Styr på miljøet - mere miljøledelse i små- og mellemstore virksomheder

Som led i indsatsen for at modernisere virksomheders miljørapportering, har Miljøstyrelsen igangsat projektet "Styr på miljøet", der skal gøre det nemmere for danske virksomheder – særligt små- og mellemstore virksomheder – at arbejde strategisk og systematisk med miljø i deres forretning.

Miljøledelse kan sætte virksomheders miljøarbejde i system og f.eks. sikre en bedre styring med og færre udgifter til ressourcer, materialer og affaldsstrømme, overholdelse af lovgivning, kommunikation med kunder, markedsføring samt bidrage til fastholdelse af medarbejdere via øget medarbejdertilfredshed. Eksempelvis har Novozymes oplyst, at virksomheden som direkte resultat af deres miljøledelsesindsats har sparet mere end 300 mio. kr. årligt – alene på energiregningen.

Den primære målgruppe for projektet er danske små- og mellemstore virksomheder (primært fra 50-250 medarbejdere), som på nuværende tidspunkt ikke arbejder med systematisk miljøledelse, eller som har et ønske om at opgradere deres eksisterende miljøledelsessystem.

Konkret udføres en GAP-analyse i 45 virksomheder, der belyser hvad der skal til for at virksomheden kan implementere et miljøledelsessystem. Herefter udarbejdes en handlingsplan til virksomheden. Hjælp til selve implementereingen af miljøledelsessystemet er ikke omfattet af dette projekt. Virksomheden findes bl.a. via 5 regionale inspirationsmøder, der afholdes i løbet af første halvår 2016.

Projektet udføres af Key2Green i samarbejde med en række regionale grønne erhvervsnetværk

Miljøstyrelsen har afsat i alt 800.000 kr. til projektet i 2016.