Det kan være svært at ramme – men plastikaffald hører altså til i skraldespanden

Med en ny kampagne vil Miljøstyrelsen minde danskerne om at smide deres plastikaffald i skraldespanden, så det ikke havner i naturen eller på gader og stræder.

Vi kender det vist godt allesammen? At det i både livets små og store henseender kan være svært at ramme helt rigtigt. Dette budskab er udgangspunktet for Miljøstyrelsens nye kampagne, der sætter fokus på de små, uheldige hverdagsøjeblikke, hvor det bare ikke lykkes at ramme. Med humor, karikerede scenarier og et nik til din indsats inviterer vi dig med i fællesskabet om lige at gøre det sidste – og sørge for, at plastikaffaldet havner det rigtige sted. Det handler ikke om skyld eller skam. Det handler om at grine lidt af os selv – og sammen gøre en forskel for miljøet.

Plastikforurening er også et problem i Danmark

Plastikforurening tænker man måske ikke typisk på som et problem i Danmark, men flere undersøgelser peger på, at det faktisk er mere udbredt herhjemme, end man umiddelbart skulle tro. Fx fandt man i en affaldsoptælling i 2019 (Masseeksperiment 2019) plastikaffald i ca. 98 % af de undersøgte 3.548 mindre naturområder fordelt over hele landet.

Hvis først plastikaffaldet er havnet i naturen, kan det blive liggende i årevis. Nogle studier viser, at det kan tage op til 20 år for et cigaretskod at nedbrydes i naturen, mens det for et to go-kaffekrus er 30 år. For andet plastikaffald kan nedbrydningstiden være endnu højere. Mens plastikken nedbrydes, kan det desuden forurene vores natur med skadelige stoffer og mikroplast samt gøre skade på dyr, som kan forveksle plastikken med føde.

- Med opfordringen til at ramme skraldespanden, sætter kampagnen fokus på, at vi med selv små handlinger tilsammen kan gøre en stor forskel for miljøet. Plastikaffald hører af gode grunde til i skraldespanden, ikke i vores byer eller i vores natur, udtaler Thomas Bangsgaard Vestergaard, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Målrettet unge i sommerlivet

Kampagnen udrulles først på sommeren via outdoor-plakater samt kampagnevideoer på sociale medier. Udrulningen falder blandt andet sammen med startskuddet på den danske festivalsæson, hvor der er øget aktivitet i det offentlige rum. 

Læs mere om kampagnen og se kampagnevideoerne.

Yderligere oplysninger