Miljøstyrelsen har i en ny undersøgelse kortlagt anvendelsen af brandslukningsskum på brandøvepladser fra kommunalt beredskab, industri, lufthavne, forsvaret og brandskoler. I den forbindelse er i alt 66 brugere af brandøvepladser kontaktet med henblik på at afklare, hvor udbredt anvendelsen af PFAS-holdigt brandslukningsskum på øvepladserne er, samt hvilke udgifter og udfordringer en udfasning til fordel for PFAS-frit brandslukningsskum er forbundet med.
I undersøgelsen svarede 44 respondenter, at de bruger skumvæske til øvelser, og at mange bruger PFAS-frit brandslukningsskum. 11% (5 af 44) af respondenterne svarede, at de bruger PFAS-holdigt brandslukningsskum til brandøvelser, 34% (15 af 44) svarede, at de altid har brugt PFAS-frit brandslukningsskum, mens 55% (24 af 44) svarede, at de har udfaset PFAS-holdigt brandslukningsskum til fordel for PFAS-frit brandslukningsskum.
38% (9 af 24) af de respondenter, som har erfaring med udfasning af PFAS-holdigt brandslukningsskum har angivet, at de ikke oplevede nogle barrierer i forbindelse med konverteringen. 33% (8 af 24) oplevede højere indkøbspris, mens 13% (3 af 24) oplevede omstilling og udskiftning af udstyr samt behov for omskoling og træning i brug af nyt udstyr som en barriere.
Læs publikationen PFAS i brandslukningsskum. En kortlægning af skumvæsker til øvelser
Yderligere oplysninger
Peter Juhl Nielsen, Miljøstyrelsen, pejni@mst.dk, tlf. 21 15 30 67.
FAKTA
Tidligere har PFOS været anvendt i brandslukningsskum, men efter et forbud mod anvendelse af PFOS i brandslukningsskum i 2011, er der sket en konvertering til PFAS-frie produkter eller produkter som indeholder andre PFAS. Dette har ført til en løbende udfasning af PFAS i brandslukningsskum. Siden 2011, er der kommet regulering af PFOA og C9-C14 PFCA (sidstnævnte begrænsning træder i kraft d. 25 februar 2023), mens der arbejdes på anvendelsesbegrænsning af PFHxS, PFHxA, samt en generel begrænsning af alle PFAS til anvendelse i brandslukningsskum, som forventes at træde i kraft i 2024/25.
Ud over den generelle begrænsning af PFAS i brandslukningsskum, har Danmark, Tyskland, Holland, Sverige og Norge indsendt et forslag til Det Europæiske Kemikalieagentur om anvendelsesbegrænsning af alle PFAS. Forslaget publiceres den 7. februar 2023.