Take-away og emballagekrav

Take-away og emballagekrav

I Danmark spiser vi en voksende andel af vores mad og drikke som take-away, og den forbrugsvane belaster miljøet. Take-away emballage er næsten altid i et engangsformat og emballageaffaldet fra take-away genanvendes ikke tilstrækkeligt. Derfor er der lovkrav på vej som skal mindske virksomheders brug af engangsemballage til take-away. Reglerne er forankret i emballageforordningen der gælder i hele EU.

12. februar 2027 træder det første krav i kraft. Kravet betyder at virksomheder skal gøre det muligt for forbrugere at medbringe deres egen beholdere og få dem påfyldt med take-away.

12. februar 2028 træder det næste krav i kraft. Fra denne dato skal virksomheder give forbrugere mulighed for at få udleveret take-away i genbrugsemballage som indgår i et genbrugssystem. Dette krav gælder ikke mikrovirksomheder.

Virksomheder som sælger take-away er omfattet af kravene

Kravene gælder virksomheder der sælger føde- eller drikkevarer i take-away emballager. En take-away emballage er en serviceemballage, der på bemandede salgssteder fyldes med drikkevarer eller tilberedte fødevarer, som er emballeret med henblik på transport og umiddelbar indtagelse et andet sted, uden at der behøves yderligere tilberedning, og som typisk indtages fra emballagen. Emballager indeholdende fødevarer eller drikke som ikke er påfyldt på salgsstedet betragtes ikke som take-away emballager.

En virksomhed behøves ikke i traditionel forstand at tilhøre hotel eller restaurationsbranchen for at være omfattet af take-away kravene. Emballageforordningen definerer, at det er virksomheder der udøver aktivitet i HORECA-sektoren der er omfattede. Forretningsaktivitet i HORECA-sektoren er meget bredt defineret. Det der afgør, om en virksomhed er omfattet af reglerne, er ikke virksomhedens type, men derimod om virksomheden tilbyder måltider og drikke der er egnet til umiddelbar indtagelse. Kravene gælder fx både mobile og ikke mobile salgssteder, salgssteder hvor der kun er en disk og ingen siddepladser og også salgssteder hvor hovedforretningsaktiviteten ikke er take-away.

Detaljer om afgrænsningen af omfattede virksomheder
Emballageforordningen afgrænser forretningsaktiviteter under HORECA-sektoren som de aktiviteter der er beskrevet i 2 undergrupper af EUROSTATs classificering af forretningsaktiviteter, nemlig undergruppe 55 ’Accommodation' og undergruppe 56 ’Food Service Activities’.

Energistyrelsen er ansvarlig myndighed

Take-away kravene er forankret hos Energistyrelsen. Det skyldes at reduktion af engangsemballage er et tiltag der skal begrænse ressourceforbruget. Når virksomheder tilpasser sig de nye emballagekrav, skal virksomhederne selvfølgelig sørge for, at denne tilpasning sker på en måde så den eksisterende lovgivning om hygiejne og fødevaresikkerhed overholdes. Det er Fødevarestyrelsen som er ansvarlig myndighed når det handler om at efterleve regler om hygiejne og fødevaresikkerhed.

Energistyrelsens tilsyn
Fra d. 12 februar 2027: Ved eventuelle tilsyn vil Energistyrelsen checke om virksomhederne giver borgerne en reel mulighed for at få udleveret take-away i egne beholdere, og om oplysningskrav på salgsstedet efterleves.

Fra 12. februar 2028: Ved eventuelle tilsyn vil Energistyrelsen checke om virksomhederne giver forbrugerne et tilbud om at få leveret take-away i genbrugsemballage der indgår i et genbrugssystem.

Energistyrelsen vil ikke føre tilsyn med aspekter der relaterer sig til hygiejne og fødevaresikkerhed.