Baggrund
Baggrunden for den fornyede behandling er, at Miljøstyrelsens § 25-tilladelse til Energinet og Vattenfall blev påklaget i 2017 og at Miljø- og Fødevareklagenævnet den 16. juni 2021 traf afgørelse i sagen og ophævede og hjemviste styrelsens § 25-tilladelse til fornyet behandling. Miljøvurderingsprocessen skal derfor gennemføres på ny.
Miljøvurderingen af projektet har delt myndighed, idet Energistyrelsen er myndighed for aktiviteter på vand, mens Miljøstyrelsen er myndighed for aktiviteter på land. Miljøstyrelsen er myndighed for aktiviteter på land og skal meddele den endelige §25 tilladelse efter Miljøvurderingsloven. Energinet og Vattenfall er bygherrer for landanlægget. Denne idéfasehøring omhandler alene anlægget på land, som Miljøstyrelsen er myndighed for.
I forbindelse med miljøvurderingen af projektet skal der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport. Miljøkonsekvensrapporten beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.
Idéoplæg
Miljøstyrelsen har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver baggrunden for projektet.
- Idéoplæg for landanlæg til Vesterhav Nord Havmøllepark
- Foreløbig projektbeskrivelse for landanlæg til Vesterhav Nord Havmøllepark
Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at indkomne idéer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.
Henvendelse
Alle høringssvar skal være Miljøstyrelsen i hænde senest den 18. marts 2022.
Høringssvar skal sendes til mst@mst.dk og navngives "Høringssvar til Landanlæg for Vesterhav Nord - j.nr. 2021-53295".
Anfør venligst dit navn og din adresse i henvendelsen.
Alternativt kan høringssvaret sendes med almindelig post til:
Miljøstyrelsen
Tolderlundsvej 5
5000 Odense C
Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.