Fra den 4. juli 2024 er Skydebanepuljen igen åbnet for ansøgninger, og fristen for at søge tilskud er denne gang den 1. september 2024. Puljen har eksisteret siden 2001, og bliver udbudt af Miljøstyrelsen hvert andet år. Den har er ca. to millioner kroner til uddeling og bliver finansieret af jagttegnsmidler.
Formålet med skydebanepuljen er at sikre jægernes muligheder for at vedligeholde og forbedre deres skydefærdigheder gennem støtte til opbygning og forbedring af de foreningsdrevne flugtskydebaner.
Både jagtforeninger og andre foreninger eller grupper af jagttegnsløsere kan få støtte fra Skydebanepuljen, mens skydebaner, som drives på kommercielle vilkår, ikke kan komme i betragtning. Der ydes heller ikke tilskud til lukkede jagtkonsortier, samt grupper eller foreninger, hvor medlemskab forudsætter et stort økonomisk indskud fra medlemmerne.
Støtte efter pointsystem
For at komme i betragtning skal foreningen godtgøre, at den er i stand til at drive og vedligeholde et skydebaneanlæg og sandsynliggøre, at tilskuddet vil bidrage til at forbedre jægernes skydefærdigheder.
De modtagne ansøgninger til puljen bliver prioriteret efter et pointsystem, hvor de skydebaner, som sammenlagt scorer højest på en række parametre bliver prioriteret først, hvis der kommer flere ansøgninger, end puljen har midler til at imødekomme.
Ansøgningsmateriale 2024
- Ansøgningsskema (word)
- Ansøgningsskema (pdf)
- Vejledning
Pointtildeling ved bedømmelse af ansøgninger
Ved prioriteringen tildeles ansøgningerne point på en skala fra 1-5. Ansøgningerne rangeres efterfølgende efter deres pointsum, hvor den højeste sum gives højeste prioritet.
- Har foreningen modtaget tilskud inden for de seneste 3 år? (ja=1 point; nej=5 point)
- Nyt anlæg eller udvidelse af anlægget (Ja= 5 point Nej =1 point)
Forøgelse af skydebanens kapacitet (1-6 point)
1. Støjreducerende tiltag (2 point)
2. Forbedrede standpladser (1 point)
3. Nye maskiner (1 point)
4. Akustisk udkald (1 point)
5. Elektronisk betalingsanlæg (1 point)
Jagtlig relevans:
1. Særligt jagtrelevante anlæg eller særligt kapacitetsfremmende anlæg (5 point)
2. Sporting anlæg (3 point)
3. Jagtbane anlæg (2 point)
4. Øvrige anlæg (1 point)