggent hø, og en nærmere analyse afslørede, at det vellugtende stof kumarin i frisk hø var blevet omdannet til dikumarol, der forhindrer dannelsen af enzymer i leveren, der nødvendige for blodets normale koaguleringsevne.

Siden er der ud fra dikumarol blevet fremstillet en lang række af stoffer med grundlæggende samme virkningsmekanisme, men med store forskelle i giftighed. Midlerne fik først stor betydning som lægemidler, der kunne nedsætte risikoen for blodpropper hos mennesker - og til det formål anvendes de stadig. Først senere fandt man på at bruge dem i rottebekæmpelsen, hvor de fik en revolutionerende betydning. De er meget langsomme i virkning, idet rotterne først får symptomer på forgiftning efter 3-6 dages forløb. Derefter vil de små blødninger, der altid opstår rundt omkring i de mindste blodkar, ikke mere standse af sig selv, og dyret dør af indre forblødning. Den forsinkede virkning betyder, at rotternes medfødte mistro overvindes, og at rotterne optager en dødelig dosis, før de bliver advaret. En anden stor fordel ved disse midler er, at K-vitaminet er en effektiv modgift, i hvert fald, når det gælder de ældre antikoagulant-typer.

Siden begyndelsen af 1950'erne har man anvendt kolossale mængder af de ældre antikoagulanter herhjemme og i udlandet, uden at der er sket alvorlige forgiftninger af mennesker. Det har ført til, at man undertiden har undervurderet deres farlighed og udlagt dem på en lidt for skødesløs måde. Det må understreges, at man, specielt når det gælder de nye antikoagulanter, må udvise stor forsigtighed ved anvendelsen, så husdyr ikke udsættes for en risiko.

Warfarin
Er den ældste og billigste af antikoagulanterne, og den anvendes stadig i store mængder rundt om i verden, hvor der ikke er konstateret resistens. Den fremstilles både som almindelig ædegift (0,025%), som drikkegift (0,025%) og som pudderpræparat (0,5%). Giftigheden for rotter - og for mennesker - er i enkelt dosis omkring 10 mg/kg legemsvægt, men langt højere (0,7 - 1,0 mg), hvis det indtages gradvist i løbet af 5 dage. Det vil i praksis sige, at et menneske på 70 kg skal spise 2,5-3 kg af en almindelig ædegift på een gang for at være i livsfare - og det ligger jo uden for det sandsynlige. Det bekræftes også af, at man ikke har været udsat for alvorligere forgiftninger af mennesker, selv om man har anvendt enorme mængder af warfarin siden begyndelsen af 50'erne. Midlet er bedst egnet til brune rotter, mens husrotter og især husmus ikke er så følsomme over for det. Midlet er ikke længere på det danske marked.

Coumatetralyl
Da resistensen mod warfarin blev et problem i begyndelsen af 60'erne, forsøgte man sig med det beslægtede middel coumatetralyl, der i begyndelsen kunne klare en betydelig del af de resistente rotter. Men efter forholdsvis få år var resistensen mod coumatetralyl tiltaget så kraftigt igen, at man måtte finde en afløser. Men det kan anbefales som standardmiddel overalt, hvor der ikke er konstateret resistens. Coumatetralyl kan ligesom warfarin fås både som ædegift (0,03%), drikkegift (0,03%) og som pudderpræparat (0,3%).

Chlorophacinon har også været på det danske marked i mange år og anvendes især til bekæmpelse af rotter i kloakkerne. Det er olieopløseligt og egner sig derfor godt til opblanding i paraffinblokke til kloakrottebekæmpelse. Det har en lidt kraftigere virkning på husrotter og husmus end warfarinet, men resistensen er også et stort problem over for dette middel. Ved forgiftninger må man være indstillet på, at K-vitamin behandlingen skal fortsætte i længere tid end ved warfarinforgiftninger. Er nu ikke længere på det danske marked.

Difenacoum, der kom på det danske marked i 1976 er den første af de såkaldte anden-generations antikoagulanter, der udmærker sig ved, at være væsentligt kraftigere i virkning end de ældre typer. Det betyder bl.a., at de bedre kan anvendes til bekæmpelse af husrotter og husmus, og at en enkelt dosis som regel er nok til at give det ønskede resultat. Difenacoum er 5-6 gange så kraftigt virkende som warfarin (dødelig dosis 1,8 mg/kg). I et begrænset omfang er der dog også opstået resistens mod dette middel.

Bromadiolon er det andet af de nye antikoagulanter, og det har været anvendt i stigende udstrækning her i landet siden 1979. Det er ca. 10 gange så kraftigt virkende som warfarin (dødelig dosis ca. 1 mg/kg) og kan anvendes til både mus og rotter. De færdige ædegifte indeholder fra 0,005% til 0,01% aktivt stof. De fremstilles ud fra et oliekoncentrat, der er let at blande med et kornprodukt og som accepteres godt af gnaverne. Tre år efter at midlet var taget i brug i Danmark kom dog de første meldinger om resistens, og for øjeblikket (1990) er der store praktiske problemer med midlet i Østjylland, på Vestfyn og i Sydvestsjælland.

Brodifacoum (Klerat) og Flocoumafen (Storm) er de seneste skud på stammen af de nye antikoagulanter. Klerat findes både som paraffinblok og i pellet-form, mens Storm kun er i handelen som blok. Selv om indholdet i de færdige produkter kun er 0,005%, må de alligevel betragtes som særdeles giftige midler, der skal udlægges med endnu større forsigtighed end de andre antikoagulanter. Den dødelige dosis er meget lav: 0,25-0,40 mg/kg, eller med andre ord, de er 25-40 gange så kraftige som warfarinet. Specielt må man tage i betragtning, at midlerne holder sig længe i organismen, og det bevirker dels, at de døde rotter kan indeholde farlige mængder, hvis de ædes af en hund eller kat, dels at eventuelle forgiftninger af husdyr skal behandles med store doser K-1-vitamin over relativt lange perioder (se også Meddelelse Nr. 5 og Nr. 9). Hunde er iøvrigt særligt følsomme over for flocoumafen.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Fælder er i mange århundreder blevet brugt til bekæmpelse af rotter, men efter fremkomsten af de effektive antikoagulanter har fælderne dog mistet en del af betydningen i den samlede rottebekæmpelse. Rottefælder er dog stadig uundværlige i følgende tilfælde:

Fældetyper
Rottefælder kan opdeles i to typer: Levendefangende fælder og smækfælder.

Levendefangende fælder bruges især ved videnskabelige undersøgelser, men de kan også være nyttige, hvor der er en risiko for at børn eller husdyr kan komme til fælderne. Der findes flere forskellige modeller - fra enkeltfangende til rusetyper, der kan tage 30-40 rotter ad gangen.

Smækfælder af træ eller metal er mere effektive i rottebekæmpelsen. Hertil kommer, at de er lettere at transportere og sætte op. Desuden er de billigere.

Rotter er på grund af den medfødte mistænksomhed overfor nye genstande i deres vante omgivelser vanskelige at fange i fælder. Fælderne må ofte stå i mange dage på samme sted - man skal endelig ikke flytte rundt med dem - inden de mistroiske rotter tør give sig i lag med dem. Hvis en smækfælde udløses uden at fange rotten, eller den undslipper efter at have fået et slag, bliver rotten "fældesky", og den vil herefter være næsten umulig at fange.

Hvilken slags madding skal der benyttes?
Smækfælden kan benyttes uden madding, idet fælden kan udløses ved, at rotten løber hen over den. Imidlertid benyttes både de levendefangende fælder og smækfælderne som regel med madding. Man kan i princippet bruge samme slags madding i de to fældetyper, men ved smækfælderne skal lokkemaden sidde ordentlig fast. I rotteruser kan man udmærket anvende almindelige havregryn, mens klæbrige lokkemidler som rosiner, jordnøddesmør og lignende er velegnede i smækfælder til både husrotten og den brune rotte. Den altædende brune rotte kan dog også lokkes med leverpostej, en stump pølse, bacon el.lign. - I kølehuse har man opnået gode resultater ved at bruge redemateriale (f.eks. vat) som lokkemiddel. Ofte må man dog eksperimentere med forskellige slags lokkemidler, før man får succes.

Råd om fældernes placering og behandling
Fælderne skal selvfølgelig anbringes under hensyntagen til rotternes vaner og færden. Her er nogle vigtige råd:

Fældefangst er som regel tidskrævende, og den vil ofte vare mange uger og kræve et dagligt tilsyn. - Resultatet er ofte skuffende, og tålmodighed er helt afgørende ved fældefangst, der i visse situationer kan være den eneste bekæmpelsesmetode.

Rottebekæmpelsesreglerne foreskriver, at konstaterede rotteforekomster skal bekæmpes effektivt. - En effektiv bekæmpelse kan medføre, at der må benyttes forskellige fældetyper. Der er derfor nødvendigt, at kommunen eller bekæmpelsesfirmaerne til brug i den kommunale rottebekæmpelse råder over et rigeligt sortiment af fælder.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Regeringen har meddelt, at alle minkbesætninger i Danmark skal slås ned.

Fødevarestyrelsen oplyser, at der med den nuværende viden ikke er noget, der tyder på, at rotter kan smittes med COVID-19. Men det kan endnu ikke udelukkes, at rotter kan bære virus med i pelsen og på den måde udgøre en kilde til smitte.

På minkfarme med rotter - og ud fra et forsigtighedsprincip om at undgå smittespredning og spredning af rotter - giver det anledning til, at de involverede kommuner og bekæmpelsesvirksomheder udviser særlig opmærksomhed og tager ekstraordinære skridt til hurtigt og effektivt at bekæmpe rottebestande i tilknytning til alle minkfarme.

Særlige tiltag og opmærksomhedspunkter

• Det henstilles, at kommunale tilsyn på tilsynspligtige ejendomme med minkopdræt jf. rottebekendtgørelsens § 8, stk. 2. sættes midlertidigt i bero for at begrænse risikoen for smittespredning, indtil minkbesætningen er slået ned. 

• På minkfarme med rottetilhold henstilles til, at bekæmpelse foretages i umiddelbar forlængelse af, at minkene er slået ned. I tilfælde af problemer med bekæmpelseskapaciteten, prioriteres de smittede farme først. Det skal så vidt muligt sikres, at rotterne holdes tilbage i farmens indhegning og straks bekæmpes effektivt. Det betyder, at:
  • indhegningen inspiceres grundigt og synlige passager for rotterne blokeres
  • foder- og vandtilgængeligheden for rotterne opretholdes under og umiddelbart efter minkbesætningen er slået ned, indtil effektiv bekæmpelse kan iværksættes. Dette for at undgå at rotterne undviger farmen i forsøg på at finde livsnødvendigt foder og vand
  • bekæmpelsen gennemføres så vidt muligt i en kombination af metoder, dræbende fælder, levende fangende fælder, skydning, giftudlægning, hund m.v. (hund dog kun hvis farmen er erklæret coronafri)
  • mængden af kontrolpunkter (steder på farmen med bekæmpelse) må ikke være en begrænsende faktor for bekæmpelseseffektiviteten
  • alternativt foder skal fjernes, hvis det begrænser bekæmpelseseffektiviteten
  • bekæmpelsen skal fortsætte indtil alle rotter er udryddet
  • opfølgende besøg gennemføres flere gange ugentligt

Døde rotter

Døde rotter skal kommes i en hel og tæt plasticpose, der bindes med stram knude (”hundelortemetoden”). Posen kan herefter bortskaffes som brændbart husholdningsaffald. Det er vigtigt at huske at anvende korrekte værnemidler ved håndteringen.

Dispensation

Miljøstyrelsen giver grundet den helt ekstraordinære situation på minkfarme en generel dispensation efter artikel 55 (1) i Biocidforordningen til kommunerne til udlægning af rottebekæmpelsesmiddel i rottehuller på minkfarme, og miljøministeren giver en generel dispensation til kommunerne fra reglerne i rottebekendtgørelsens § 29, stk. 1, således at det stærkeste aktivstof kan anvendes først, ved bekæmpelse med antikoagulanter. Dispensationerne gives for en periode på 4 uger fra den 6. november 2020 under nedenstående særlige forudsætninger:

• Farmen skal være smittet/formodet smittet med corona
• Bekæmpelsen skal foregå inden for farmens indhegning
• Bekæmpelsesmidlet skal være fastgjort med ståltråd el. lign., så det kan indsamles ved endt bekæmpelse
• Døende og døde rotter skal indsamles hver dag

Forholdsregler og værnemidler

Ved arbejde på minkfarme/smittede besætninger skal der iagttages særlige forholdsregler.

Du kan også ringe til Fødevarestyrelsen ved spørgsmål om håndtering af døde rotter, forholdsregler og værnemidler på 7227 6900

Har du spørgsmål til dette brev, kan du skrive til rotter@mst.dk eller ringe til Miljøstyrelsen på tlf. 72 54 40 00. 

Nye godkendelser fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen har i foråret 2015 godkendt flere produkter til bekæmpelse af rotter og mus, indeholdende aktivstoffet chlorophacinon. Produkterne kommer formuleret som korn, blok og pasta.

Chlorophacinon er et 1. generations antikoagulant, der styrkemæssigt kan sammenlignes med coumatetralyl. Begge midlerne er kendetegnet ved, at der kræves flere på hinanden følgende indtag, før man kan være sikker på, at den dødelige effekt indtræder. Det er derfor vigtigt for en effektiv bekæmpelse af hele bestande, at der i hele bekæmpelsesperioden er bekæmpelsesmiddel tilgængeligt for rotterne i foderstationerne.

1. generations antikoagulanter er generelt gode til at bekæmpe rotter, men der kan vise sig resistens mod midlerne, hvorfor de autoriserede rottebekæmpere skal være opmærksomme på eventuel resistensudvikling. Både fordi de ved konstateret resistens skal skifte bekæmpelsesstrategi for at opnå en effektiv bekæmpelse og fordi resistente rotter og mus med bekæmpelsesmiddel i kroppen er med til at forværre sekundære forgiftninger af rovpattedyr, rovfugle og ådselædere i den danske natur.

Naturstyrelsen sidestiller i styrke- og resistensmæssig sammenhæng chlorophacinon og coumatetralyl. Beslutning om sidestillingen er taget på baggrund af undersøgelser fra Tyskland og England.

For resistensstrategien, som den er beskrevet i rottebekendtgørelsens [1] § 5 betyder sidestillingen af aktivstofferne, at produkter indeholdende et af de to midler, begge kan bruges som førstevalg på lokaliteter, hvor der ikke er konstateret resistens.

For det tilfælde, at Miljøstyrelsen på et senere tidspunkt godkender produkter indeholdende aktivstoffet warfarin, vil disse også blive sidestillet med produkter indeholdende chlorophacinon og coumatetralyl.

Figuren viser aktivstoffernes indbyrdes styrkeforhold og risikoen for, at der konstateres resistens mod dem. Vær opmærksom på,

at forgiftninger uden for målgruppen, og sekundære forgiftninger forværres i takt med, at der bruges stærkere midler.

Ulovlig import og brug af bekæmpelsesmidler

Naturstyrelsen samarbejder med kommunerne og Miljøstyrelsens kemikalieinspektion omkring tilsynsopgaver i relation til rotte- og musebekæmpelsesmidler. I den forbindelse er der konstateret en del tilfælde, hvor der bliver brugt ulovligt importerede bekæmpelsesmidler til rotter og mus.

Det er strafbart at importere og bruge af bekæmpelsesmidler, der ikke er godkendt af Miljøstyrelsen jf. § 24 og § 63, nr.9 i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen [2].

Naturstyrelsen opfordrer derfor de autorisere rottebekæmpere og de kommunale sagsbehandlere til at være opmærksomme på uautoriseret brug og ulovlig besiddelse af rotte- og musebekæmpelsesmidler.

Til hjælp for sagsbehandlingen er Miljøstyrelsen ved at udarbejde en kort manual for, hvordan bekæmpere og kommuner håndterer situationer, hvor der konstateres ulovlig import, -besiddelse eller -brug af rotte- og musebekæmpelsesmidler.

Manualen vil blive tilgængelig på Naturstyrelsens og Miljøstyrelsens hjemmesider.

Brug af bekæmpelsesmiddel i strid med godkendelsen og brug af bekæmpelsesmiddel, hvor godkendelsen er udløbet.

Naturstyrelsen er ved flere lejligheder blevet gjort opmærksom på, at der bruges bekæmpelsesmidler i strid med godkendelsen for produkterne.

Eksempelvis har midler, der udelukkende er godkendt til musebekæmpelse, været anvendt til rottebekæmpelse og der er brugt midler hvor sidste anvendelsesdato er overskredet eller hvor midlets godkendelse er udløbet.

Autoriserede brugere af bekæmpelsesmidler skal være opmærksomme på:

• Det er strafbart at bruge bekæmpelsesmidler i strid med godkendelsen.

jf. biocidforordningens artikel 17, stk. 5 samt bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsens § 63, stk. 1, nr. 24.

• Det er strafbart at bruge midler, der ikke har en gyldig godkendelse fra Miljøstyrelsen.

jf. bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsens §§ 24, stk. 1 og 63, stk. 1, nr. 9

Det er dog tilladt at sælge midler fra lager i op til seks måneder efter godkendelsesudløb og tilladt at anvende midler i op til seks måneder efter godkendelsesudløb.

• Det er strafbart at bruge midler hvor sidste anvendelsesdata er overskredet.

jf. bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsens §§ 24, stk. 2 og 63, stk. 1, nr. 9.

Naturstyrelsen skal understrege, at ulovlig brug af bekæmpelsesmidler ikke er i overensstemmelse med forudsætningerne for god rottebekæmpelse. Rottebekæmperen vil i gentagelsestilfælde risikere, at få frataget sin autorisation (og dermed sit erhverv) i henhold til reglerne i rottebekendtgørelsens § 29.

Du kan kontakte konsulenterne hvis der er spørgsmål til meddelelsen.  

[1] Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Bek. nr. 696 af 26. juni 2012

[2] Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bek. nr. 151 af 18. februar 2014.

Den 1. juli 2012 er der trådt en ny bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter m.v. i kraft. Bekendtgørelsen vedlægges til orientering. Med bekendtgørelsen indføres en række ny bestemmelser, der skal sikre en mere effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter end tidligere. Et vigtigt element i bekendtgørelsen er forebyggelsen af rotter, der bl.a. har til formål at mindske giftforbruget i forbindelse med bekæmpelse af rotter.

De væsentligste ændringer er:

Anmeldelse og bekæmpelse af rotter (§ 4):

Ved anmeldelse af rotter til kommunalbestyrelsen skal denne senest 8 dage efter modtaget anmeldelse foretage tilsynsbesøg. Hvis der er forekomst af rotter indendørs i beboelser og på fødevarevirksomheder skal tilsynsbesøg foretages uden ugrundet ophold.

Resistensstrategi (§ 5):

Kommunalbestyrelsen skal ved bekæmpelse af rotter med kemiske midler (antikoagulanter) anvende antikoagulanten med det svageste aktivstof først. Det samme gælder for autoriserede personer.

Handlingsplan (§ 6):

Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Handlingsplanen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside og skal revideres hvert 3. år.

I bilag 1 til bekendtgørelsen er gengivet, hvad en handlingsplan nærmere skal indeholde.

Rottespærrer (§ 7):

Kommunalbestyrelsen skal, hvor den er grundejer, og hvor det er hensigtsmæssigt og teknisk muligt, opsætte rottespærrer på kommunale skoler, plejehjem og daginstitutioner. Tilsvarende gælder i forbindelse med byggemodning af kommunale skoler, plejehjem, daginstitutioner og parcelhusområder.             

Kommunalbestyrelsen kan desuden, hvor det er hensigtsmæssigt og teknisk muligt, når den har opnået tilladelse fra grundejeren, opsætte rottespærrer på hospitaler. Tilsvarende gælder i forbindelse med byggemodning af hospitaler.

Undersøgelse for rotter i landzone (§ 8):

En ny model for rotteeftersyn i landzone betyder, at undersøgte ejendomme inddeles i tokategorier af ejendomme henholdsvis med og uden rotter.Ejendomme uden rotter skal kun besøges hvert 2. år, mens ejendomme med rotter skal have flere på hinanden følgende besøg i forbindelse med de kommunale kampagner.

Autorisation (§§ 13, 14, 15, 37):

Alle bekæmpere skal være autoriserede, og autorisationen skal være opnået inden 3 år fra bekendtgørelsens ikrafttrædelse.

Autorisation til forebyggelse og bekæmpelse af rotter kan nu tillige opnås af personer med dokumentation forminimum 6 måneders relevant ansættelse hos Fødevarestyrelsen eller Fødevareregion.

Nyansatte personer i et privat bekæmpelsesfirma kan foretage bekæmpelse af rotter under en autoriseret persons instruktion og på dennes ansvar.  Dog skal de pågældende personer senest tre måneder efter ansættelsesforholdets start tilmeldes et autorisationskursus, og autorisationen skal være opnået senest halvandet år efter ansættelsesforholdets start.

Sikringsordning og bygningsgennemgang (§§ 17,18):

Ved indgåelse af kontrakt om en sikringsordning skal den autoriserede person foretage en bygningsgennemgang, der har til formål at identificere fejl og mangler ved bygninger m.v. Bygnings­gennemgangen skal dokumenteres i en rapport og skal fornys hvert 3. år. Grundejer eller lejer skal have udleveret en genpart af rapporten. De kommunale tilsynsmyndigheder kan forlange at se bygningsgennemgangsrapporten og tilsynsrapporter, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til en effektiv rottebekæmpelse.

Foderstationer med antikoagulerende gift, der opsættes som led i en sikringsordning, skal tilses mindst 4 gange årligt. Ved hvert tilsyn skal der samtidig udarbejdes en tilsynsrapport,

der angiver forekomst af rotter, udlagt gift, samt eventuelle fejl og mangler ved bygninger og afløbssystemer m.v.

Anmeldelse af giftforbrug i foderstationer(§ 18):    

En autoriseret person, der anvender foderstationer med gift, skal én gang årligt til kommunalbestyrelsen indberette type samt antal kgaf de i det foregående år anvendte bekæmpelsesmidler.

Bekæmpelse af privat bekæmpelsesfirma uden for kommunal åbningstid (§ 19):

For private bekæmpelsesfirmaer bliver det tilladt at foretage rottebekæmpelse uden for kommunens åbningstid. Det er dog en forudsætning, at den kommunale rottebekæmpelse ikke kan tilkaldes, at der er rotter indendørs i en beboelse eller på en fødevarevirksomhed, og at bekæmpelsesfirmaet og grundejer/lejer indgår en aftale om bekæmpelsen. Kommunen skal have en kopi tilsendt af aftalen. Betaling for bekæmpelsen påhviler grundejer eller lejer.

Afgrænsning af hvad en autoriseret person kan foretage sig (§ 20):

Bekendtgørelsen fastslår udtømmende, hvad personer, der har opnået autorisation til at bekæmpe rotter kan foretage sig:

1) indgå kontrakter om sikringsordninger                     

2) foretage bekæmpelse af rotter på vegne af en kommunalbestyrelse,

3) opsætte rottespærrer i brønde i stik- og hovedledninger,

4) foretage bekæmpelse af rotter hos grundejer eller lejer,

hvor der er indgået en aftale om en sikringsordning, og

5) foretage bekæmpelse uden for kommunal åbningstid.

Konsulent for Øerne:

Peter Weile

Naturstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Konsulenter for Jylland

Jørgen Theibel og Niels Hesthaven Sørensen

Naturstyrelsen, Vestjylland

Rindumgaards Allé 3

6950 Ringkøbing

(Kildemateriale: De kommunale indberetninger om rottebekæmpelse)

De danske kommuner har siden 1938 haft pligt til årligt at indberette oplysninger om den kommunale rottebekæmpelse til de centrale myndigheder. Data fra kommunerne er efterhånden ved at overgå fra kontrolbøger til moderne digitale databaser, hvorfra data kan overføres til Naturstyrelsens database.

