Faktaark: Perfluorhexansulfonsyre (PFHxS)

Dette faktaark fortæller dig om forbuddet mod at fremstille, markedsføre og anvende PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser i stoffer, blandinger og artikler. Stofferne tilhører gruppen af per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS).

PFHxS består af en lineær eller forgrenet fuldt fluoreret kulstofkæde med en sulfonsyre som funktionel gruppe. PFHxS har den kemiske opbygning C6HF13O3S. PFHxS-beslægtede forbindelser er stoffer, der nedbrydes til PFHxS, og har C6F13S- som bærende element. PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser har tidligere haft en lang række anvendelser i bl.a. brandslukningsskum, metal belægning, elektronik, imprægnering og tekstiler, herunder læder og møbelpolstring. Ved mange anvendelser, er PFHxS blevet brugt som erstatningskemikalie til PFOS som har været forbudt siden 2006.

Hvad siger reglen?

Fra den 28. august 2023 blev det forbudt at fremstille, markedsføre og anvende PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser i stoffer, blandinger og artikler med følgende grænseværdier: PFHxS og salte heraf må forekomme i koncentrationer op til 0,025 mg/kg (svarende til 0,0000025 vægtprocent) i stoffer, blandinger eller artikler. PFHxS-beslægtede forbindelser eller kombinationer af PFHxS beslægtede forbindelser må forekomme i koncentrationer op til 1 mg/kg (svarende til 0,0001 vægtprocent) i stoffer, blandinger eller artikler.

For PFHxS, dets salte og beslægtede forbindelser gælder desuden, at de må forekomme i koncentrationer op til 0,5 mg/kg (0,00001 vægtprocent), hvor det er til stede i koncentrerede blandinger af brandslukningsskum, der skal anvendes umiddelbart eller anvendes til fremstilling af andre blandinger af brandslukningsskum.

Hvad er formålet med reglen?

Udledningen af PFHxS skal stoppes, da PFHxS er svært nedbrydelige og forbliver i kroppen. PFHxS er svært nedbrydelige i naturen (persistent) og vil derfor over tid, ophobes i miljøet ved fortsat udledning. Stofferne er fundet i forhøjede koncentrationer i forhold til dansk fastsatte grænseværdier i miljøet. Mennesker er primært udsat for PFHxS gennem fødevarer og drikkevand og i mindre grad via PFHxS i støv og forbrugerprodukter.

PFHxS er en af de undersøgte PFAS som forbliver længst tid i menneskekroppen.

Hvem er ansvarlige?

Enhver, som sælger eller importerer produkter, der indeholder PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser, har ansvaret for, at reglerne overholdes, sådan som det fremgår af lovgivningen.

Hvem fører tilsyn med reglen?

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes. Identificeres et ulovligt produkt, kan det medføre, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Overtrædelse af reglerne kan medføre bøde eller fængselstraf.