Det kan være svært at ramme

I Miljøstyrelsens nye kampagne sætter vi fokus på de små, uheldige hverdagsøjeblikke, hvor det bare ikke lykkes at ramme. Med humor, karikerede scenarier og et nik til din indsats inviterer vi dig med i fællesskabet om lige at gøre det sidste – og sørge for, at plastikaffaldet havner det rigtige sted. Det handler ikke om skyld eller skam. Det handler om at grine lidt af os selv – og sammen gøre en forskel for miljøet.

2 sekunder for dig eller 20 år for naturen?

Lad os slå det fast med det samme: Det er svært præcist at finde ud af, hvor lang tid plastik er om at blive nedbrudt, hvis det havner i naturen – men der er dog ingen tvivl om, at plastik ikke forgår så let. Nogle studier viser fx, at det kan tage op til 20 år for et cigaretskod at nedbrydes i naturen, mens det for et to go-kaffekrus er 30 år. For andet plastikaffald kan tallet være endnu højere. Tyg lige lidt på den, inden du næste gang skal af med noget plastikaffald!

Med kampagnen opfordrer vi dig derfor til at bruge et øjeblik ekstra på at sikre, at dit plastikaffald kommer i skraldespanden. Hvad der for dig kun tager to sekunder, kan nemlig tage naturen 20 år – eller mere. Mens plastikken nedbrydes, kan det desuden forurene vores natur med skadelige stoffer og mikroplast samt gøre skade på dyr, som kan forveksle plastikken med føde.