Hvordan bliver man EMAS registreret

Hvordan bliver man EMAS registreret. Hvad kræver det af virksomheden. Hvem skal kontaktes. Hvad indebærer registreringsprocessen.

1. Det første I skal gøre for at blive EMAS registreret er at etablere et miljøledelsessystem efter retningslinjerne i EMAS forordningen. 

2. Når I er i gang med at implementere et miljøledelsessystem og har udarbejdet en miljøredegørelse, skal I kontakte en akkrediteret ekstern verifikator. Den eksterne verifikator skal kontrollere, at I lever op til kravene.

EMAS forordningen stiller blandt andet krav til at I har:

  • foretaget en kortlægning af virksomhedens miljøforhold,
  • etableret interne strukturer, som sikrer, at der løbende arbejdes med forbedring af virksomhedens miljøforhold og at disse er beskrevet i en miljøledelseshåndbog,
  • Udarbejdet en miljøpolitik og formuleret konkrete miljømål,
  • Lavet en handlingsplan for opfyldelsen af disse,
  • Gennemført intern audit, samt
  • Udarbejdet en miljøredegørelse.

Den eksterne verifikator skal - udover at kontrollere jeres miljøledelsessystem - godkende jeres miljøredegørelse og udstede et verifikationsbevis.

3. Ved nyregistreringer skal I udfylde en anmeldelsesformular med stamdata om virksomheden. Ved genregistrering skal I sende eventuelle ændringer til disse oplysninger. I skal desuden indsende et skema til dokumentation for overholdelse af miljølovgivning

4. Den godkendte miljøredegørelse, EMAS verifikationsbeviset samt anmeldelsesformularen eller ændringer til oplysningerne i denne sendes pr. mail til Miljøministeriet på emas@mst.dk. Se også EMAS registreringsmyndighed og akkrediterede verifikatorer.

5. Herefter læses miljøredegørelsen igennem. Hvis den kan godkendes, så sender vi et certifikat på jeres EMAS registrering samt datoen for, hvornår den næste verificerede miljøredegørelse eller opdaterede miljøredegørelse skal sendes til Miljøministeriet. Herefter opretter vi jer i vores EMAS database, hvor I så vil figurere som en EMAS registreret virksomhed.

6. Når I har modtaget EMAS certifikatet, skal I indbetale et mindre gebyr til Miljøministeriet.

EMAS Easy

EMAS easy metoden er en enkel metode udviklet til at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV’er) med at blive EMAS registreret ved at implementere et fuldt funktionsdygtigt miljøledelsessystem, der lever op til kravene i EMAS systemet.

Med EMAS easy kan man på ti dage, med ti medarbejdere og ti stykker papir opnå en EMAS registrering. Arbejdsprocessen fra start til slut indebærer 30 trin, som skal følges af virksomheden.

Download EMAS Easy guiden til SMV'er på dansk.