Risici ved tatovering
Tatoveringer indebærer altid en risiko for infektioner. Her er et par af de vigtigste råd du bør overveje, inden du får lavet en tatovering.
Tatoveringer indebærer altid en risiko for infektioner eller andre komplikationer. Det er dog sjældent, at der opstår noget alvorligt. Det vigtigste i forhold til en sikker tatovering er, at du bliver tatoveret hos en erfaren tatovør, som har gennemført det lovpligtige hygiejnekursus og har en høj hygiejnestandard. Det er også vigtigt, at tatovøren bruger tatoveringsblæk, som lever op til kemikaliereglerne, så er det mere sikkert.
Der er nogle, der oplever gener ved deres tatoveringer. Den mest hyppige gene er, at tatoveringen klør i sollys, eller at man generelt oplever en vedvarende kløe eller hævelse i huden. I sjældne tilfælde kan der komme knuder i huden, betændelse, udslet og eksem i tatoveringen eller sår, der ikke heler. Hvis hygiejnen ikke er i orden, og der ikke anvendes sterilt udstyr, kan der være risiko for overførsel af alvorlig sygdom fra en person til en anden, fx leverbetændelse. Hvis tatovøren ikke bruger lovligt og sikkert blæk, så kan du have en øget risiko for at udvikle kræft, allergi eller få skader på forplantningen og arveanlæg. Jo flere tatoveringer du får, jo større er risikoen for at opleve en eller anden form for gene.
Ja! Du bør helt undgå hjemmetatoveringer. Det er forbundet med en meget høj risiko for infektioner og betændelse at kaste sig ud i hjemmetatoveringer. Få din tatovering lavet hos en tatovør, der er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen.
Tjek om din tatovør er registreret
Sort er den farve, der er forbundet med den laveste risiko for gener i huden. Det er især rød og blandingsfarver af rød (violet, bordeaux, orange og pink) gul og grøn, der giver kløe ved solbadning og i værste fald vedvarende kløe og hævelse. Hudirriterende og allergifremkaldende stoffer er blevet begrænset eller forbudt i tatoveringsfarver for at undgå gener, men det kan være individuelt om man alligevel oplever gener.
Stoffer som er velkendt at være allergifremkaldende, er blevet begrænset i anvendelsen i tatoveringsfarver for at nedsætte risikoen for at udvikle allergi. Selvom det vil være sjældent, kan der dog alligevel være nogle som udvikler allergi i forbindelse med udførelsen af tatovering, da nogle kan reagere på meget lave koncentrationer. Hudallergi er imidlertid den hyppigste alvorlige komplikation til tatovering og ses særligt i røde tatoveringer eller i tatoveringer med røde blandingsfarver. Den viser sig som rødme, hævelse og kløe af tatoveringen.
Hvis du allerede har allergi, bør du være ekstra forsigtig med at få en tatovering. Tatovøren har pligt til at oplyse dig om indholdsstofferne i blækket, herunder hvis det indeholder Chrom VI og Nikkel, som begge er velkendte allergifremkaldende stoffer.
Der findes tatoveringsfarver, der ikke indeholder kræftfremkaldende stoffer, som ellers kan øge risikoen for at udvikle kræft over tid. Det at man har fået en tatovering betyder ikke nødvendigvis at man får kræft, men EU er der nu regler om, at det er forbudt at anvende bl.a. kræftfremkaldende stoffer i tatoveringsfarver for at beskytte forbrugeren mod skadelige effekter.
Ja, der kan gå betændelse i en tatovering, men det sker ikke så tit, og risikoen afhænger af hygiejnen og hvordan tatoveringen bliver plejet. Det er derfor vigtigt, at tatovøren har gennemført det lovpligtige hygiejnekursus efter fastsatte krav fra Statens Serum Institut.
Hvis hygiejnen er dårlig, eller tatoveringen bliver plejet forkert, kan man få forskellige former for infektioner. Det kan skyldes bakterier, virus og svampe.
Du bør kontakte din læge i følgende tilfælde:
- Hvis du får tiltagende rødme, hævelse og ømhed i huden som er tegn på infektion.
- Hvis tatoveringen bliver ved med at væske.
- Hvis der opstår gul materie og tykke skorper.
- Hvis hævelsen i tatoveringen ikke falder inden for cirka en uge.