International kontrol af tatoveringsfarver: Der findes mange ulovlige farver på markedet

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har deltaget i et EU og nordisk kontrolsamarbejde omkring kontrol af farver til tatovering og permanent makeup. Resultaterne viser mange ulovligheder på området.

I EU's kemikalieagentur arbejder man bl.a. for at beskytte mennesker og miljø mod uønskede virkninger fra farlige kemikalier. Da det blev påvist, at tatoveringsfarver og farver til permanent make-up kunne indeholde sundhedsskadelige stoffer, indførte EU i 2022 nye begrænsninger på disse sundhedsskadelige indholdsstoffer i farver til tatovering og permanent makeup. I samme ombæring blev der fastsat regler for mærkningen af farver til tatovering og permanent makeup.

Fælles for kontrolprojekterne i Norden og EU var, at der var fokus på om tatoveringsfarverne var mærket korrekt, og om de indeholdt sundhedsskadelige indholdsstoffer i mængder, der var større end det tilladte. 

Høj grad af overtrædelser konstateret i Norden

Håndhævelsesmyndigheder i Danmark, Sverige, Norge og Finland kontrollerede markeder for ulovlige tatoveringsfarver – og resultatet viste en stor grad af overtrædelser. Langt de fleste overtrædelser var produkter, der var mangelfuldt mærket, og her så man en meget høj grad af overtrædelser, da hele 92 % af produkterne ikke var mærket korrekt. De mangler, der blev konstateret oftest på mærkningen var udeblivelse af den obligatoriske sætning ”Blanding til tatovering eller permanent makeup” og manglende sikkerhedsanvisninger. 

En del af produkterne blev kemisk analyseret, og her fandt man indhold af et eller flere sundhedsskadelige stoffer over grænseværdien i 34 % af de analyserede farver.

Fremgangsmåden for kontrol varierede mellem medlemslandene og bestod både af fysiske tilsyn hos tatovører, indkøb af farver hos forhandlere online og i forretninger samt tilbageholdelse af ulovlige produkter i tolden. 

I Danmark blev en stor del af kontrollen gennemført i samarbejde med Toldstyrelsen, hvor import af ulovlige produkter blev tilbageholdt. Dette gav en mulighed for at kontrollere den del af markedet, der ikke foregik gennem en forhandler – og som i flere tilfælde kom fra lande uden for EU. Denne fremgangsmåde bevirkede, at størstedelen af de produkter, der blev udtaget til kontrol havde overtrædelser af reglerne – og Kemikalieinspektionen havde på denne måde succes med at beskytte forbrugere mod eksponering af den sundhedsskadelige kemi. Dette bevirker samtidig, at Danmark har en højere grad af overtrædelser sammenlignet med de øvrige nordiske lande.

Den fulde rapport fra det fælles nordiske projekt kan læses her: Joint Control of Tattoo Inks 

Resultaterne fra den danske kontrol kan læses her på siden om tilsynskampagner.

Sundhedsskadelige stoffer konstateret i EU-projekt

I EU-projektet på området deltog 14 medlemslande, der hver udtog farver til tatovering og permanent makeup til kontrol hos producenter, importører eller forhandlere i de respektive medlemslande. Alle farverne blev efterfølgende sendt til samme laboratorie i Holland, og her blev i alt 52 farver til tatovering og permanent makeup kontrolleret for både indholdsstoffer ved kemisk analyse samt mærkning.

I 71 % af farverne blev der fundet en eller flere mangler. Den mest hyppige overtrædelse var et for højt indhold af de sundhedsskadelige flygtige organiske forbindelser (VOC, volatile organic compunds), der blev fundet i hele 92 % af ulovlige produkter. Derudover blev konstateret en høj grad af mangelfuld mærkning, hvilket var gældende for 48 % af de ulovlige produkter. Øvrige overtrædelser der blev konstateret, var fx for højt indhold af tungmetaller, konserveringsmidler, PAH’er, og PAA’er.

Danmark bidrog med fire produkter, som var blevet udtaget til kontrol hos danske forhandlere. Der blev ikke konstateret nogle overtrædelser i de danske produkter.

Der kan læses mere om EU-kontrolprojektet her: Supervision of tattoo inks and dyes 2024 | Tattoos, piercings and permanent make-up | NVWA-English

 

Regler: REACH forordning 1907/2006, bilag XVII indgang 75

Læs mere om tatoveringsblæk på siden om Regler for blæk til tatovering og permanent makeup