Når du kontakter Energistyrelsen ved at udfylde oplysningsskemaet, vil det i udgangspunktet blive betragtet som en henvendelse til Energistyrelsen med mindre der specifikt er ønsket en afgørelse. En henvendelse vil i blive besvaret med en vejledning i det omfang, det er muligt, baseret på de afgivne oplysninger. En vejledning har ikke retsgyldighed. Energistyrelsen kan dog vælge at træffe afgørelse.
Du har dog også mulighed for at bede om at få Energistyrelsen til at træffe en afgørelse om klassificering efter affaldsbekendtgørelsens § 4. Det kan du gøre ved at angive ønsket på oplysningsskemaets side 2. En afgørelse har retsgyldighed og kan derfor indbringes for domstolene.
Hvornår er der brug for at kontakte Energistyrelsen:
Ønske om vejledende klassificering af affald
Ønske om afgørelse om klassificering af affald
Ønske om fornyet afgørelse om klassificering, da affald eller behandlingsmuligheder har ændret sig.
En virksomhed er uenig i kommunens vejledning om, hvordan affald kan klassificeres.
Ønske om klassificering ved kommunal behandling af en anmeldelse af bygge- og anlægsaffald, da der er uenighed i den foreslåede klassificering.
Vi behandler henvendelserne i den rækkefølge, vi modtager dem. Der kommer pt. mange henvendelser, og der kan derfor gå op til 25 uger, inden sagsbehandlingen begynder. Varigheden afhænger derpå af sagens kompleksitet og af, om vi mangler oplysninger. Derfor er det en god ide at udfylde oplysningsskemaet så fyldestgørende som muligt.