Digitale databaser, hvor data indgår direkte fra det daglige tilsyn/kontrol giver en mere sikker statistik i forhold til overførsel fra kontrolbøger, hvor data overføres manuelt en gang årligt.

Naturstyrelsen konsulenter har dog i forbindelse med indberetning for 2010 konstateret, at en forholdsvis stor del af de kommunalt indberettede data, har været fejlbehæftet.

En del af disse fejl må desværre tilskrives, at der fra kommunal side ikke har været det fornødne tilsyn og indsigt i entreprenørens indberetning. 

Indsamlede data er siden 1996 samlet i Naturstyrelsens database. 

Denne meddelelse præsenterer data med grafik og konsulenternes kommentarer.

Temaer i meddelelsen er: anmeldelser, lovpligtige eftersyn i landzone, udgifter til rottebekæmpelse, kloakrottebekæmpelse, forbrug af bekæmpelsesmidler og udlicitering.

Anmeldelser.

På kommunekortene for 2008 og 2010 skiller nogle kommuner sig ud med det højeste antal anmeldelser pr. indbygger – de orangerøde nuancer.

Figur 1: Anmeldelser pr. 100 indbyggere                                                             

Nogle kommuner skiller sig ud med et højt antal anmeldelser både i 2008 og i 2010 dog med en faldende tendens. Hvis man kæder anmeldelser fig.1 og udgift pr. indbygger fig. 7 sammen, kunne det for nogle sammenlignelige kommuner indikere, at man ikke får det optimale ud af en forholdsvis høj økonomisk indsats.

Modsat har man for nogle kommuner et relativ højt antal anmeldelser, men udgiften til rotte bekæmpelse er tilsvarende lav pr. indbygger. Her kunne man overveje om flere økonomiske ressourcer vil være påkrævet.

Figur 2: Udvikling i antal anmeldelser i perioden 1987-2010

Antal anmeldelserne har været faldende siden rekordåret i 2008, hvor der blev anmeldt mere end 168.000 rotteforekomster på landsplan. I 2010 var antallet af anmeldelserne faldet til ca. 128.000.  Et fald på ca. 24 %.

På trods af faldet fra 2008-2010 er den generelle tendens, at antallet af anmeldelserne er steget markant over årene – se den røde tendenslinje i figur 2.  Stigningen har medført flere initiativer fra myndighederne, bl.a. en handleplan på rotteområdet og et udkast til ny bekendtgørelse, hvor der lægges op til at begrænse rotterne og skaderne efter dem betydeligt.

Ejendomme med rotter i landzone.

Siden 1996 har kommunerne haft pligt til at besøge alle ejendom i landzone både forår og efterår.

Ved besøget bliver beboerne interviewet om der er rotter på ejendommen. Hvis der ikke træffes nogen hjemme, afleverer rottebekæmperen en seddel om besøget og beder beboerne om at melde til kommunen, hvis der er konstateret rotter på ejendommen.

Fra 2006 skulle kommunerne indberette på hvor mange ejendomme der ikke kunne træffes nogen hjemme i forbindelse med eftersyn i landzone. I 2006 var det ca. 170.000 ejendomme. Dette tal er steget kraftigt til 407.000 i 2010, hvor der på 2/3 af alle ejendomme i landzonen ikke kunne træffes nogen hjemme, jf. figur 3 og 4.

Antallet af ejendomme med rotter - den lyseblå del af søjlerne i figur 3 - er faldende, men da der siden 2006 er sket en stor stigning i antal ejendomme med ingen hjemme, kan der ligge en stor skjult forekomst af ejendomme med rotter.

Figur 3: Besøgte ejendomme i landzone. Data fra 2001 er vurderet fejlbehæftede og derfor udeladt.

De nuværende data giver ikke mulighed for at se, om der er en stigning i antallet af rotteanmeldelserne fra ejendomme, der ikke har haft det lovpligtige rotteeftersyn, fordi der ikke er truffet nogen hjemme.

Den bedste rottebekæmpelse er forebyggelse. Derfor er kontakten til borgerne vigtig og med til at forebygge en eventuel senere rottebekæmpelse med bekæmpelsesmidler. Den erfarne rottebekæmper, kan hurtigt se, hvis der er forhold ved en ejendom, der kan indbyde rotter til at finde føde og redepladser og derefter vejlede borgeren om tiltag, der kan forebygge et rottetilhold. Det betinger blot, at bekæmperen kommer rundt på ejendommen sammen med borgeren.

Figur 4: Ejendomme, hvor der ikke har været nogen hjemme.

Grunden til stigningen i antallet af ejendomme, hvor man ikke har kunnet træffe nogen hjemme, kan være udtryk for et mangelfuldt tilsyn med kommunens entreprenør. Konsulenterne skal derfor præcisere, at kommunerne stadig er ansvarlige for, at bekendtgørelsen overholdes, selv om man har udliciteret det kommunale rottetilsyn.

Udgifter til rottebekæmpelse.

Som det ses i diagrammet over udgifter til rottebekæmpelse - figur 5 - er der sket en stigning gennem årene 1996 til 2010. For Jylland har stigningen gennem årene været på 58 %, mens stigningen for Øerne har været på hele 82 %.

Figur 5: Kommunernes årlige udgifter til rottebekæmpelse.

I perioden 1996 - 2007 har udviklingen i udgifterne til rottebekæmpelse ligget under udviklingen i lønindekset.

I perioden 2008 - 2010 er der sket en markant stigning, hvor udgifterne til rottebekæmpelsen har overskredet lønindekset. Se figur 6.

Stigningen i årene 2007-2010 er sket over hele landet, men er mest markant i kommunerne i det storkøbenhavnske område, hvor udgifterne til bekæmpelsesmidler og løn er steget kraftigst. Det kan hænge sammen med, at relativt flere kommuner vælger at udføre en større del af rottebekæmpelsen selv frem for at udlicitere. Se også figur 12.

Figur 7 viser, hvor meget den enkelte kommune anvender på den kommunale rottebekæmpelse.

Variationen er dog noget større end man umiddelbart kan læse af kortet.

Laveste kommunale udgift i 2010 er ca. 2,50 kr./indb. mens den højeste er ca. 62,00 kr./indb.

Figur 6: Indekserede udgifter til rottebekæmpelse forholdt til indekserede lønudgifter i private sektor. Lønninger fra Danmarks Statistik. Indeks: 2000 = 100.

Figur 7: Årlig udgifter til rottebekæmpelse fordelt på kommuner i 2010 (angivet i kroner pr. indbygger).

Kloakrottebekæmpelse.

Naturstyrelsen vurderer, at op mod 90 % af alle rotteangreb i byerne, stammer fra kloakrotter, der er trængt ud af kloakkerne. Mange kommuner har forebyggende bekæmpet rotter i kloakkerne med varierende held, og andelen af kommuner med kloakrottebekæmpelse er da også faldende fra godt 80 % omkring år 2000 til ca. 70 % i 2010. I samme periode er antallet af anvendte giftblokke næsten halveret fra ca. 100.000 i år 2000 til ca. 54.000 i 2010. Se figur 8.

Figur 8: Forbrug af giftblokke i kloak, sammenstillet med elektroniske aflivningsfælder og rottespærrer.

Nedgangen i giftforbruget i kloakkerne formodes at være et resultat af kommunernes større fokus på at undgå de uheldige bivirkninger (øget resistens og indflydelse på vandmiljøet), som giftforbruget kan medføre.

Nye strategier for kloakrottebekæmpelse med gift,- nye elektroniske aflivningsfælder og rottespærrer er samlet set med til at sænke giftforbruget i kloakrottebekæmpelsen, uden at kommunerne behøver gå på kompromis med ønsket om at nedbringe rottebestandene i kloakkerne.

Siden 2008 har kommunerne indberettet tal for opsatte rottespærrer og elektroniske aflivningsfælder i kloakkerne, se figur 8. Der indberettes ikke tal for privates brug af rottespærrer, men Naturstyrelsen vurderer at brugen er stigende.

Forbrug af bekæmpelsesmidler.

Figur 9: Forbrug af svage bekæmpelsesmidler.                                              

Figur 10: Forbrug af stærke bekæmpelsesmidler.

Som det ses af graferne - figur 9 og 10 - er det totale forbrug af bekæmpelsesmidler på landsplan faldende. Udviklingen gælder for både de ”svage” og ”stærke” midler. For de svage er der sket et fald i perioden 2000-2010 på ca.130.000 kg, svarende til ca. 60 % og for de stærke er der i samme periode sket et fald på godt 8.000 kg, svarende til ca. 40 %. Overordnet set er det en meget tilfredsstillende udvikling, som dog dækker over store variationer kommunerne i mellem. I flere kommuner ser man også stigninger i forbruget af særligt difethialon, en af de stærkeste gifte, på trods af, at der ikke er indikationer på resistens. Det er i modstrid med resistensstrategiens anbefaling om at bruge de svageste midler først.

I udkastet til den nye bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter, er der krav om at bruge de svageste midler først og kommunerne vil derfor formentlig få en ny opgave med at kontrollere, om bekæmperne følger strategien.

Udlicitering af den kommunale rottebekæmpelse.

Lovgivningsmæssigt er det kommunerne, der står for rottebekæmpelsen i Danmark. Kommunerne kan dog udlicitere opgaven med bekæmpelse af rotter til private firmaer.

Siden 1996 har over 80 % af kommunerne udliciteret rottebekæmpelsen. I de seneste år er der dog sket et lille fald i udliciteringen, og nogle kommuner har hjemtaget en del af rottebekæmpelsen, se figur 12.

I forbindelse med Kommunalreformen i 2007 kan ses en øget andel af kommunal bekæmpelse. Ved kommunesammenlægningerne har relativt flere kommuner en kombination af kommunal og privat rottebekæmpelse. Årsagerne til dette kendes ikke, men Naturstyrelsen skønner, at de større kommuner efter 2007 har betydet, at rottebekæmpelsen har fået en volumen, der kan begrunde en selvstændig opgavevaretagelse i kommunen.  

Figur 12: Udvikling i den kommunale udlicitering

Konklusion

Samlet set er det Naturstyrelsens vurdering, at den kommunale rottebekæmpelse udviser positive tendenser. Giftforbruget er faldende såvel for de stærke som for de svage antikoagulanter. Det tyder på, at giften anvendes bedre og med større omtanke.

Der kan desuden konstateres et fald i antal anmeldelser om rotter, hvilket er positivt, men dog ikke nødvendigvis udtryk for, at udviklingen er endegyldigt vendt.

Endelig synes den kommunale rottebekæmpelse at få tilført flere økonomiske midler, hvilket vil kunne danne grundlag for en stadig mere målrettet og effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Danmarks Miljøundersøgelser offentliggjorde i efteråret 2010 en rapport, der viste, at danske rovfugle og ugler samt mindre rovpattedyr (lækat og brud) havde et forhøjet indhold af antikoagulerende stoffer i deres kroppe. Rapporten konkluderer, at giften i dyrene stammer fra bekæmpelsen af rotter og mus, der har ædt gift. Forgiftningen kan ske ved, at døde eller døende gnavere bliver ædt af rovdyrene, såkaldt sekundær forgiftning. Rapporten har ikke undersøgt, hvorfra giften stammer. Giften kan således skyldes privatpersoners musebekæmpelse, private bekæmpelsesfirmaers rotte- og musebekæmpelse, den kommunale rottebekæmpelse eller privatpersoners ulovlige rottebekæmpelse.

Uanset de mulige kilder til forgiftningen af rovfuglene og rovpattedyrene er det vigtigt, at den kommunale rottebekæmpelse ikke bidrager unødigt til problemet med sekundær forgiftning. Bekæmpelsen af rotter skal derfor altid ske i overensstemmelse med gældende regler på området, god rottebekæmpelsesskik og på den miljømæssigt set mest forsvarlige måde.

I den kommunale rottebekæmpelse er det kommunalbestyrelsens (rottebekæmperens) opgave at sørge for, at rotter på en ejendom bekæmpes effektivt, jf. § 4 i bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter.  Den kommunale rottebekæmper skal ved anmeldelse om rotter på en ejendom foretage en vurdering af rottetilholdets omfang. Herefter skal han lægge en strategi for bekæmpelsen. Når bekæmpelsen er sat i gang, skal bekæmperen instruere grundejeren om eventuelle forebyggende foranstaltninger. Samtidig skal rottebekæmperen overveje, om forholdene på ejendommen er af en sådan karakter, at kommunen skal udstede et påbud om sikring og renholdelse. Er det tilfældet, skal kommunens tekniske forvaltning underrettes, jf. nedenfor.

Ved de halvårlige eftersyn for rotter i landzone skal rottebekæmperen udspørge beboerne, om der er rotter på ejendommen. Forpligtelsen omfatter den samlede ejendom.

På mange landbrugsejendomme foregår der i dag en omfattende jagt på fasaner, agerhøns, ænder og råvildt. Som led i vildtplejen udlægges der i efterårs- og vintermånederne foder til dyrene. Undersøgelser viser, at udlægningsmetoderne varierer kraftigt. På mange ejendomme anvendes standardiserede foderautomater, andre steder har ejeren eller jægeren selv fabrikeret diverse automater i form af tønder og spande, og endelig hældes der i vidt omfang korn og foderstoffer direkte ud på jorden.

Det er derfor meget vigtigt, at rottebekæmperen er opmærksom på og forholder sig til de mulige problemer med rotter, som vildtfodringspladserne kan medføre. Når rottebekæmperen udspørger beboerne om rotter på ejendommen, er det væsentligt at afklare, om der kan være problemer med rotter på eventuelle vildtfodringspladser.

Forkert fodring giver meget ofte rotteproblemer. Det sker, hvis der fodres mere end vildtet kan æde, og foderet ligger på en måde, så rotterne uhindret kan komme til det. Hvis der konstateres rotter på en vildtfodringsplads, skal rottebekæmperen rådgive om forebyggende tiltag. Opgaven for ejeren eller jægeren består derfor i, at fodre med mindst muligt spild og med størst mulig omtanke. Det kan ske ved at anvende foderautomater, hvor vildtet skal pirke til en spiralfjeder i bunden af en beholder eller ved at foderet placeres højere oppe end 100 cm. Når det gælder fodring af ænder i moser og søer, kan foderet med fordel lægges på 20-30 cm vanddybde. Ænderne kan stadig nå foderet, mens rotterne har sværere ved det.

Ofte ligger vildtfodringspladser eller majsbræmmer skjult i skove, moser, enge, ved vildtremiser, langs levende hegn og gærder. Rottebekæmperen kan m.a.o. ikke se dem fra offentlig vej, og skal derfor specifikt have dem udpeget af grundejeren, så de kan findes, og der kan ske bekæmpelse af mulige rottetilhold.

Det er vigtigt at pointere, at ejeren af en ejendom eller den pågældende jæger ikke selv må bekæmpe rotterne på sin ejendom, herunder på vildtfodringspladserne. Rottebekæmperen skal ved sit halvårlige besøg huske at gøre opmærksom på dette forhold samtidig med, at han skal leve op til sin forpligtelse om en effektiv bekæmpelse. Forkert og ulovlig bekæmpelse af rotter fremmer rotternes resistens mod de antikoagulerende midler og bringer bekæmpelsen af rotter i fare på lidt længere sigt.

Ud over at forestå selve bekæmpelsen skal rottebekæmperen løbende opsamle døde rotter overalt på en ejendom. Opgaven må ikke overlades til en grundejer eller en jæger, der ikke ved, hvor og hvordan man skal lede efter døde dyr.

Normalt vil rottebekæmperen kunne få bugt med et rottetilhold på en ejendom. Men da rottebekæmpelse er ”hjælp til selvhjælp”, og hvis ejeren af en ejendom ikke er indstillet på at samarbejde omkring f.eks. fodringspraksis og forebyggelse, kan et rottetilhold på en ejendom være meget vanskeligt at komme til livs.  Rottebekæmperen skal i sådanne situationer orientere sin forvaltning, der med hjemmel i § 9, stk. 1 i bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v. (bekendtgørelse nr. 1507 af 13. december 2007) kan udstede et påbud om konkrete afhjælpende foranstaltninger i eller omkring bygninger eller på vildtfodringspladser i det åbne land.

Hvis fodringen af vildtet er for omfattende og skaber rottetilhold, kan kommunalbestyrelsen endvidere med hjemmel i § 12 i bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter (bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006) indskærpe over for ejeren, at fodringen skal bringes til ophør.

Påbud og indskærpelser i medfør af de nævnte bestemmelser er endelige og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Konsulent for Øerne:

Peter Weile

Niels Hesthaven Sørensen

Naturstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø 

Konsulenter for Jylland:

Jørgen Theibel,

Naturstyrelsen, Vestjylland

Holstebrovej 31

6950 Ringkøbing

En ændring af bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler nr. 558 af 26. maj 2010 betyder, at det nu ikke længere er tilladt for privat personer uden autorisation til rottebekæmpelse at besidde rottegift.

Allerede i 2000 medførte en stramning af lovgivningen, at det ikke længere var tilladt at sælge rottegift til personer uden autorisation (konsulentmeddelelse nr. 23). Denne stramning blev indført for at undgå resistens mod antikoagulanter hos rotter, idet det kun er de professionelle bekæmpere, der udlægger gift. Forkert anvendt bekæmpelsesmiddel og/eller manglende konsekvens i bekæmpelsesarbejdet vil fremme resistensudviklingen hos rotterne, hvad der i sidste ende kan få alvorlige følger for rottebekæmpelsen i Danmark.

Siden 2000 er forekomsten af resistens hos rotter dog øget, ligesom By- og Landskabsstyrelsen stadig får rapporter om fund af rottegift hos private, selvom det ikke længere er tilladt at sælge eller udlevere rottegift til ikke autoriserede personer.

For yderligere at bremse resistensudviklingen er der med ovennævnte ændring nu indført en yderligere stramning af lovgivningen, så det heller ikke er tilladt at besidde (altså opbevare eller råde over) rottegift, med mindre man har en autorisation.

Den eneste måde, hvorpå rottegift i fremtiden må forefindes på private ejendomme, er, hvis den i forbindelse med rottebekæmpelse er udlagt af kommunens rottebekæmper, eller hvis den i forbindelse med forebyggelse er udlagt af et privat rottebekæmpelsesfirmas bekæmper. I begge tilfælde skal rottegiften være udlagt på en forsvarlig måde, så den ikke udgør en risiko for mennesker eller andre dyr, ligesom der selvfølgelig skal tages hensyn til risikoen for udvikling af resistens.

De årlige indberetninger for 2008 fra kommunerne til By- og Landskabsstyrelsen om rottebekæmpelse i kommunerne er nu indsamlet. Statistik over rottebekæmpelse siden 1996 kan findes på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside: www.blst.dk under rottebekæmpelse

Rottebestanden i Danmark 2008

Der eksisterer ikke data for, hvor mange rotter der findes i Danmark, men anmeldelserne af rotter til kommunerne giver en god ide om bestandens størrelse og indikerer, om den er voksende eller faldende. Tabel 1 viser antallet af anmeldelser i 2008 for hele landet og de største byer.

Tabel 1: Antal anmeldelser af rotter i 2008

Der er sket en kraftig stigning i antallet af rotteanmeldelser i 2008 (figur 1). I 2008 blev der indberettet ca. 174.000 rotteanmeldelser i forhold til ca. 145.000 anmeldelser i 2007 - altså en stigning på 29.000 anmeldelser svarende til ca. 20 %. For 10 og 20 år siden var der kun ca. 80.000 anmeldelser. Der er dog 25 kommuner, hvor der ikke er sket en stigning, eller hvor antallet af anmeldelser er faldet en smule. I 8 kommuner er der sket et fald i antallet af anmeldelser på mere end 15 %. Det gælder følgende kommuner: Billund, Furesø, Kerteminde, Lejre, Læsø, Odder, Silkeborg, Åbenrå. Det ville være interessant at foretage en nærmere analyse af disse kommuners rottesituation og bekæmpelsesstrategi for at se, om der er erfaringer, man kan anvende i andre kommuner.

Figur 1: Udvikling i antal anmeldelser i perioden 1987-2008

               Den stiplede linie er en tendenskurve

Der er flere mulige grunde til, at antallet af rotteanmeldelser er stigende i Danmark. By- og Landskabsstyrelsen har tidligere anført (konsulentmeddelelse nr. 28, juni 2008), at kommunernes udgifter til rottebekæmpelse ikke følger med stigningen i bestanden af rotter.  I 2008 har dette dog ikke været tilfældet, idet de samlede udgifter til rottebekæmpelse passerede 80 mio. kr., hvad der naturligvis er glædeligt. Imidlertid er denne stigning næppe nok til på kort sigt at vende udviklingen. Det vil derfor blive spændende at se, om de kommende års budgetter i kommunerne vil bidrage til en positiv udvikling, eller om stigningen i 2008 blot var udtryk for, at kommunerne måtte betale mere for rottebekæmpelsen som følge af kontrakternes reguleringsklausuler.  

En anden mulig årsag er, at husejerne er for dårlige til at sikre, at deres stikledninger til kloaknettet er i orden. Hovedparten af rotteanmeldelser i byerne stammer erfaringsmæssigt fra boliger og virksomheder med defekte stikledninger. Bedre forebyggelse af rotter er derfor nødvendig og forudsætter, at grundejerne aktivt forholder sig til fejl og mangler på deres spildevandsanlæg.

En tredje årsag er klimaforandringer, der med varmere vinterhalvår formentlig betyder, at flere rotter overlever og samtidig er i stand til at føde et kuld eller to mere end sædvanlig.

Endelig er der også tesen om de naturlige svingninger i bestande med en foreslået cyklus på 10 år . I meddelelse nr. 28 blev det forudsagt, at maksimum for den danske bestand af rotter ville nås i 2008- 2009. Det synes at holde stik, da det højeste tal for anmeldelser nogensinde i rottebekæmpelsens historie blev nået i 2008.

Figur 2: Rotteanmeldelser fordelt på kommunerne for 2008 (angivet som anmeldelser pr. indbygger). 

Udgifter til rottebekæmpelse

De samlede udgifter til rottebekæmpelse i 2008 var på 80.000.000 kr. (tabel 2) og er således steget med 26 % i forhold til 2007, hvor de var på 64.000.000 kr.. Gennemsnitlig var udgifterne til rottebekæmpelse i kommunerne ca. 15 kr. pr. indbygger i 2008 (tabel 2). Udgifterne varierer meget fra kommune til kommune. Den laveste udgift er 2,38 kr. pr indbygger, mens den højeste er 61,41 kr. pr. indbygger. Sammenholdes antallet af anmeldelser og udgifter fremgår det, at af de 8 kommuner, hvor der er sket et fald i antal anmeldelser med mere end 15 %, lå 7 af disse over gennemsnittet for udgifter til rottebekæmpelse. Der er derfor en vis støtte for at sige, at bevilger man de nødvendige midler til opgaven, er det sandsynligt, at rottebekæmpelsen bliver mere effektiv, hvad der samtidig vil medføre et fald i antallet af anmeldelser.

Tabel 2: Totale udgifter til rottebekæmpelse og udgifter pr. indbygger i 2008

Figur 3 viser de kommunale udgifter til rottebekæmpelse. De kommunale udgifter har stor set været stagneret igennem årene. Først i 2006 begynder en svag stigning i udgifterne, og i 2008 skete en mere markant stigning.

