Spørgsmål og svar om Jordvarmeanlæg

Ifølge Miljøstyrelsens regler, skal jordvarmeanlæggets jordslangesystem efterses efter et års drift, mens køleenheden/varmepumpen, hvis den har en kapacitet på mere end 1 kg kølemiddel, skal efterses en gang årligt ifølge arbejdstilsynets regler.

I 2017 blev reglerne for Miljøstyrelsens tilsyn med jordvarmeanlæg ændret, og kravet om årlige eftersyn bortfaldt. Ifølge Jordvarmebekendtgørelsen er det nu kun nødvendigt med ét eftersyn af selve jordslangeanlægget efter første års drift.

Jordvarmebekendtgørelsen, som er udstedt af Miljøstyrelsen, har primært til formål at sikre mod jordforurening ved udsivning fra jordslangesystemet. De forhold, som skal undersøges ved eftersyn efter første driftsår jf. § 21 fremgår af bilag 4 i jordvarmebekendtgørelsen.

Derudover har man ifølge jordvarmebekendtgørelsen altid pligt til at sikre, at ens jordvarmeanlæg er i en sådan vedligeholdelsesmæssig stand, at der ikke er nogen åbenlys risiko for forurening fra anlægget. Skulle det alligevel ske, at anlægget er utæt, har man pligt til at stoppe denne lækage samt underrette kommunen.

Læs mere om Miljøstyrelsens fortolkning af reglerne i notatet Nyhed om eftersyn af jordvarmeanlæg.

Imidlertid vedrører Miljøstyrelsens krav kun jordslangesystemet, som primært er udendørs. Arbejdstilsynet har stadig krav om årlige eftersyn af køleanlæg/varmepumper med en kapacitet på mere end 1 kg kølemiddel. Varmepumpen i langt de fleste jordvarmeanlæg vil derfor stadig være omfattet af Arbejdstilsynets krav om årlige eftersyn.

Reglerne fremgår af afsnit 5.1 i arbejdstilsynets vejledning.

I § 15, stk. 1 i jordvarmebekendtgørelsen er angivet de umiddelbart  tilladte frostsikringsmidler i jordvarmeanlæg. Ifølge § 15, stk. 2 kan alternativer hertil tillades, såfremt det kan godtgøres, at de stoffer der bruges i jordvarmeanlæg ikke kan danne sundhedsskadelige eller tungt nedbrydelige mellemprodukter, både under aerobe og anaerobe forhold, og at stoffet er lige så let nedbrydeligt i jord og grundvand, og ikke mere toksisk for mennesker og miljø end frostsikringsmidlerne i stk. 1.

Det betyder, at hvis der ønskes at anvende andre stoffer end de navngivne stoffer i bekendtgørelsen, så skal der stilles krav om saglig og uafhængig dokumentation for vandopløselighed, flygtighed, sorption, nedbrydelighed i jord og grundvand samt stoffets toksiske egenskaber.

De navngivne stoffer som kan anvendes som frostsikringsvæsker i et jordvarmeanlæg omfatter bl.a. ethanol og IPA-sprit, som består af ethanol denatureret med 10 % isopropanol, jf. § 15, stk. 1, nr. 1.  Det oplyses at mostanol ligner IPA-sprit blot med et ændret blandingsforhold imellem ethanol og isopropanol. I miljøprojekt nr. 1238 fra 2008 om jordvarmeoplag er det oplyst, at der ikke er grundlag for at vurdere ethanol og isopropanol forskelligt med hensyn til nedbrydelighed og toksicitet.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at såfremt mostanol ikke indeholder andre stoffer end de her oplyste og dermed ligner IPA-sprit blot med et ændret blandingsforhold imellem ethanol og isopropanol, så vil det ikke ændre stoffets miljømæssige egenskaber væsentligt.

Derfor ser Miljøstyrelsen intet til hinder for, at myndigheden tillader at mostanol kan anvendes som frostsikringsmiddel i jordvarmeanlæg.

