Tandplejeprodukter

Der findes mange forskellige produkter til pleje af tænder og mund på markedet. For de fleste voksne er der ikke nogen kendt sundhedsrisiko ved at bruge tandpasta – børn risikerer dog at indtage for meget fluor, hvis de sluger tandpasta i større mængder. Mundskyllevand kan give allergi.

Hvis du er i tvivl om hvilke produkter der er mest hensigtsmæssige og effektive for din tandpleje, bør du rådføre dig med din tandlæge. Det gælder både i forhold til hvilken tandpasta, der er bedst for dine tænder, og hvorvidt det er nødvendigt med mundskyllevand. Nedenfor finder du tips om valg af tandplejeprodukter i forhold til mulige risici.

Tips om valg af tandplejeprodukter

  1. Undgå tandpasta med triclosan, medmindre din tandlæge har rådet dig til at bruge det. Triclosan er mistænkt for at kunne udvikle resistens hos bakterier og er i de fleste tilfælde ikke nødvendigt.

  2. Hvis du har tendens til blister, så undgå tandpasta med skummidlet sodium lauryl sulfat (SLS). Stoffet fremkalder ikke blister i sig selv, men kan forværre tilstanden.

  3. Brug kun en mængde tandpasta svarende til en ært til børn og lær dem, at tandpasta skal spyttes ud frem for sluges.

  4. Oplever du eksem omkring munden og på læberne, kan det være allergi fra indholdsstoffer i tandpastaen. Stop med at bruge produktet og søg læge.

  5. Bruger du mundskyllevand og får eksem omkring munden og på læberne eller hævelse i munden, kan det være allergi fra indholdsstoffer. Stop med at bruge produktet og søg læge.

  6. Tal med din tandlæge, hvis du er i tvivl om, hvilke typer produkter, der er nødvendige eller hensigtsmæssige at bruge i dit tilfælde. Ofte er kosmetiske produkter med antibakteriel virkning overflødige.

I øvrigt gælder som ved alt andet kosmetik, at hvis du er allergisk, bør du altid læse indholdsdeklarationen, før du køber et produkt, så du kan undgå det eller de stoffer, du ikke kan tåle.

Faktaark Tandplejeprodukter

Tandpleje er en vigtig del af menneskets hygiejne, ikke kun af kosmetiske årsager men også for at undgå caries og sygdomstilstande i mund og tandkød.

Stort set alle har en tube tandpasta med fluor stående på hylden i badeværelset. Der findes også en række andre produkter, der har til formål at pleje tænderne på andre måder eller ændre deres udseende ved eksempelvis at blege dem. Hvis du er i tvivl om, hvad der virker bedst eller er mest hensigtsmæssigt for dig, bør du spørge din tandlæge til råds. Her kan du læse om mulige risici ved at bruge produkterne.

Tandpasta

Tandpasta indeholder typisk en lille mængde fluor som det aktive stof, der forebygger caries. Mange tandpastaer indeholder desuden stoffet sodium lauryl sulfat (SLS) som er et skummiddel, der får tandpastaen til at skumme i munden. Endelig indeholder nogle tandpastaer det bakteriedræbende stof, triclosan.

Det totale fluorindhold i en almindelig tandpasta må være op til 0,15%. Hvis indholdet er 0,10-0,15% skal det indikeres på produktet, at tandpastaen kun er til voksne, eller produktet skal forsynes med en advarsel om, at børn under 6 år kun må bruge en mængde svarende til en ært. Grunden til dette er, at børn ofte synker tandpasta, og at der er risiko for skadelige virkninger, hvis man indtager for store mængder fluor. Der er ikke grund til bekymring, hvis dit barn sluger små mængder tandpasta under tandbørstningen, men det er en god ide at lære barnet at spytte tandpastaen ud.

Følgende advarsel om fluor og børn skal fremgå af pakken:
”Børn på seks år og derunder: Anvend en mængde svarende til en ært og overvåg børstningen for at minimere indtagelsen. Rådfør dig med tandlægen eller lægen, hvis der også indtages fluorid fra andre kilder”.

SLS kan hos personer, der allerede har en tendens til blister i munden, forværre denne tendens. SLS er ikke i sig selv årsagen, men hvis du har blister i munden, kan tilstanden i nogle tilfælde bedres ved at skifte til en SLS-fri tandpasta.

Triclosan er et bakteriedræbende stof, der mistænkes for at kunne give resistens hos bakterier. Triclosan er i de fleste tilfælde overflødigt, hvis du børster tænder regelmæssigt og grundigt. Det er derfor en god ide at undgå triclosan i tandpasta, medmindre din tandlæge har rådet dig til at bruge det.
Nogle mennesker kan reagere allergisk over for visse tandpastaer ved at få eksem omkring munden og på læberne. Hvis du oplever dette, bør du stoppe med at bruge tandpastaen og søge læge, så du kan få undersøgt, om der er tale om allergi.

Miljøstyrelsen har undersøgt tandbørster for kemikalier og konkluderet, at der ikke frigives kemiske stoffer i problematiske mængder fra tandbørster.

Mundskyllevand

Mundskyllevand kan indeholde forskellige olier som pebermynteolie (Mentha Piperita Extract) eller nellikeolie (Eugenia Caryophyllus Extract) eller konserveringsmidlet chlorhexidin. Det er stoffer, der hos nogle mennesker kan give allergi, og hvis du oplever eksem omkring munden, eller hævelser i mundslimhinden, bør du stoppe med at bruge produktet og kontakte din tandlæge eller læge.

Tandblegemidler

Læs Miljøstyrelsens og Styrelsen for Patientsikkerheds notat om regler for brug af tandblegemidler:  Tandblegeprodukter og regler for brug af disse.