Figur 3: Årlige udgifter til rottebekæmpelse for hele landet i perioden 1996-2008

Figur 4: Årlige udgifter til rottebekæmpelse fordelt på kommuner i 2008 (angivet som kr. pr. indbygger)

Giftforbrug

Der anvendes 6 forskellige typer aktivstof til rottebekæmpelse i Danmark. Alle er antikoagulanter, dvs. de hindrer blodet i at størkne, hvad der bevirker, at rotter, der har ædt gift, dør på grund af indre blødninger. De 3 af giftene coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum kategoriseres som svagere gifte, mens brodifacoum, flocoumafen og difethialon er stærkere gifte. Coumatetralyl tilhører gruppen førstegenerations antikoagulanter, mens de øvrige 5 midler er andengenerations antikoagulanter.

Tabel 3: Antal kg forbrugt gift i 2008 fordelt på 6 godkendte typer rottegift

Af tabel 3 ses, at bromadiolon anvendes i betydeligt større mængder end de øvrige midler. Da bromadiolon er en svag antikoagulant, er det er en positiv udvikling, at midlet anvendes så hyppigt, idet det falder i tråd med resistensstrategien, som anbefaler at anvende det svageste middel først.

 
Figur 5: Samlede giftforbrug af de seks forskellige typer rottegifte i perioden 1998-2008

Figur 6: Samlet giftforbrug af de tre stærkeste typer rottegift i perioden 1998-2008

Af figur 5 ses, at den samlede mængde af gift anvendt i rottebekæmpelse er faldende i løbet af de sidste 10 år. Af figur 6 ses dog, at der de sidste to år 2007 og 2008 er sket en stigning i anvendelse af de stærkere gifte. I den forbindelse skal det fremhæves, at By- og Landskabsstyrelsen stærkt anbefaler, at man så vidt mulig anvender det svageste middel først og kun i nødstilfælde, hvor alt andet ikke virker, tager de stærkere midler i brug.

Sammenfatning

Rottebekæmpelsen i 2008 vil gå over i historien, som det år, hvor antallet af anmeldelser om rotter til danske kommuner nåede nye højder. 174.000 anmeldelser til kommunerne er et udtryk for, at effektiviteten i den kommunale rottebekæmpelse er dalende.

En sådan rekord skal ikke fejres, men give anledning til selvransagelse hos såvel kommuner som By- og Landskabsstyrelsen. Antallet af anmeldelser er som nævnt steget støt gennem de seneste årtier, og derfor er det afgørende, at alle gode kræfter nu samles om at bringe antallet af rotter i samfundet ned på et mere rimeligt niveau. Den gode rottebekæmpelse – og ikke mindst forebyggelse – starter med, at kommunerne formulerer en strategi, der tænker effektivitet, systematik og målrettethed ind i rottebekæmpelsen i dagligdagen.

Med udgangspunkt i bl.a. denne konsulentmeddelelse og ”Rapport om rotteområdet i Danmark”, der offentliggøres om kort tid, har miljøministeren besluttet, at der i sidste halvår af 2009 iværksættes en række initiativer, der skal hjælpe kommunerne med at nå de fastsatte mål i årene fremover.

I 1999 (konsulentmeddelelse nr. 20) skrev Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse til kommunerne, at det var tilladt at udlevere rottegift til landmænd med lukkede svinebesætninger, hvor adgangsreglerne til staldene forhindrede den kommunale rottebekæmper i selv at udlægge giften.

Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter (nr. 1507 af 13.12.2007) fastslår imidlertid, at bekæmpelse af rotter med kemiske midler kun må foretages af autoriserede personer eller personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar. En landmand, der selv udlægger gift udleveret af en kommunal rottebekæmper, er efter By- og Landskabsstyrelsens opfattelse ikke undergivet rottebekæmperens instruktion og arbejder derfor ikke på dennes ansvar. Hvis en landmand selv udlægger rottegift, efterlever han ikke bekendtgørelsen.

Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse valgte i sin tid i de særlige tilfælde med lukkede svinebesætninger at se bort fra bestemmelsen om autorisation bl.a. ud fra en betragtning om, at de hygiejniske adgangsregler lagde hindringer i vejen for en praktisk rottebekæmpelse.

Udleveringen af rottegift til lukkede svinebesætninger kan ikke længere begrundes med hensynet til en praktisk og effektiv rottebekæmpelse. Faktum er, at selv ved de lukkede svinebesætninger kan andre end landmanden få adgang til staldene, når blot de hygiejniske adgangsregler nøje følges. Desuden kan karantænetiden, dvs. tidsrummet mellem besøg på to landbrugsejendomme sagtens overholdes. F.eks. kan landmanden og rottebekæmperen aftale, at ejendommen besøges som den første hver gang.

En anden årsag til den ændrede praksis er den tiltagende resistens hos rotterne, som gør det absolut nødvendigt, at kun de professionelle bekæmpere udlægger gift. Forkert anvendt bekæmpelsesmiddel og/eller manglende konsekvens i bekæmpelsesarbejdet vil fremme resistensudviklingen hos rotterne, hvad der i sidste ende kan få alvorlige følger for rottebekæmpelsen i Danmark.

Hertil kommer, at konsulenten i rottebekæmpelse igennem årene desværre har konstateret, at den tidligere praksis med giftudlevering i en lang række tilfælde er blevet misbrugt til at udlevere gift til landmænd i større stil, hvad der også har været med til at forringe bekæmpelsesindsatsen.

Det er By- og Landskabsstyrelsens opfattelse, at konsekvenserne af ændringen i reglerne for giftudlevering ikke vil have den helt store betydning for de kommunale rottebekæmpere, da den tidligere praksis indebar, at rottebekæmperen - selvom der var udleveret gift – skulle ind i staldene ved først givne lejlighed.

Siden 1938 har de danske kommuner haft pligt til årligt at indberette oplysninger om den kommunale rottebekæmpelse til de centrale myndigheder. Myndighederne anvender disse informationer til at danne sig et overblik over rottesituationen i Danmark. De indsamlede data er siden 1996 blevet samlet i en database, hvis indhold er tilgængelig i form af skemaer med statistik over rottebekæmpelsen siden 1996. Disse data kan findes på By- og Landskabsstyrelsen hjemmeside: www.blst.dk under Rottebekæmpelse.

Rottebestanden i Danmark

Det er ikke muligt at angive, hvor mange rotter der er i Danmark, men at de skal tælles i millioner, kan der ikke være tvivl om. Det må dog formodes, at antallet af anmeldelser af rotter delvist afspejler rottebestandens størrelse. I hvert fald er anmeldelserne en god indikator for en vurdering af, hvorvidt rottebestanden er voksende eller faldende. Da der kun sker anmeldelser af rotter, hvis vi ser rotter eller er generet af rotter, kan man ikke sige noget om det samlede antal rotter på baggrund af antallet af anmeldelser alene. Tabel 1 viser antallet af anmeldelser i 2007 – angivet for landsdele og storbyer.

Tabel 1: Antal anmeldelser af rotter 2007

Antallet af anmeldelser varierer fra år til år (se Figur 1). Det er ikke muligt entydigt at udpege den eller de faktorer, der medfører årlige udsving i antallet af anmeldelser, men en faktor som klimaet, specielt milde efterår og vintre, kan have stor effekt på rottebestanden.

Figur 1 viser en kraftig stigning i antallet af anmeldelser fra 1987 til 1988 og igen fra 1997 til 1999. Forklaringen på de kraftige stigninger kan muligvis findes i gnaverbestandes tendens til at udvise naturlige cykliske bestandssvingninger. Studier synes at vise, at udviklingen i rottebestandes størrelse kan følge cyklusser, hvor der efter en vis årrække med relativt konstant fald i rottebestanden, pludselig sker en eksplosiv vækst, hvorefter bestanden igen er faldende. På denne måde regulerer rottebestanden sig naturligt. Forklaringen på disse cykluser er dog ikke fundet.

 Figur 1: Udvikling af anmeldelser over tid

Den stiplede kurve viser tendensen i årene 1987-2007

En analyse af antallet af rotteanmeldelser i den engelske by Leeds viser næsten samme udviklinger og variationer, som er observeret i Danmark. Den engelske forsker, John D. Swift, har fremsat en teori om, at rottebestanden svinger i 10 års cykluser (Swift, J.D.: ”Rat Population Dynamics – Is there a 10 Year Cycle? International Pest Control, July/August 2001: 156-159). I Figur 2 sammenlignes antallet af anmeldelser af rotter i Jylland med tallene fra Leeds. Der ses en vis lighed mellem kurverne. Kurvernes lighed kan være en tilfældighed, men hvis disse 10 års cykluser rent faktisk eksisterer, kan det næste maksimum forventes i 2008-2009. Antallet af anmeldelser i 2007 viser en væsentlig stigning og meldinger fra de kommunale rottebekæmpere tyder allerede på, at 2008 kan blive et såkaldt rotteår. Så det bliver interessant at følge udviklingen.

 
Figur 2: Sammenligning af anmeldelser af rotter i Leeds, England og i Jylland i perioden 1978-2000

Indeks 100 = 1978

Selvom de store udsving, som ses i Figur 1, muligvis kan forklares med naturlige cyklusser, ses der i form af den stiplede kurve samtidig en tydelig stigende tendens i antallet af anmeldelser af rotter over perioden 1987 til 2007. Vi skal altså være opmærksomme på, at rotter er et voksende problem. Forklaringerne på denne udvikling kan bl.a. være:

• Besparelser på budgetterne og deraf følgende forringet kommunal indsats,
• Kloaktilstanden – store dele af både det offentlige og især det private kloaknet trænger til renovering og
• Klimaforandringer – mildere vintre, øget nedbørsmængde, som medfører oversvømmelse af kloakker, og rotterne trænges derfor op i stik og ledninger.

Udgifter til rottebekæmpelse

Den stigende tendens i antal anmeldelser af rotter tyder altså på, at rottebestanden er voksende. Denne udvikling kan blandt andet skyldes en forringet indsats i rottebekæmpelsen fra kommunernes side. Figur 3 viser de kommunale udgifter til rottebekæmpelse. Gennemsnitligt var udgiften til rottebekæmpelse i kommunerne ca. 11 kr/indbygger i 2006, men udgiften per indbygger varierer meget fra kommune til kommune. Den laveste udgift er 1,55 kr/indbygger og den højeste er på 53,52 kr/indbygger.

Figur 3: Udviklingen i årlige udgifter til rottebekæmpelse over perioden 1996 til 2006

Kurven illustrerer den samlede udgift for hele landet i mio.kr. (højre akse).

Søjlerne viser den gennemsnitlige udgift i kr/indbygger for Jylland og Øerne (venstre akse).

Overordnet set har udgifterne til rottebekæmpelse i perioden 1996 til 2006 været svagt stigende. Figur 4 illustrerer dog, at udgifterne til rottebekæmpelse knapt følger den normale inflation og er langt lavere end udviklingen i lønindekset for den private sektor. Dette misforhold skal ses i forhold til, at kommunerne i høj grad benytter sig af private firmaer til at foretage rottebekæmpelsen. Det betyder, at udgifterne til rottebekæmpelse reelt ikke steget, men er tværtimod stagneret, hvis ikke faldet.

 Figur 4: Udvikling af udgifter i forhold til forbrugerprisindekset og lønindekset i den private sektor

Året 1996 er valgt til indeks 100

Og det er på trods af, at andelen af kommunerne, der helt eller delvist finansierer rottebekæmpelsen ved gebyropkrævninger hos borgerne, er steget markant fra 1996 til 2006. Tabel 2 viser, at langt flere kommuner end tidligere benytter sig af valgfriheden til at opkræve gebyrer til rottebekæmpelse som andel af ejendomsværdien.

Tabel 2: Procentdel kommuner, der opkræver gebyr som andel af ejendomsværdien

Hvem foretager rottebekæmpelsen?

Indberetningerne fra 2006 viser, at 85,3 % af alle kommuner benytter private bekæmpelsesfirmaer til at foretage rottebekæmpelsen. Der eksisterer adskillige rottebekæmpelsesfirmaer, men det er de færreste, der udfører kommunal rottebekæmpelse. Markedet domineres af enkelte store firmaer, som Tabel 3 viser. Da kommunalreformen har medført, at kommunerne er blevet væsentligt større, både hvad angår areal og indbyggere, vil de små enkeltmandsfirmaer, som kendetegner skadedyrsbranchen, formentlig have svært ved at klare opgaverne. Det må derfor forventes, at markedet fortsat vil være domineret af store aktører.

Tabel 3: Firmaers procentvise andele af kontrakter hos kommuner (år 2006)

Rotter i byen eller på landet?

Hvert forår og efterår foretager kommunerne rottekampagner, hvor alle ejendomme i landzone skal besøges. Ved hvert besøg spørges beboeren, om der er rotter på ejendommen. Ud fra disse opgørelser tegner der sig en jævnt faldende tendens af ejendomme i landzonen, der har rotter (1996 til 2006). Figur 5 viser andelen af henholdsvis landbrugsejendomme og alle typer ejendomme i landzonen, der har rotter. Som forventet har en større procentdel af de besøgte landbrugsejendommene rotter. Men den generelt faldende tendens gør sig ligeledes gældende for landbrugsejendommene. Sammenholder man andelen af besøgte ejendomme i landzonen, der har rotter (Figur 5) med antallet af anmeldelser af rotter i hele landet (Figur 6), er der ingen umiddelbare ligheder. Selvfølgelig kan man ikke direkte sammenligne de to typer registreringer af rotteforekomster, men man kan sammenholde mønstrene i udviklingen. De små årlige udsving kan svagt genfindes i kurverne på Figur 5. Derimod ses de kraftige stigninger og den overordnede vækst i rottebestanden ikke i andelen af ejendomme i landzone med rotter. Mønstrene er altså ulig hinanden, hvilket tyder på, at væksten i rottebestanden formodentlig er sket i byområderne.

Figur 5: Andelen af ejendomme i landzone med rotter (hele landet)

Ejendomme, der under kampagnebesøg havde rotter, fordelt på udvalgte ejendomstyper

Figur 6: Udvikling af anmeldelser 1996 til 2006 (hele landet)

Den stiplede kurve viser tendensen

Kloakrottebekæmpelse

Som tidligere bemærket kan de faldende udgifter til rottebekæmpelse i kommunerne være en medvirkende årsag til væksten i rottebestanden. Kommunernes forringede indsats gør sig også gældende for kloakrottebekæmpelse. I perioden fra 1996 til 2002 foretog gennemsnitligt knapt 80 % af alle kommuner i Danmark kloakrottebekæmpelse. I 2006 var antallet faldet til 64 %. Antallet af blokke anvendt til kloakrottebekæmpelse er ligeledes faldet fra et gennemsnit på 92.000 blokke/årligt over perioden 1996-2002 til 83.000 blokke i 2006. Kommunerne fravælger altså i stigende grad at anvende kloakrottebekæmpelse, og den tilbageværende kloakrottebekæmpelse er formodentlig ikke intensiveret. Grunden til udviklingen kan være, at denne bekæmpelsesmetode kræver systematisk planlægning og stor indsats for at være effektiv. Det må formodes, at kommunerne ikke har haft ressourcer til at opnå effektiv kloakrottebekæmpelse og har derfor fravalgt det. En anden forklaring kan selvfølgelig også være en stigende miljøforståelse, som gør at kemikalierne søges udfaset i større grad end tidligere. I denne forbindelse skal det også siges, at kloakrottebekæmpelse ofte bruges som symptombehandling, hvor kloakker eller stik er forfaldne, og rotterne derfor trænger ud. I disse tilfælde ville en renovering af kloakken være den bedste og mest holdbare løsning.

Rottebekæmpelse på kommuneplan

Ovenfor er vist, at indsatsen for rottebekæmpelsen varierer betydeligt kommunerne imellem; både hvad angår udgifter til rottebekæmpelse, hvorvidt der vælges private bekæmpelsesfirmaer eller om der foretages kloakrottebekæmpelse. Effekten af de enkelte kommuners indsats kan delvist vurderes på, hvorledes antallet af anmeldelser af rotter i kommunerne udvikler sig. Figur 7 viser et kort over den procentvise ændring mellem antallet af anmeldelser af rotter i 1996 og 2006 i kommunerne (før kommunalreformen). Disse to år er sammenlignelige, da de repræsenterer ”gennemsnitsår”, der kun er påvirket af de normale årlige variationer og ikke udgør ”ekstremår” i rottecyklussen (se afsnittet ”Rottebestanden i Danmark”). Figur 7 viser et meget blandet billede af både vækst og fald i anmeldelser af rotter. Men kendetegnende er, at faldet i rottebestanden er relativt små (blå farver), hvorimod adskillige kommuner oplever kraftig vækst (rød og orange). Den højeste vækst i en kommune er på 730 %, hvor det største fald er på 90 %. 

Det skal pointeres, at vi ikke har entydige forklaringer på variationerne imellem kommuner eller grundlaget for udviklingen, men det kan hænge sammen med den kommunale indsats for rottebekæmpelse. Kommunernes indsats er afgørende for om rottebekæmpelsen er succesrig eller ej. Figur 7 kan derfor bruges som et pejlemærke for rottebestandens udvikling de seneste 10 år i de respektive kommuner (bemærk de gamle kommunegrænser).

Figur 7: Udvikling af anmeldelser af rotter (1996 i forhold til 2006)

Rotter i fremtiden

Der er flere tegn på, at rottebestanden i Danmark er voksende. Det kan hænge sammen med, at kloakker og private stikledninger er i dårlig stand, hvilket betyder, at rotternes mulighed for at finde redepladser øges. Det forklarer samtidig, at rottebestanden primært vokser i bymiljøerne og ikke i landzonen. Kommunernes forringede indsats på området kan være medvirkende til, at rotterne har fået lov til at sprede sig yderligere. Klimaet har ligeledes indflydelse på levevilkårene for rotten, og sidst men ikke mindst kan de større svingninger muligvis forklares med naturlige cyklusser i rottebestanden. Én ting er dog sikkert – rotter er et voksende problem, der kræver en målrettet indsats.

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

(Kildemateriale: De kommunale indberetninger om rottebekæmpelse) 

De danske kommuner har siden 1. oktober 1938 haft pligt til at indsende en årlig indberetning om rottebekæmpelsen til de centrale myndigheder. Kommunerne har indtil februar 1999 indberettet ved – efter bedste evne – at besvare spørgsmålene på et fortrykt skema, som Indenrigsministeriet (fra 1938-1974) og Miljøstyrelsen (fra 1975) har udsendt til kommunerne. I 1999 blev der (for indberetningen for 1998) åbnet mulighed for, at kommunerne kunne sende indberetningen elektronisk via internettet. Fra og med 2002 (indberetningen for 2001) blev de trykte indberetningsskemaer afskaffet, og kommunerne kan fremover udelukkende indberette via internettet.

De indsamlede data er siden 1996 blevet opsamlet i en database, hvis indhold er tilgængeligt (delvist) på Miljøstyrelsens hjemmeside under emnet "rotter".

Tabel 1. Udgifter til kommunal rottebekæmpelse (i mill. kr. inkl. moms) på Øerne og i Jylland samt i Danmark i perioden 1996-2001.

Tidligere meddelelser med statistik fra indberetningerne
Miljøstyrelsens konsulenter har fra tid til anden samlet og publiceret kommunernes oplysninger i en konsulentmeddelelse. Således analyserer konsulentmeddelelse nr. 14 de kommunale indberetninger i perioden 1990-1994 og meddelelse nr. 16 oplysningerne fra 1994 og 1995. Meddelelse nr. 22 behandlede oplysningerne i 8-årsperioden 1991-1998, mens meddelelse nr. 24 behandlede kommunernes oplysninger for perioden 1992-1999. I meddelelse nr. 19: "Rottebestanden i Danmark – før og nu" blev der bl.a. fokuseret på antallet af rotteanmeldelser til kommunerne i perioden 1987-1997. Denne konsulentmeddelelse beskæftiger sig med kommunernes indberetninger for perioden 1996-2001, d.v.s. de oplysninger, som kan findes i Miljøstyrelsens database.

Hvad koster rottebekæmpelsen i Danmark?
I 1996 passerede de kommunale udgifter til rottebekæmpelsen for første gang 50 mill. kr. (Tabel 1). På 6 år er udgifterne steget til 57,3 mill. kr. inkl. moms. En stigning der måske lige netop holder trit med den almindelige inflation i samfundet, men slet ikke med lønindekset for den private sektor. Der bliver således - reelt set – afsat færre og færre midler til rottebekæmpelsen. Man kan til stadighed undre sig over, hvorledes det overhovedet er muligt at udføre en forsvarlig og effektiv rottebekæmpelse i mange kommuner.

Tabel 2. Det årligt antal (x 1.000) rotteanmeldelser på Øerne, i Jylland og i Danmark 1996-2001.

Hvor mange anmeldelser får kommunerne?
Man snakker meget om "rotteår". Der er da heller ingen tvivl om, at man kan betragte 1999-2001 som 3 store rotteår (Tabel 2).

Anmeldelsesantallet har i to af årene ligget på den anden side af 150.000 anmeldelser. Et stort eller lille tal? Det kan selvfølgelig diskuteres, men det svarer til, at der året rundt ringes til en kommune ca. hvert 3. min. og anmeldes rotter/mistanke om rotter.

Samtidig kan man konstatere, at de midler, der er sat af til at løse problemet for borgerne, er blevet færre (Tabel 3).

Tabel 3. Antal kr./rotteanmeldelse (inkl. moms) på Øerne, i Jylland og i Danmark 1996-2001.

Rottebestanden i Danmark svinger
Det må pointeres, at vi selvfølgelig ikke ved, hvor mange rotter der er i Danmark. Man må imidlertid gå ud fra, at antallet af anmeldelser (klager) om rotter også er en funktion af rottebestandens størrelse. Vi har tidligere i Meddelelse nr. 24 nævnt nogle mulige årsager til svingninger i anmeldelsesantallet:

• Klimaet
• Kloakkernes tilstand
• Afgrøder på markerne
• Generelle svingninger i bestanden
• Kommunale besparelser
• Medifocus på dyrene

Bruger man anmeldelserne som et indeks for bestanden, vil man over en årrække kunne se udsving i rottebestanden. Dette bekræfter dog blot, at rottebestanden - som forventelig - opfører sig fuldstændig som alle andre pattedyrbestande.

Det er velkendt for mange, at gnaverbestande kan udvise cykliske bestandssvingninger, f.eks. lemmingernes 7-års svingninger. Ved at analysere rotteklager i den engelske by Leeds (ca. 750.000 indbyggere) har en forsker fremsat den hypotese, at også rottebestanden i England svinger, med maksimum ca. hvert 10. år, senest 1988-1989 og 1998-1999. Det næste maksimum forventes således 2008-2009.

I Fig. 1. er rotteanmeldelserne i Leeds i 1978-2000 sammenlignet med anmeldelserne i Jylland i den tilsvarende periode. Man kan ikke undgå at bemærke, at kurverne har en vis lighed med hinanden. En nærmere analyse af tallene vil vi afstå fra her.

Det skal dog blive interessant at følge udviklingen de kommende år og se, om der bliver et nyt maksimum i både Leeds og Jylland om små "10 år", eller om kurverne tager et helt andet forløb. Anmeldelserne i Jylland er, som det ses i Tabel 2, atter steget i 2001, mens tallene for Leeds er ukendte. Når alt kommer til alt kan de to kurvers lighed gennem de 20 år selvfølgelig blot være en tilfældighed?

Fig. 1.. Sammenligning af anmeldelser af rotter i Leeds i England og i Jylland i perioden 1978-2000. Antal anmeldelser i 1978 = 100. Tallene fra Leeds er baseret på Swift, J.D.: "Rat Population Dynamics – Is there a 10 Year Cycle?". International Pest Control July/August 2001: 156-159.

