Vejledning om kommunal indsamling af batterier

Ja. Kommunernes ageren på private markeder er blandt andet begrænset af kommunalfuldmagten. Meget kort beskrevet må kommunerne som udgangspunkt ikke sælge varer eller ydelser på det private marked, og i de undtagelsestilfælde, hvor kommunerne alligevel har retlig adgang hertil, skal varerne eller ydelserne afsættes til markedspris.

Miljøstyrelsen har redegjort nærmere for sin vurdering af problemstillingen i vedhæftede notat, ”Afklaring om kost- eller markedspris for kommunal indsamling af batterier under forordningen.” (kan downloades her).

Efter Miljøstyrelsens opfattelse bør kommunerne ved deres prisberegning være omhyggelige med at fordele deres interne omkostninger korrekt, således at der ikke sker krydssubsidiering, jf. også det ovenfor omtalte notat.

Ja, det er både lovligt og obligatorisk. Se spgm. 1. Der gøres dog opmærksom på at markedspris skal ses til forskel fra kostpris. Producenterne må ikke betale for omkostninger der ikke er relateret til indsamlingen af batterier.

Med nyt producentansvar er indsamling af batterier ikke længere en kommunal ordning.

Indgår kommunerne aftale om indsamling med en kollektiv ordning eller en producent skal de som anført i spørgsmålet overholde de miljømæssige krav, der gælder for indsamling m.v., herunder håndtering af batterier som farligt affald. Omkostningen hertil skal indregnes i den pris, kommunerne forlanger hos producenterne.

Affaldsregulativer hører under Energistyrelsen og Klima- Energi- og Forsyningsministeriets ressort.  Henvendelse kan rettes til dem.

Spørgsmålet, der er af regnskabsmæssig karakter, ligger uden for Miljøstyrelsens kompetenceområde.

Miljøstyrelsen har været i dialog med Kommunernes Landsforening, der oplyser at batteriindtægter og -udgifter fortsat er en særskilt post under servicerammen på hovedkonto 0.52.85.

Kommunernes landsforening henviser til Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat ”Orientering om ændring af bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner og orientering nr. 66 om ændringer til budget- og regnskabssystem for kommuner”

En kommune må ikke opkræve et eventuelt underskud på indsamlingsordningen ved borgerne via affaldsgebyret eller skattefinansiere dette underskud. Dette indebærer risiko for ulovlig statsstøtte i form af offentlig støtte til producenter for omkostninger, de er pålagt at dække. Hvis den pris en kommune forhandler sig frem til ikke er tilstrækkelig for at dække omkostningerne, må kommunen justere på serviceniveauet. Det bemærkes at kommunerne ikke er forpligtede til at indsamle batterier og derfor kan afvise at gøre dette.

Ja, kommunerne må indgå kontrakter om indsamling, jf. forordningens artikel 59, stk. 2, litra a, nr. 3, artikel 60, stk. 2, litra a, nr. 3 og artikel 61, stk. 1, litra d.

Ja, kommunerne skal have dækket deres nødvendige omkostninger.

De omkostninger, producenterne skal dække, er opregnet i forordningens art. 56, stk. 4. For så vidt angår indsamlingen findes en nærmere angivelse af producenternes opgaver i artiklerne 59, stk. 1, 60, stk. 1 og 61, stk. 1 og 3. Producenterne må nødvendigvis betale for udførelsen af disse opgaver, medmindre de udfører dem selv.

Ordet ”nødvendige” findes ikke i denne forbindelse i forordningen. Affaldsdirektivets art. 8 a, stk. 4, litra c, som finder anvendelse sideløbende med forordningen, jf. forordningens art. 56, stk. 1, fastslår imidlertid, at de omkostninger, producenterne skal betale, ikke må overstige omkostninger, der er ”nødvendige”.

En genbrugsplads der utilsigtet modtager startbatterier, industribatterier eller elkøretøjsbatterier betragtes som en slutbruger og skal håndtere batterierne ved at aflevere dem i indsamlingsnetværket som er etableret af producenterne. Genbrugspladsen kan ikke forlange betaling for dette af producenterne så længe der ikke er forbundet væsentlige omkostninger med håndteringen. Producenterne har pligt til at informere om, hvor deres batterier kan afleveres.

Før et batteri er udtjent gælder de almindelige regler om aftalefrihed. Det vil sige, at ikke-udtjente batterier kan sælges og købes på markedsvilkår.

Batterier er udtjente, når en slutbruger vælger eller har til hensigt at skille sig af med batterierne, og dermed er affald.

Forholdet er i strid med batteribekendtgørelsens regler, og Miljøstyrelsen vil håndhæve forholdet over for kommunen. 

Der er fri konkurrence mellem producenter og kollektive ordninger. Det betyder, at batteriforordningen ikke sætter begrænsninger eller krav til, hvorvidt producenter og kollektive ordninger vælger at betale slutbrugere, for at aflevere udtjente batterier til dem frem for andre producenter eller kollektive ordninger.

Dog kan der være andre regler, som regulerer, hvilke prisaftaler indsamlingssteder kan indgå med kollektive ordninger og producenter (fx kommunalfuldmagten).

Der er tale om utilsigtet indsamling. Kommunen bør informere om, at startbatterier ikke må afleveres hos dem.

Kommunen skal selv sørge for, at batterierne bliver afleveret til et indsamlingssted, som har en aftale med en producent eller kollektiv ordning. Kommunen kan ikke kræve, at batterierne bliver afhentet af en producent eller kollektiv ordning. Dog skal der som følge af kravet om geografisk dækkende indsamlingsnetværk være et indsamlingssted indenfor en rimelig afstand.

Som følge af reglerne om producentansvar skal alle batterier afleveres til en producent eller kollektiv ordning med ansvar for startbatterier. Kommunen må derfor ikke selv stå for at få affaldsbehandlet batterier.

Kommunen skal betragtes som slutbruger og må selv vælge hvilket indsamlingssted, de vil aflevere batteriet til.