I jordvarmeanlæg med brine er det efter jordvarmebekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 3 bl.a. tilladt at bruge ethylenglykol eller propylenglykol som frostsikringsmiddel, når der foreligger en udtømmende deklaration af indholdet af antikorrosionsmidler og andre tilsætningsstoffer, herunder udtømmende deklaration af sådanne midler i færdigblandede frostsikringsmidler.

Indeholder frostsikringsmidlet andre stoffer end de umiddelbart tilladte stoffer (ethylenglykol, propylenglykol, ethanol og IPA-sprit) skal kommunen, efter jordvarmebekendtgørelsens § 15, stk. 2, nr. 1-2, på baggrund af oplysninger fra ansøger vurdere, om disse stoffer kan danne sundhedsskadelige eller tungt nedbrydelige mellemprodukter, både under aerobe og anaerobe forhold, og om stoffet er lige så let nedbrydeligt i jord og grundvand, og ikke mere toksisk for mennesker og miljø end de umiddelbart tilladte stoffer.

Normalt bliver glykolen tilsat omkring 6 % korrosionsinhibitor, fordi glykol i ren form er aggressivt over for de materialer, som indgår i jordvarmeanlæggets varmeslanger. Korrosionsinhibitoren består af ca. 50 % vand og 50 % aktive stoffer, fordelt på 2-6 forskellige stoffer. Efter jordvarmebekendtgørelsen § 15, stk. 3 må frostsikringsmidlet højst udgøre 35 % af den samlede væske i jordvarmeanlægget. De aktive stoffer i korrosionsinhibitor vil dermed udgøre ca. 1 % af den samlede mængde brine i jordvarmeanlægget.

Kommunen skal derfor vurdere om antikorrosionsmidler og andre tilsætningsstoffer end dem nævnt i jordvarmebekendtgørelsen kan danne sundhedsskadelige eller tungt nedbrydelige mellemprodukter, hverken under aerobe eller anaerobe forhold.

Stoffet/stofferne skal tillige være let nedbrydeligt i jord og grundvand, og ikke mere toksisk for mennesker og miljø end de umiddelbart tilladte frostsikringsmidler i § 15, stk. 1.

Miljøstyrelsen har kendskab til, at følgende stoffer bruges i antikorrosionsmidler, og styrelsen har derfor vurderet disse stoffers egnethed som korrosionsinhibitor i jordvarmeanlæg:

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller en række krav om forudgående miljømæssig vurdering af projekter, der vil kunne påvirke miljøet væsentligt.

Lovens bilag 1 og 2 indeholder en udtømmende opregning af de projekter, der er omfattet af lovens forpligtelser. De projekter, der er obligatorisk VVM-pligtige, fremgår af bilag 1 og de projekter, som er underlagt en VVM-screening fremgår af bilag 2. Der kan således ikke meddeles tilladelse eller godkendelse til de anlægstyper, som er omfattet af lovens bilag 1 eller bilag 2, før VVM-myndigheden har vurderet anlægget.

Screeningen har til formål at fastslå, om projektet ud fra navnlig sin art, placering og dimensioner kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis projektet ikke kan antages at få væsentlig indvirkning på miljøet, træffer VVM-myndigheden afgørelse om, at projektet ikke skal gennemgå en miljøvurdering. Hvis VVM-myndigheden finder, at projektet kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, træffes afgørelse herom og projektet undergår samme miljøvurderingsproces som de projekttyper, der er optaget på bilag 1. Visse jordvarmeanlæg er omfattet af lovens bilag 2, hvilket betyder, at der ikke kan gives tilladelse til disse anlæg, hvis der ikke forinden har været foretaget en VVM-screening af projektet.

En VVM-screening udelukker ikke, at der skal søges tilladelse eller foretages anmeldelse efter andre regler, ligesom tilladelse eller anmeldelse efter andre regler ikke erstatter screeningen.
For yderligere oplysninger om VVM-reglerne henvises der til Miljøstyrelsens hjemmeside.