Hvor mange kommuner har udliciteret rottebekæmpelsen?
Allerede i rotteloven fra 1938 var der åbnet mulighed for, at kommunerne kunne overlade rottebekæmpelsen til private firmaer. I en tid, hvor udlicitering er et "hot" emne, kunne det være interessant at vide, om forholdet "udlicitering/bekæmpelse ved eget personale" har ændret sig. I de sidste 20 år eller mere har tilstandene imidlertid været næsten statiske: 85% af kommunerne har udliciteret opgaven, mens de resterende 15% udfører opgaven v.h.a. eget personale. Procentsatserne har - som sagt - stort set været uændret i mange år.

Hvem har kommunekontrakterne?
Kigger vi på, hvilke bekæmpelsesfirmaer der har indgået kontrakter med kommunerne har forholdene været rimelig statiske i perioden 1996-2001 (Tabel 4), bortset fra, at et enkelt firma er ophørt i perioden. Firmaer i gruppen "Andre" har tilsyneladende formået at få en voksende markedsandel i 6-årsperioden, dog kun fra 1,7% til 5,1 % af kontraktantallet.

Tabel 4. Kommunekontrakter i perioden 1996-2001 fordelt på rottebekæmpelsesfirmaer.

Hvor mange kommuner har lagt gebyr på rottebekæmpelsen?
Kommunerne må under ingen omstændigheder tage betaling for den konkrete rottebekæmpelse, f.eks. betaling for gift, fælder, foderkasser etc.!

Fig. 2. Antal kommuner der finansierer rottebekæmpelsen ved gebyr 1996-2001.

I en lang årrække blev betalingen for den kommunale rottebekæmpelse skaffet via personskatterne. Siden 1. februar 1984 har kommunalbestyrelsen dog haft mulighed for at opkræve et gebyr til dækningen af omkostningerne ved den kommunale rottebekæmpelse. Gebyret skal pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen og skal opkræves som en andel af ejendomsværdien. Gebyret opkræves normalt sammen med ejendomsskatterne. Et stigende antal kommuner har benyttet gebyrfinansieringen (Fig. 2), og nu (i 2001) benytter 71% af kommunerne denne finansieringsform.

Hvor mange kommuner har fået dispensation for halvårlige eftersyn?
Bekendtgørelsen kræver, at kommunalbestyrelsen undersøger samtlige ejendomme i landzone for rotter to gange årligt. Miljøstyrelsen kan imidlertid dispensere fra dette krav, idet fortrinsvis parcelhusområder beliggende i landzone kan blive fritaget for besøgsforpligtelsen.

Et stigende antal kommuner har i perioden 1996-2001 fået den omtalte dispensation (Fig. 3). I 2001 har således 148 (= 54%) kommuner en dispensation - fordelt på 101 jyske kommuner (= 72%) og 47 (= 35%) kommuner på Øerne. Hvad denne store regionale forskel skyldes, vides ikke. Muligvis spiller eksempelvis kommunestrukturen i hovedstadsområdet en rolle.

Fig. 3. Antal kommuner på Øerne og i Jylland der har fået dispensation for de halvårlige eftersyn af ejendomme i områder i landzone 1996-2001. Tallene for 1996 inkluderer dispensationer givet i perioden 1984-1995.

Hvor meget gift bruges der?
Kommunerne har ikke haft en obligatorisk indberetningspligt af giftforbruget før end 1998, og først fra 1999 har Miljøbestyrelsen en brugbar statistik. For dette år oplyser kommunerne et forbrug på ca. 255 tons bekæmpelsesmiddel, mens forbruget for 2000 og 2001 er henholdsvis 256 tons og 232 tons. Tabel 5 viser forbruget i 1999-2001 fordelt på de 6 godkendte aktivstoffer, der alle er af antikoagulanttypen.

Tabel 5. Forbruget af rottebekæmpelsesmidler i DK (tons) 1999-2001.

Hvor mange kommuner foretager kloakrottebekæmpelse?
Der er ikke i bekendtgørelsen et direkte lovkrav om bekæmpelse af rotterne i kloakkerne. Mange kommuner foretager alligevel denne bekæmpelse, bl.a. for yderligere at mindske borgernes gener ved rotternes tilstedeværelse. Man kan desuden ikke se bort fra, at en systematisk kloakrottebekæmpelse kan udskyde en mere kostbar renovering af kloaksystemet i en vis periode.

I 2001 blev der bekæmpet kloakrotter i 216 kommuner (= 79%), og i perioden 1996-2001 har et vekslende antal kommuner haft kloakrottebekæmpelse på programmet: fra 208 til 234, svarende til 76-85% af kommunerne (Tabel 5).

Tabel 5. Antal kommuner på Øerne og i Jylland der udfører kloakrottebekæmpelse 1996-2001.

Hvor mange giftblokke bruger kommunerne ved kloakrottebekæmpelsen?
Efter en periode med et stigende forbrug har antallet af giftblokke nu stabiliseret sig lidt under 100.000 årligt (Fig. 4). I gennemsnit har de 216 kommuner, der udfører kloakrottebekæmpelse, udlagt ca. 440 blokke i 2001, men de faktiske tal, som kommunerne opgiver, varierer ganske meget: Fra 12 (!) til 3.500 blokke.

Fig. 4. Antal giftblokke brugt ved kloakrottebekæmpelsen i Danmark 1996-2001.

De knap 100.000 giftblokke, der årligt udlægges i kloakbrøndene, vejer ca. 29 tons, hvoraf det aktive stof udgør omkring 2,9 kg (under forudsætning af, at blokkene indeholder 0,01% bromadiolon). Hovedparten af giften havner selvsagt i "rottemaverne", mens den resterende del ender i miljøet/ rensningsanlæggene.

29 tons giftblokke har et teoretisk potentiale til at slå næsten 4 mill. rotter ihjel, men det faktiske tal er sandsynligvis en del mindre. Hvor mange kan man kun gætte på!

En forsigtig vurdering af længden af det offentlige kloaknet vil være i størrelsesordenen 75.ooo km. De knap 100.000 blokke svarer til, at der årligt placeres en blok for hver godt og vel 750 m i kloaknettet. Her er der helt set bort fra længden af det private net, om hvis udstrækning man kun kan gisne.

Afsluttende bemærkninger
Der er i denne meddelelse rejst en del forskellige spørgsmål, og nogle af dem er (helt sikkert) ikke blevet besvaret. Der er stadig "mange løse ender", når man analyserer den kommunale rottebekæmpelse. Om vor indsigt bliver meget bedre i fremtiden, er vel nok yderst tvivlsomt, idet nedprioriteringen af rottebekæmpelse hos de centrale myndigheder vanskeliggør en nøjere fordybelse i emnet. Så meget desto vigtigere er det, at den enkelte kommune efterlever lovens og bekendtgørelsens krav, nemlig ansvaret og pligten til at udføre en effektiv rottebekæmpelse i hele dens geografiske område!

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Den 15. juli 2001 er der trådt en ny bekendtgørelse om rottebekæmpelse i kraft. Der er i forhold til den tidligere bekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1997 sket en del ændringer. De vigtigste ændringer er følgende:

•          Det er nu bekæmpelsesfirmaet, der skriftligt skal indberette om indgående, ophævede eller ændrede sikringsordninger til kommunen (§ 2, stk. 2). Pligten til indberetning lå tidligere hos grundejeren.
•          Udfører en kommune rottebekæmpelsen ved hjælp af eget personale, skal der blandt dette også være personer, der er autoriserede.
•          Rottebekæmpelse i kommunerne må kun foretages af kommunens eget autoriserede personale eller af personalet hos det bekæmpelsesfirma, der har indgået kontrakt med kommunen samt af de autoriserede personer, der har indgået kontrakt om sikringsordninger med rottebekæmpelse. Der skal i sidstnævnte tilfælde altid foreligge en kontrakt, som skal fremvises på kommunens eller tilsynsmyndighedens forlangende (§ 4, stk. 2 og 3).
•          Landbrugsejendomme i byzone skal – i modsætning til tidligere – også have det halvårlige tilsyn (§ 6, stk.1).
•          Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at de indgåede kontrakter med bekæmpelsesfirmaer overholdes (§ 8).
•          Kun følgende personer kan få autorisation til at bekæmpe rotter (§12, stk. 1):

•          Optagelse på autorisationskurset skal ske ved ansøgning. Kun personer fra én af de tre ovennævnte grupper kan optages på kurset (§13, stk. 2). Konsulenterne træffer afgørelse om, hvem der kan optages på kurset. Afgørelsen kan ikke påklages (§ 17, stk. 5 og § 18, stk. 2).
•          Relevante dele af dyreværnslovgivningen skal indgå i undervisningen på autorisationskurset.
•          Gebyrer, som pålægges samtlige faste ejendomme til brug for rottebekæmpelsen, kan kommunalbestyrelsen ikke dispensere fra.
•          Reglerne om selvhjælpshandlinger og selvhjælpshandlinger uden forudgående påbud er udgået, da reglerne allerede findes i miljøbeskyttelseslovens §§ 69 og 70. Adgangen til at benytte disse fremgangsmåder er der stadig, blot med anden hjemmel.

Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 23. juni 2001 om bekæmpelse af rotter m.v. kan i sin fulde udstrækning ses på Retsinfo:
www.retsinfo.dk/ 

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

(Kildemateriale: De kommunale indberetninger om rottebekæmpelse.)

Stagnerende udgifter til rottebekæmpelsen

Ser man på tallene for de seneste 8 år i Tabel 1, viser de, at udgifterne til rottebekæmpelsen steg støt op gennem halvfemserne. Stigningen hørte dog op i 1997, hvor de samlede kommunale udgifter til bekæmpelsen faldt med 2,6 mio. kr. I 1998 steg tallet så igen med 4,9 mio. kr. til 52,7 mio. kr., hvilket kunne ses som tegn på, at kommunerne ville anvende flere midler på rottebekæmpelsen. 1999-tallene viser imidlertid ingen klar tendens, i hvilken retning udviklingen går, for beløbet er præcis det samme som i 1998, nemlig 52,7 mio. kr.

Tabel 1: De kommunale udgifter (i mio. kr. og inkl. moms) til rottebekæmpelsen fordelt på Øerne, Jylland og Danmark totalt i perioden 1991-1999.

Med et stagnerende tal er der reelt tale om en nedgang i udgifterne, idet man måtte forvente en mindre stigning som udtryk for den almindelige pristendens i samfundet. Set med konsulenternes øjne er det naturligvis beklageligt, at kommunerne sparer, idet flere rotteanmeldelser og dermed flere rotter gerne på længere sigt skulle afspejle sig i højere kontraktsummer.

Nogle vil imidlertid hævde, at de faldende priser på kommunale rottebekæmpelseskontrakter blot er udtryk for, at firmaerne er blevet mere effektive og derfor kan reducere deres udgifter - uden at det samtidig går ud over kvaliteten. Det kan naturligvis ikke afvises, at det forholder sig sådan i nogle tilfælde, men mange kommunale kontrakter om rottebekæmpelse er imidlertid så lave, at man uden de store udregninger kan se, at det ikke kan hænge sammen rent økonomisk, hvis lovens bogstav skal overholdes. Konsulenterne kan da også konstatere, at der i nogle tilfælde er tale om, at man ikke undersøger og bekæmper rotter så grundigt, som loven tilsiger. Det er (desværre) med rottebekæmpelsen som med så meget andet: Man får det, man betaler for - og ikke mere. Ønsker man en god og effektiv rottebekæmpelse, så koster det.

1999 - et rigtigt rotteår!
Som nævnt tidligere måles "rottebestanden" i Danmark på indirekte vis via de anmeldelser, der indkommer til de kommunale forvaltninger. Set over en længere periode ligger anmeldelserne omkring 100.000 årligt. I 1997 var tallet ca. 89.000 anmeldelser. I 1998 steg det imidlertid til ca. 120.000 anmeldelser, og i 1999 er det steget yderligere med ca. 37 % til ca. 163.000 (Fig. 1).

Figur 1: Antal rotteanmeldelser fordelt på Øerne, Jylland og Danmark totalt 1992-1999

Tallet på ca. 163.000 anmeldelser afviger en del fra et normalår, så man kan med rette spørge, hvad nu årsagen er til det? Der kan ikke gives noget entydigt svar, men derimod en række mulige forklaringer:

• Milde efterår/vintre. Ved forholdsvis høje temperaturer er rotterne i stand til at få flere kuld end sædvanligt, ligesom flere rotter sandsynligvis overlever.
• Kloakkernes tilstand. Nedbrudte og dårligt vedligeholdte kloakker fremmer antallet af rotter og bringer flere op til overfladen.
• Afgrøder på markerne. Ændrede afgrøder og høsttidspunkter, f.eks. brakmarker eller majsmarker, der høstes sent, giver rotterne mulighed for skjulesteder og føde langt hen på efteråret.
• Udsving i dyrebestanden. Det er en helt normal foreteelse, at en dyrebestand svinger i antal fra år til år.
• Kommunale besparelser. Sparer man på rottebekæmpelsen, kan det på længere sigt betyde en formindsket effektivitet i bekæmpelsen, hvilket igen vil betyde, at rotternes antal stiger.
• Mediefocus på rotter. Omtale af rotter i aviser, radio og TV medfører automatisk større interesse og opmærksomhed, og dermed ofte flere anmeldelser.

Ovennævnte punkter er ikke anført efter prioritetsorden, og flere årsager spiller givetvis ind, men de kan give et fingerpeg om, hvad der er medvirkende til de høje tal for 1999.

Hvilke firmaer benyttes i den kommunale rottebekæmpelse?
Alle personer med en autorisation fra Miljøstyrelsen kan lovligt indgå kontrakt med en kommune om at varetage rottebekæmpelsen. Antallet af autoriserede rottebekæmpelsesfirmaer herhjemme er ca. 45. Det er dog langt fra alle firmaer, der har indgået en kommunal kontrakt, jf. Tabel 2. Som det fremgår er alene 11 firmaer beskæftiget med kommunal rottebekæmpelse. De øvrige ca. 34 firmaer er således beskæftiget med andet bekæmpelsesarbejde end den kommunale rottebekæmpelse.

Tabel 2: Firmaer med kontrakt om kommunal rottebekæmpelse i 1999. *) I tallet 237 indgår også (et begrænset antal) kommuner, hvor bekæmpelsen er delt mellem kommunalt ansatte og bekæmpelsesfirmaer.

Benyttede giftmængder- og typer
For at få et bedre overblik over forbruget af rottegift herhjemme indførte Miljøstyrelsen for 2 år siden en kolonne i indberetningsskemaet om kg forbrugt rottegift (Tabel 3). Efter en indkøringsperiode har stort set alle kommuner kunnet svare på dette spørgsmål. Oplysningerne skal sætte konsulenterne i stand til at vurdere, om kommunerne og deres firmaer lever op til strategien om at anvende de svage midler først. Konsulenterne kan således se, om kommunen, "skyder gråspurve med kanoner". Bruger kommunen/firmaet for meget af en (stærk) gift - uden at resistensudviklingen betinger det - har konsulenterne altså mulighed for at gå ind og vejlede om korrekt brug af gift.

Tabel 3: Antal kg forbrugt gift i 1999 fordelt på de 6 godkendte typer rottegift.

Kloakrottebekæmpelsen
Kloakrottebekæmpelse har tidligere været et lidt overset begreb, men i takt med at kloakkernes tilstand er blevet dårligere, er der kommet mere fokus på denne del af rottebekæmpelsen. Udført systematisk og ad flere omgange er der ingen tvivl om, at kloakrottebekæmpelse har en effekt på en rottebestand.

I Tabel 4 ses antallet af kloakblokke anvendt i den kommunale kloakrottebekæmpelse. Efter en konstant stigning i antal anvendte blokke siden 1992 er der for 1999 tale om et mindre fald på ca. 1.000 blokke. Man kan kun gisne om årsagen til faldet. Det kan være et udslag af almindelig spareiver, men kan også skyldes et aftagende behov for kloakrottebekæmpelse i takt med at de kommunale ledninger renoveres.

Tabel 4: Antal kloakblokke anvendt i den kommunale rottebekæmpelse i perioden 1992-1999.

224 af landets 275 kommuner foretager kloakrottebekæmpelse. Det svarer til ca. 81 % af kommunerne

Gebyrer
I bekendtgørelsen om bekæmpelse af rotter er det bestemt, at kommunerne har adgang til at finansiere rottebekæmpelsen via gebyrer. Et stigende antal kommuner benytter denne mulighed, idet 173 kommuner eller ca. 63 % gebyrfinansierer.

Udlicitering?
Udlicitering er på mode, og rottebekæmpelsen har også i de senere år mærket en stigende tendens til at kommuner lægger opgaven ud til de private firmaer. Antallet af kommuner med egen rottebekæmpelse faldt fra 44 kommuner i 1992 til 40 i 1998, og tallet for 1999 er stort set uændret: Omkring 15% af kommunerne udfører bekæmpelsen v.h.a. eget personale.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Miljø- & Energiministeriet, Miljøstyrelsen, har med en ændringsbekendtgørelse udstedt nye regler om bekæmpelsesmidler, herunder midler til rotter. Reglerne fremgår af §§ 26, 26 a, 33 og 34. Bestemmelserne omhandler køb og salg af rottebekæmpelsesmidler samt anvendelse af (giftige og) meget giftige rottebekæmpelsesmidler.

Bekendtgørelsesændringen trådte i kraft 14. maj i år.

Ændringerne er :

• Ved køb af rottegift skal køberen fremvise et gyldigt autorisationsbevis om rottebekæmpelse fra Miljøstyrelsen eller en skriftlig bemyndigelse fra den kommunale administration (§ 26 a).
• Ved salg af rottegift skal forhandleren sikre sig, at køberen har et gyldigt autorisationsbevis eller en kommunal bemyndigelse. Forhandleren skal tillige i en bog notere dato for købet, købers navn og adresse, midlets handelsnavn samt antal og størrelse af pakningerne. Bogen skal opbevares i 5 år (§ 26 a).
• Ved anvendelse af rottegift skal brugeren enten have et gyldigt autorisationsbevis om rottebekæmpelse fra Miljøstyrelsen, arbejde under en autoriseret persons instruktion og ansvar eller have en skriftlig bemyndigelse fra den kommunale administration.
• Ved anvendelse af trædegift mod rotter baseret på aktivstoffet bromadiolon (meget giftigt bekæmpelsesmiddel) skal brugeren (ud over autorisationen eller bemyndigelsen) have gennemgået et giftkursus foranstaltet af eller anerkendt af Miljøstyrelsen (§ 33).
• Trædegift mod rotter er nu undtaget fra de begrænsninger i anvendelsen, der gælder for meget giftige bekæmpelsesmidler(§ 34). Trædegift må således bl.a. anvendes i private haver, på offentlige områder, omkring boligbyggeri, børneinstitutioner og lignende.

Begrundelsen for stramningerne omkring køb, salg og anvendelse er et ønske om at dæmme op for den tiltagende resistensudvikling hos rotter. Resistensen betyder, at et middel ingen effekt har over for rotterne, selvom de æder store mængder af det. Forkert anvendelse af rottemidler medfører en hurtigere resistensudvikling. Derfor er det af afgørende betydning, at kun uddannede rottebekæmpere har adgang til midlerne. De har kendskab til, hvornår hvor meget og i hvilken styrke et rottemiddel skal anvendes. Endelig er der det rent sikkerhedsmæssige. Forkert udlagt gift medfører større risiko for utilsigtede forgiftningerne. Veluddannede bekæmpere kender sikkerhedsforskrifterne og handler derefter.

Kravet om et giftkursus for dem, der ønsker at bruge trædegift på bromadiolonbasis er en naturlig konsekvens af, at midlet er blevet opklassificeret som "meget giftigt". For at midlet kan anvendes i praktisk rottebekæmpelse, er der dog samtidig sket en lempelse m.h.t. de steder, midlet må anvendes.

For personer uden autorisation eller kommunal bemyndigelse er der allerede i dag et anvendelsesforbud for rottegift. Der gælder dog den væsentlige undtagelse, at personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar, har adgang til at benytte rottegift. Det samme er ikke tilfældet med de nye regler om køb og salg af rottegift. Køberen af rottegift skal være i besiddelse af en personlig autorisation fra Miljøstyrelsen eller en (skriftlig) kommunal bemyndigelse for at kunne købe rottegiften.

De nye regler er en klar stramning på området. Målet er dog, at rottebekæmpelsen fremover sker på en mere professionel, effektiv og samtidig mere betryggende vis, end det hidtil har været tilfældet.

Yderligere oplysninger om de nye regler kan indhentes hos undertegnede.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Michael Bjørnsen
Kontoret for Biocid- og Kemikalievurdering
Miljøstyrelsen
Strandgade 29
1401 København K.
Tlf: 3266 0567

(Kildemateriale: De kommunale indberetninger om rottebekæmpelse.)

Hvad bruger Danmark på rottebekæmpelse?

Set i sammenligning med andre kommunale forvaltningsopgaver er rottebekæmpelse typisk ikke noget, der fylder meget i den kommunale administration. På trods heraf er det alligevel et emne, der optager mange borgere, og som let når avisernes overskrifter. Området har - i modsætning til mange andre kommunale poster - ikke været udsat for sparekniven, måske bortset fra 1997, hvor det samlede tal for rottebekæmpelsen faldt med ca. 2,6 mil. kr. Den nedadgående tendens synes nu at være brudt med tallene for 1998, idet de totale udgifter for rottebekæmpelsen er steget med 4,9 mill. kr. Det er et godt tegn, og Miljøstyrelsens konsulenter håber, at tendensen vil fortsætte i de kommende år. Nedenfor ses i Tabel 1 de samlede udgifter til rottebekæmpelsen i de seneste 8 år.

Tabel 1. De kommunale udgifter (i mill. kr.) til rottebekæmpelse fordelt

på Øerne, Jylland og Danmark total i perioden 1991-1998.

Tallet for 1998 på 52,7 mill. kr. er inklusive moms. Det er dog ikke det beløb, som samfundet totalt set ofrer på rottebekæmpelsen. En lang række private virksomheder og borgere investerer i såkaldte sikringsordninger mod rotter (og mus). Sådanne ordninger, som også kan betegnes som bekæmpelse, er foderstationer med gift, strategisk placeret f.eks. rundt om fabriksbygninger el.lign.

Antallet af sikringsordninger i Danmark kendes ikke, men anslås det skønsmæssigt til ca. 10.000 og koster de hver ca. 2.500 kr., skal udgifterne til rottebekæmpelse forhøjes med 25 mill. kr. Det samlede tal for samfundets udgifter til rottebekæmpelsen er derfor snarere i nærheden af 80 mill. kr. eller måske mere.

Var 1998 et rotteår?

Det er en kendt sag, at en dyrebestand svinger: Nogle år er der mange dyr, andre år færre. Sådan er det også med rotter. Ofte bliver konsulenterne spurgt, om der er mange rotter. Det spørgsmål kan ikke besvares, da det er umuligt at tælle rotterne. I stedet vælger man en indirekte opgørelsesmetode. Kommunerne indberetter hvert år, hvor mange anmeldelser om rotter, der har været i det foregående år. På den måde får man en indikation af rotternes antal. Ser man på antallet af rotteanmeldelser over en årrække er der ingen klar tendens - hverken i op- eller nedadgående retning. Men man kan da udpege nogle år som mere rotteintensive end andre, jf. nedenstående figur.

Fig. 1. Antal rotteanmeldelser fordelt på Øerne, Jylland

og Danmark total i perioden 1991-1998.

