Når det styrkede affaldstilsyn træder i kraft i 2025, er det med et mål om at sikre overholdelse af krav om kildesortering, reel materialenyttiggørelse og lige konkurrencevilkår på affaldsområdet.
Det betyder bl.a. flere affaldstilsyn ude hos landets virksomheder – og at der kommer modtagekontrol på affaldsforbrændingsanlæg for at forhindre, at affald egnet til materialenyttiggørelse bliver brændt.
Guide 1: Til virksomheder om affaldstilsyn
For at forberede virksomhederne på at få både administrative og fysiske affaldstilsyn har Miljøstyrelsen lavet en guide, der kan hjælpe dem med at få styr på sortering, håndtering, data og aftaler, der handler om deres affald.
Virksomhederne kan selvfølgelig også læse om, hvordan affaldstilsyn foregår, og finde både baggrund om affald og inspiration til deres egen affaldshåndtering. Guiden er lavet i dialog med brancheforeninger og kan downloades her.
Guide 2: Til tilsynsmyndigheder om fysiske affaldstilsyn
Det er kommunerne, der kommer til at udføre hovedparten af de fysiske affaldstilsyn hos virksomhederne. Derfor har Miljøstyrelsen også lavet en guide, der klæder dem godt på til opgaven. Her kan medarbejdere fra kommunerne – og andre tilsynsmyndigheder – læse om rammerne for affaldstilsynet og få gode råd og overblik over tilsynsprocessen.
Guiden kan bruges sammen med vejledninger, skemaer og lignende, som kommunerne allerede bruger, når de beskæftiger sig med erhvervsaffald. Den kan downloades her.
Guide 3: Til modtagekontrol på affaldsforbrændingsanlæg
Den tredje guide omhandler modtagekontrol og er et redskab til at strømline praksis for hhv. indberetning og afvisning af affaldslæs på tværs af landets affaldsforbrændingsanlæg. Den er skabt i dialog med brancheorganisationer og interessenter og indeholder bl.a. vejledning i at udføre modtagekontrollen og en række fotos af affaldslæs for forskellige fraktioner, der skal hjælpe med at vurdere mængden af genanvendeligt affald. Find guiden her.
Mere om det styrkede affaldstilsyn
Du kan læse mere om det styrkede affaldstilsyn på mst.dk/affaldstilsyn. Her kan du også finde links til materialer, der kan hjælpe med at optimere sorteringen hos virksomheder, og præsentationer fra en række webinarer, vi har holdt for kommuner, virksomheder og affaldsforbrændingsanlæg.
Du kan også finde en finde en FAQ med mere end 100 spørgsmål og svar her: FAQ om affaldstilsyn