Terrænnære jordvarme anlæg kan være omfattet af reglerne om VVM, hvis der er tale om et industrielt anlæg, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) bilag 2, pkt. 3.a. vedrørende industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand.

Hvorvidt der er tale om et industrielt eller ikke-industrielt terrænnært jordvarmeanlæg afhænger bl.a. af antallet af ejendomme, som anlægget forsyner med varme. Ikke-industrielle jordvarmeanlæg vil almindeligvis kun forsyne en ejendom, hvorimod industrielle jordvarmeanlæg vil forsyne flere husstande. Terrænnære ikke-industrielle jordvarmeanlæg er ikke omfattet af reglerne om VVM.

Dybe jordvarmeanlæg kan også være omfattet af reglerne om VVM, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) bilag 2, pkt. 2.d. vedrørende dybdeboringer.

Almindeligvis vil en jordvarmeboring, hvor dybden af anlæggets boringer er 10 meter eller mere være omfattet af reglerne om VVM. Dette er gældende, selvom der ikke er tale om "udvindings"-boringer, idet jordvarmeboringer også vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Selve dybden på boringen er dog ikke i alle henseender bestemmende for, om boringen kan få væsentlige konsekvenser for miljøet.

Generelt bør det vurderes, om dybe jordvarmeboringer pga. sin placering eller dimensioner kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Jordvarmebekendtgørelsens § 16, stk. 3, slår fast, at jordvarmeanlægget ikke må overdækkes på en måde, som vanskeliggør eller hindrer inspektion og reparation af nedgravede dele af anlægget. Bestemmelsen skal forstås således, at der ikke må etableres installationer, bygninger og lignende over jordvarmeanlægget, der betydeligt kan øge tiden, det tager at tilgå jordvarmeslangerne i tilfælde af eksempelvis en utæthed, der skal udbedres.

Jordvarmebekendtgørelsen indeholder standardbestemmelser for traditionelt udformede jordvarmeanlæg, som beskrevet nærmere i Miljøprojektet nr. 1238 om jordvarmeanlæg. Det følger af bekendtgørelsen, at alle tilladelser til jordvarmeanlæg som minimum skal indeholde vilkår i overensstemmelse med §§ 9-21.

Hvis der søges om tilladelse til etablering af et anlæg, som i konstruktion eller placering afviger fra traditionelle anlæg, kan kommunalbestyrelsen dog fortsat meddele tilladelse til et sådant anlæg, når miljøbeskyttelseslovens beskyttelseshensyn er tilgodeset. Dette følger også af bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Det anbefales, at kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang, og såfremt det er relevant, medtager standardbestemmelser for jordvarmeanlæg i tilladelsen, som beskrevet i bekendtgørelsen dvs. krav til slanger, brine eller afstandskrav.

Varmeslanger i et jordvarmeanlæg skal være DS/EN godkendt efter standarden EN 12201. Det følger dog af bekendtgørelsens § 20, stk. 1, at varmeslanger der produceres eller markedsføres lovligt i en anden medlemsstat i EU eller i Tyrkiet eller lovligt fremstilles i en EFTA-stat kan anvendes, hvis de opfylder en anden standard med et tilsvarende beskyttelsesniveau som EN 12201.

EN 12201 har erstattet EN 13244, hvorfor denne ikke fremgår af gældende jordvarmebekendtgørelse. Slanger godkendt efter EN 13244 kan dog stadigt bruges.
Den fællesnordiske "SBC" godkendelse under INSTA-CERT fremgår ligeledes ikke længere i den gældende bekendtgørelse, da denne svarer direkte til EN 12201.

Det følger af bekendtgørelsen, at dybe jordvarmeanlæg skal etableres mindst 300 m fra en almen vandforsyning.

Det er dog muligt, at få nedsat afstandskravet indtil 50 m fra en almen vandforsyning, hvis det kan dokumenteres med såkaldte BNBO beregninger, at jordvarmeanlægget ligger uden for det boringsnære beskyttelsesområde for omkringliggende vandboringer, og at anlægget alene anvender ethanol, IPA-sprit (ethanol denatureret med 10 % isopropanol) eller propylenglycol uden antikorrosionsmidler og andre tilsætningsstoffer.