Fig.1 viser, at 1998 rent faktisk var “et rotteår” med en stigning i antallet af anmeldelser fra 1997 på 33 %. Stigningen har været størst i Jylland, idet anmeldelser her steg med hele 38 %. Man skal desuden hele 9 år tilbage (1990) for at finde et tilsvarende højt antal anmeldelser for hele landet (120.000). Hvorvidt tendensen vil fortsætte ind i 1999 er det for tidligt at sige noget om med sikkerhed, men faktum er, at langt de fleste kommuner og firmaer melder om stor rotteaktivitet også i indeværende år.

Kommunal rottebekæmpelse.

Der er naturligvis store forskelle fra kommune til kommune, når det gælder udgifter til rottebekæmpelse. Sætter man omkostningerne i relation til antal borgere kan man få et sammenligningsgrundlag kommunerne imellem. Det er ikke nødvendigvis det beløb, som kommunen opkræver. Mange kommuner gebyrfinansierer (som promillesats af ejendomsværdien), mens andre opkræver beløbet til rottebekæmpelsen over de kommunale skatter. Om gebyrfinansiering, se nedenfor.

I det samlede tal for rottebekæmpelsen i en kommune indgår tillige omkostningerne til en eventuel kloakrottebekæmpelse. I kommuner, hvor man prioriterer kloakrottebekæmpelse højt, vil dette betyde, at omkostningerne til bekæmpelsen er forholdsmæssigt større end i en kommune uden kloakrottebekæmpelse.

Med f.eks. tallene for de 4 største byer i Danmark kan man se forskellene i udgifterne.

Tabel 2. Antal kroner pr. borger anvendt på rottebekæmpelsen

i 4 udvalgte kommuner i 1998.

København og Odense gebyrfinansierer området, mens Århus og Ålborg opkræver beløbene over de kommunale skatter. København foretager selv rottebekæmpelsen med kommunalt personale, mens de øvrige har rottebekæmpelsesfirmaer ansat. For hele landet er udgiften pr. indbygger i gennemsnit 10 kr.

Flere og flere kommuner vælger at finansiere rottebekæmpelsen via gebyrer. Rottebekendtgørelsen åbner mulighed for, at kommunerne kan pålægge den enkelte grundejer et gebyr udregnet som en promille af ejendomsværdien. Gebyret kan ikke opkræves som et fast beløb, men skal udregnes som en promillesats, og en indgået sikringskontrakt med et bekæmpelsesfirma fritager ikke en grundejer for at betale dette gebyr.

Tabel 3. Antal kommuner der opkræver gebyr for rottebekæmpelsen i

 perioden 1992-1998.

Antallet af kommuner der gebyrfinansierer har været har været stigende gennem hele forløbet og er i dag oppe på 61 %. Det er en stigning på 4 % points fra 1997.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

For en række af de senest godkendte rottemidler er der på etiketten anført en forskrift, der vedrører udlægningen af giften. Formuleringerne varierer en smule afhængig af, hvornår midlerne er godkendt. Typisk vil formuleringen lyde:

"Såfremt bekæmpelsen foregår på arealer, som er tilgængelige for mennesker eller (mindre) pattedyr eller fugle, skal der anvendes lukkede foderkasser."

Foderkasser er i rottebekæmpelsessammenhæng et forholdsvist entydigt begreb. Der er tale om aflange kasser af træ, plast eller metal med et opklappeligt låg. Kasserne er forsynet med et hul i begge ender og et "kammer" i midten af kassen, hvor giften placeres. Hullerne tillader naturligvis rotter at passere, hvorimod en voksen hånd ikke via hullet vil kunne nå ind til giften. Ofte vil kasserne via en kæde kunne tøjres til en bygning eller lignende. Visse typer har hul i bunden, hvorigennem man banker et jordspyd, så kassen kun vanskeligt kan løftes op.

De midler, der anvendes på markedet i dag, er de såkaldte 2.-generations antikoagulanter. Når rotterne spiser giften, vil midlernes blodfortyndende effekt bevirke, at rotterne typisk dør af indre blødninger efter 4-6 dage.

Midlerne virker også på andre pattedyr, herunder mennesker. Skulle en utilsigtet forgiftning ske, skal man behandle med K1-vitamin. Når det gælder forgiftning af dyr, f.eks. hunde, er det ikke altid, at man i tide opdager, at dyret har ædt rottegift. Hvis man gør det, er der normalt gode chancer for at redde hunden, idet man så kan sætte behandlingen i gang med det samme. Omvendt, hvis man er sent ude, og hunden har spist store mængder, og/eller giften er kraftigt virkende, sker det ikke sjældent, at hunden dør. Selvom hunden ikke dør, betyder giftenes lange biologiske halveringstider, at man er tvunget til at fortsætte K1-vitaminbehandlingen i op til måneder eller halve år. Det er både tidskrævende og omkostningstungt.

Det er disse årsager, der har motiveret Miljøstyrelsen til at stille krav om anvendelse af foderkasser i videst muligt omfang. Miljøstyrelsens konsulenter har gennem årene stødt på situationer, hvor dødsfald af hunde og katte m.v. muligvis kunne have været undgået, hvis foderkasser havde været anvendt.

Forskrifterne indebærer naturligvis nogle ulemper for den enkelte bekæmper og i sidste ende nogle udgifter for kommunen. Dels tager det længere tid at udlægge (og indsamle) giften i foderkasser, dels koster kasserne noget i indkøb og vedligeholdelse. Det er imidlertid Miljøstyrelsens vurdering, at udgifterne er begrænsede, og at fordelene ved anvendelse af foderkasser langt opvejer ulemperne. Tab af en hund eller en kat som følge af uhensigtsmæssig udlægning af gift er altid en tragisk oplevelse for dem, det går ud over. Men skulle det utænkelige ske, at et menneske skulle blive forgiftet på grund af rottegift, ville det få helt uoverskuelige konsekvenser for rottebekæmpelsen. Derfor er det vigtigt, at man på forhånd tager de nødvendige forholdsregler.

Kravet om anvendelse af foderkasser er - som man kan se af formuleringen "i videst muligt omfang"- ikke ultimativt. Det er imidlertid ikke muligt på forhånd at udstikke retningslinjer for, hvornår man skal anvende kasser, og hvornår man kan undlade det. Det må altid afhænge af en konkret vurdering. En god regel er dog, at man bør anvende kasser, blot man er i den mindste smule tvivl om sikkerheden.

Det er derfor vigtigt, at kommunen eller det firma, kommunen har entreret med, råder over et tilstrækkeligt antal foderkasser til brug i bekæmpelsen. Det samme gælder naturligvis smækfælder, levende fangende fælder og gifte.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

I bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter (nr. 562 af 30. juni 1997), der trådte i kraft 15. juli 1997, blev det forbudt personer uden autorisation at bekæmpe rotter med kemiske midler, de såkaldte antikoagulanter. Ud fra en fortolkning af den gamle bekendtgørelse havde Miljøstyrelsen tidligere lagt til grund, at udlevering af gift til personer uden autorisation ikke var tilladt. Men et direkte forbud i loven var der ikke tale om.

Nu er det imidlertid slået fast en gang for alle, at bekæmpelse af rotter med antikoagulanter, skal ske enten ved hjælp af autoriserede personer i de private firmaer eller kommunalt ansat personale. Bestemmelsen indebærer, som det også tidligere er blevet nævnt, at udleveringen af gift fra de kommunale administrationer ikke længere kan finde sted. Flere har over for konsulenterne givet udtryk for det kedelige i, at en tilsyneladende god og fornuftig ordning ikke længere er tilladt. Det kan man hævde med en vis ret, men der er imidlertid tungtvejende argumenter imod en fortsættelse af hidtidig praksis.

Hvis vi ikke holder hus med de midler, vi har, vil vi om 1-2 årtier sandsynligvis stå uden effektive midler i rottebekæmpelsen. Opstår der først resistens hos rotterne mod ét af de stærke midler, kan vi ikke gå tilbage til nogle af de svage. Sagt på en anden måde er strategien den, at vi skal anvende de svageste midler først. Uheldigvis er det sådan, at nogle af de frit tilgængelige midler på markedet tilhører de stærke antikoagulanter. Også de midler, der er blevet udleveret til kommunernes borgere, har i nogle tilfælde været stærkere end nødvendigt.

Forkert brug vil med andre ord medføre hurtigere fremskreden resistens hos rotterne. Derfor er det vigtigt, at kun autoriseret personale anvender rottegiftene. Herved sikres, at de rette midler anvendes, og vel at mærke i den rette dosis. Det giver det bedste resultat og muliggør, at vi kan bekæmpe rotter mange flere år frem i tiden. Endelig reduceres risikoen for utilsigtede forgiftninger.

I konsulenternes meddelelse Nr. 18 fra september 1997 blev denne problematik også omtalt. Samtidig blev det dog sagt, at forbuddet mod udlevering af gift til borgerne ikke udelukkede, at den enkelte grundejer hjemme på adressen kunne få udleveret nogle få ekstra poser gift, når først den professionelle bekæmper havde været på stedet, havde konstateret rotteangrebet og sat en bekæmpelse i værk.

Uheldigvis blev det ikke ved denne lejlighed præciseret, at denne såkaldte supplerende udlægning kun gælder i de situationer, hvor en landmand har en lukket (svine)besætning, og hvor adgangsreglerne ikke tillader et besøg af den kommunale rottebekæmper.

Udlevering af gift til en landmand er altså en undtagelse, der alene bør bringes i anvendelse, når bekæmperen direkte er forhindret i selv at udlægge giften.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Et hyppigt spørgsmål fra journalister til rottekonsulenterne lyder: "Hvor mange rotter er der i Danmark?" - Men hver gang må konsulenterne svare, at det ved de ikke. Journalisterne siger efterfølgende, at det kan de ikke forstå, de har ellers lige læst, at der er 1 milliard rotter i Kina eller 10 millioner i New York. Er vi da dårligere til at tælle i Danmark end i de andre lande? - Svaret til disse oplysninger er, at en eller anden "ekspert" sandsynligvis har sagt, at der nok er lige så mange rotter som mennesker - og så passer tallene.

"Rotter i gamle dage."
Der er ingen tvivl om, at der i perioder har været ganske mange rotter i Danmark.

Figur 1. Antal rotter præmieret i København og Frederiksberg kommuner i perioden 1908-1921. I 1908-09 var præmien 8 øre pr. rotte, fra juli 1909 10 øre pr. rotte. Nedgangen i præmierede rotter kan skyldes faldende rottebestand og/eller for lav præmie (efter Zuschlag 1923).

Ved den første danske rottelov i 1907 blev det muligt for kommunerne at præmiere borgerne for at fange og dræbe rotter. Emil Zuschlag (Emil Zuschlag, 1923: "Kampen mod rotterne". 108 pp. Einar Harck's Boghandel, København) opgiver således, at der i perioden 1907-1910 blev præmieret3,9 mill. rotter, eller knap 1 mill./år. Danmarks befolkningstal var i 1907-08 ca. 2.7 mill., altså var der i disse år i DK minimum 0,37 rotte/person. I perioden 1908-1921 blev der alene i København og Frederiksberg kommuner præmieret 1,8 mill. rotter (Fig. 1). Zuschlag udfører ligefrem en cost/benefit-analyse for perioden 1907-1915, hvor der i DK blev dræbt, præmieret, bortskaffet etc. 7 mill. rotter. Dette kostede det danske samfund maksimalt 1,5 mill. kr., men investeringen sparede til gengæld samfundet for minimum 38½ mill. kr. i rotteskader.

Kommunernes ret til at præmiere rotter blev reelt først ophævet ved ikrafttrædelsen af rotteloven fra 1961. Indtil da benyttede flere kommuner sig af denne bekæmpelsesmetode. Der blev f.eks. i Svendborg i perioden 1938-1940 (indbyggerantal i 1940: 19.762) præmieret 24.000 rotter, der hver blev betalt med 15 øre. Da rottebestanden i Svendborg ikke blev udryddet i den nævnte periode, må der som minimum have været 0,4 rotter/indbygger.

Figur 2. Dagligdagsscene ved et afleveringssted for rotter - som her ofte en brandstation (efter Zuschlag (Emil Zuschlag, 1908: Le rat migratoire et sa destruction rationelle. 32 pp. L.A. Jørgensen, København)). Ved hver station blev ansat en person forsynet med flg. rekvisitter: En galvaniseret opsamlingsbeholder, en hale-afklipper, en blikkasse til afklippede haler (blev gemt som kontrol og for at forhindre misbrug), en regnskabsbog og en pengekasse med småmønter. De døde rotter blev enten nedgravet med klorkalk eller brændt på det stedlige gasværk.

I en pjece fra Indenrigsministeriet fra 1940 (indbyggerantal i DK: 3,8 mill.) blev det anslået, at der i landet var mindst 4 mill. rotter. Hver rotte skulle iflg. pjecen årligt æde eller ødelægge for ca. 20 kr. - eller ialt ødelæggelser for ca. 80 mill. kr./år.

Er der så 5 mill. rotter i Danmark i dag?
Selvfølgelig er rotterne i Danmark aldrig blevet "skrevet i mandtal". Benytter man den ovenfor citerede tommelfingerregel, 1 rotte/person, skulle der være godt og vel 5 mill. rotter i Danmark. Men det ærligste svar på spørgsmålet er: Vi kender ikke det korrekte tal!

Rotterne findes i dag først og fremmest i stort tal på landbrugsejendommene og i byernes kloaksystemer. Lejlighedsvis kan vi finde rotter i større antal på lossepladser samt ved vildtfodringspladser. Endelig finder vi rotterne som strejfere i byområder, hvor størsteparten af dem er brudt ud via defekter i det kommunale eller de private kloaknet.

Kan rottebestandens størrelse beregnes?
Næppe! Lad os alligevel vove forsøget. Fra de kommunale indberetningsskemaer ved vi, at der er større eller mindre rotteproblemer på ca. 15% af de 60-65.000 aktive landbrugsbedrifter. Ved hjælp af lidt "talmagi" kan man komme til det resultat, at bestanden af rotter på danske landbrugsejendomme måske ligger på 0,5-1 mill. individer.

Bestanden af rotter i de mere end 50.000 km af kommunale og private kloaksystemer kan man ligeledes kun gisne om. Antager man, at der er 1 rotte pr. 250 m, bliver bestanden i størrelsesordenen 200.000 individer.

Antallet af strejf- og frilandsrotter kan vi også kun gætte os til, men det er næppe højere end ½ mill., og det totale antal rotter i DK bliver derfor i størrelsesordenen 1-2 mill. eller svarende til mellem 0,2 og 0,4 rotte/person i DK.

Rotteanmeldelser - et fingerpeg?
En beregning som ovenstående kan virke meget besnærende, men den er og bliver det rene talmagi, som strengt taget kun kan bruges til at tilfredsstille diverse mediers og journalisters nysgerrighed. Selve tallet siger måske ikke så meget, og det har heller ikke større praktisk betydning for bekæmpelsen, idet rotterne netop ikke er jævnt fordelt over landet.

Det er som sagt ikke muligt direkte at optælle rotterne i DK. For at få en fornemmelse af bestandsstørrelsen, må vi derfor ty til de indirekte metoder. En rottebestands størrelse kan bl.a. vurderes på grundlag af:

• Observationer af rottespor
• En rundspørge (evt. en landsdækkende)
• Indberetninger fra rottebekæmperne
• Antallet af rotteanmeldelser/-klager fra borgerne i kommunerne

I praksis er den sidstnævnte metode den bedste, vi har til rådighed, når vi skal bedømme rottebestandens størrelse på landsplan.

Figur 3. Antal rotteanmeldelser til kommunerne i Jylland, på Øerne og i Danmark totalt i perioden 1987-1997.

En rotteanmeldelse til en kommune er defineret som en henvendelse (normalt en telefonisk) fra en borger, der har eller har mistanke om rotter på sin ejendom eller evt. andre steder.

Siden 1938 har det været lovpligtigt for kommunerne at indberette om deres rottebekæmpelse til konsulenterne. Derved har vi fået et ganske godt kendskab til antallet af rotteanmeldelser på landsplan. Fig. 3 viser antallet af anmeldelser i Jylland, på Øerne og i hele Danmark i perioden 1987-1997. I disse 11 år har antallet ligget omkring 100.000 med yderpunkter på henholdsvis 83.000 og 125.000 - med lidt mere end halvdelen af de årlige anmeldelser i jyske kommuner. Årlige svingninger må man forvente, da rottebestanden er underkastet de samme biologiske regler, der gælder for alle andre dyrebestande. I de sidste ti år har der været en svag nedadgående tendens i antallet af anmeldelser. Om dette skyldes, at rottebestanden er blevet mindre, eller det er en tilfældighed, kan vi kun finde ud af de kommende år.

Anmeldelser hvert 5. minut
Man kan altid diskutere om 100.000 anmeldelser er et højt tal, og for de mennesker, der har problemerne tæt inde på livet, er dette selvfølgelig en total ligegyldig diskussion!

Lettere omskrevet betyder de ~ 100.000 anmeldelser, at der ca. hvert 5. minut året rundt ringer en borger til en dansk kommune og anmelder rotter. Det er klart, at disse anmeldelser i virkeligheden ikke kun omfatter rotter. I mange tilfælde skyldes de mus eller andre dyr, eller der kan være tale om "falsk alarm", ligesom antallet af anmeldelser lokalt eller på landsplan kan påvirkes af medieomtale, lokale propaganda-fremstød etc. På trods af dette er konsulenterne af den overbevisning, at antallet af rotteanmeldelser på en eller anden måde er en indikator for den danske rottebestands størrelse.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at loven om bekæmpelse af rotter fra 1907 og de efterfølgende love havde udryddelsen af rotter som mål. Først i 1982 ændrede myndighederne strategi, idet man gik fra en udryddelsesstrategi til bekæmpelsesstrategi. De ca. 50 mill. kr., som det offentlige årligt anvender til rottebekæmpelsen, rækker også kun til "en holden i skak-strategi". En udryddelse af rotterne er næppe mulig eller vil være ekstrem kostbar. Derfor må vi også i fremtiden sandsynligvis leve med rotteanmeldelser i størrelsesordenen ~ 100.000.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Den 15. juli 1997 er der trådt en ny bekendtgørelse om rottebekæmpelse i kraft: Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 562 af 30. Juni 1997. Den erstatter Miljøministeriets to tidligere bekendtgørelser om rottebekæmpelse, nemlig bekendtgørelse nr. 576 af 1. august 1991om bekæmpelse af rotter m.v. og bekendtgørelse nr. 651 af 4. august 1993 om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v.

Det centrale i bekendtgørelsen er uændret
Den nye bekendtgørelse er uændret på de helt centrale områder: Ansvaret for en effektiv rottebekæmpelse ligger fortsat hos kommunalbestyrelsen, grundejeren har forpligtelsen til at rottesikre og renholde sin ejendom, og det koster ikke borgene noget at tilkalde den kommunale rottebekæmper for at få bekæmpet rotter.

Hvilke ændringer er der?
Den nye bekendtgørelse er ændret på andre, men vigtige områder. Her er nogle af de vigtigste :

1. Definitionen "Rottesikring af ejendomme" er ændret, således at afløbssystemet nu opfattes som en integreret del af en bygning. I den tidligere bekendtgørelse kunne det opfattes som om, at dette ikke var tilfældet (§ 1. Stk. 1 punkt 4).
2. "Forebyggende rottebekæmpelse" er tilføjet i definitionerne (§ 1. Stk. 1, punkt 5). Bekæmpelsen kendes også under betegnelsen "sikringsordning" eller "sikringsaftale".
3. Grundejere/lejere har pligt til skriftlig at meddele kommunalbestyrelsen om indgåede/ophævede sikringsaftaler (§ 2. Stk. 2).
4. Den generelle pligt til at anmelde rotter er tydeliggjort og er omtalt i en særskilt §. (§ 3).
5. Det er nu fremhævet i bekendtgørelsen, at såvel kommunalbestyrelsen som det levnedsmiddelhygiejniske tilsyn har pligt til at underrette hinanden om konstaterede forekomster af rotter, iværksat rottebekæmpelse el.lign. på levnedsmiddelvirksomheder (§ 4. Stk. 3).
6. Bekæmpelse af rotter med kemiske midler må kun foretages af autoriserede personer og personer, der er undergivet en autoriseret person, og som arbejder på dennes ansvar - eller af personer, der er bemyndiget af kommunalbestyrelsen (§ 4. Stk. 5).
7. Alle kommuner skal føre en kontrolbog el.lign., hvori der registreres, hvilke ejendomme, der er besøgt, tidspunktet for besøget, og om der er udlagt gift (§ 4. Stk. 7).
8. Kommunalbestyrelsen kan som før meddele grundejere påbud om at udføre de fornødne foranstaltninger, men kan nu tillige også meddele påbud om undersøgelser (§ 5. Stk. 1).
9. Konsulenterne har nu mulighed for at påbyde kommunalbestyrelsen at opfylde dens forpligtelser (§13. Stk. 3).

Bemærkning til punkt 6
Efter konsulenternes opfattelse udelukker den nye bestemmelse om kemisk bekæmpelse ikke, at der ved en bekæmpelse på f.eks. en landbrugsejendom udleveres gift til supplerende udlægning. Betingelsen vil dog altid være, at landmanden har fået den fornødne instruktion, samt at han arbejder på rottebekæmperens ansvar!

Hvad er udeladt?
I den tidligere bekendtgørelse stod der i § 14, at rottebekæmperen - mod behørig legitimation - havde ret til at færdes overalt på offentlige og private ejendomme. Denne § er fjernet fra rottebekendtgørelsen, men retten (og hjemlen) er der stadig. Den findes i § 87 i Miljøloven, som er grundlaget for rottebekendtgørelsen.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Gennem snart 4 år har konsulenterne fra bekæmpelsesfirmaet Mortalin modtaget kopier af firmaets indberetninger om rotteangreb i levnedsmiddelvirksomheder (Fig. 1) til fynske kommuner. I perioden 24/6 1993-18/2 1997 er der konstateret 77 tilfælde af rotteangreb på levnedsmiddelvirksomheder. Uden tvivl arbejder der andre skadedyrbekæmpelsesfirmaer i kommunerne, og det opgivne tal er derfor ikke det totale antal rotteangreb i de 11 kommuners levnedsmiddelvirksomheder.

Fig. 1. Fordeling af rotteanmeldelserne på virksomhedstyper. 1 = Mindre detailvirksomheder, 2 = Restauranter, pizzeriaer, kroer etc., 3 = Supermarkeder, 4 = Produktionsvirksomheder og 5 = Andet eller uoplyst.

Hvor blev rotterne fundet?
I 56 af tilfældene er rotterne eller spor efter dem konstateret inde på virksomhederne, mens der i en snes tilfælde kun blev observeret tegn på rotter ude i omgivelserne - som regel på grund af kloakdefekter på virksomhedens areal. På levnedsmiddelvirksomheder med sikringsordninger vil det med mellemrum observeres, at der har været besøg af strejfrotter i de opstillede foderkasser. disse rotter kræver normalt ikke yderligere bekæmpelsestiltag. Dette medfører formodentlig, at der ikke foretages en egentlig indberetning til kommunalbestyrelsen i disse tilfælde. Derfor må det antages, at det registrerede antal for udendørs forekomst af rotter repræsenterer et absolut minimum.

Hvordan blev rotterne bekæmpet?
Den egentlige bekæmpelse af rotterne er i 64 af tilfældene sket ved udlægning af antikoagulantgifte, mens der ved 20 rotteangreb er anvendt fælder. Der er således ved en del af angrebene benyttet en kombination af gifte og fælder.

