Opdræt af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur

Hvis man ønsker at bruge fremmede eller lokalt fraværende arter i akvakultur, skal man være opmærksom på de særlige regler, der gælder. På denne side findes information om de forhold som gør sig gældende, hvis man ønsker at bruge fremmede eller lokalt fraværende arter i akvakultur.

Brug af fremmede eller lokalt fraværende arter i akvakultur, kræver som udgangspunkt en tilladelse i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 af 11. juni 2007 om brug af fremmede eller lokalt fraværende arter i akvakultur, fremover akvakulturforordningen. Akvakultur omfatter dambrug, havbrug, lineopdræt af muslinger og tang mm., se definition på akvakultur. Nogle fremmede arter er dog undtaget fra tilladelsespligt, se arter som kræver tilladelse til brug i akvakultur.

Åbne akvakulturanlæg skal søge om tilladelse til brug af fremmede arter, som beskrevet nederst på siden. Akvakulturanlæg, som lever op til akvakulturforordningens kriterier for lukkede akvakulturanlæg, er undtaget fra bl.a. tilladelsespligt ved brug af fremmede og lokalt fraværende arter, se lukkede akvakulturanlæg.

Definition på akvakultur

Akvakulturforordningen henviser til definitionen i Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 af 27. juli 2006 om den Europæiske Fiskerifond:

”Opdræt eller dyrkning af akvatiske organismer ved hjælp af metoder, der skal øge produktionen af de pågældende organismer ud over, hvad det naturlige miljø giver mulighed for; organismerne forbliver en fysisk eller juridisk persons ejendom i hele opdrætnings- eller dyrkningsfasen, indtil de er høstet”

OBS

Udsætning af fremmede fiskearter i Put and take søer er ikke omfattet af akvakulturforordningen. Dog skal man være opmærksom på reglerne i Naturbeskyttelsesloven om udsætning af dyrearter, der i dag ikke findes naturligt vildtlevende i Danmark.

Arter som kræver tilladelse til brug i akvakultur

Arter, der er hjemmehørende i Danmark, kræver ikke tilladelse efter akvakulturforordningen.
Ønsker man at bruge fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur, er det nødvendigt at få en tilladelse efter reglerne i akvakulturforordningen. Nogle fremmede arter er dog undtaget fra tilladelsespligt i henhold til akvakulturforordningen. Disse arter er opført på bilag IV til akvakulturforordningen.

Det skal bemærkes at trods undtagelsen efter akvakulturforordningen, skal brug af fremmede arter i akvakultur stadig vurderes efter naturbeskyttelseslovens § 31.

Hvordan der søges om tilladelse beskrives længere nede på siden.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledende artsliste, hvoraf det fremgår, hvilke arter der er fritaget fra ansøgningspligten. 

Se den vejledende artsliste  (listen opdateres løbende)

Ønskes der anvendt en fremmed eller lokalt fraværende art, som ikke står på ovenstående liste, skal der rettes kontakt til Miljøstyrelsen via mst@mst.dk, ATT: Virksomheder.

Åbne akvakulturanlæg

Akvakulturforordningen stiller krav om godkendelse ved import og brug af fremmede eller lokalt fraværende arter i åbne akvakulturanlæg. Et åbent akvakulturanlæg er eksempelvis Dambrug, havbrug og lineopdræt af tang og muslinger mm. 

Lukkede akvakulturanlæg

Lukkede akvakulturanlæg behøver ikke en tilladelse til opdræt af fremmede eller lokalt fraværende arter. Miljøstyrelsen skal dog stadig have fremsendt oplysninger om anlægget via mst@mst.dk, ATT: Virksomheder, da anlægget skal vurderes og evt. have et tilsyn for endelig afgørelse om, hvorvidt det lever op til kriterierne for lukkede akvakulturanlæg.

Et akvakulturanlæg skal opfylde følgende kriterier for at være et lukket anlæg:

”Akvakulturen finder sted i et akvatisk medium, hvor vandet recirkuleres, og afløbsvandet ikke på nogen måde kommer i forbindelse med åbne vandsystemer, før det er siet og filtreret eller nedsivet og behandlet med henblik på at hindre udledning af fast affald til vandmiljøet og udslip fra anlægget af opdrættede arter eller ikke-målarter, der kan overleve og efterfølgende reproducere

og som: 

hindrer tab af opdrættede enkelteksemplarer eller ikke-målarter og andet biologisk materiale, herunder patogener, som følge af faktorer som for eksempel rovdyr (f.eks. fugle) og oversvømmelse (det vil sige, at anlægget skal placeres i sikker afstand fra åbne vandsystemer på grundlag af en behørig vurdering foretaget af de ansvarlige myndigheder)

og på rimelig vis hindrer tab af opdrættede enkelteksemplarer eller ikke-målarter og andet biologisk materiale, herunder patogener, som følge af tyveri og vandalisme, og sikrer forsvarlig bortskaffelse af døde organismer”.

Se listen over lukkede akvakulturanlæg, som bruger fremmede arter

Ansøgning

Ønskes der anvendt fremmede eller lokalt fraværende arter i akvakultur, herunder også stillehavsøsters eller Japansk tæppemusling, skal der fremsendes en ansøgning, samt et tilhørende dossier, der følger de vejledende retningslinjer i bilag I til akvakulturforordningen. Ansøgning og dossieret sendes til mst@mst.dk, ATT: Virksomheder.

Ansøgninger og tilladelser

Nedenfor fremgår Miljøstyrelsens register over ansøgninger og tilladelser til indførelser og omplantninger af fremmede arter.

Se Miljøstyrelsens register over ansøgninger og tilladelser

Se Miljøstyrelsens datablade over ansøgninger og tilladelser 

Nyttige links

Her kan du søge alle akvakulturanlæg frem

Resume af Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur

Kommissionens Forordning (EF) nr. 535/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Forordning (EF) nr. 708/2007

Kommissionens forordning (EF) nr. 506/2008 om ændring af bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 708/2007