I luftkvalitetsdirektivet er der fastsat grænseværdier for koncentrationen af bestemte stoffer, og der er krav om, at luftforureningen skal måles. Luftkvalitetsdirektivets formål er at sikre, at den luft vi indånder, er så ren, at den ikke udgør et sundhedsproblem. Derfor står der en række målestationer forskellige steder i Danmark. Luftkvalitetsdirektivet stiller bl.a. krav til målinger af PM2,5 (de fine partikler) og NO2. Regler for luftkvalitet er implementeret i den danske bekendtgørelse.
Direktivet om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer (NEC-direktivet) er et EU-direktiv, der har til formål at reducere luftforureningen i Europa. NEC-direktivet er implementeret i NEC-bekendtgørelsen, nr. 1421 af 25/06/2011.
Der er i NEC-direktivet fastsat nationale forpligtelser til at reducere udledningen af fem luftforurenende stoffer i 2020 og i 2030 i forhold til niveauet i 2005. Det drejer sig om kvælstofoxider (NOx), svovldioxid (SO2), ammoniak (NH3), flygtige organiske forbindelser undtagen metan (NMVOC) og fine partikler (PM2,5). For at understøtte landenes arbejde med at nå reduktionsforpligtelserne, stilles der i direktivet krav om, at der mindst hvert fjerde år skal udarbejdes et nationalt program, som beskriver arbejdet med at reducere luftforurening. Det seneste nationale program for reduktion af luftforurening blev sendt til EU den 1. april 2019. Se programmet her. Medlemsstaterne er desuden forpligtede til at rapportere deres samlede nationale emissioner hvert år den 15. februar og deres fremskrevne emissioner hvert andet år den 15. marts. Det er DCE, Aarhus Universitet, som udarbejder og indberetter Danmarks emissionsopgørelser og fremskrivninger. Programmerne og de årlige emissionsopgørelser findes tilgængelig på Kommissionens miljødatabase, CDR/EIONET. Klik her for et direkte link til Danmarks rapportering under NEC-direktivet.
Danmark har også en forpligtigelse under Konventionen for Langtransporteret grænseoverskridende luftforurening (LRTAP-konventionen) til at overholde de samme emissionslofter for NOx, VOC, ammoniak og SO2 som fastsat i NEC-direktivet fra og med 2010. Derudover rapporteres om udledningen af lang række øvrige stoffer, heriblandt bl.a. tjærestoffer. Danmark rapporterer derfor også emissionsopgørelser hvert år til LRTAP-konventionen. Disse opgørelser kan også findes på Kommissionens miljødatabase, CDR/EIONET. Klik her for et direkte link til Danmarks rapportering til LRTAP-konventionen.
Læs mere om den internationale indsats mod luftforurening under FN’s Europæiske Økonomiske Kommission (UNECE).
Luftkvalitetsdirektivet, NEC-direktivet og LRTAP understøttes af en omfattende kildespecifik lovgivning, der sikrer, at vi overholder grænseværdierne fastsat i direktiverne og konventionen.
Se her, hvis du vil vide mere om kildespecifik regulering af luftforurening fra køretøjer.
Se her, hvis du vil vide mere om kildespecifik regulering af luftforurening fra skibe.
Se her, hvis du vil vide mere om kildespecifik regulering af luftforurening fra virksomheder.