Hvad var årsagerne til rotteangrebene?
Det bliver ofte påpeget, at rotteproblemer på levnedsmiddelvirksomheder næsten altid skyldes kloakfejl, og denne korte undersøgelse bekræfter i høj grad denne påstand. Analyseres årsagen til rotteangrebene på de fynske levnedsmiddelvirksomheder kan det ses (Fig. 2), at i ca. 69% af tilfældene kan angrebene direkte tilskrives fejl i virksomhedernes egne kloaksystemer. Kun i ganske få tilfælde skyldes angrebene andre bygningsfejl eller ophobning af affald.

Figur 2. Årsager til rotteangreb på levnedsmiddelvirksomheder i 11 fynske kommuner i 1993-1997. 1 = Kloakdefekter (68,8%), 2 = Bygningsfejl (1,3%), 3 = uoplyst (26,0%), 4 = Affald (3,9%).

Hvad var så kloakfejlene?
Desværre kan der ikke gives en detaljeret oversigt over kloakfejlene på de angrebne virksomheder. Registrerede fejl er bl.a. følgende: Faldstamme ikke afproppet, ubenyttede og ikke afproppede afløb, udtørrede gulvafløb og løse eller manglende kloakriste. For så vidt angår de sidstnævnte tilfælde er det passende at repetere, at voksne rotter er i stand til at løfte kloakriste, der vejer op til 1,2 kg. M.h.t. en egentlig gennemgang af rottesikring og renholdelse af levnedsmiddelvirksomheder skal der henvises til Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 8 1995: "Rotter og levnedsmiddelvirksomheder. eftersyn og bekæmpelse."

Det skal dog her gentages, hvad der i vejledningen står specielt om rottesikring af afløbsinstallationer:
-"Stort set alle kloaksystemer er befængt med rotter. Det gælder med næsten usvigelig sikkerhed afløb fra levnedsmiddelvirksomheder p.g.a. det ofte næringsrige affald, som uundgåeligt føres ud i kloakken fra dem. I langt de fleste tilfælde viser rotteplage i levnedsmiddelvirksomheder sig da også at stamme fra fejl eller mangler i afløbssystemet. At kontrollere, at dette er i perfekt stand, er nok den vigtigste opgave for at holde rotterne ude."

Afsluttende bemærkninger
Afslutningsvis kan man selvfølgelig diskutere, om 77 rotteangreb i løbet af ca. 3½ år på hundredvis af levnedsmiddelvirksomheder udgør noget større problem - formodentlig er virksomhedernes museproblemer større. De sundhedsmæssige risici ved tilstedeværelsen af rotter i en levnedsmiddelvirksomhed kan imidlertid ikke diskuteres!

Rotteproblemer på levnedsmiddelvirksomheder skyldes hovedsageligt sjusk og/eller uvidenhed. En rotteplage både kan og skal forebygges gennem øget information og oplysning til virksomhedernes medarbejdere og håndværkere samt til det hygiejniske tilsynspersonale. Husk derfor altid på følgende:

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

I Meddelelse fra Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse nr. 14 fra august 1995 blev der givet en komprimeret oversigt over kommunernes rottebekæmpelse i femårsperioden 1990-1994. Meddelelsen var baseret på de årlige indberetningsskemaer til konsulenterne. Skemaerne fra 1995 er nu færdigbehandlet, og det er muligt at foretage en sammenligning af f.eks. forholdene i 1994 og 1995. Nedenstående Tabel 1 sammenfatter nogle af oplysningerne fra de to års skemaer.

Tabel 1. Udvalgte oplysninger om den kommunale rottebekæmpelse i 1994 og 1995 baseret på kommunernes indberetninger til Miljøstyrelsen.

Udgifter og rotteanmeldelser
Fra 1994 til 1995 er de kommunale rottebekæmpelsesudgifter på landsplan steget med 0,9%, altså mindre end inflationen. Antallet af rotteanmeldelser er i samme periode faldet med hele 10 %, og i det hele taget er det mange år siden, at anmeldelserne har været så langt nede som i 1995, og sandsynligvis gælder dette så også rottebestandene rundt om i kommunerne.

Rotter på landbrugsejendomme
Ud fra oplysninger fra de jyske kommuner kan det beregnes, at der er rotteproblemer på ca. 15 % af danske landbrugsejendomme - om foråret har lidt færre ejendomme problemer, og om efteråret har lidt flere ejendomme problemer. Der er ingen tvivl om, at rottesituationen på vore landbrugsejendomme er forbedret i de sidste 50-60 år (Tabel 2). Ejendomme med husdyrhold er normalt mest udsat for rotteangreb, da der her til stadighed er gode fødemuligheder og ofte talrige skjulesteder. Set over en årrække kan der på trods af dette dog registreres en mærkbar forbedring af rottesituationen. Der er flere årsager til denne forbedring, bl.a. fremkomsten af effektive rottebekæmpelsesmidler (antikoagulanterne), den enkelte landmands større bevidsthed om rotternes skadelige virkning på besætninger og bygninger, og i nogen grad også - en bedre rottesikring af færre avlsbygninger. Erfaringen har imidlertid vist, at derved indførelse af nye driftsformer og byggeskikke hurtigt kan skabes nye, alvorlige rotteproblemer - samtidig med, at der stadig er uløste rotteproblemer af ældre dato. Faldet i rottebestandene bør selvfølgelig ikke "lulle os i søvn", idet en stadig indsats er nødvendig for at holde bestandene på et tilpas lavt niveau. Med rotternes formidable formeringspotentiale er de i stand til at udnytte enhver svækkelse i vore angreb.

Tabel 2. Forbedringen i "rottesituationen" på de danske landbrugsejendomme fra 1940 til 1995. Procenterne er beregnet ud fra de årlige indberetninger og rapporter fra 1940 om forsøgsudryddelse af rotter.

Udlicitering eller ej?
I de senere år har udlicitering været et meget diskuteret emne i den offentlige debat. Ifølge § 3 stk. 5 i bekendtgørelse nr. 576 af 1. august1991 om bekæmpelse af rotter m.v. kan kommunalbestyrelsen indgå kontrakt om bekæmpelsen med autoriserede personer eller virksomheder, der beskæftiger sig med rottebekæmpelse. 84 % af de danske kommuner har valgt denne løsning. Rottekonsulenterne bliver med mellemrum spurgt om, hvilken løsning kommunerne skal vælge: Altså udlicitering eller ej?

Det er konsulenternes opfattelse, at spørgsmålet ikke er så ligetil at besvare! Ud fra markedsøkonomiske betragtninger skulle udliciteringen give den mest fornuftige pris på rottebekæmpelsen. - Det er utroligt vanskeligt at sammenligne udgifterne kommunerne imellem. Forholdene kan være meget forskellige fra kommune til kommune. Er rottebestanden mindre i en kommune, hvor bekæmpelsen foretages vha. et bekæmpelsesfirma i modsætning til en kommune med bekæmpelse vha. kommunalt ansat persosonale? Hvad skal man lægge vægt på: Pris, kvalitet, rottebestandene eller hvad? Det må være - for at bruge et populært udtryk - som at sammenligne æbler og pærer.

Figur 1. Fordeling (%) udgift/indb. i kommuner med bekæmpelse vha. eget personale og bekæmpelsesfirmaer.

For at bidrage lidt til debatten, har vi i Fig. 1 vist den procentvise fordeling af udgifterne til rottebekæmpelsen i kommuner med udlicitering med kommuner med bekæmpelse med eget personale. Dette diagram giver ikke et helt klart svar på spørgsmålet. Indtil videre kan konsulenterne derfor kun sige, at kommunalbestyrelsen står frit m.h.t. til valg af måde at organisere bekæmpelsen på, og at kommunen selvfølgelig bør vælge den form, der mest hensigtsmæssig opfylder de lokale krav.

Kvaliteten af de udfyldte indberetningsskemaer!
Afslutningsvis skal det anføres, at kvaliteten af de tilsendte indberetningsskemaer er af en meget svingende kvalitet. Det er derfor konsulenternes håb, at alle kommuner i fremtiden vil ofre den nødvendige tid og omhyggelighed ved udfyldelsen.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Konsulenterne og Statens Skadedyrlaboratorium bliver med mellemrum spurgt, om rottegiftes farlighed over for fugle, især høns og duer, og om der er risiko for, at æg, der lægges af høns, der utilsigtet har ædt antikoagulerende bekæmpelsesmidler udlagt for rotter, kan indeholde rester af giften eller farlige nedbrydningsprodukter? Da rottebekæmpelse ofte udføres, hvor der findes høns (og duer), er spørgsmålene særdeles relevante. Skadedyrlaboratoriet har igennem de sidste 10-20 år arbejdet med disse problemer, og vi er derfor i stand til delvis at besvare spørgsmålene.

Gnaverbekæmpelsesmidlers farlighed over for høns og duer
Man kan til tider høre den påstand fremført, at de antikoagulerende rottebekæmpelsesmidler ikke er særlig farlige for fugle. Det har dog vist sig, at dette er en sandhed med modifikationer. Opfattelsen har uden tvivl sit udspring i, at den første af antikoagulanterne - warfarin - viste sig at være meget lidt farlig for høns. Dette har også vist sig ved Skadedyrlaboratoriets forsøg. Men efterfølgende undersøgelser med nyere antikoagulanter afslører et mere nuanceret billede. Skadedyrlaboratoriets forsøg med duer og høns gennem 15 år er opsummeret i det nedenstående skema. - Det kan af skemaet konstateres, at der er store individuelle forskelle i følsomheden over for det enkelte middel. Ud fra undersøgelserne må man antage, at de andre gnaverbekæmpelsesmidler er farlige for duer og høns, og midlerne medfører alle alvorlige forgiftningssymptomer eller evt. døden. Brodifacoum synes mest farlig, men selv en gift som alphachloralose, der normalt betragtes som værende relativ uskadelig over for større dyr, er voldsom i sin virkning. Det er desuden vigtigt at bemærke, at i brodifacoum-forsøgene døde duerne ofte på et sent tidspunkt, og dette implicerer, at observationsperioden skal være flere måneder.

Forsøgene viste også, at det nu udgåede bekæmpelsesmiddel, crimidin, tilsyneladende var farligere for duer end antikoagulanterne og calciferol i en todages fodringsperiode uden valg. Når duerne havde et ikke-giftigt fodervalg, fortærede de kun ubetydelige mængder af crimidin-giften og forblev sunde. Da fugle kan advares af de røde eller blå farver i giften, bliver risikoen for forgiftning reduceret. Dette blev bl.a. sandsynliggjort ved at tilbyde 5 duer et valg mellem almindelig, ikke-farvet hvede og blåfarvet hvede. I løbet af 3 dage fortærede duerne 170 g ufarvet hvede og kun 60 g farvet føde, men en due viste dog trods alt tendens til at foretrække den farvede hvede.

Sammenfattende må man konkludere, at gnaverbekæmpelsesmidler udgør en potentiel risiko både for duer og høns. Det er derfor nødvendigt, at man udlægger gnaver- og rottebekæmpelsesmidler med den allerstørste forsigtighed og helst i foderkasser - når man bekæmper rotter, hvor der holdes fjerkræ.

Giftigheden af æg fra høns fodret med antikoagulanter
Kan æggene fra høns, der har ædt antikoagulanter, spises uden risiko? Ja, det er der meget, der tyder på. Som led i undersøgelse af dette spørgsmål har Skadedyrlaboratoriet i perioder på 5-12 dage fodret brune rotter udelukkende med æg fra høns, der havde levet af rottebekæmpelsesmidlerne warfarin, coumatetralyl, bromadiolon, difenacoum og brodifacoum. I ingen af tilfældene viste rotterne tegn på antikoagulantforgiftning, og analyser viste heller ingen målelige restmængder af f.eks. warfarin i æggene.

Nyere undersøgelser afslører endvidere, at der hos høns, der i 4 dage blev fodret med en 0,01% bromadiolon ædegift, ikke kunne findes bromadiolon-rester i de æg, hønsene lagde de efterfølgende 22 dage.

Der er således intet, der tyder på, at der i æggene fra høns, der ved et uheld har ædt antikoagulanter, forefindes antikoagulant-rester i mængder, der kan have en sundhedsmæssig betydning. Kan man alligevel ikke lide tanken om at spise disse æg, kan man jo altid kassere dem!

Skema, der sammenfatter forsøg udført på Statens Skadedyrlaboratorium over følsomheden hos høns (hvide italienere) og duer over for forskellige gnaverbekæmpelsesmidler. Antal mg/kg ædt angiver, hvor mange mg af det aktive stof, dyret har ædt - pr. kg legemsvægt. Bemærk, at indtagelse (mg/kg) af en vis mængde af et bekæmpelsesmiddel kan slå ét dyr ihjel, men ikke et andet. Der er altså en stor individuel variation, og den mængde af et bekæmpelsesmiddel, der kan slå en due ihjel, kan nødvendigvis ikke slå en høne ihjel og vice versa. * = valgmulighed for ugiftig føde, # = midlet er ikke længere på det danske marked.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Siden 1938 har de danske kommuner haft pligt til hvert år at indberette til de centrale myndigheder om den bekæmpelse af rotter, som kommunen har foretaget i det foregående år. Denne indberetning foretages på særlige skemaer med en frist for indsendelsen.

For at være effektiv kræver en rottebekæmpelse en samtidig indsats i større geografiske områder, og hensigten med indberetningen har selvsagt været, at myndighederne har kunnet overvåge, at dette var tilfældet. - I sidste ende er kontrollen naturligvis også nødvendig for at sikre, at der er ensartede rotteforhold i alle landets kommuner, d.v.s. at rottebestanden overalt er den mindst mulige og påfører borgerne færrest mulige gener. Efter 1970 er papirarbejdet blevet væsentligt formindsket, idet de årlige indberetningsskemaer nu kun beløber sig til 275 - mod tidligere ca. 1.400.

Tabel 1. De kommunale udgifter (mill. kr.) til rottebekæmpelsen på Øerne, Jylland og Danmark totalt i perioden 1990 - 1994.

De modtagne skemaer har tidligere ofte været meget mangelfuldt udfyldt, men i de senere år har konsulenterne forsøgt at få kommunerne til at være mere omhyggelige med udfyldelsen. Det er også lykkedes, og vi er nu i stand til at videregive nogle komprimerede oplysninger fra skemaerne.

Tabel 1 viser de kommunale udgifter til den kommunale rottebekæmpelse i de sidste 5 år. I 1994 var de totale udgifter 47,6 mill. kr. Det er karakteristisk, at i femårsperioden har udgifterne i Jylland været konstante, mens udgifterne på Øerne i perioden er steget med ca. 20 %.

Pressen viser stor interesse for rottebestandens størrelse i Danmark, og ofte bliver konsulenterne stillet spørgsmålet: "Er der mange rotter i år?"

Dette spørgsmål kan selvfølgelig ikke besvares konkret. Man tvinges derfor til at basere besvarelsen på indirekte oplysninger, f.eks. antallet af årlige rotteanmeldelser til kommunerne. Det er rimeligt at antage, at på én eller anden måde relaterer dette tal sig til rottebestandens størrelse. Eksempelvis viser Fig. 1 antallet af rotte anmeldelser i Jylland i perioden 1978-1994. Tallet svinger fra år til år, men dette er helt normalt - alle andre dyrebestande opfører sig på nøjagtig samme måde. Over hele perioden er der en svag stigende tendens. Hvorfor vides ikke

Figur 1. Antal rotteanmeldelser i Jylland i perioden 1978-1994.

I Tabel 2 ses antal rotteanmeldelser på Øerne, i Jylland og Danmark totalt i perioden 1990-1994. Bekæmpelsen af konstaterede rotteforekomster påhviler kommunen, der enten kan lade eget personale udføre opgaven eller overlade det til et privat bekæmpelsesfirma. 46 (=16%) af de danske kommuner udfører selv rottebekæmpelsen, resten (= 228) har udliciteret opgaven til private bekæmpelsesfirmaer, hvoraf der er 6 landsdækkende. Denne fordeling (16/84 %) har stort set været uændret gennem de sidste 10 år - dog med en svag tendens til, at bekæmpelsesarbejdet privatiseres.

Tabel 2. Antal (x 1.000) rotteanmeldelser på Øerne, i Jylland og Danmark i perioden 1990 - 1994.

Kommunerne har ifølge bekendtgørelsen ikke pligt til at foretage kloakrottebekæmpelse. Alligevel har 70% af kommunerne - i større eller mindre grad - udført denne bekæmpelse i 1994. 26% har ikke gjort det, mens 10 kommuner (= 4%) ikke har besvaret spørgsmålet.

I 1984 blev der åbnet mulighed for, at den enkelte kommune kunne få dækket udgifterne til rottebekæmpelsen ved at pålægge samtlige ejendomme et gebyr, der skal opkræves som en andel af ejendomsværdien. Efter nogle år, hvor muligheden kun blev benyttet i mindre grad, benytter flere og flere kommuner gebyrmodellen. Dette fremgår tydeligt af Tabel 3: Omkring halvdelen af de danske kommuner udnytter i øjeblikket denne finansieringsform. En gennemgang af indberetningsskemaerne afslører, at de økonomiske ressourcer, der tilføres rottebekæmpelsen i kommunerne, er meget forskellige. Den enkelte kommune har selvfølgelig sin specielle struktur og særpræg, og det kan være vanskeligt at foretage en direkte sammenligning af udgifterne til rottebekæmpelsen.

Den gennemsnitlige, kommunale udgift til rottebekæmpelse pr. indbygger er kr. 9,14, men tallet dækker over store udsving: Den mindste udgift er

Tabel 3. Antal kommuner, der opkræver gebyr for rottebekæmpelsen - perioden 1990-1994. For Øerne 1990-1991 mangler desværre oplysninger.
* = Fanø kommune, der er den eneste danske kommune, hvor der ikke er konstateret rotter.

1,50 kr. pr. indbygger og den største 46,00 kr. pr. indbygger. Fig. 2 viser en anden måde at anskue problemet på. Her ses fordeling af de økonomiske midler, der er til rådighed til behandling af en rotteanmeldelse (d.v.s. den kommunale udgift/antal rotteanmeldelser). I 17 af de danske kommuner er der i 1994 mindre end 200 kr. til behandling af hver anmeldelse. Man bør endvidere tage i betragtning, at ovennævnte beløb er maksimum. I virkeligheden burde udgifterne til forårs- og efterårskampagnerne (- evt. kloakrottebekæmpelse) fratrækkes først. Det mindste beløb er på 91 kr./anmeldelse, mens det højeste er på 3.000,- kr. Det ses af figuren, at der er en tendens til, at kommunerne på Øerne bruger flere penge på rottebekæmpelsen end de jyske kommuner.

Figur 2. Fordelingen af penge til rådighed til behandling af en rotteanmeldelse hos de danske kommuner. Beløbet er beregnet som kommunens udgifter (i 1994) divideret med antallet af rotteanmeldelser.

De kommunale budgetter er som bekendt meget stramme, og det får en del kommuner til at vælge det billigste tilbud ved licitationer om rottebekæmpelsen. Her som andre steder er der naturligvis som oftest en sammenhæng mellem det udførte arbejdes kvalitet og betalingen, og dermed servicen over for borgerne. I nogle tilfælde er kontraktsummerne dog så lave, at det er vanskeligt at se, hvordan firmaet kan klare blot at få dækket udgifter til kørsel, rottegifte og arbejdsløn. Selv om kommunen har udliciteret rottebekæmpelsen til et bekæmpelsesfirma, har kommunalbestyrelsens dog stadig ansvaret for, at rottebestemmelserne overholdes, herunder bl.a. at samtlige ejendomme i landzone undersøges halvårligt.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

(eller den rette fremgangsmåde ved et kloakrotteangreb).

Rotten er den eneste pattedyrart, der er i stand til at leve i kloakkerne. Blev rotterne blot dernede, var det stort set ligegyldigt. Men desværre, kloakkerne byder ikke på samtlige de basale krav, som rotterne stiller til tilværelsen: De mangler nemlig tørre redepladser!

Det er denne mangel på tørre redepladser, der får rotterne til at søge ud af kloakkerne.

Rotterne benytter hertil de fejl og mangler, der er i kloaksystemet, eller de gnaver sig ganske enkelt ud gennem kloakrørene, eller i sjældne tilfælde klatrer rotterne op gennem faldstammen og kommer ud af toilettet. Derfor er løsningen på et kloakrotteproblem altid:

• at finde fejlen,
• reparere den,
• fange eventuelle rotter, der er afspærret fra kloaksystemet.

For at undgå lugtgener bør man altid forsøge at fange tilbageblevne rotter ved hjælp af fælder (jf. Meddelelse fra Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse Nr. 7, Januar 1987). Dette er desværre ikke altid let! Grundejeren bør dog gøres opmærksom på, at er der rotter i huset, har man under alle omstændigheder risiko for lugtgener. - Giftudlægning bør dog normalt undgås, da den kun skaber nye ulemper i form af lugt og evt. senere spyfluer fra de døde rotter. For at få "den sidste rotte" kan det dog i enkelte, særlige tilfælde blive nødvendigt at udlægge gift. Den kommunale rottebekæmper bør i dette tilfælde orientere beboerne om følgerne og - såfremt han er presset af beboerne til giftudlægningen - få deres skriftlige accept på, at de er orienteret om risikoen for lugtgener, og giftudlægningen derfor sker på beboernes eget ansvar.

Opstår der lugtgener, er det vigtigt at påpege, at lugten i sig selv ikke er sundhedsfarlig- men selvfølgelig er denne sødlige, kvalme liglugt (ofte betegnet "lugten af døde rotter") særdeles ubehagelig. Generne kan i nogen

grad fjernes ved at benytte lugtfortrængende stoffer (Nelodor, Sascodor el.lign.), der kan købes på apoteket, evt. hos materialisten. Brugen af disse stoffer er selvfølgelig en form for "kosmetik", da de jo ikke fjerner lugten - kun "overdøver" den. Det bedste vil selvfølgelig være, at man finder rotteligene og fjerner dem.

Fejlfinding i kloaksystemerne
Ved fejlfinding er det meget fornuftigt at have ejendommens kloakplan til rådighed. Hvis grundejeren ikke har planen, kan den i mange tilfælde fremskaffes på kommunens tekniske forvaltning. Kloakplanen vil normalt vise, hvor ledningerne ligger. Men meget ofte kan det konstateres, at planen ikke er fulgt under arbejdet: Man har ændret ledningernes eller installationernes placering - uden at rette tegningen.

Erfaringen viser, at netop sådanne tilfælde kan give anledning til fejl og mangler, f.eks. en uafproppet gren på et grenrør. I det hele taget viser erfaringen, at langt størsteparten af kloakrotteangrebene skyldes byggesjusk, mens kun en mindre del skyldes ælde og slid. Sidstnævnte andel må dog forventes at være stigende i de kommende år.

Efter de gældende bestemmelser har den kommunale rottebekæmper pligt til at vejlede grundejerne m.h.t. rottesikring og renholdelse. Den kommunale rottebekæmper skal bl.a. ved hjælp af et røgapparat være i stand til at foretage røgprøver for herved at spore og påvise defekter i kloak- og afløbssystemerne. Han skal ligeledes yde vejledning til grundejeren og entreprenøren i forbindelse med det efterfølgende reparationsarbejde. (Som eksempel på opbygningen af et røgapparat skal der henvises til efterfølgende skitse).

Når en grundejer har meddelt rotteforekomst til kommunen, normalt til den tekniske forvaltning, skal den kommunale rottebekæmper hurtigst muligt besigtige ejendommen og foretage de nødvendige undersøgelser, og evt. bekæmpelse.

I. Rotterne og/eller tegn på rotter findes uden for ejendommen
Udendørs er det typiske tegn på kloakrotter deres karakteristiske huller. Kloakrottehuller finder man f.eks. i græsplæner, gange, indkørsler, fortove og kørebaner. Karakteristik af kloakrottehullet: Hul uden opskrabet jord. Rotten har gravet sig op nede fra en defekt ledning, og den overskydende jord er skrabet tilbage i kloaksystemet. - Lignende huller kan dog skyldes mosegrise, men hullerne vil næsten altid findes i vegetation, der ofte vil være gnavet væk omkring hullet. Desuden vil der i nærheden af hullerne tit kunne observeres muldskud.

