LOVKRAV FRA D. 12. FEBRUAR 2027.
Virksomheder skal gøre det muligt for forbrugere at medbringe deres egen beholder og få den påfyldt
Det er et krav, at virksomheder finder en måde at arrangere sig på, så der på salgsstedet kan ske en påfyldning af take-away i forbrugernes medbragte beholdere. Reglerne stiller ingen specifikke krav til, hvordan påfyldningen af forbrugernes egne beholdere skal foregå. Det er op til den enkelte virksomhed at vurdere, hvordan den vil fastlægge arbejdsgange for påfyldning. Den eksisterende fødevarelovgivning rummer allerede i dag muligheden for at forbrugere kan medbringe deres egne beholder og få disse påfyldt. Eventuelle nye arbejdsgange skal selvfølgelig også leve op til kravene i hygiejneforordningen. Du kan læse fødevarestyrelsens vejledning om påfyldning af forbrugernes egne beholder her.
Virksomheder må gerne stille krav til de medbragte beholdere
Virksomheder må gerne stille krav til de beholderne som forbrugerne kan medbringe og få påfyldt. Det kan både være hygiejnekrav og krav om type af beholdere. Virksomheden skal på selve salgsstedet oplyse om kravene.
Virksomheders og forbrugeres ansvar
Virksomheder har ikke noget ansvar i forhold renhed og sikkerhed af de beholder som forbrugerne medbringer. Ansvaret for, at de medbragte beholdere er rene og sikre i forhold til at de skal rumme take-away produkter, ligger hos forbrugeren selv.
Fødevaresikkerhed af selve take-away produktet som fyldes i beholderen ligger hos virksomheden der påfylder beholderen. Her er der ingen ændringer i forhold til den gældende lovgivning. Energistyrelsen henviser til Fødevarestyrelsens vejledninger om hygiejne og fødevaresikkerhed.
Salgssteder har mulighed for at afvise, at påfylde en medbragt beholder, hvis beholderen ikke lever op til de krav som virksomheden har sat. Salgsstedet har også mulighed for at afvise en beholder hvis det umiddelbart vurderes at beholderen er uhygiejnisk eller uegnet til at påfylde og indeholde føde- eller drikkevarer.
At købe take-away i egen medbragt beholder må ikke være mindre favorabelt for forbrugeren
Det må ikke være mindre favorabelt at købe take-away der er påfyldt en medbragt beholder i forhold til at købe take-away produkter i engangsemballage. Det betyder fx at prisen for en bestemt mængde mad eller drikke skal være den samme uafhængig af, om den sælges i forbrugerens beholder eller i en engangsemballage.
Særlige krav hvis salgssteder udbyder genpåfyldelige take-away emballager
a) Engangsemballager eller genpåfyldelige emballager som ikke indgår i et genbrugssystem*, må ikke gives gratis til forbrugerne.
b) Emballager der indgår i et genbrugssystem* eller emballager som er en del af et pant- og retursystem må gives gratis til forbrugerne.
*genbrugssystem som defineret i emballageforordningen
OPLYSNINGSPLIGTER
Salgssteder har pligt til at informere forbrugere om:
1) at det er muligt at købe take-away i forbrugerens egne medbragte beholdere
det er et krav, at der på salgsstedet findes information om, at det er muligt få take-away påfyldt forbrugernes egne genopfyldelige beholdere.
2) krav til de beholdere som forbrugernes kan få påfyldt
fx krav til størrelse, fysiske udformning, materiale
fx egnethed til høje temperaturer, eller specifikke typer af fødevarer
3) hygiejnestandarder for genpåfyldning af forbrugerens beholder
fx at beholderne skal være rene
fx at beholdere ved selvbetjeningsløsninger eventuelt ikke må komme i kontakt med tappehaner eller serveringsredskaber (fx skeer til at påfylde take-away med)
4) at kunderne også selv har et sundhed- og sikkerhedsansvar
forbrugerne er selv er ansvarlige for hygiejne- eller fødevaresikkerhedsproblemer, der kan opstå som følge af brug af deres egen beholder
Skiltningen på salgsstedet skal være tydeligt synlig, det kan fx være informationstavler eller -skilte.
Hvis du vil læse selve lovgivningsteksterne, der siger at det fra d. 12 februar 2027, skal være muligt at få påfyldt egne beholdere med take-away finder du dem i Emballageforordningen (se artikel 32 og artikel 28).