Kravet om at sprøjteudstyr skal synes regelmæssigt stammer fra EU's direktiv om bæredygtig anvendelse af pesticider. I Danmark er reglerne gennemført i Bekendtgørelse nr. 789 af 1.6.2022 om syn af sprøjteudstyr.
Formålet med at syne sprøjteudstyr er at minimere negative virkninger af menneskers sundhed og miljøet ved udbringning af pesticider.
De første pesticidsprøjter blev synet i 2014 og ind til 1.1. 2020 var første syn gældende i 5 år. Siden 1.1. 2020 gælder de gennemførte syn af sprøjter kun i 3 år (Dog 6 år for visse typer af udstyr - læs nærmere her) For nyt sprøjteudstyr gælder, at det skal være synet 5 år fra købsdatoen (fakturadatoen), herefter skal det synes hvert 3. år.
Det er sprøjteejerens ansvar at sprøjteudstyret overholder kravet om syn.
Undtagelser fra synskravet
Den eneste undtagelse fra synskravet gælder hånd- og rygsprøjter, som i bekendtgørelsen pr. 1.7. 2022 er defineret som:
Hånd- og rygsprøjte: Sprøjte med en tankvolumen på højst 25 liter, der er konstrueret til under brugen at blive båret i hånden, på ryggen, på skulderen, eller hvor dette udstyr er monteret på hjul, og som er konstrueret til højst at kunne skabe et tryk i tanken på 8 bar.
Det betyder at sprøjteudstyr som er monteret på ATV'er o.lign. køretøjer ikke længere er undtaget for syn, blot ved at tanken er under 25 liter, udstyret er kun undtaget hvis det monterede udstyr hører under definitionen af hånd- og rygsprøjter.
Kontakt Miljøstyrelsen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit sprøjteudstyr er omfattet af krav om syn
Vejledning om syn af sprøjter
Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning om syn af sprøjter, der indeholder information om reglerne på området samt detaljerede beskrivelser af, hvordan syn af forskellige typer af sprøjter skal gennemføres.
Vejledningen opdateres i takt med at der træder nye regler i kraft på området, at der kommer nyt typer af udstyr i brug m.v.
Sprøjter skal synes af godkendte synsvirksomheder
Miljøstyrelsen godkender virksomheder til syn af sprøjter, se listen med godkendte synsvirksomheder her.