Hvis overfladerotter graver sig ned i nærheden af et hus, sker det som regel tæt op ad en ydervæg, ved stolper til hegn el.lign., og der ses altid en tydelig jorddynge ved hullet. Overfladerotter graver sjældent dybere end ca. 60 cm. Kloakrotterne - derimod - kan via fejl og mangler grave sig op til overfladen fra vore dybestliggende kloakledninger.

Fejlfinding ved udvendige rottehuller er normalt ukompliceret: Den sker ved, at den eller de neden for hullerne liggende gennemløbsbrønde frilægges. Vand, kalkvand eller vand tilsat et ugiftigt farvestof (f.eks. Uranin) hældes i hullet, og fremkomsten af væske i gennemløbsbrønden afslører, at der er en lækage på afløbssystemet mellem hullet i jordoverfladen og den pågældende brønd. I nogle tilfælde kan lækagen også spores ved at anbringe en røgpatron i rottehullet, eller man kan evt. med et røgapparat indblæse røg i hullet, evt. gennem afgangsrøret i gennemløbsbrønden.

Skal man følge en rottegangs forløb, kan man eventuelt prøve at hælde en spand med kalkvand ned i rottehullet. Kalken afsætter sig i rottegangenes sider, hvorved gangene lettere kan følges ved en opgravning, og ofte vil man ende ved defekten i kloakrøret.

II. Rotterne og/eller tegn på rotter findes inde i ejendommen
Rotter gør sig bemærket ved at gnave i lægter, bjælker etc., og ved piberi, hvin og skrigen eller ved rottelugt, der evt. er kombineret med kloaklugt. Desuden vil der ofte være andre spor efter rotter. Med hensyn til rottespor skal der henvises til Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 5 1995: Rotter.

Rotter kan optræde i ejendomme - uden at de er kommet direkte fra kloaksystemet. Rotterne kan trænge ind gennem ødelagte ventilationsriste, defekte eller åbne kældervinduer, eller åbne terrassedøre etc. Men i langt de fleste tilfælde er rotterne kommet fra kloaksystemet.

1. Kloaksystemet er intakt
Såfremt kloaksystemet ikke er behæftet med fejl, kan rotterne være kommet via vandlåsen i et toilet. Heldigvis er det meget få rotter, der i stand til at forcere U-vandlåsen i toilettet, men har en rotte én gang udført denne handling med succes, er den uden tvivl i stand til at gøre det resten af livet. Løsningen på problemet er dog relativt enkel: Beboerne skal sørge for, at WC-låget er nede, når toilettet ikke er i brug. Den kommunale rottebekæmper kan evt. placere nogle rottegiftblokke i de nærmeste gennemløbsbrønde. På de lodrette faldstammer i etageejendomme eller i huse med kældre kan man desuden montere et godkendt rottestop. Dette kan f.eks. bestå i en udvidelse på faldstammen, der bevirker, at rotter ikke kan klatre højere op.

2. Kloaksystemet er defekt
Her kan det ofte være forbundet med besvær at finde årsagen til rotteangrebet. I de vanskelige tilfælde kan det stærkt anbefales, at rottebekæmperen fortæller beboerne i det rotteplagede hus, at de må væbne sig med tålmodighed. Fejlfindingen kan være tidsrøvende og vanskelig, idet "ingen af os jo kan se gennem beton, træ og jord etc."

Indvendige rottehuller vil normalt være utilgængelige, f.eks. under gulve af beton eller træ. Hulrum (f.eks. forårsaget af rotter) under beton- og flisegulve kan dog afsløres ved at banke med en stok. - Det kan være en bekostelig affære at fjerne gulve for evt. at finde rottehullerne ved hjælp af de fejlfindingsmetoder, der er nævnt ovenover. Man må derfor benytte mere indirekte metoder ved fejlfindingen.

Til fejlfindingen råder man bl.a. over følgende metoder:

Kun røgprøven skal udføres af den kommunale rottebekæmper, mens vandprøven bør udføres af en autoriseret kloakmester og TV-inspektionen af specialfirmaer.

A. Røgprøven
Røgprøven udføres med sporingsrøg i forbindelse med en blæser, f.eks. en støvsugermotor. Efter tur blæses røgen ind i indmundingen af gennemløbsbrøndens stikledninger. Omkring slangen fra røgapparatet kan der tætnes med babybleer, skumgummi, avispapir el.lign. Findes der ingen gennemløbsbrønd må stikledningerne graves fri og afprøves via afhugninger eller ved at skille rørene fra hinanden og indblæse røg. Afhængig af de konkrete forhold kan det være nødvendigt at lukke kloakudluftninger med plastposer, fylde eller tømme vandlåse på afløbssystemet.

Ved røgprøven vil defekte ledninger under huset i reglen afsløres via en hurtig gennemsivning af røg langs fodpaneler, dørtrin o.s.v. I nogle tilfælde kan sporingsrøgen dog sive ud gennem en utæt samling, uden at dette har noget med rotter at gøre. Røgen kan også følge eksisterende hulrum og viser derfor ikke altid den nøjagtige placering af skaden. Man må således ikke stole 100% på røgprøven.

Når en defekt er udbedret, bør man inden tildækningen foretage en fornyet røgprøve for at sikre sig, at alle fejl er blevet fundet.

B. Vandprøven
Ledningens udmunding i brønden blokeres v.h.a. en oppustelig gummiblære (eller rørprop, avispapir el.lign.), og ledningen fyldes indefra med vand. Ud fra ledningens volumen og vandmængde pr. minut, kan man nogenlunde beregne den tid, det vil tage, før vandet vil stå op i håndvaske, badekar o.s.v., hvis ledningsnettet er intakt. Overskrides denne tid væsentlig, er det sandsynligt, at der er en lækage på afløbsledningen.

C. TV-inspektion
TV-inspektion er et fortrinligt hjælpemiddel til kontrol af afløbsledninger. Efterhånden som de benyttede kameraer bliver mere forfinede og mindre, bliver metoden også mere og mere anvendelig til lækage-sporing på den enkelte ejendoms afløbssystem. Røgprøven og TV-inspektionen vil som oftest supplere hinanden, og således kombineret vil de to metoder i fællesskab ofte kunne finde de "fatale" fejl. En fjernsyns-inspektion af afløbssystemet er dog ikke en opgave, der påhviler den kommunale rottebekæmpelse. Undersøgelsen må derfor bekostes af den enkelte grundejer eller dækkes af en evt. udvidet rørskadeforsikring.

Rottebekæmperen skal - når defekten er konstateret - underrette grundejeren om fejlen, og hvordan den skal udbedres. Han skal desuden gøre grundejeren opmærksom på, at denne har pligt til at foretage reparationen. Det er efterfølgende kommunens opgave at følge sagen op - evt. via indberetning(er) fra rottebekæmperen - og konstatere, at de fundne fejl er blevet udbedret. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal kommunen, d.v.s. Teknisk udvalg eller forvaltningen, med henvisning til § 5 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1997 om bekæmpelse af rotter m.v. give grundejeren et påbud om at udføre de fornødne foranstaltninger. Skyldes fejlen en defekt i kloakken, er det omhandlede påbud et lovliggørelsespåbud, og en forvarsling er derfor ikke nødvendig (jf. § 75 stk. 2 i Bekendtgørelse af Lov om miljøbeskyttelse, Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998).

Af "økonomisk medlidenhed" med grundejeren ("har dårlig råd, er en fattig pensionist" etc.) bør kommunen aldrig afstå fra at udstede det nødvendige påbud. Da reparationerne ofte kan være kostbare, er nogle kommuner af og til tilbageholdende med at påbyde de nødvendige reparationsarbejder hos ejerne. Dette er som regel tænkt som en hjælp til i øvrigt ubemidlede husejere, som f.eks. kun har folkepensionen at leve af. Bortset fra, at lovens bestemmelser helt klart siger, at grundejeren skal holde sit hus - herunder afløbsinstallationer - rottesikrede, er denne overtrædelse af reglerne en misforstået form for efterladenhed. De rotteplagede mennesker skal jo i stedet for også fremover døje med de alvorlige gener og sundhedsmæssige risici, som rotternes tilstedeværelse i huset medfører. Udsivende kloakvand fra lækagen er desuden også i det lange løb en belastning for miljøet.

Den kommunale rottebekæmper bør altid informere ejeren om, at en udvidet rørskadeforsikring kan dække ved et rotteangreb, samt at ejeren, såfremt han har tegnet den nævnte forsikring, ikke bør foretage sig noget, før forsikringsselskabet er kontaktet og/eller en skadesanmeldelse er indsendt.

I mange tilfælde modtager kommunen kloakrotteanmeldelser fra husejere, der netop har erhvervet en ejendom. Erfaringen viser, at det også i disse tilfælde kan være svært at placere ansvar for begåede fejl og mangler, og de efterfølgende retssager kan ofte være langvarige og kostbare. Af hensyn til retssagens afvikling og evt. erstatning er det derfor vigtigt, at fejl og mangler dokumenteres af en uvildig sagkyndig, og her vil den kommunale rottebekæmper eller en person fra teknisk forvaltning være særdeles anvendelig. Som en service over for borgerne ville det også være en fordel, såfremt kommunerne gemte rotteanmeldelser fra den enkelte borger i mindst fem år. Dette er da heldigvis også en udbredt skik i mange kommuner.

For at løse et kloakrotteproblem kan det blive nødvendigt at benytte følgende (de med *-mærkede skal den kommunale rottebekæmper i alle tilfælde råde over):

Materialeliste:

• Kloaktegning,
• Lommelygte,*
• Smækfælder/rotteruser,*
• Røgpatroner,*
• Uranin,*
• Kalkvand,
• Røgapparat,*
• Handsker,*
• Plastposer, div. størrelser,*
• Engangsbleer, aviser eller skumgummi,*
• Nelodor, Sascodor el.lign.,
• Gummiblære,
• Løftekroge (til kloakdæksler),*
• Kraftig hammer el. mukkert,*
• "Kloakrotter".* - Miljøstyrelsens (1997) pjece, der viser de almindeligst forekommende

Det er den kommunale rottebekæmper og kommunens tekniske forvaltning - ofte i samarbejde med rottebekæmpelsesfirmaer - der skal rådgive og vejlede borgerne ved fejlfinding m.v. I særlige tilfælde kan man kontakte Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse.

Opbygning af et primitivt, men effektivt røgapparat.

Figurforklaring:

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Som bekendt er rottebekæmpelsen herhjemme ifølge miljølovgivningen en kommunal opgave, som fungerer efter forsikringsprincippet. Udgifterne dækkes af kommunens grundejere enten over kommuneskatterne eller med et gebyr, som en andel af ejendomsværdien. Kommunen har pligt til at bekæmpe rotter overalt indenfor dens område. Det gælder altså også frilandsrotter i parker, i mergelgrave, ved vildtfoderpladser, på småøer etc. Deri ligger ikke, at hele kommunens område systematisk skal efterses, men bliver rottetilhold konstateret, skal de også bekæmpes. Halvårlige eftersyn skal efter reglerne kun foretages på ejendomme i landzone, medens bekæmpelse i byområder og sommerhusområder som hovedregel kun sker efter anmeldelse. Denne tilsyneladende meget vidtgående forpligtelse, hvad angår frilandsrotter, har en fornuftig begrundelse, idet bestandene på friland normalt om vinteren vil søge ind til bygninger og der skabe problemer.

Kloakrotter i selve afløbssystemet er en undtagelse, her er det en frivillig sag, om kommunen vil foretage en bekæmpelse, noget som kan være fornuftigt, især i områder med gamle og nedslidte rør. Den eneste varige løsning er dog ved først givne lejlighed at få erstattet kloaksystemet med et nyt og fejlfrit. Selv om kommunen bekæmper rotteforekomster uden ekstra udgifter for grundejeren med hensyn til bekæmpelsen, har mange erhvervsdrivende dog privat skrevet kontrakt med private bekæmpelsesfirmaer om en sikringsordning. Udover regelmæssige eftersyn omfatter den også strategisk opstilling af et antal foderkasser med ædegift i og omkring bygningerne for at forhindre nyinvasioner af rotter (og mus). Det gælder f.eks. eksportslagterier, hvor det ligefrem er et krav for at kunne eksportere til bl.a. USA. Også mange landmænd har sådanne kontrakter, det gælder især bedrifter med SPF og andre lukkede besætninger. I disse tilfælde omfatter sikringskontrakten såvel den udførte arbejdsindsats som materialer i form af foderkasser, bekæmpelsesmidler etc., og kommunen har ingen forpligtelser i denne forbindelse. Bekæmpelsesfirmaet har derimod pligt til at meddele den stedlige kommunalbestyrelse (normalt teknisk forvaltning) om sådanne indgåede aftaler og om konstaterede rotteforekomster.

En stor del af kommunerne har truffet aftale med private bekæmpelsesfirmaer om den kommunale rottebekæmpelse. Kommunalbestyrelsen har dog stadig ansvaret for en effektiv bekæmpelse. Ifølge rottebestemmelserne må man kun udføre erhvervsmæssig bekæmpelse, hvis man har autorisation eller arbejder under en autoriseret rottebekæmpers tilsyn. Bekæmpelsen skal udføres således, at den er i overensstemmelse med de af Miljøstyrelsen og Statens Skadedyrlaboratorium angivne retningslinier. I praksis er vurderingen af bekæmpelsens effektivitet m.v. uddelegeret til områdets konsulent i rottesager. Som grundlag for aftalen mellem firmaer og kommuner benyttes som oftest den af Miljøstyrelsen udarbejdede kontrakt. Denne siger klart, at firmaet er forpligtet til at bekæmpe rotteforekomster overalt inden for kommunens område og fortsætte bekæmpelsen, indtil disse er udryddet. Først når dette er sket, kan det evt. komme på tale at foreslå en særlig sikringsaftale (omfattende rotter og mus) på ejendomme, som af den ene eller anden årsag er særlig udsatte for nyinvasioner. Bygningerne kan f.eks. være af en sådan beskaffenhed, at det er meget vanskeligt at sikre dem mod indtrængen af gnavere, og det gælder desværre f.eks. mange både gamle og nye stalde. Men det fritager naturligvis ikke grundejeren for at foretage de nødvendige foranstaltninger med hensyn til rottesikring og renholdelse.

I den senere tid har der været udbudt giftfoderkasser til salg for grundejere, som ikke ønsker at bekoste en privat sikringsaftale. Dette har skabt en del kontroverser i kommunerne, hvor grundejere har ment, at kommunen vederlagsfrit skulle levere de nødvendige bekæmpelsesmidler.

Med hensyn til brug af indkøbte eller af grundejeren selv fremstillede foderkasser, bør disse naturligvis anvendes, såfremt rottebekæmperen finder dem anvendelige i en igangværende rottebekæmpelse. Den kommunale rottekontrakt omfatter derimod ikke opfyldning med ædegift af opstillede foderkasser med henblik på beskyttelse mod nyinvasioner. Det samme gælder udlægning af giftdepoter på f.eks. lofter inden oplægning af ny halm. Her er rottebekæmperen berettiget til at afgøre, om han finder det formålstjenligt på denne måde at forebygge en evt. kommende rottebestand. Rottebekæmperen vil ofte se en fordel i at gøre dette, men grundejeren kan ikke kræve det.

Udlevering af rottegift bør kun ske som supplement i forbindelse med en igangværende bekæmpelse. Hovedreglen er stadig, at rottebekæmperen skal foretage den egentlige udlægning - naturligvis i samarbejde med grundejeren, som kan bidrage med sit kendskab til lokale forhold.

Der er ingen tvivl om, at det ville være en fordel, hvis den præventive rottebekæmpelse à la sikringsordninger blev benyttet i større udstrækning, men det er som sagt ikke med i de nugældende rottebestemmelser. Det ville da også utvivlsomt føre til forøgede udgifter for kommunerne på kort sigt.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Denne artikel er af Statens Skadedyrlaboratorium sendt til alle praktiserende dyrlæger. Da vi mener, at oplysningerne også vil kunne være af interesse for andre, der arbejder med rottemidler, har vi fået lov at aftrykke den:

I Meddelelse nr. 5 (Oktober 1984) fra Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse omtales de antikoagulerende rottegiftes farlighed overfor husdyr, specielt hunde.

I dette efterår (1988) vil to nye antikoagulanter blive taget i brug som et modtræk mod rotternes stadigt mere udbredte resistens mod de hidtil anvendte midler. I den forbindelse er det på sin plads at gøre opmærksom på, at disse midler er noget farligere netop for hunde, og at forgiftning kræver en mere intensiv behandling.

Selv om nogle af de hidtil anvendte antikoagulanter (bromadiolon, difenacoum) har høj toxicitet over for rotter (LD50: 0,6 - 1 mg/kg) er de relativt mindre farlige for hunde og katte, f.eks. er LD50-værdierne for bromadiolon henholdsvis 10 mg/kg og 25 mg/kg for hund og kat, og for difenacoum 50 mg/kg og 100 mg/kg.

De to nye midler er brodifacoum (handelsnavn: KLERAT) og flocoumafen (handelsnavn: STORM). Brodifacoums giftighed (LD50) over for hunde er ca. 3,5 mg/kg, (men man skal være opmærksom på, at følsomheden kan variere stærkt fra hunderace til hunderace). For katte skulle LD50 ligge på 25 mg/kg, altså nogenlunde som de hidtil kendte midler. Flocoumafen ligger på linie med brodifacoum i sin giftighed over for rotter; men hunde er væsentligt mere udsat, idet LD50-værdien er helt nede på 0,075 - 0,25 mg/kg.

For begge midler skal man tage i betragtning, at koncentrationen i den udlagte rottegift er nede på 50 ppm (0,005%). Det betyder, at en hund skal indtage ca. 75 g KLERAT pr. kg. legemsvægt, men kun 1-5 g STORM pr. kg legemsvægt.

Det er imidlertid ikke kun den akutte toxicitet, der er bestemmende for midlets farlighed. I modsætning til de hidtil kendte antikoagulanter, der bliver relativt hurtigt udskilt og nedbrudt i organismen (fra under et døgn til et par dage), så har de to nye midler en meget lang biologisk halveringstid. Efter en initial udskillelsesfase, kan halveringstiden være fra 3/4 til et helt år!

Det har den konsekvens, at selv om K1-vitamin stadig må regnes for at være en effektiv modgift, så må behandlingen af eventuelle forgiftninger med de to nye midler udstrækkes over en lang periode.

Følgende behandling skal anbefales:

1. Dyr, der fremviser tydelige kliniske tegn på fremskreden forgiftning
Blodtransfusion (10-15 ml pr. kg) ledsaget af subcutan eller intramuskulær administration af K1-vitamin (phytomenadion, 2,5 mg/kg legemsvægt/dag).

2. Dyr der udviser tidlige tegn på forgiftning
Med mindre andre omstændigheder betinger blodtransfusion, anbefales en subcutan eller intramuskulær administration af K1-vitamin (2,5 mg/kg/dag) i mindst en uge. Derpå peroral administration af K1-vitamin i yderligere 4 uger med dosis gradvis aftagende gennem denne periode. Med mellemrum tages blodprøver til bestemmelse af koagulationstidens længde.

3. Dyr, der mistænkes for at have indtaget et af de nye rottemidler
Brækmiddel anbefales kun, hvis man ved, at indtagelsen er sket kort forinden. Nøje observation af dyret i en uge anbefales. Profylaktisk kan gives K1-vitamin peroralt.

Der pågår for tiden en undersøgelse af samtlige til Veterinærdirektoratet indberettede tilfælde af rodenticidforgiftning af husdyr. Resultaterne af denne undersøgelse vil senere blive offentliggjort, men som en karakteristisk ting fremgår det af det hidtidige materiale, at midlets navn og indhold af aktivt stof er den behandlende dyrlæge ubekendt. Det vil med introduktion af de nye midler på markedet blive endnu vigtigere at få foretaget et opklaringsarbejde for at få fastslået, hvilket stof dyret rent faktisk er forgiftet med.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

Til rottebekæmpelsen har vi forskellige typer bekæmpelsesmidler. Langt de hyppigst anvendte er ædegiftene, men også drikkegifte og trædegifte har sine anvendelsesmuligheder.

Specielt trædegifte har mange fordele, når man er opmærksom på de særlige sikkerhedskrav, som må stilles, når man bruger dem.

Mange af antikoagulanterne er formuleret som trædegifte med et væsentlig højere indhold af aktivt stof (normalt 10 gange). Pudderet kan være talkum, kaolin eller et andet "inaktivt", finkornet materiale med gode vedhæftningsegenskaber. Ved udlægningen skal altid bruges handsker, og når der benyttes pudderblæser bør anvendes åndedrætsværn.

Fordele ved at anvende pudderpræparater:

Ulemper:

Anvendelse af trædegift er en meget effektiv metode, især hvor det er vanskeligt at få rotterne til at acceptere den udlagte gift, eller hvor der er rigeligt med anden fristende føde for dem. Med trædegift opnår man, at rotterne uundgåeligt får giften på pels og poter, og at de derved - når de renser og pudser sig - kommer til at slikke giften i sig. For at opnå den ønskede virkning indeholder trædegifte som nævnt op imod 10 gange mere gift end ædegiftene, og risikoen for utilsigtede forgiftninger er derfor større ved forkert anvendelse af dem. Trædegift bør derfor altid bruges med omtanke. Man må især vurdere muligheden for, at pudderet kan havne på forkerte steder.

Trædegift er særlig velegnet til bekæmpelse af rotter på friland. Her kan nævnes rotter på lossepladser, i åbrinker, dambrug m.v., hvor én grundig pudring normalt vil være effektiv. Hertil benyttes bedst en pudderblæser. Er der kommet pudder på jordoverfladen, bør dette skrabes ned i hullerne.

Indendørs er pudder - brugt med omtanke - også velegnet. Her kan nævnes tørre afsnit af udmugningskanaler (f.eks. trækstationer), hulmure samt rottehuller i gamle betongulve etc. Hvis man bruger pudderblæser, er det vanskeligt at undgå, at pudderet vil danne en "støvsky", som fordeler sig i omgivelserne, og derved øges mulighederne for, at giften havner de forkerte steder med risiko for utilsigtede forgiftninger. Pudderblæser bør derfor ikke anvendes i staldafsnit med dyr eller oplag af foder eller strøelse. Her kan pudderet i stedet anbringes i hullerne med en ske. Da specielt svin er meget følsomme, bør pudder aldrig bruges i benyttede staldafsnit. Man må altid sikre sig, at pudderet ikke via rottegangene bliver ført hen på uønskede steder, og pudring af udmugningskanaler må naturligvis ske i en vis afstand fra båsene. Man må også altid vurdere, om rotterne på pels og poter kan slæbe giften over på foder og strøelse, og pudderet må derfor kun bruges i en rimelig afstand (mindst 2 meter) fra oplag af korn, halm etc.

En anden mulighed er at anbringe pudderet i foderkasser, gerne sammen med ædegift og evt. drikkegift. På lofter kan pudderet lægges i f.eks. meterlange stykker plastikrør anbragt ude langs væggene. Man må være meget forsigtig med at udlægge pudderet uden en eller anden form for afdækning, men naturligvis kan pudder anvendes i bygningsafsnit, som kan holdes totalt afspærrede for mennesker og større dyr. I alle tilfælde bør pudderspild undgås og i givet fald opfejes, ligesom rester af pudder - hvor det er muligt - skal indsamles efter endt bekæmpelse.

