PFAS, også kendt som fluorstoffer - er kemiske stoffer, som blandt andet bruges til at gøre udendørstøj vand- og smudsafvisende. En del udendørstøj er imprægneret med PFAS. Stofferne er problematiske, da de er svært nedbrydelige i naturen. Derudover ved man, at nogle PFAS er skadelige for mennesker.
Når udendørstøj fremstilles på fabrikker anvendes fibre med PFAS bl.a. for at gøre tøjet mere vand- og smudsafvisende. PFAS kan også tilføres udendørstøjet, når det fx gen-imprægneres derhjemme, på vaskerier osv.
Der findes udendørstøj i butikkerne, som ikke indeholder PFAS. Og der udvikles hele tiden nye PFAS-frie midler til at gøre udendørstøj vandafvisende, ligesom der arbejdes på at forbedre den smudsafvisende effekt uden brug af PFAS.
Fluorstoffer, PFC, fluorcarbon og fluor er blot nogle af de betegnelser, du kan støde på i din dagligdag, når vi taler om PFAS. Selvom der er mange forskellige betegnelser, dækker de grundlæggende over det samme - nemlig PFAS.