For at bidrage til opfyldelsen af målet om at nedsætte pesticidbelastningen i Danmark, har Miljøstyrelsen i en årrække finansieret en række IPM-projekter. Det er også sket i 2025.
Integreret plantebeskyttelse (IPM) handler om, at man som planteavler skal anvende forebyggende metoder og ikke-kemiske metoder til at bekæmpe sygdomme, ukrudt og skadedyr. Anvendelse af pesticider, skal kun ske når det er nødvendigt og de skal anvendes så præcist, effektivt og i så begrænset omfang som muligt.
Efter udsendelse af nyhed i oktober 2024 modtog Miljøstyrelsen projektforslag til IPM-projekter til gennemførelse i 2025-2026. På den baggrund har Miljøstyrelsen nu indgået 25 kontrakter med 11 forskellige parter om udførelse af IPM-projekter for 2,4 mio. kr. Hovedparten af projekterne gennemføres i løbet af 2025, mens 13 projekter er 2-årige, idet de fortsætter ind i 2026.
Der er i 2025 lagt vægt på projekter, som kan bidrage til nedsættelse af forbruget af pesticider med høj pesticidbelastning, som f.eks. insektmidler i raps og svampemidler i kartofler.
IPM omfatter også øget brug af præcisionsteknologi, idet det er et vigtigt værktøj til at nedsætte pesticidforbruget. Der har igen i år været stor interesse for at få finansieret projekter, der omhandler bl.a. videndeling og uddannelse om opgradering af sprøjter med præcisionsteknologi samt afprøvning og anvendelse af forskellige former for præcisionssprøjteteknologi.
Projekterne dækker de 8 IPM-principper bredt, som er en del af målsætningen om at nedsætte pesticidforbruget. Du kan læse mere om de 8 IPM-principper på Miljøstyrelsens hjemmeside
Af de 25 IPM- projekter omhandler 11 af dem præcisionssprøjtning.
Du kan læse en kort beskrivelse af hver af de 25 projekter her.
Har du spørgsmål til IPM og projekterne kan du kontakte:
Helle Bundgaard Elander på e-mail hebue@mst.dk, tlf. 20214670 eller
Bettina Gylden på e-mail: begyl@mst.dk, tlf. 30716156