Skadedyrsbekæmpere tager sig hver dag af at bekæmpe rotter, mus, borebiller, skægkræ og mange andre skadedyr og til det bruges der bl.a. kemiske produkter. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har kontrolleret 24 af virksomhederne.
Over halvdelen af de kontrollerede virksomheder havde ikke styr på reglerne. Der blev kontrolleret i alt 270 biocidprodukter, og ved 26 af disse blev der fundet overtrædelser, svarende til en overtrædelse på 10 % af de kontrollerede produkter. For 15 biocidprodukter blev regler om udløb af godkendelser og korrekt bortskaffelse af tom emballage præciseret ved indskærpelse. For 11 biocidprodukter blev der meddelt påbud, typisk påbud om at bortskaffe udløbne biocidprodukter. I et enkelt tilfælde blev der opbevaret mere end 100 kg. udløbne biocidprodukter, hvilket har givet anledning til en politianmeldelse.
“Selv om der er tale om mindre overtrædelser for en lille andel af de kontrollerede biocidprodukter, viser kampagnen samtidigt, at 55 % af de kontrollerede virksomheder ikke har styr på reglerne. Det er vigtigt, at skadedyrsbekæmpere får bortskaffet udløbne biocidprodukter og den tomme emballage korrekt. Når en virksomhed anvender biocidprodukter, er det virksomhedens ansvar at sætte sig ind i reglerne”
siger, Hanne Holst Linulf fra Kemikalieinspektionen.
Udvælgelsen af virksomhederne skete med fokus på virksomheder, der tilbyder bekæmpelse af skadedyr, hvor der ikke er en autorisationsordning (dvs. andet end kemisk bekæmpelse af rotter og gasning af skadedyr).
Der er tale om skadedyrsbekæmpere, der opererer i private hjem og på virksomheder, hvor både mennesker og dyr kan blive direkte udsat for de biocidholdige produkter. Ved bekæmpelsen anvendes biocidprodukter, der dræber, afskrækker eller tiltrækker skadedyr, svampe eller bakterier.
Foruden de større skadedyrsbekæmperfirmaer blev også enkeltmandsvirksomheder udtaget til kontrol. Kontrollen blev gennemført som uvarslet kontrol, da formålet var at kontrollere, at biocidprodukterne var godkendte og blev opbevaret korrekt i overensstemmelse med kemikalielovgivningens regler.
Der findes i dag autorisationsordninger (krav om uddannelse) for rottebekæmpelse, og skadedyrsbekæmpelse med gasningsmidler, ligesom der på pesticidområdet er lignende krav for at anvende sprøjtemidler. Der er ingen autorisationsordning for øvrige skadedyrsbekæmpere.
Som en del af den politiske aftale om biocidindsatsen 2022-2025 vil der komme en autorisationsordning for insektbekæmpelse. En autorisationsordning skal bl.a. sikre, at insektbekæmperne har viden om biocidprodukternes anvendelse, rette opbevaring og hvordan tom emballage skal bortskaffes.