Transport kræver forudgående godkendelse hos Miljøstyrelsen i to tilfælde:
Hvis transporten eller importen omfatter GMO'er, der indgår i aktiviteter i klasse 4 (dvs. særligt miljøfarlige GMO’er).
Læs om de forskellige risikoklasserHvis transporten eller importen ikke opfylder kravene til mærkning og emballering.
Der opkræves gebyr i forbindelse med godkendelse af transport.
Læs om reglerne for gebyr i Bekendtgørelse om gebyr i henhold til lov om miljø og genteknologi.
Krav til ansøgningen
Der findes ikke noget standardiseret ansøgningsskema, men kravene til ansøgningen er specificeret i Bekendtgørelse om transport og underretning ved markedsføring af genetisk modificerede organismer godkendt til markedsføring i et andet land inden for EU. Bemærk, det er kravene bekendtgørelsen, der skal overholdes. Informationerne nedenfor er blot til hjælp.
En ansøgning om godkendelse af transport skal indeholde følgende oplysninger, der sendes til Miljøstyrelsen:
navn og adresse for den transport- og importansvarlige
oplysning om transportrute og transportform
oplysning om tidspunktet for transporten
en karakteristik af donor-, recipient- eller eventuelle parentale organismer, en karakteristik af de genetisk modificerede organismer, samt oplysninger om organismernes påvirkning af sundhed og miljø
det volumen, der vil blive transporteret
en vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige risici ved transporten
emballagens egenskaber og mærkningens udformning
de sikkerhedsforanstaltninger, der vil blive truffet
eventuelle beredskabsforanstaltninger i tilfælde af uheld.
Såfremt transporten af GMO’er udgør særlig fare for det ydre miljø, skal der udarbejdes en beredskabsplan før transporten påbegyndes. Læs mere om beredskabsplaner i forbindelse med transport her.
Miljøstyrelsen kan foretage en offentlig høring om aspekter af den planlagte transport.
Indsendelse af ansøgningen
Hele ansøgningen fremsendes til Miljøstyrelsen via nedenstående metoder:
Fremsendes til Miljøstyrelsens GMO-postkasse: mst-gmo@mst.dk
Sendes per brev til Miljøstyrelsens adresse:
Miljøstyrelsen
Lerchesgade 35
5000 Odense C
Att. GMO-gruppen