Ny pulje til kommunernes lavbundsindsats

Miljøstyrelsen har netop åbnet for ansøgninger til ny tilskudsordning, hvor kommunerne kan søge om tilskud til at gøre udtagningen af lavbundsjorder lettere.

Foto: Kristine Mulbjerg

Mangler lavbundsindsatsen eller søgningen til de kollektive kvælstofvirkemidler et skub, er der nu hjælp at hente hos Miljøstyrelsen. I den nye tilskudsordning kan kommunerne nemlig søge om tilskud til administrative opgaver i forbindelse med udtagningsindsatsen og de kollektive kvælstofvirkemidler. Tilskud kan søges frem til 24. maj 2024, og der er afsat 32,8 mio. kr. til puljen i år.

Brede rammer

Formålet med ordningen er at gøre udtagningsindsatsen nemmere på tværs af kommunerne – og til det gives der blandt andet tilskud til planlægning, workshops, ansættelser og ekstern konsulentydelse.  Listen er lang, så længe det understøtter kommunernes faciliterende rolle i udtagningsindsatsen og de kollektive kvælstofvirkemidler.

På tværs af kommuner

Kommuner der repræsenterer en af landets 23 Vandoplandsstyregrupper kan søge ordningen – både alene eller sammen med andre kommuner.  Der kan sendes én ansøgning pr. vandoplandsstyregruppe, og ansøgningerne prioriteres på baggrund af indsatsbehov for både kvælstof og CO2.

Læs meget mere om ordningen på ordningens hjemmeside.