Information til indberettere om affaldstilsyn

Her kan du læse, hvad det styrkede affaldstilsyn betyder for dig som indberetter, og du kan finde links til vejledninger, webinarer m.m. om indberetning i ADS.

Hvad betyder et styrket affaldstilsyn for dig som indberetter?

​I Danmark er der omkring 1.000 indberettere eller affaldsprofessionelle – virksomheder, der er ansvarlige for den årlige indberetning af danske virksomheders (affaldsproducenters) affald i det affaldsdatasystem (ADS), som danner grundlag for tilsynet med virksomhederne. Indberetterne er typisk renovationsfirmaer eller private, som henter erhvervsaffald, enten fordi de er hyret til det af kommunen eller af virksomhederne (eller udlejer af virksomhedens lokaler) selv.

​Som indberetter skal du én gang årligt – inden 1. februar – lave indberetninger på det affald, du har hentet eller håndteret hos virksomhederne. Det er skærpede krav om detaljering, kategorisering og validering af disse indberetninger, der skal give bedre data at føre tilsyn ud fra.

En anden relevant del af det styrkede affaldstilsyn er den modtagekontrol, som er indført på affaldsforbrændingsanlæggene. Den betyder, at det affald, du kører til anlæggene, kan blive tjekket for mængden af affald egnet til materialenyttiggørelse. Læs mere i vores guide.

Bedre brugergrænseflade og bedre data

​De skærpede krav betyder, at vi løbende opdaterer det affaldsdatasystem (ADS), som du indberetter i. Du skal i højere grad end tidligere adskille fraktioner og mængder for de enkelte virksomheder, du har hentet affald hos.

Det sikrer dermed bedre datakvalitet og forhåbentlig også færre fejl, der koster tilbageløb og rettelser. Med andre ord øger vi værdien af dine indberetninger som et afsæt for arbejdet mod en grønnere affaldssektor.

Brug for hjælp?

Vi holder jævnligt webinarer om Affaldsdatasystemet. På ads.mst.dk kan du læse om og finde links til kommende webinarer. 

Hvis du ønsker at få direkte besked om webinarer og andre informationer fra ADS-teamet, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet via Nyheder.