Før tatovering

* Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov

HVAD ER GODT AT VIDE, INDEN JEG BLIVER TATOVERET?

Her finder du de typiske spørgsmål og svar. Læs bl.a. om hvilke farver du skal være opmærksom på, og hvor du kan finde inspiration til din tatovering

HVAD VIL DET SIGE AT BLIVE TATOVERET?

Ved tatovering indføres tatoveringsfarve med nål i hudens dybere lag (læderhuden) med henblik på en permanent tegning. Det er altså en tegning, du har i huden resten af livet. Semipermanent tatovering, også kaldet kosmetisk tatovering eller permanent makeup er indførsel af tatoveringsfarve med nål i overhuden, men tatoveringsfarven er kun beregnet til at holde i en begrænset periode. En tatovør er en person, der udfører permanent tatovering, mens en kosmetisk tatovør udfører kosmetisk tatovering.

HVOR KAN JEG FINDE INSPIRATION TIL MOTIVET HENNE?

Det er en god ide at overveje, hvad du vil have lavet - og i hvilken stil. Der er enorme mængder af materiale til rådighed på nettet, som du kan kigge igennem. Giv dig god tid og kig de forskellige tatovørers arbejde igennem via deres hjemmesider, Facebook profiler eller Instagram. Brug hellere den ekstra tid det tager, end at kaste dig ud i noget usikkert, som du måske fortryder!

HVILKEN TATOVØR SKAL JEG VÆLGE?

En tatovør er en person, der udfører enten en permanent tatovering. Vælg først og fremmest en tatovør, der er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, og som har styr på kemikaliereglerne, og undgå risikable hjemmetatoveringer. Tag dig den tid det tager at finde den rigtige tatovør for dig. Du skal have en god fornemmelse af, at I taler samme sprog om, hvad der skal ske. Tjek om din tatovør er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen i det såkaldte tatoveringsregister. (Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside).

  • Vælg en tatovør, der har god indsigt i hygiejne og tatoveringsfarver, og som er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen. 
  • Er der rent og pænt?
  • Tjek hvordan tatovøren sikrer sig, at farverne, udstyr og nåle er sterile. Ifølge reglerne skal tatovøren bruge engangs- eller flergangsudstyr som er sterilt, hvis det gennembryder hud eller kommer i kontakt med organisk materiale (f.eks. en tatoveringsnål).
  • Spørg om hvilke farver tatovøren anvender. 
  • Hvis du ønsker oplysninger om indholdsstoffer, allergifremkaldende stoffer i tatoveringsfarverne, så har tatovøren pligt til at informere dig om dette.

KRÆVER DET EN UDDANNELSE AT BLIVE TATOVØR?

Der er et krav, at tatovører har gennemført et lovpligtigt hygiejnekursus efter krav fastsat af Statens Serum Institut. Tatoveringsstedet skal desuden være registreret hos Sikkerhedsstyrelsen samt sørge for, at de fysiske forhold er velegnede og at de kun bruger sikre tatoveringsfarver. Kravet om registrering hos Sikkerhedsstyrelsen gælder både tatoveringssteder, der udfører klassiske tatoveringer og dem, der udfører kosmetiske tatoveringer.

KAN ALLE TATOVØRER IKKE MERE ELLER MINDRE DET SAMME?

Der er forskel på tatovører, og hvor dygtige de er – både teknisk og designmæssigt. Derfor er det en god idé at se tatovørens mappe, inden du beslutter dig. Det kan måske give dig et indtryk af, om vedkommende kan sit håndværk.

HVAD GØR JEG, HVIS TATOVØREN IKKE VIL SVARE PÅ MINE SPØRGSMÅL?

En god tatovør skal naturligvis kunne svare dig på de spørgsmål, du stiller. Hvis vedkommende ikke giver dig fyldestgørende svar, bør du finde en anden.

ENGANGSNÅL ELLER GENBRUGSNÅL?

Tatoveringsudstyr til engangs- eller genbrug, der gennembryder hud eller kommer i kontakt med organisk materiale, skal være sterilt ved brug for det mindsker risikoen for infektion.

BRUGER TATOVØREN ENGANGSBEHOLDERE?

Når tatoveringen udføres bør alle farverne hældes i hver sin nye engangsbeholder for at undgå infektion.

HVORDAN SIKRER TATOVØREN SIG, AT UDSTYRET ER STERILT?

Den bedste sikring er brug af engangsnål fra anerkendt leverandør. Farvekammeret kan indkøbes som engangsudstyr, men også være autoklaveret (varmebehandlet) af tatovøren. Selve tatoveringsmaskinen kan ikke steriliseres, men udstyr og ledningen til udstyret bør være afdækket med plastik. Sikring af hygiejne og sterilitet omfatter også forhold som arbejdsbord og belysning.

GØR DET ONDT AT BLIVE TATOVERET?

Ja, det gør ondt at blive tatoveret. Det er altid svært at forudse, hvordan det føles, da det er forskelligt fra person til person. Nogle områder på kroppen er mere smertefølsomme end andre.

HVAD NU HVIS JEG FÅR LAVET EN TATOVERING I UDLANDET?

Hvis du får en tatovering lavet i udlandet på ferie, må du regne med større risiko f.eks. på grund af penicillinresistente infektioner. Derudover gør sproget det ofte svært at kommunikere med tatovøren. I EU er reglerne for indhold af kemikalier i tatoveringsfarver de samme, men der kan være forksel på regler for hygiejne og lign.

ER DET EN GOD IDÉ AT FÅ LAVET EN TATOVERING PÅ EN FESTIVAL?

Nej, det er ikke en god idé. Hvis du alligevel får lavet en tatovering på festival, kræmmermarked eller lignende skal du sikre dig, at alle de normale krav til hygiejne og sterilitet er opfyldt, ligesom du bør sikre dig, at tatovøren er erfaren.

MÅ JEG BLIVE TATOVERET, HVIS JEG ER SYG?

Hvis man er syg eller lider af en kronisk sygdom, f.eks. diabetes eller har nedsat immunforsvar, så bør man ikke blive tatoveret uden at rådføre sig med sin læge.

MÅ JEG BLIVE TATOVERET, HVIS JEG ER GRAVID ELLER AMMENDE?

Man bør være ekstra forsigtig, hvis man er gravid, påtænker at blive det eller er ammende. Der er fortsat manglende viden om, hvorvidt det kan påvirke barnet, hvis moderen får en tatovering.

%MCEPASTEBIN%

KONTAKT VORES INFORMATIONSCENTER

Har du spørgsmål til kemi i tatoveringer kan du kontakte Miljøstyrelsens Informationscenter på  e-mail:  eller på tlf. 7254 4466 (mandag-torsdag kl. 9:30 - 16 og fredag kl. 9:30 - 15) eller Miljøstyrelsens tatoveringspostkasse: tatovering@mst.dk

Du kan også læse mere om tatoveringer og semipermanente tatoveringer på Miljøstyrelsens hjemmeside.