En vejledning for beregning af det boringsnære beskyttelsesområde kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.

I Miljøprojekt nr. 1588 - Miljøforhold i forbindelse med etablering af private jordvarmeanlæg fremgår, at spild og udslip fra jordvarmeanlæg ofte sker pga. mekanisk brud på varmeslangerne. Jordvarmeanlæg skal derfor nedgraves, så de har mindst 1 meters jorddækning i landbrugsarealer, som anvendes til landbrugsmæssige aktiviteter, da der ofte sker pløjning, grubning, dybdeharvning, fræsning og lignende mekanisk påvirkning af jorden her.

Kommunalbestyrelsen skal fremsende underretning om tilladelse til jordvarmeanlæg, hvis relevante foreninger anmoder om dette, jf. miljøbeskyttelseslovens § 74 og § 76. Øvrige instanser kan tillige anmode om orientering ved tilladelser til jordvarmeanlæg, da de har klageret for afgørelser gjort efter § 19 i Miljøbeskyttelsesloven. Dette kunne eksempelvis være Sundhedsstyrelsen, jf. § 98 stk. 3 og Forbrugerrådet, jf. 99 stk. 4.

Anlæg med direkte fordampning er ikke længere omfattet af jordvarmebekendtgørelsen. For anlæg med direkte fordampning gælder der dog fortsat de genereller regler for kølekompressorer. 

Det omfatter eksempelvis regler udstedt af Arbejdstilsynet:

• Regelgrundlag for indretning, ombygning og reparation af trykbærende udstyr
• Bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr
• Herudover AT-vejledning B.4.4 om køleanlæg og varmepumper

En sagkyndig i jordvarme kan eksempelvis være en certificeret kølemontør. Det kan også være en sagkyndig kølevirksomhed efter arbejdstilsynets definitioner som er certificeret efter DS/EN ISO 9001 standarden og dermed kvalificeret til at udføre arbejde på jordvarmeanlæg. Dette er kun eksempler. Kommunerne kan til enhver tid godtage andre firmaer som sagkyndige.

I jordvarmebekendtgørelsens §14 stk. 1 er det anført at varmeslangerne i et terrænnært anlæg skal bestå af enten PE40 eller PE80. Der er dog mulighed for at anvende alternativer jf. §14 stk. 3, hvis det kan godtgøres at de ansøgte materialer besidder tilstrækkelig styrke og holdbarhed, til at modstå mekaniske påvirkninger, erosion samt kemisk- og galvanisk korrosion jf. §12.

Varmeslanger af materialet PE100/PE100RC fås i dag i samme dimensioner og længder, som anvendes i terrænnære jordvarmeanlæg. De har grundlæggende samme materialeegenskaber som PE40 og PE80, men er af en højere kvalitet, der er stærkere og kan modstå større tryk. Risikoen for udslip af brine fra et terrænnært jordvarmeanlæg bestående af slanger af typen PE100/PE100RC, Vurderes derfor at være tilsvarende eller mindre end slanger af typen PE40 eller PE80.

Derudover har PE100/PE100RC ved stuetemperatur en bøjningsradius, der giver mulighed for den ønskede dimensionering af slangeplanen i et terrænnært jordvarmeanlæg.

Det er miljøstyrelsens samlede vurdering at der hverken er nogen væsentlige miljøfaglige eller praktiske hindringer for at kunne anvende PE100/PE100RC, som slangemateriale i horisontale jordvarmeanlæg.

Hvis PE100/PE100RC derfor lever op til de øvrige krav i §14 stk. 1, om at være af typen SDR17 eller mindre, og mærket med DS12201 eller tilsvarende standard, så ser miljøstyrelsen intet til hinder for at den lokale myndighed giver tilladelse til anvendelse af varmeslanger bestående af PE100/PE100RC i terrænnære jordvarmeanlæg.