Mus

Mus kan gøre stor skade, da de æder nærmest alt. I deres jagt efter materiale til reder, kan de fx finde på at gnave i ledninger med kortslutning og brand til følge. Museekskrementer kan desuden bære smitte.

Forebyg

  1. Luk musens smuthuller:
    Forebyg, at der kommer mus. Sørg for, at der ikke er nogen smuthuller og indgange for musene samt, at der ikke er madvarer, de kan gnaske i.
  2. Brug metalnet eller ståluld:
    Luk kældervinduerne, tjek, at alle ruder er hele, at ventilationsåbninger har finmasket trådvæv, at døre slutter tæt, og at der ikke er træer eller buske, der vokser tæt op ad muren, som musene derfor kan klatre op ad. Luk alle smuthuller med finmasket metalnet eller ståluld. Sæt eventuelt metalskærme på lodrette rør, så musene ikke kan klatre op ad dem.
  3. Gem fødevarer:
    Pak alle madvarer sammen, og opbevar dem i køleskab eller lukkede beholdere. Sørg for, at der ikke står køkkenaffald fremme, som musene kan kaste sig over.

Bekæmp med fælder

  1. Brug fælder:
    Brug fælder, hvis musene først er kommet indenfor. Hvis du bruger gift indenfor, risikerer du, at musene ligger i deres gemmesteder og dør, og så har du en død mus liggende for eksempel under gulvet, hvor den lugter og kan blive udklækningssted for spyfluer og flæskeklanner (bille).
  2. Brug lokkemad:
    Bruger du smækfælde, så forsyn den med lokkemad, der skal sidde godt fast på fældens udløser. Til husmusen kan lokkemaden være leverpostej, pølse, ost eller franskbrød, mens halsbåndmusen bedre kan lide nødder eller mandler. Begge typer af mus kan desuden lokkes med rosiner eller chokolade.
  3. Pas på kæledyr:
    Placer fælderne vinkelret ud fra paneler og vægge med udløseren vendt ind mod væggen, hvor musene er. Pas på, at hunde og katte ikke kommer i nærheden af fælden.

Bekæmp med gift

  1. Brug kun musegifte, hvis det er nødvendigt
  2. Opbevaring
    Opbevar altid musegiften forsvarligt og utilgængeligt for børn.
  3. Kun i plastrør eller lign.
    Kun musegifte med giftstoffet alpha-chloralose er tilladt til brug af private mod husmus, og de må kun benyttes indendørs i aflåste foderstationer. Giften må altså ikke drysses ud eller lægges i plastrør eller lignende.
  4. Bortskaffelse
    Hold øje med og fjern døde mus, hvis du har lagt gift ud. På musegiftens etiket kan du se, hvordan du bortskaffer de døde mus.
  5. Pas på andre dyr
    Pas på fugle og andre mindre kæledyr. Alpha-chloralose virker ved at nedsætte musenes stofskifte, så musene dør af kulde. Musegift, der indeholder stoffet alpha-chloralose er ikke giftigt for større dyr, der spiser døde mus, men det kan være giftigt for bl.a. fugle.
  6. Kontakt bekæmper
    Hvis du stadig ikke kan få bugt med musene, bør du kontakte autoriserede bekæmpere. De har mulighed for at bruge andre midler.