I 1800- og 1900-tallet blev der fjernet mange sten fra Roskilde Fjord ved stenfiskeri.
I juni 2020 blev der indgået en politisk aftale mellem Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, hvor der bl.a. er afsat i alt 10 millioner kroner til to stenrevsprojekter i Danmark. Stenrevsprojektet i Roskilde Fjord er det ene.
Formålet med projektet er at fremme det marine dyre- og planteliv, der er knyttet til stenrev i en fjord, samt at skabe mulighed for at såvel børn som voksne kan opleve det rige liv på et stenrev.
Projektet blev til 3 nye stenrev som nu er vokset frem på sandbunden i Roskilde Fjord.
Stenrevene er etableret af Nationalpark Skjoldungernes Land og Miljøstyrelsen og blev indviet 13. juni.
På revene vil der med tiden opstå levesteder til torsk og havørred, der kan gemme sig i hulrummene og i tangen, der vil hæfte sig til de store sten.
Muslinger, snegle, krebsdyr og børsteorme kan trives både på og under stenene. Revene vil også kunne blive opvækstområder for fiskeyngel.
Se videoen om Roskildes tre nye stenrev her