Som i alle tilfælde af rottebekæmpelse bør ejeren eller brugeren af ejendommen have besked dels om, at en bekæmpelse er foretaget, dels gøres opmærksom på pudderets større giftighed. Man bør aldrig udlevere pudder til supplerende behandling - risikoen for utilsigtede forgiftninger er alt for stor, og rottebekæmperen vil alligevel næsten altid få skylden - om ikke juridisk så dog moralsk.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium.

Antikoagulanterne virker allesammen på grundlæggende ens måde, nemlig ved at hindre dannelsen af stoffer i leveren, der er nødvendige for blodets normale størkningsevne. De er meget langsomme i virkningen, idet der først kommer forgiftningssymptomer efter 3-6 dages forløb. De små blødninger, der altid forekommer i de indre organer, vil ikke standse af sig selv, og dyret forbløder indvendigt. En af de meget store fordele ved disse midler er, at K1-vitamin er en fremragende modgift, og at man som regel har god tid til at behandle et forgiftningstilfælde.

Warfarin
Er den ældste og billigste af antikoagulanterne, og den anvendes stadig i store mængder rundt om i verden, hvor der ikke er konstateret resistens. Den fremstilles både som almindelig ædegift (0,025%), som drikkegift (0,025%) og som pudderpræparat (0,5%). Giftigheden for rotter - og for mennesker - er i enkelt dosis omkring 10 mg/kg legemsvægt, men over det dobbelte (3-5 mg/kg), hvis det indtages gradvis i løbet af 5 dage. Det vil i praksis sige, at et menneske på 70 kg skal spise 2,5-3 kg af en almindelig ædegift på én gang for at være i livsfare - og det ligger jo uden for det sandsynlige. Det bekræftes også af, at man ikke har været udsat for alvorlige forgiftninger af mennesker, selv om man har anvendt enorme mængder warfarin siden begyndelsen af 50'erne. Midlet er bedst egnet til brune rotter, mens husrotter og husmus ikke er så følsomme over for det.

Coumatetralyl
Da resistensen mod warfarin blev et problem i begyndelsen af 60'erne, forsøgte man sig med det beslægtede coumatetralyl, der i begyndelsen kunne klare en betydelig del af de resistente rotter. Men efter forholdsvis få år var resistensen mod coumatetralyl tiltaget så kraftigt, så man igen måtte finde en afløser. Coumatetralyl kan ligesom warfarin fås både som ædegift (0,03%), drikkegift (0,03%) og som pudderpræparat (0,3%).

Chlorophacinon
Har også været på det danske marked i mange år og anvendes især til bekæmpelse af rotter i kloakkerne. Det er olieopløseligt og egner sig derfor godt til opblanding i paraffinblokke til kloakrottebekæmpelse. Det har en lidt kraftigere virkning på husrotter og husmus end warfarinet, men resistensen er også et problem over for dette middel. Ved forgiftninger må man være indstillet på, at K-vitamin-behandlingen skal fortsætte i længere tid end ved warfarinforgiftninger.

Difenacoum
Midlet kom på det danske marked i 1976 og er den første af de såkaldte anden-generations antikoagulanter, der udmærker sig ved at være væsentlig kraftigere i virkning end de ældre typer. Det betyder bl.a., at de bedre kan anvendes til bekæmpelse af husrotter og husmus, og at en enkelt dosis som regel er nok til at give det ønskede resultat. Difenacoum er 5-6 gange så kraftigt virkende som warfarin (dødelig dosis 1,8 mg/kg). I et begrænset omfang er der dog også opstået resistens mod dette middel.

Bromadiolon
Er der andet af de nye antikoagulanter, og det har været anvendt i stigende udstrækning her i landet siden 1979. Det er ca. 10 gange så kraftigt virkendesom warfarin (dødelig dosis ca. 1 mg/kg) og kan anvendes til både mus og rotter. De færdige ædegifte indeholder fra 0,005% til 0,01% aktivt stof. De fremstilles ud fra et oliekoncentrat, der er let at blande med et kornprodukt, og som accepteres godt af gnaverne. Tre år efter, at midlet var taget i brug i Danmark, kom dog de første meldinger om resistens, og for øjeblikket (1984) er der betydelige problemer med midlet i 11 kommuner i Østjylland og på Vestfyn.

Brodifacoum
Er det seneste skud på stammen af nye antikoagulanter, og er det middel, der har været omtalt en del i dagspressen i den seneste tid. Det har været afprøvet gennem flere år på Skadedyrlaboratoriet, blandt andet på rotter, der har vist sig resistente over for de hidtil anvendte midler - og der har indtil nu ikke været tale om modstandsdygtighed over for brodifacoum. Den dødelige dosis er meget lav (0,25-0,40 mg/kg), eller med andre ord er brodifacoum 25-40 gange så kraftigt virkende som warfarin. Midlet kan endnu ikke fås i Danmark, men i udlandet anvendes det i koncentrationer på op til 0,005% i ædegifte.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium.

I Meddelelse nr. 1 (august 1979) er der givet oplysninger om rottegiftes farlighed over for hunde, idet der med rottegifte i denne sammenhæng menes de midler, der hindrer blodet i at størkne, og som er næsten enerådende i rottebekæmpelsen.

For nylig har amerikanske undersøgelser vist, at der er grund til at revidere opfattelsen en del. Amerikanske dyrlæger havde undret sig over, at der kunne opstå komplikationer hos især hunde efter en K-vitaminbehandling for forgiftning med antikoagulant-rottegift. Man kunne godt opnå en umiddelbar virkning, hvor dyrets blodkoagulation blev normal, men kortere eller længere tid efter behandlingen kunne der alligevel optræde livsfarlige indre blødninger. En nærmere undersøgelse afslørede, at årsagen måtte søges i den kendsgerning, at de forskellige antikoagulanter ikke bliver nedbrudt lige hurtigt i dyret, eller sagt med finere ord, at "den biologiske halveringstid" er vidt forskellig. Det længst kendte af de antikoagulerende rottemidler, warfarin, bliver reduceret til det halve i organismen indenfor kun 19 timer, så det er der ingen problemer med. Andre af de beslægtede midler kan til gengæld være mange dage om at forsvinde ud af organismen - ja, et middel som brodifacoum, der er det nyeste skud på stammen, vil først være nedbrudt til den halve mængde efter 180 dages forløb. Det betyder, at den mængde, der er optaget af en hund, kat eller svin, vil kunne mobiliseres gradvis i mere end et halvt år med risiko for forgiftning længe efter en eventuel behandling med K1-vitamin. Da de nyere midler også har en væsentlig kraftigere virkning ved optagelse i enkeltdosis end warfarinet, er der større risiko for, at en hund eller kat kan blive forgiftet ved at æde døde eller døende rotter med et indhold af disse antikoagulanter. På grund af den langsomme nedbrydning er der mulighed for, at der kan ske en ophobning af midlet i den hund eller kat, der gentagne gange æder en forgiftet rotte.

Det skal dog understreges, at der ikke er grund til at "overreagere" på disse oplysninger, for der er trods alt kun tale om få tilfælde af alvorlige forgiftninger af vore husdyr med rottegifte - skønt de pågældende midler anvendes rutinemæssigt og i meget store mængder. Da det ubetinget er de bedste bekæmpelsesmidler, man nogen sinde har rådet over i rottebekæmpelsen, selv når man tager de resistente rotter med ind i billedet, så er det utænkeligt, at man vil kunne klare sig uden, hvis bekæmpelsesstandarden skal holdes.

Skulle et husdyr blive forgiftet med en antikoagulerende rottegift (bortset fra warfarin) må man råde til at fortsætte behandlingen med K1-vitamin over en lang periode (en måned), og i alvorlige tilfælde, hvor der allerede er konstateret blødninger, kan det anbefales at foretage en blodtransfusion. Normalt starter man med 5 mg/kg K1-vitamin givet som intramuskulær injektion og fortsætter derefter med samme doser givet oralt.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium

En effektiv giftudlægning mod rotter er en besværlig sag. Stanken fra giftdræbte rotter, der rådner under gulvet, kan være uudholdelig. Risikoen for, at andre dyr kan æde af den udlagte gift, kan ikke udelukkes.

Det er nogle af grundene til, at man ville være begejstret for andre metoder, der for eksempel kunne fordrive rotterne fra en bygning og sikre den mod nyinvasioner. Det ville være såre hygiejnisk og praktisk, hvis man blot kunne tænde for en stikkontakt og vide, at den hellige grav var velforvaret, og at man hverken behøvede at spekulere på levende eller døde rotter mere. Og det er netop dette ønske og behov, elektroniske firmaer rundt om i verden i de senere år har søgt at imødekomme ved fremstilling af de ultralydsapparater, der med mellemrum dukker op også på det danske marked.

Disse apparater udsender lyde med svingninger på fra omkring 18 kHz til 40 kHz, altså over, hvad de fleste voksne mennesker kan opfatte. Ligesom for eksempel hunden kan rotten derimod med lethed høre disse høje svingninger, og de udsender selv advarselslyde og andre signaler, der kan gå helt op til omkring 100 kHz.

Fidusen ved apparaterne skulle være, at netop ultralydene og den store lydstyrke, de udsendes med, skulle virke meget generende på rotterne - ja ligefrem skadeligt, hvis påvirkningen foregår over lang tid - og få dem til at fortrække til mere fredelige steder.

Nogle af apparaterne er indrettede, så de udsender lydene med pauser af forskellig varighed, eller svingningstallet varieres indenfor ret vide grænser, og begge dele skulle bevirke, at rotterne vanskeligere skulle kunne vænne sig til generne.

Men teori er som bekendt en ting og praksis noget andet. På Statens Skadedyrlaboratorium har man afprøvet tre forskellige typer af ultralydsapparater, og i ingen af tilfældene har man opnået en virkning, der med den bedste vilje af verden kan siges at have praktisk betydning. Forsøgsbetingelserne var ganske simple:

Et naborum til et af laboratoriets avlsrum for vilde rotter fik installeret et ultralydsapparat efter firmaets anvisning, og på gulvet anbragtes samme slags foder, som rotterne havde adgang til i selve avlsrummet. Apparatet blev startet, og der blev åbnet for en lille dør mellem de to rum. Hvis ultralyden skulle have den påståede afskrækkende virkning, skulle man have forventet, at rotterne forblev inde i deres trygge, velkendte avlsrum, der var skærmet mod lydene, og hvor der var både føde og skjulesteder i overflod. Men virkeligheden var en anden: Efter ½ - 1 times tilvænning åd rotterne lige så gerne i rummet med ultralyden som i det afskærmede rum, og det var umuligt at se nogen frygtreaktion hos rotterne. Hvis man anbragte en ekstra lydgiver i samme rum, kunne man dog opnå, at der blev ædt mindre af maden i dette rum, men så snart man skar ned på mængden af mad i avlsrummet, myldrede rotterne ind til ultralyden for at spise der. Når man tænker på, at disse forsøgsrum kun målte 3½ x 4 m, og at apparaturet især skulle finde anvendelse i store lagerbygninger og levnedsmiddelvirksomheder, hvor der altid vil være en masse materialer, sække og kasser, der vil stoppe lydene, før de når ned til rotterne på deres skjulesteder, må man nok konkludere, at der ikke er megen grund til optimisme.

For fuldstændighedens skyld bør det også nævnes, at nogle af de pågældende apparater kører med en lydstyrke på op mod 130 dB - kraftigere end lydstyrken bag en startende jetjager - og langt over, hvad der regnes for skadeligt for det menneskelige øre - og når vi ikke kan høre lyden, kan vi jo heller ikke så let blive advaret, selv om apparaterne normalt er udstyret med en rød lampe, der angiver, at de er tændt.

For øjeblikket ser det altså ikke ud til, at ultralydsapparaterne vil få en større betydning i rottebekæmpelsen end den mirakuløse fløjte, rottefængeren fra Hameln siges at have anvendt for at løse ét af datidens akutte rotteproblemer.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium

I cirkulæret til rotteloven står der i afsnittet om "udryddelsesmåden", at der foruden hovedudlægning foretages supplerende udlægning, hvor der er konstateret rotter og, at der "fortsættes indtil ejendommen er rottefri"! Det er altså ikke gjort med at udlægge nogle poser rottegift på de mest strategiske steder, og det er heller ikke tilstrækkeligt at forsyne landmanden med et par ekstra poser og bede ham fortsætte udlægningen. (Det er oftest landbrugsejendommene, der har de store rottebestande). Det er altid rottebekæmperen selv, der skal sikre sig, at udlægningen har haft den ønskede virkning, og at der efter hans bedste skøn ikke mere er tegn på rotter det pågældende sted.

Der er derfor også helt nødvendigt, at rottebekæmperen har en fornemmelse af, hvor længe der skal være udlagt gift, før resultatet er opnået. Selv om det afhænger meget af forholdene, og det vil bl.a. sige rottebestandenes størrelse, hvor megen anden føde, der er tilgængelig for rotterne, og hvor godt de kan lide den udlagte gift, så kan man få et godt fingerpeg ved at læse rapporterne fra nogle meget omhyggeligt udførte undersøgelser på ialt 39 engelske landbrugsejendomme med store rottebestande.

Forsøgene er udført for nylig af engelske rotteeksperter, og de anvendte den helt nye antikoagulant brodifacoum (Talon). Dette middel findes ikke på det danske marked, men da det i sin virkning ligner flere af de midler, der bruges herhjemme, f.eks. difenacoum (Ratak) og bromadiolon, kan resultaterne af forsøget udmærket overføres på danske forhold. Fordelen ved at bruge det nye middel skulle bl.a. være, at man skulle nøjes med færre udlægninger hvert sted, for alle laboratorieforsøg har vist, at både "normale" og modstandsdygtige rotter med 100% sikkerhed døde efter en dags fodring med brodifacoum. Til sammenligning skal "normale" rotter fodres i mindst 6 dage med warfarin, hvis man skal være sikker på, at de alle dør af det.

De engelske forsøg udførtes på den måde, at man på 27 gårde opsatte foderbakker overalt i bygningerne, hvor der så ud til at være rotter. Et par dage efter blev der udlagt 200-300 g brodifacoum hvert sted; derefter tilså man udlægningsstederne med to dages mellemrum, og noterede, hvor mange steder, der var blevet ædt af giften, og samtidig fyldte man op med ny gift. Det blev man ved med, indtil der ikke mere blev rørt af giften noget sted, og der i øvrigt ikke mere sås tegn på rotteaktivitet.

På 12 andre, rotteangrebne gårde blev der kun udlagt brodifacoumgift i 1, 4 eller 7 dage. Derefter fjernede man giftresterne og udlagde i stedet ugiftigt foder efter den samme tidsplan som i de andre forsøg, så man kunne følge virkningen ved at se, hvor meget rotterne åd, og på det grundlag bestemme nedgangen i bestanden.

Hvad blev så resultatet af alle disse anstrengelser? - På 26 af de 27 gårde, hvor man blev ved at udlægge gift, opnåede man en 100% udryddelse - men det tog fra 11 til 25 dage! - På en enkelt gård måtte man fortsætte i over 30 dage, og alligevel var der lidt aktivitet tilbage i et hønsehus med dybstrøelse. Her fangede man 3 raske rotter, der ikke viste tegn på modstandsdygtighed mod brodifacoum, ved afprøvning i laboratoriet.

På de gårde, hvor man kun havde giften liggende i en kort periode, blev resultaterne meget dårligere: Ved 1 dags udlægning blev fem ejendomme rottefri, ved 4 dages udlægning blev seks ejendomme fri, og efter giftbehandling i 7 dage var otte af de tolv ejendomme gjort rottefri. Interessant nok så man i disse forsøg, at der efter 3-5 dages forløb kom en stigning i den mængde føde, der blev ædt af rotterne. Da egentlige nyinvasioner kunne udelukkes, kunne forklaringen tilsyneladende kun være, at en ganske stor del af rotterne i de store bestande blev holdt borte fra foderstederne af de andre rotter, og først når de var slået ihjel, kunne de øvrige "komme til fadet".

Det betyder i praksis, at man skal væbne sig med stor tålmodighed og blive ved med at holde øje med udlægningerne i mere end 3 uger, for at være sikker på, at de "sene spisere" også får en tilstrækkelig dosis gift. Da det er så godt som umuligt at bedømme en rottebestands størrelse fra starten, og man derfor ikke kan vide, hvor meget gift der skal udlægges, for at der kan være nok til den sidste rotte, er det altså nødvendigt med regelmæssige besøg på stedet og supplering, indtil der ikke mere røres af giften. Tidligere engelske forsøg viser, at dette gælder for alle de velkendte antikoagulanter, og desværre ser det altså ikke ud til, at de nye, meget kraftige antikoagulerende midler kan nedsætte den tid, der skal bruges til en effektiv bekæmpelse. Det er nemlig ikke alene midlets gode egenskaber, der afgør sagen, men derimod rotternes opførsel - og den er altså ens over for de gamle og nye antikoagulanter.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

For at beskytte miljøet mod forurening med tunge metaller og på grund af risikoen for utilsigtede forgiftninger har man i flere år arbejdet på at gøre Thalliumsulfat overflødig som bekæmpelsesmiddel. Allerede i 1975 blev mose-grisepræparater med Thalliumsulfat forbudt, men bl.a. på grund af resistensen mod de antikoagulerende midler bevarede man endnu nogen tid det omstridte stof i visse rottebekæmpelsesmidler, ligesom man i begrænset omfang og med skærpede forsigtighedsregler fortsatte med at bekæmpe muldvarpe med regnorme imprægneret med Thalliumsulfat.

I dag er situationen den, at vi nu i de fleste tilfælde råder over effektive præparater, der kan erstatte Thalliumsulfat. Problemet med de resistente rotter kan delvis klares med den nye antikoagulant, difenacoum, eller med ædegifte indeholdende calciferol, der i flere tilfælde har vist deres store anvendelighed. Paraffinblokke med calciferol som aktivt stof har vist sig at blive væsentlig bedre accepteret end Thalliumblokke og anvendes nu i udstrakt grad i kloakrottebekæmpelsen.

Da fosforbrinteudviklende pellets blev klassificeret til muldvarpebekæmpelse i 1976, vurderede Skadedyrlaboratoriet deres effektivitet som langt bedre end Thallium-ormenes, og de erfaringer, der siden da er indhøstet i praksis, har stort set støttet denne opfattelse, så langt de fleste kommuner nu frivilligt anvender denne nye, praktiske bekæmpelsesmetode.

Et område, hvor det stadigt kniber med at finde erstatninger for Thalliumsulfat, er med hensyn til drikkegiftene til de resistente rotter. Warfarin og coumatetralyl er fremragende drikkegifte til almindelige rotter, men de kan desværre ikke klare de resistente bestande. Der er håb om, at en af de nye antikoagulanter vil kunne bringes på markedet som drikkegift til både mus og resistente rotter - laboratorieforsøg har vist deres velegnethed - men endnu er de altså ikke i handelen.

Ovenstående er baggrund for, at Miljøministeriets Giftnævn har besluttet at forbyde anvendelsen af bekæmpelsesmidler, der indeholder Thalliumsulfat, og tilbagekalder klassificeringen af alle disse præparater 1. januar 1980. Kun drikkegifte med Thalliumsulfat vil endnu i nogen tid kunne anvendes, men i meget begrænset omfang, da de kun må bruges i områder, hvor der er konstateret resistente rotter, og kun efter nærmere aftale med Miljøstyrelsens konsulenter i rottesager.

Thalliumsulfat har været et effektivt bekæmpelsesmiddel, og vi håber, at en fornuftig anvendelse af de forskellige nye midler kan erstatte Thallium, således at vi undgår risikoen for forgiftninger med et stof, som vi ikke har nogen modgift mod, og som ikke nedbrydes i naturen eller i levende organismer.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk

De antikoagulerende bekæmpelsesmidler, der virker ved at forårsage indre blødninger, har forlængst bevist deres store effektivitet overfor rotter, og deres relative ufarlige overfor mennesker. Trods en årlig udlægning af mere end 200 tons forgiftet lokkemiddel siden begyndelsen af 1950'erne har vi her i landet ikke haft et eneste alvorligt tilfælde af forgiftning af mennesker med disse midler - og det samme gælder for udlandet.

Derimod sker det desværre ikke sjældent, at forskellige af vore husdyr skaffer sig adgang til rottegiften og æder så store mængder, at de må under behandling. Heldigvis reddes de fleste ved behandling med K1-vitamin, men er der først kommet omfattende indre blødninger, er der ikke meget at stille op. Hunden er nogenlunde ligeså følsom for warfarin og coumatetralyl, som rotten er det, og d.v.s., at den dør, hvis den æder henved 60 g warfarin-rottegift eller 40-50 g coumatetralylmiddel for hvert kilo, den selv vejer. For en pæn stor hund på 20 kg vil det altså sige 800-1200 g. Det er jo en stor portion, men så meget skal der kun til, hvis hunden æder det på én gang. Kommer den tilbage dag efter dag og smager på giften, er den dødelig dosis meget lavere. Har den adgang til rottegiften i f.eks. 3-5 dage, er et par gram for hvert kilo, den vejer, tilstrækkeligt til at slå den ihjel.

En del hunderacer er vældig glade for havregryn og andre kornprodukter, og ikke alle hundeejere er lige påpasselige med, at deres hund ikke strejfer omkring, eller løber ind i naboens carport og æder af den udlagte gift.

En opgørelse netop nu fra Veterinærdirektoratet viser, at i løbet af årets første kvartal (1/1 - 31/3 1979) er 57 hunde blevet behandlet for forgiftning med antikoagulanter. Det er ikke angivet, hvor mange af disse hunde, der er døde af forgiftninger, men det har givetvis kun været et fåtal.

Statens Skadedyrlaboratorium er dog bekendt med et par kedelige tilfælde fra de sidste par måneder, hvor et par værdifulde racehunde er døde efter at have ædt warfarin- eller coumatetratlyl-rottegift. Den ene hund var oven i købet en særlig kostbar udstillingshund, der var højdrægtig (og derfor endnu mere følsom for giften), og hvor erstatningsbeløbet var 4-cifret.

Risiko er der altså, og det er åbenbart nødvendigt at indskærpe, at giftudlægningen foretages så omhyggeligt som muligt. Det vil i praksis sige, at der bør anvendes foderkasser overalt, hvor husdyr kan tænkes at kunne komme til giften. Andet end foderkasser kan naturligvis anvendes, hvis man har adgang til det, som f.eks. eternitplader, eller et skråtstillet bræt, der er sikret, så det ikke for let kan væltes til side.

Ejendommens beboere skal også altid informeres om udlægningen og om, at man skal passe på hunden. Er der ingen hjemme, må man enten vente med udlægningen, eller aflevere en trykt meddelelse med de nævnte oplysninger.

Da de fleste hundeejere i forvejen er stærkt bekymrede for, at deres hund skal blive forgiftet, vil det være overordentlig skadeligt for en effektiv rottebekæmpelse, hvis der sker alvorlige ulykker, der kunne være undgået ved en mere omhyggelig udlægning og vejledning.

Et spørgsmål, der ofte stilles i forbindelse med rottebekæmpelse og hunde er, om de forgiftede rotter er farlige at æde for hundene. Her er der ingen grund til bekymring, for forsøg har vist, at rovdyr skal leve udelukkende af sådanne forgiftede rotter i en halv snes dage, før der er fare på færde. Det man skal passe på, er altså selve rottegiften, så gør derfor alt, hvad der er muligt for at forhindre, at hunde kan få adgang til den!

Eventuelle giftrester indsamles og destrueres, når rotterne er blevet bekæmpet. Ønsker man permanente giftdepoter udlagt, bør det altid være i egentlige foderkasser med låg.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: tfj@mst.dk

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: pw@mst.dk