Mere om ozonlaget

Jordens atmosfære består af forskellige luftarter, hvor ozon er en af dem. Atmosfæren består af tre lag: troposfæren, stratosfæren og mesosfæren. Troposfæren befinder sig fra 0 til 15 km over jordens overflade. Stratosfæren ligger mellem 15 - 50 km over overfladen, og over 50 km fra jordens overflade befinder mesosfæren sig.

Det er i stratosfæren, at der findes de største mængder ozon. Den største koncentration findes i en højde af 15 og 35 km over jorden. Hvis al ozon blev samlet ved jordoverfladen, ville den fylde tre-fire millimeter.

Hvorfor behøver vi ozonlaget?

Ozonlaget er vigtigt for livet på jorden, fordi det absorberer den farlige kortbølgede ultraviolette stråling fra solen. Ultraviolet stråling er farlig, fordi den skader planter og dyr. Observationer har vist, at i perioder, hvor ozonlaget er nedbrudt, stiger den ultraviolette stråling ved jordens overflade. Det kan medføre hyppigere forekomst af hudkræft og øjenskader, en svækkelse af immunsystemet hos mennesker og dyr, en reduceret plantevækst på landjorden, og reduceret dyreliv i havet.

Ozonlaget bliver tyndere

Ozonlagets tykkelse har en naturlig variation i løbet af året, men målinger har vist, at ozonlagets tykkelse generelt er blevet tre procent tyndere over det meste af jorden i perioden fra 1964 til 1998. På vore breddegrader er det blevet ca. otte procent tyndere, og særligt over Sydpolen står det slemt til. Her er der i vintermånederne målt op til 75 procent reduktion i ozonlaget - forskerne taler om huller i ozonlaget. Også over Nordpolen er der ozonhuller.

Hvordan dannes ozonlaget?

Ozon dannes i atmosfæren, når kortbølget ultraviolet lys fra solen får iltmolekyler (O2) til at dele sig i iltatomer (O), som derefter genforener sig med ilt til ozon (O3). Ozon både dannes og nedbrydes naturligt ved solens stråling. Den naturlige dannelse og nedbrydning af ozon var før i tiden i ligevægt.

Hvordan nedbrydes ozonlaget?

Menneskets udslip af ozonlagsnedbrydende stoffer har forstyrret den naturlige balance, så den hastighed, hvormed ozonen nedbrydes, overstiger den hastighed, hvormed der dannes nye molekyler. Nedbrydningen er mere udtalt under visse betingelser. Disse er for eksempel til stede i de arktiske områder ved forårstid.

Når solens stråler nedbryder de ozonlagsbrydende stoffer, frigøres der for eksempel chloratomer (Cl), som reagerer med ozon og danner ilt (O2) og chlormonooxid (ClO). Chlormonooxiden vil herefter reagere med et frit iltatom, så der dannes et frit chloratom og et frit iltmolekyle. Processen betyder, at et chloratom kan nedbryde en stor mængde ozon, før det bliver gjort inaktivt. Ved tilsvarende reaktioner kan også nogle kemiske stoffer, der indeholder brom (Br), nedbryde ozonlaget.