PFAS-partnerskaber

Regeringen vil give danske virksomheder adgang til ekspertviden og testmiljøer, der skal hjælpe med at udfase og fjerne PFAS i Danmark. Det skal ske i nye PFAS-partnerskaber, som skal drives af Teknologisk Institut i samarbejde med dansk erhvervsliv.

PFAS skal afværges, inddæmmes og oprenses, og derfor står danske virksomheder over for omfattende restriktioner af per- og polyflouralkylstoffer (PFAS) i både Danmark, EU og globalt. Men det kan være svært for virksomhederne at danne sig et overblik over, hvor PFAS findes i deres produkter, hvilke alternativer der kan bruges, og hvordan de kan omstille sig uden at miste konkurrencekraft.

Derfor tilbyder regeringen nu som led i PFAS-handlingsplanen hjælp til at fremskynde udfasningen af PFAS. Det sker i form af Miljøstyrelsens nye PFAS-partnerskaber, som drives af Teknologisk Institut i samarbejde med en række centrale aktører: Dansk Industri, Dansk Erhverv, inVirke, Dansk Standard og Apeiron.


 

Fakta

  • Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik i maj 2024 en aftale om den første nationale handlingsplan mod PFAS-forurening. Planen skal beskytte miljøet og danskerne mod PFAS i hverdagen.

  • Der er afsat 404 mio. kr. til planen, som skal danne grundlag for at afværge, inddæmme og oprense PFAS-forurening. Handlingsplanen løber frem til og med 2027 og repræsenterer en første fase i indsatsen mod PFAS. Efter 2027 skal der tages stilling til fremadrettede indsatser mod PFAS-forurening.

Partnerskaberne er gratis at deltage i og åbne for både store og små virksomheder. Deltagerne får adgang til:

  • Workshops og erfaringsudveksling om PFAS i produkter og processer

  • Praktiske værktøjer og guides til leverandørdialog, konsekvensvurdering og strategisk kommunikation
  • Netværk og taskforces, der arbejder målrettet med fx funktionelle alternativer, affaldshåndtering og effektvurderinger

  • Virksomhederne får adgang til viden, netværk og forberedelse til kommende lovkrav.

  • Partnerskaberne tilrettelægges blandt andet ud fra de deltagende virksomheders konkrete behov og ønsker. Derfor kan man allerede nu helt uforpligtende tilkendegive sin interesse i at deltage og være med til at præge de temaer, der skal tages op i partnerskaberne.

Kontaktoplysninger

Teknologisk Institut
Emil Damgaard-Møller
Seniorkonsulent og sekretariatsleder
Tlf. +45 72 20 16 26
E-mail edmo@teknologisk.dk

Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen - Cirkulær Omstilling
Tlf. +45 20 59 47 17  
E-mail: nahbr@mst.dk

Nanna Rørbech

Miljøstyrelsen - Cirkulær Omstilling, MUDP-sekretariatet
Nanna Rørbech
+45 22 38 48 47  
E-mail: naroe@mst.dk