Overskridelser, hændelser og dispensationer indberettes via Virk.dk
Indberetningerne er beskrevet på Miljøstyrelsens hjemmeside her.
Indberetningerne sker via fire blanketter, der ligger på Virk.dk. Blanketterne kan tilgås fra Miljøstyrelsens hjemmeside via ovennævnte link, hvor vejledningerne til de enkelte blanketter også ligger.
De oplysninger der vedrører "overskridelser" knytter sig alene til parametrene på drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1, a og bilag 1, b. Dvs. der ikke skal indberettes oplysninger ved eventuelle overskridelser af parametre på bilagene 1, c-e, herunder indikatorparametrene.
Oplysninger vedrørende en "hændelse" skal kun indberettes, hvis denne påvirker mindst 1000 personer i mere end 10 dage.
Det er vigtigt, at alle oplysninger, der skal indberettes, foreligger inden indberetning påbegyndes, da det ikke er muligt at gøre ophold og/eller gemme delvist færdige blanketter. Derfor anbefales det at tage udgangspunkt i vejledningerne på Miljøstyrelsens hjemmeside inden blanketterne udfyldes.
Vandforsyningerne skal være særlig opmærksom på, at i forbindelse med indberetning af overskridelser skal det angives, om en given overskridelse er "betydelig" eller "ubetydelig". Denne vurdering foretages af kommunen, hvorfor vandforsyningen skal have konsulteret kommunen om dette, inden indberetningen påbegyndes.
Oplysninger om kontrolprogram indberettes i Jupiter-databasen
Jupiter-databasen indeholder et felt til indberetning af oplysning om, hvorvidt en vandforsyning har et kontrolprogram. Det er obligatorisk at indberette denne oplysning per 1. juli 2024. Kommuner, der ikke allerede har indberettet oplysninger om, hvilke vandforsyninger der har et kontrolprogram, skal derfor gøre det hurtigst muligt. Nye kontrolprogrammer skal være indberettet 4 uger efter at kontrolprogrammet er fastlagt.
Miljøstyrelsen skal bruge oplysningen til at udtrække data fra Jupiter for de vandforsyninger, der er omfattet af direktivets indberetningskrav.